Dokumentets metadata

Skattepligtig indkomst - agent - polske virksomheder - størrelse af provision - overførsler til privat konto

A var agent for to polske tekstilvirksomheder. I indkomståret 1999 blev der fra de to polske virksomheder løbende indsat en række beløb, i alt 706.079,- kr., på hendes bankkonto. Skattemyndighederne beskattede hende af beløbet. A påstod, at pengene tilhørte de polske virksomheder, og at hun derfor ikke skulle beskattes af dem.Landsretten anførte, at de omstridte beløb var benævnt "other costs" og var overført til As konto fra de polske virksomheder, fra hvilke hun modtog provision, uden at det på nogen måde var markeret, at pengene tilhørte virksomhederne, og uden at pengene var holdt adskilt fra hendes øvrige formue.Under disse omstændigheder påhvilede det A at godtgøre, at beløbet ikke tilhørte hende.Agenturaftalerne med de polske virksomheder angav indbyrdes modstridende provisionssatser og dokumenterede ikke, at A alene var berettiget til en provision på 7%. Hendes forklaringer om overførslerne af beløbene til hendes konto var udokumenterede og til dels modstridende. På en betalingsmeddelelse havde hun således med håndskrift anført, at et beløb på ca. 50.000,- kr. var overført til hendes konto for at undgå for stor skat i 1999 i Polen og ville blive reduceret til 0,- kr. ved successive afregninger af hendes provision. På en anden kopi af den samme betalingsmeddelelse havde hun derimod anført, at beløbet var overført til brug for indkøb af en hulmønstermaskine til de polske virksomheder.I As regnskab var anført en gæld på 368.720,- kr., som ifølge hendes forklaring var gælden til de polske virksomheder. Det fremgik imidlertid ikke af regnskabet, hvorledes dette beløb, som hun angiveligt opbevarede for de polske virksomheder, var anbragt. Hendes og revisorens forklaringer måtte nærmest forstås således, at beløbet indgik som en del af hendes private formue i form af værdipapirer. Renteindtægterne af disse værdipapirer var optaget i regnskabet som en del af hendes kapitalindkomst, og efter det oplyste var der ikke betalt renter til de polske virksomheder.Navnlig efter disse omstændigheder fandt landsretten ikke, at A havde godtgjort, at det omstridte beløb ikke tilhørte hende og dermed ikke var skattepligtig indkomst. Landsretten frifandt derfor Skatteministeriet.

Parter

A
(advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af landsdommerne

B. Tegldal, Anne Louise Bormann og Bo Linderoth Rasmussen (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 3. november 2004, har sagsøgeren, A, principalt nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgerens skatteansættelse for 1999 nedsættes med 706.079 kr.

Subsidiært har sagsøgeren påstået skatteansættelsen for indkomståret 1999 hjemvist til fornyet behandling ved den stedlige ligningsmyndighed.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Sagens omstændigheder

Denne sag drejer sig om, hvorvidt et beløb på 706.079 kr., der er overført til As bankkonto fra to polske virksomheder, skal medregnes som en del af hendes skattepligtige indkomst for indkomståret 1999.

Af Landsskatterettens kendelse af 3. august 2004 fremgår følgende

"...

Klagen skyldes, at skatteankenævnet har anset klageren for at være skattepligtig af samtlige de beløb, som er overført til hendes konto fra virksomheder i Polen.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Skatteankenævnet har anset klageren for at være skattepligtig af 1.135.637 kr. som omsætning i klagerens virksomhed.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Møde mv.

Klagerens repræsentant har haft møde med Landsskatterettens sagsbehandler.

Sagens oplysninger

Klageren stammer fra Polen og har siden 1971 boet i Danmark. Den 1. december 1990 påbegyndte klageren en selvstændig virksomhed med engroshandel primært indenfor tekstilbranchen. Klageren er agent for blandt andet polske virksomheder.

I klageåret havde virksomheden en selvangiven omsætning på 364.350 kr. og et resultat før renter på 159.155 kr.

Klageren aflønnes udelukkende af de udenlandske virksomheder med provision af det salg, virksomhederne opnår i Danmark.

Omsætningen i klagerens virksomhed stammer fra provision modtaget fra 4-5 virksomheder, heraf to polske virksomheder, G1 WS og G2 Textile.

Der foreligger følgende kontraktgrundlag mellem klageren og de to polske virksomheder.

