Dokumentets metadata

Dokumentets dato:18-06-2001
Offentliggjort:19-06-2001
SKM-nr:SKM2001.224.TSS
Journalnr.:99/00-301-00324
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:Meddelelse


Moms - trafikflyveruddannelsen

Det præciseres, at den udtalelse omkring momsfritagelse af A- og B-certifikat, der blev udsendt 8. september 2000, ændrer praksis med virkning fra udsendelsesdatoen. Den nye praksis gælder således for trafikflyvere, der påbegynder modular-uddannelsen efter den 8. september 2000. Reference: momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, MV 2000 afsnit D.11.3


Den 8. september 2000 udsendte styrelsen en vejledende udtalelse omkring trafikflyveruddannelsen: Modular-uddannelsen, til en række luftfartsskoler.

Af denne udtalelse fremgår det, at det er styrelsens opfattelse, at man kan anvende den gældende praksis om ab-initio-uddannelsen analogt på modular-uddannelsen.

Dette betyder, at modular-uddannelsen i sin helhed kan anses som momsfri, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Dette gælder dog kun i de tilfælde, hvor A- og B-certifikat tages i umiddelbar forlængelse af hinanden, og der foreligger en aftale om opnåelse af den samlede trafikflyveruddannelse, forinden man påbegynder erhvervelsen af A-certifikatet. Hvis der holdes pause i uddannelsesforløbet, skal uddannelsen genoptages indenfor 1 år.

Det præciseres herved, at den udsendte udtalelse ændrer praksis med virkning fra den 8. september 2000. Den ændrede momsmæssige behandling af modular-uddannelsen vil således kun have virkning for uddannelser der påbegyndes efter den 8. september 2000.