G1 WS
-	Kontrakt udarbejdet i ...1, Polen den 2. november 1993.
	Kontrakten er på polsk, men i § 2, stk. 1, er anført 20 %. Det har forvaltningen taget som udtryk for, at det er den aftalte provisionssats.
-	Anneks til kontrakt af 2. november 1993, udarbejdet i ...1, Polen den 1. februar 1994. Annekset er på polsk, men der er anført 30 %. Det har forvaltningen taget som udtryk for, at det er den aftalte provisionssats.
-	Kontrakt udarbejdet i ...1, Polen den 23. april 1995. Kontrakten er oversat til engelsk, og det fremgår af § 1, stk. 5, at klagerens provision udgør 30 % af salget af udstedte fakturaer til danske kunder det første år. Efter det første år kan der forhandles om provisionsbeløbet
-	Anneks nr. 1 af 2. januar 1997 til kontrakt af 23. april 1995. Kontrakten er oversat til engelsk. Af den polske kontrakt fremgår det, at annekset er udarbejdet i ...1, Polen, men det af den engelske tekst fremgår det, at kontrakten er udarbejdet i ...2, Polen. Ifølge § 1, stk. 5, udgør klagerens provision 26 %.
-	Anneks nr. 2 af 2. januar 1997 til kontrakt af 23. april 1995, udarbejdet i ...2, Polen. Kontrakten foreligger alene på engelsk, og det fremgår af § 1, stk. 5, at klagerens provision alene udgør 7 %.
G2 Textile
-	Kontrakt af 20. november 1995, udarbejdet i ...3, Polen. Kontrakten er oversat til engelsk, og det fremgår af § 5, at klagerens provision udgør 50%
-	Anneks til kontrakt af 20. november 1995, udarbejdet i ...3, Polen den 20. november 1995. Kontrakten foreligger alene på engelsk, og det fremgår af § 2, at klagerens provision udgør 7 %.

...

Forvaltningen har ved gennemgang af klagerens regnskabsmateriale konstateret, at klageren har modtaget beløb, som er betegnet provision og beløb, som er betegnet "other cost". Herefter har forvaltningen lavet en specifikation af omsætningen som følgende.

	G2 Textile	G1 WS	Andre	I alt
Provision	167.536,59 kr.	124.692,17 kr.	137.329,42 kr.	429.558,18 kr.
Other Cost	284.539,70 kr.	421.539,32 kr.		706.079,02 kr.

Klageren har overfor forvaltningen oplyst, at aflønningen sker ved, at hun får tildelt 7 % af fakturakravet fra de polske virksomheder til de danske kunder. Det er aftalt, at den procentvise betaling skal overstige det beløb, hun i realiteten modtager, idet det derved er muligt for de polske virksomheder at udføre penge fra Polen.

Virksomhederne overfører således 30 % af fakturabeløbet til klagerens konto. Den del af beløbet, der oversiger hendes provision, deponerer hun for virksomheden, og virksomheden benytter beløbet til investering, når de er på besøg i Danmark.

Klageren har også afholdt udgifter til transport, idet transportfirmaet ikke vil handle direkte med et polsk firma. Der er fremlagt fakturaer fra transportfirmaet til klageren.

Overfor forvaltningen har klageren oplyst, at årsagen til, at der foreligger kontrakter, der er indgået samme dag med forskellige provisionssatser, er, at de polske banker kun vil acceptere, at der overføres penge i overensstemmelse med kontrakterne. Klageren har fremlagt kontoudtog fra klagerens bank, som dokumentation for, at der er hævet penge til de polske virksomheder.

Forvaltningen har anset klageren for at være skattepligtig af samtlige de beløb, som er blevet indbetalt på hendes konto. De beløb, som benævnes "other cost" på i alt 706.079 kr., har forvaltningen ikke anset for at være udbetalt som led i et løbende lånemellemværende mellem klageren og de polske firmaer, idet forvaltningen ikke har fundet, at klageren har dokumenteret eller sandsynliggjort, at beløbene er brugt til dækning af diverse udgifter til firmaerne.

Skatteankenævnets afgørelse

Klageren er skattepligtig af modtaget provision og "other cost", i alt 1.135.637 kr. i henhold til statsskattelovens § 4.

Der er lagt vægt på, at beløbene ifølge kontospecifikationerne er indgået på klagerens konto. Idet klageren ikke har holdt beløbene adskilt fra hinanden, må alle beløbene formodes at tilhøre klageren. Desuden har klageren ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at beløbene alene er udbetalt som rene pengeoverførsler med henblik på, at klageren skulle fungere som mellemhandler for virksomhederne i Polen.

Det bemærkes, at de fremlagte kontrakter mellem klageren og de polske firmaer ikke er overensstemmende med hensyn til den procentmæssige størrelse af klagerens provision. Kontrakterne og det i øvrigt fremsendte materiale i form af opgørelser og erklæringer kan derfor ikke anses for at udgøre den fornødne dokumentation for, at pengene rettelig tilhører de polske virksomheder.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren skal ikke beskattes af 706.079 kr.

I 1990 begyndte klageren sin egen virksomhed, hvor hun skulle fungere som agent mellem polske virksomheder og virksomheder beliggende i Danmark. Klageren driver sin virksomhed fra sin privatadresse.

Arbejdet som agent bestod i, at klageren fungerede som mellemled mellem danske kunder og polske virksomheder. De danske kunder sendte metervarer til Polen, hvorefter de polske virksomheder forarbejdede de leverede metervarer og leverede disse tilbage til de danske kunder.

Denne form for virksomhed benævnes typisk passiv forædling og har navnlig indenfor de seneste år vist sig at være et stort arbejdsområde, idet de polske lønninger ligger væsentligt under de danske.

I forbindelse med dette arbejde blev der indgået kontrakter med to polske virksomheder, som klageren skulle fungere som agent for. Aftalerne blev udformet således, at aflønningen af klageren skulle ske ved, at hun fik tildelt en vis procentdel af fakturakravet fra de polske virksomheden til de danske kunder.

Det blev dog også aftalt, at den procentvise betaling skulle overstige det, som klageren i realiteten skulle modtage, da det gav mulighed for, at de polske virksomheder kunne føre kapital ud af landet. Disse penge skulle bruges til køb af råmaterialer til brug for produktionen i Polen.

Således blev det aftalt, at der skulle overføres 30 % af fakturasummen til klageren, som var bemyndiget til at foretage indkøb og sørge for transport af det indkøbte på virksomhedernes vegne.

Ud af de 30 % var alene 7 % provision til klageren, hvilket fremgår af den fremlagte opgørelse udarbejdet af den ene af de polske virksomheder Dette bekræftes også af skrivelsen fra G2 Textile og G1 WS, hvor det fremgår, hvor stort virksomhedens tilgodehavende er hos klageren. Pengene har aldrig tilhørt klageren og er derfor ikke skattepligtige hos hende.

Overførslen til klageren var, ud over muligheden for at udføre penge fra landet, også begrundet i, at de polske virksomheder havde meget svært ved at indkøbe råmaterialer i udlandet. Udenlandske leverandører var ikke umiddelbart indstillet på at acceptere polske virksomheder som kunder.

De overførte beløb blev ved en fejl ikke indsat på en separat konto, men blev sammenblandet med provisionen. Der blev dog hele tiden ført nøje regnskab med, hvilke beløb, der tilhørte klageren, og hvilke, der var virksomhedernes. Der er fremlagt en opgørelse beregnet på baggrund af den enkelte kunde, som klageren har henvist til de polske virksomheder, og hvor de beløb, der tilhører de polske virksomheder, er blevet udbetalt kontant ved besøg i Polen.

Ligeledes er der fremlagt kopi af en overførselsanmodning, hvoraf det fremgår, at klageren anmoder om, at der overføres penge til G1 WS. Endvidere er der fremlagt kopi af faktura til det danske transportfirma, hvoraf det fremgår, at klageren står som opdragsgiver, og endelig er der fremlagt en erklæring fra den polske virksomhed, hvoraf det fremgår, at alene de 7 % er provision.

Den omstændighed, at der eventuelt foregår ulovlig udførelse [udførsel.red.SKAT] af valuta efter polske regler, er ikke relevant i denne sag. Sagen vedrører kun, om klageren er skattepligtige af samtlige de penge, der er overført til hendes konto.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Som skattepligtig indkomst betragtes den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi. Dette fremgår af statsskattelovens § 4, stk. 1.

Det anses ikke for dokumenteret eller sandsynliggjort, at de midler, der i årets løb er indsat på klagerens konto ikke tilhører hende. Der er blandt andet lagt vægt på, at der er uoverensstemmelse mellem de fremlagte kontrakter, hvorfor det ikke på baggrund af kontraktmaterialet anses for dokumenteret, at klageren alene har modtaget en mindre del af de indsatte midler som provision, og at den øvrige del af midlerne tilhørte virksomhederne.

Således er Landsskatteretten enig med de stedlige myndigheder i, at klageren i medfør af statsskattelovens § 4, stk. 1, er skattepligtig af det fulde beløb, der er tilgået klageren fra de polske virksomheder.

Som følge heraf stadfæstes skatteankenævnets afgørelse.

..."

Supplerende sagsfremstilling

Ifølge en række kontoudskrifter fra As konto og udbetalingsbilag har hun ved flere lejligheder i 1999 hævet større kontante beløb på sin bankkonto.

Af deklaration af 12. april 1999 fremgår, at A har indført 115.000 kr. i Polen.

Ved skrivelse af 22. december 1999 anmodede A Den Danske Bank om at udbetale 45.000 kr. til SL boende i ...2, Polen.

Der er under sagen fremlagt to kopier af en meddelelse dateret den 14. oktober 1999 fra Den Danske Bank til A, hvoraf fremgår, at der er overført et beløb på 51.572,61 kr. fra G2 Textile til hendes bankkonto.

På den ene af de fremlagte kopier er med As håndskrift påført følgende:

"...

Tilhører G2 Textile

Oprindelig overført til køb af hulmønster maskine (prod. af G3+G4+andre - hulmønster meget moderne!) handlen blev ikke til noget, derfor afregnes beløbet ved næste fakturaer, hvor G2 Textile ikke sender overfører nogen penge til min konto."

På den anden af de fremlagte kopier er med As håndskrift bl.a. påført følgende:

"...

Beløbet vedr. INV. 99/11 af 99.09.27 og tilhører 100% G2 Textile, ...3, Polen, (beløbet er overført til DK, til min konto, for at undgår en for stor skat for 1999 i Polen og vil blive langsomt reduceret til 0,00 ved successive afregninger af min provision)."

Af As regnskab for indkomståret 1999 fremgår, at andelen af hendes personlige indkomst, stammende fra virksomhedens overskud udgjorde 159.155 kr. Det fremgår endvidere, at hendes samlede aktiver pr. 31. december 1999 udgjorde 1.441.233 kr., hvorfra 1.350.558 kr. udgjordes af en aktie- og obligationsbeholdning. Det fremgår endelig, at hun i 1999 havde en kapitalindkomst i form af renteindtægter på obligationer på 60.665 kr.

As samlede gæld udgjorde ifølge regnskabet 1.460.349 kr., hvoraf 570.456 kr. angives at være gæld vedrørende hendes virksomhed. Af tekstdelen i regnskabets balance pr. 31. december 1999 vedrørende virksomheden er angivet, at 368.720 kr. af virksomhedens kortfristede gæld vedrører "Kreditorer"

Det fremgår af skrivelse af 5. januar 2000 fra G2 Textile til A, at

"...

På din konto hos os forefindes i slutningen af året 1999, til afregning af afsendte varer, et restbeløb på DKK 230.257,00.

..."

Af skrivelse af 4. januar 2000 fra G1 WS til A fremgår:

"...

På din konto forefindes i slutningen af året 1999, til afregning med os, et restbeløb på DKK 138.463,00 for afsendte varer.

..."

Af en erklæring dateret 5. januar 2005, afgivet af KP fremgår følgende:

"...

Jeg erklærer hermed, at A til enhver tid havde min tilladelse til at investere de beløb, der blev betegnet "other costs" og som indgik fra polske firmaer, dog på den betingelse, at investeringerne kunne trækkes ud som kontanter indenfor maksimalt 3 dage eller efter behov.

..."

Der er under sagen indhentet en udtalelse fra erhvervsorganisationen HTSI , hvoraf fremgår blandt andet:

"...

Spørgsmål

Fandtes der i 1999 en kutyme/ sædvanemæssig provisionssats i forbindelse med danske agenters provision fra polske tøjproduktionsvirksomheder/ systuer, når det lægges til grund, at A fungerede som agent mellem de polske tøjproduktionsvirksomheder/ systuer på den ene side og danske tøjproducenter på den anden, og når det lægges til grund, at provisionen blev beregnet på baggrund af de fakturabeløb, som de polske tøjproduktionsvirksomheder/ systuer fakturerede overfor de danske tøjproducenter?

Besvarelse

På baggrund af de indkomne svar kan HTSI ikke bekræfte, at der foreligger en kutyme for en bestemt provisionssats for året 1999 i relation til ovenstående spørgsmål. Det kan oplyses, at en provisionssats på 3 -6% må anses som værende sædvanlig, men ved mindre stykstørrelser kan provisionssatsen være højere.

..."

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af sagsøgeren A og af vidnerne VD, LM, DK og MS.

A har forklaret blandt andet, at det skyldtes de politiske og økonomiske forhold i det tidligere kommunistiske Østeuropa, at der blev lavet fiktive aftaler med de høje provisionssatser og tillæg til aftalerne med den reelle provisionssats på 7 %. Ordningen medførte, at de polske virksomheder kunne udføre beløb til Danmark, som blev brugt her i landet og i Tyskland til indkøb af alt fra maskiner til kopipapir og kuglepenne. Den del af beløbene, der oversteg 7 %, - de såkaldte "other costs" - blev også anvendt til blandt andet fragt og til betaling i anledning af reklamationer.

I forholdet til G1 WS skete der afregning ved hver enkelt faktura, medens der i forholdet til G2 Textile skete afregning hver måned eller endnu sjældnere.

JJ er ejer af G2 Textile. Brevet fra ham af 5. januar 2000 vedrører opgørelsen af deres mellemværende for 1999. Ved udgangen af hvert år blev der udfærdiget en sådan opgørelse, der viste, hvor stort et beløb G2 Textile havde stående på hendes konto her i landet. Det var mere sikkert for virksomheden, at pengene stod på hendes konto i Danmark frem for i en bank i Polen.

På tilsvarende måde blev der hvert år lavet en opgørelse af G1 WS over beløb tilhørende virksomheden og indestående på hendes konto. Opgørelsen for 1999 blev sendt til hende den 4. januar 2000. KP, der har underskrevet selve opgørelsen, var med i alle de polske virksomheder, hun var agent for.

I 1999 hævede hun større beløb i forbindelse med, at hendes polske forretningsforbindelser kom til Danmark på kundebesøg eller for at besøge messer. Hævningerne kunne også skyldes, at hun skulle til Polen, og i den forbindelse medbragte beløb, som de pågældende virksomheder havde stående på hendes konto men nu skulle bruge f.eks. til indkøb i Tyskland. Pengene kunne ikke overføres via banker, da de i så fald ikke ville nå frem til virksomhederne.

På et tidspunkt foreslog hendes revisor, at hun fik oprettet en særlig konto til "other costs" beløbene. Det forsøgte hun, men der opstod problemer, idet polakkerne ofte lavede fejl i forbindelse med angivelse af kontonummer. Pengene skulle så efterlyses manuelt, hvilket kostede hende penge. Hun opgav herefter at have flere konti.

Der blev ikke oprettet gældsbreve mellem parterne, idet deres aftaler byggede på gensidig forståelse og tillid.

I hendes regnskab for 1999 er som aktiv medtaget obligationer for 1.270.630 kr. En del af dette beløb stammede fra en arv på 2-300.000 kr. fra Polen, som hendes datter modtog som lille. På datterens vegne investerede hun arven i værdipapirer, der i 1999 var steget til 885.446 kr. Dette beløb er i hendes regnskab medtaget som gæld til datter. Det overskydende beløb - eller en del heraf - tilhørte de polske virksomheder, idet hun efter aftale med disse virksomheder investerede de penge, de havde stående på hendes konto i Danmark, i værdipapirer. Hun sørgede dog for, at der altid var kontanter til rådighed.

Posten kreditorer 368.720 kr. i 1999-regnskabet er over for revisor dokumenteret ved betalingsoverførsler, hvor hun med rødt har angivet de beløb, der vedrørte provision, og med grønt har angivet de beløb, der vedrørte "other costs".

Pengene må have stået på en bankkonto eller kan være investeret i obligationer.

VD har forklaret blandt andet, at han har taget en høj økonomisk uddannelse i Polen. Han drev ikke registreret virksomhed fra 1998 til 2000 på grund af sygdom. Han har kendt A siden ultimo 1997. Hun samarbejdede med flere polske firmaer herunder G1 WS og G2 Textile.

Han er bekendt med, at A fik en provision på 7 %, men at det af de officielle kontrakter fremgik, at provisionen var på mere end 20 %. Baggrunden herfor var den situation, mindre private virksomheder i Polen dengang befandt sig i.

Han har overværet, at A har tilbagebetalt penge til de polske virksomheder både i Polen og i Danmark.

LM har forklaret blandt andet, at hun er ansat i Danske Bank. I 1999 var hun ansat i afdelingen på .... A var kunde i banken, og hun kom jævnligt og fik udbetalt større kontante beløb. Det skete ca. 2-3 gange om måneden. Hun var da som regel i selskab med en eller flere mænd.

DK har forklaret blandt andet, at han ejer G4 Design, der laver ventetøj. Han har kendt A siden omkring 1990. Hun var mellemled mellem hans virksomhed og en række systuer i Polen. Han har flere gange årligt været på forretningsrejser til Polen sammen med A. Han har i 1999 to gange overværet, at A medbragte større kontantbeløb til Polen, som hun afleverede til chefen for den pågældende systue. Han ved ikke hvilken valuta, der var tale om.

MS har forklaret blandt andet, at han, der er registreret revisor, har haft A som klient siden 1994. Det var en af hans ansatte, der lavede hendes regnskab for 1999. Når det i sagen fremlagte 1999-regnskab er dateret den 10. januar 2007, må det være den dato, kopien er rekvireret, idet han bestemt mener, at regnskabet blev underskrevet primo 2000.

Han mener, at de til brug for 1999-regnskabet modtog opgørelser eller kontoudtog fra de polske virksomheder, men han husker ikke, hvordan de nærmere så ud.

Hævninger på 730.650 kr. er beløb, der blev trukket ud af den personligt drevne virksomhed. Der blev købt obligationer for ca. 400.000 kr., og der blev hævet penge til privatforbrug.

A blev beskattet af renteindtægterne fra obligationerne. Hun havde ingen renteudgifter i relation til polske virksomheder.

Procedure

A har til støtte for den nedlagte principale påstand overordnet gjort gældende, at hun i indkomståret 1999 alene oppebar en provision på 7 % beregnet i forhold til den omsætning, som hun genererede for de polske virksomheder, hvorfor der ikke er grundlag for at beskatte hende af den del af de fra Polen overførte beløb, der overstiger provisionen på 7 %, og som udgør beløbene benævnt "other costs".

Til støtte herfor gøres det nærmere gældende, at det fremgår direkte af aftalegrundlaget mellem G2 Textile/G1 W.S. og A, der var gældende for indkomståret 1999, at A alene var berettiget til en provision på 7% i forhold til den omsætning, som hun genererede for de polske virksomheder.

De beløb, som de polske virksomheder overførte til A i løbet af 1999 - som oversteg den beregnede provision på 7 % af omsætningen - har hverken civilretligt eller skattemæssigt på noget tidspunkt tilhørt A, og beløbene udover provisionen på 7 % kan således ikke kvalificeres som en skattepligtig indtægt for hende efter statsskattelovens § 4 som hævdet af Skatteministeriet.

A har under sagen fremlagt behørig dokumentation i form af et responsum afgivet af HTSI for, at en provisionssats på 7 % af den genererede omsætning ligger indenfor den sædvanlige provisionssats på området. Hvis Skatteministeriet opnår medhold i frifindelsespåstanden, fører det reelt til, at A beskattes i indkomståret 1999 i forhold til en provisionssats på over 30 % af den genererede omsætning. Der er ingen holdepunkter for, at A i indkomståret 1999 var så dygtig som agent, at hun kunne opnå en provisionssats, der var mere end 4 gange højere end markedssatsen.

Skatteministeriet støtter reelt alene frifindelsespåstanden på, at den anvendte samhandelsform var usædvanlig, og at det ikke udtrykkeligt fremgår af afregningsbilagene, at "other costs" beløbene ikke tilkom A - men at hun alene opbevarede disse beløb på vegne af de polske virksomheder.

Heroverfor gøres det gældende, at selve aftalegrundlaget mellem G2 Textile og G1 W.S. på den ene side og A på den anden side dokumenterer, at det var parternes reelle fælles hensigt, at A reelt alene skulle have 7% af omsætningen i provision, jf. de indgåede tillægsaftaler.

Videre gøres det gældende, at det direkte fremgår af de fremlagte afregningsbilag for 1999 vedrørende omsætningen med G2 Textile, at A modtog en provision svarende til 7 % af omsætningen, samt at man beregnede et "other costs" beløb derudover for hvert enkelt afregningsbilag. Parterne har med andre ord løbende til fulde efterlevet de indgåede reelle aftaler om As provision.

Endvidere gøres det gældende, at de foreliggende opgørelser over As løbende mellemværender med henholdsvis G2 Textile og G1 W.S., samt de af G2 Textile og G1 W.S. udarbejdede opgørelser over tilgodehavender hos A dateret henholdsvis den 5. og 4. januar 2000, klart dokumenterer, at alle parterne har ageret ud fra, at kun provisionen på 7 % af omsætningen tilkom A, mens "other costs" beløbene stedse tilhørte de polske virksomheder.

Endeligt henvises til As regnskab for 1999, hvor der under passiverne er medtaget en gældspost på kr. 368.720, som svarer til det samlede beløb, som A pr. 31. december 1999 skyldte til G2 Textile og G1 W.S. Dette regnskab understøtter med andre ord, at A stedse - også lang tid før nærværende sag blev rejst af skattemyndighederne - til fulde har behandlet "other costs" beløbene i enhver henseende som beløb, der ikke tilkom hende - men som hun derimod alene opbevarede på vegne af de polske virksomheder.

Skatteministeriet har under sagen anført, at i det omfang A har anvendt de omtvistede "other costs" beløb til indkøb af maskiner, inventar mv. - så er disse udgifter fradragsberettigede for A. Heroverfor gøres det gældende, at A naturligvis havde fradraget disse udgifter både regnskabsmæssigt og skattemæssigt, hvis der havde været grundlag herfor. Det har hun ikke gjort, hvilket så meget desto mere understøtter, at der skal gives medhold i den nedlagte principale påstand.

Den nedlagte subsidiære påstand er medtaget for det tilfælde, at Landsretten når frem til, at der er grundlag for en delvis nedsættelse af den af Landsskatteretten fastsatte forhøjelse.

Skatteministeriet har til støtte for frifindelsespåstanden overordnet gjort gældende, at det påhviler A at dokumentere sin påstand om, at det omstridte beløb på 706.079 kr. ikke er skattepligtig indkomst for hende i henhold til statsskattelovens § 4.

Beløbet er som led i As erhvervsmæssige samarbejdsforhold med G2 Textile og G1 WS overført til hendes konto i Den Danske Bank af de to virksomheder. Hverken i forbindelse med overførslerne fra de to virksomheder eller ved indsættelsen på As konto er det på nogen måde markeret, at pengene tilhører virksomhederne. Det må derfor lægges til grund, at pengene er erhvervet af A som en del af hendes samlede årsindtægter, jf. statsskattelovens § 4, medmindre hun dokumenterer rigtigheden af sin påstand om, at pengene tilhører de to virksomheder, hvilket hun ikke har gjort.

As forklaring om, at beløbene vedrørende "other costs" tilhører de polske virksomheder, fordi de blev overført til hende, så de polske virksomheder kunne anvende disse til køb af maskiner, inventar m.v., når de var på besøg i Danmark bestrides således som udokumenteret. Indholdet af oplysningerne er i sig selv meget usædvanligt. G2 Textile og G1 WS er i forhold til A udenforstående tredjemænd, og parterne samarbejder erhvervsmæssigt. Det er derfor ganske særegent, at de to virksomheder skulle indsætte penge - og navnlig så relativt betydelige summer - på As bankkonto. Endnu mere særegent bliver det med tanke på, at indsættelsen på hendes bankkonto angiveligt sker uden nogen som helst markering eller sikring af, at pengene tilhører de to polske virksomheder. Det meget usædvanlige indhold af As oplysninger indebærer i sig selv, at der må stilles skærpede krav til hendes bevisbyrde.

Betegnelsen other cost (andre omkostninger) støtter heller ikke rigtigheden af As oplysninger om, at pengene ikke tilhører hende. Tværtimod leder betegnelsen tanken i retning af, at pengene er overført til hende til dækning af hendes omkostninger.

Det bestrides, at erklæringerne fra de to polske virksomheder dokumenterer rigtigheden af As forklaring. Specielt bemærkes at G2 Textiles erklæring af 5. januar 2000 nærmest leder tanken i retning af, at beløbet er forudbetalt provision, som A kan "tære" på, efterhånden som hendes provisionskrav opstår - altså en sikkerhed for betaling af provision. I denne situation vil hun være skattepligtig i overensstemmelse med Landsskatterettens resultat. Tilsvarende bemærkninger gælder erklæringen af 4. januar 2000 fra G1 WS. Direktør KPs erklæring dateret den 5. januar 2000 giver ikke udtryk for, at de overførte beløb ikke tilhører A.

På den ene kopi af betalingsmeddelelse af 14. oktober 1999 fra Den Danske Bank vedrørende G2 Textiles overførsel af 51.572,61 kr. til A, har hun med håndskrift anført, at beløbet blev overført til køb af en maskine, men at handlen ikke blev til noget, hvorfor G2 Textile blev godskrevet beløbet ved senere afregninger af provision. Også i denne situation vil hun være skattepligtig i overensstemmelse med Landsskatterettens resultat. På den anden kopi af betalingsmeddelelsen giver A udtryk for, at beløbet er overført til hendes konto for at undgå for stor skat i Polen i 1999, og at beløbet vil blive reduceret ved successive afregninger af hendes provision.

De håndskrevne forklaringer på de to kopier er forskellige, og det fører i sig selv til, at der - i det hele - ikke er grundlag for at tillægge hendes subjektive og udokumenterede oplysninger og forklaringer afgørende bevismæssig værdi. A er i øvrigt ikke fremkommet med noget objektivt materiale, der støtter rigtigheden af hendes forklaring om, at de penge, der blev overført til hende fra Polen, skulle bruges til de polske virksomheders køb af maskiner m.v. i Danmark.

Hertil kommer, at A ikke har ført et regnskab, der dokumenterer, at de beløb, der er overført til hende som other cost, ikke er skattepligtig indkomst for hende. Hun har endvidere ikke fremlagt bilagsmateriale, der dokumenterer den løbende udvikling i det påståede gældsmellemværende med G2 Textile og G1 WS. Hun har heller ikke fremlagt bilagsmateriale, der dokumenterer hendes påstand om, at de til hende overførte beløb blev anvendt til de polske virksomheders køb af maskiner m.v. eller - helt eller delvist - blev tilbagebetalt.

I As regnskab for 1999, side 10, er under kortfristet gæld medtaget kreditorer for 368.720 kr. A hævder, at beløbet vedrører gæld til G2 Textile og G1 WS med henholdsvis 230.257 kr. og 138.463 kr., jf. f.eks. Landsskatterettens kendelse, side 3. Det anførte er udokumenteret. Det er intet sted i regnskabet eller andet sted specificeret, hvilke konkrete kreditorer de 368.720 kr. vedrører. Erklæringerne fra de to polske virksomheder, der er citeret i Landsskatterettens kendelse side 3 giver udtryk for, at beløbene er forudbetalt provision. Det passiverede beløb på 368.720 kr. udgør heller ikke det omstridte beløb på 706.079 kr.

Af balancens aktivside fremgår, at den påståede gæld ikke henstår i virksomheden. I As formueopgørelse indgår hverken bankindeståender eller kontanter. Modværdien af den påståede gæld synes derfor at være investeret i de værdipapirer, der fremgår af formueopgørelsen. Passivposten, kreditorer, på 368.720 kr. er heller ikke dokumenteret i form af gældsbreve eller lignende, der beskriver lånevilkår i form af f.eks. forrentning, afvikling og sikkerhed.

A har fremlagt en række bankoverførselsbilag og lignende, hvorefter der skulle være sket tilbagebetalinger af det omstridte beløb til de polske virksomheder. Skatteministeriet bestrider, at bilagene dokumenterer det anførte. Overførslerne til de polske virksomheder kan vedrøre hvad som helst. I betragtning af As forklaring om, at overførslerne til hende skulle anvendes til de polske virksomheders køb af maskiner m.v. i Danmark, forekommer det heller ikke sammenhængende, at hun - helt eller delvist - skulle have tilbageført pengene.

A har anført, at agenturaftalerne dokumenterer, at hun alene har oppebåret 7% i provision. Som konsekvens heraf gør hun gældende, at det må lægges til grund, at hun ikke er skattepligtig af de beløb, der er overført til hende som other cost. Agenturaftalerne angiver procentsatser fra 7% til 50%. Det kan derfor ikke lægges til grund, at hun alene har oppebåret en provision på 7%. A har anført, at de høje provisionssatser var fastsat for at give de polske virksomheder mulighed for at udføre penge til brug for investeringer i Danmark. Rigtigheden heraf er ikke dokumenteret. I øvrigt har hun i den håndskrevne påtegning på den ene kopi af betalingsmeddelelsen af 14. oktober 1999 anført noget andet, nemlig at pengene blev udført for at spare skat i Polen. Disse forskellige forklaringer viser, at der ikke er grundlag for at tillægge As udokumenterede oplysninger afgørende bevisværdi. HTSI har ikke kunnet bekræfte, at der foreligger en kutyme for en bestemt provisionssats. Ligeledes er det oplyst, at en provisionssats på 3% til 6% må anses som sædvanlig men ved mindre stykstørrelser kan provisionssatsen være højere. HTSI's responsum støtter således ikke A.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det omstridte beløb på 706.079 kr. benævnt "other costs" er overført til As konto fra de polske virksomheder, fra hvilke hun modtog provision, uden at det på nogen måde er markeret, at pengene tilhører virksomhederne, og uden at pengene er holdt adskilt fra As øvrige formue.

Under disse omstændigheder påhviler det A at godtgøre, at beløbet ikke tilhørte hende, idet hun havde tilbagebetalt det eller var forpligtet til at tilbagebetale det.

Agenturaftalerne med de polske virksomheder angiver indbyrdes modstridende provisionssatser og dokumenterer således ikke, at A alene var berettiget til en provision på 7 %. As forklaringer om baggrunden for overførslen af beløbene til hendes konto er udokumenterede og til dels modstridende. På betalingsmeddelelse af 14. oktober 1999 har hun således med håndskrift anført, at et beløb på 51.572,61 kr. er overført til hendes konto for at undgå en for stor skat for 1999 i Polen og vil blive reduceret til 0 ved successive afregninger af hendes provision. På en anden kopi af samme betalingsmeddelelse har hun imidlertid anført, at beløbet er overført til brug for indkøb af en hulmønstermaskine.

I As regnskab er anført en gæld på 368.720 kr., som ifølge hendes forklaring er gælden til de polske virksomheder. Det fremgår imidlertid ikke af regnskabet, hvorledes dette beløb, som hun angiveligt opbevarede for de polske virksomheder, er anbragt. As egen og revisor MSs forklaringer må nærmest forstås således, at beløbet indgår som en del af hendes private formue i form af værdipapirer. Renteindtægterne af disse værdipapirer er optaget i regnskabet som en del af As kapitalindkomst, og der er efter det oplyste ikke betalt renter til de polske virksomheder.

Udfra de fremlagte hævebilag og forklaringerne fra LM, DK og VD må det lægges til grund, at A i et vist omfang har betalt kontante pengebeløb til personer eller virksomheder i Polen. Størrelsen af og baggrunden for disse betalinger er imidlertid udokumenteret, og det kan ikke anses for godtgjort, at der har været tale om tilbagebetalinger af penge, som A alene har opbevaret for de pågældende virksomheder.

Hverken G1 WS' skrivelse af 4. januar 2000, G2 Textiles skrivelse af 5. januar 2000 eller KPs erklæring af 5. januar 2005 angiver, at A var forpligtet til at tilbagebetale et beløb til de pågældende virksomheder, og kan således heller ikke anses som dokumentation herfor.

På denne baggrund finder landsretten ikke, at A har godtgjort, at de beløb, der er overført til hendes konto under benævnelsen "other costs", ikke tilhørte hende, og beløbet må derfor anses for indkomst, der er skattepligtig efter statsskattelovens § 4. Skatteministeriets påstand om frifindelse tages derfor til følge.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet der ved fastsættelsen heraf er taget hensyn til sagens omfang og udfald samt til, at en tidligere berammet hovedforhandling måtte aflyses med meget kort varsel. Beløbet er til erstatning for udgifter til advokat og omfatter tillige udgift til materialesamling med 455 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes.

I sagsomkostninger skal A betale 45.000 kr. til Skatteministeriet.

Beløbet skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.