Dokumentets metadata

Dokumentets dato:01-12-2000
Offentliggjort:13-03-2001
SKM-nr:SKM2001.62.VLR
Journalnr.:9. afdeling, B-0672-99
Referencer.:Forvaltningsloven
Skattestyrelsesloven
Dokumenttype:Dom


Forvaltningsret - Suspension af klagefrist på grund af genoptagelsesbegæring - Afvisningaf klage

En af virksomheden indgivet skrivelse til en told- og skatteregion anset for en begæring om genoptagelse af sagsbehandlingen. Fristen for påklage af regionens afgørelse blev herved anset for suspenderet i medfør at forvaltningslovens § 20, stk. 3. Efterfølgende klage anset for indgivet rettidigt som følge af den indtrådte suspension af klagefristen på 3 måneder. Landsretten afviste at tage stilling til sagens realitet, da der ikke forelå en endelig administrativ afgørelse i sagen, jf. skattestyrelseslovens § 31.


Parter:

A A/S
(C, X-by)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat D, X-by)

Afsagt af dommerne:

3 dommere

Den 11. februar 1997 traf Told- og Skatteregion Sønderborg afgørelse om, at sagsøgeren, A A/S, skulle indbetale 4.001.610 kr. i landbrugsimportafgift og importmoms til regionen. Sagsøgeren påklagede afgørelsen til Told- og Skattestyrelsen, der den 22. december 1998 afviste klagen under henvisning til, at afgørelsen ikke var påklaget rettidigt.

Parternes påstande

Sagsøgeren, der har indbragt styrelsens afgørelse for landsretten den 19. marts 1999 i medfør af skattestyrelseslovens § 31, stk. 1 og stk. 3, og § 33, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes

1) at anerkende, at sagsøgeren rettidigt har indbragt Told- og Skatteregion Sønderborgs afgørelse i regionens sag nr. 99/88-2176-00028 for Told- og Skattestyrelsen,

2) at anerkende, at Told- og Skatteregion Sønderborg har været uberettiget til at afkræve sagsøgeren betaling af 4.001.610,10 kr.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse over for sagsøgerens påstand 1) og om afvisning over for sagsøgerens påstand 2). Sagsøgte har over for begge påstande subsidiært påståethjemvisning af sagen til fornyet behandling hos Told- og Skattestyrelsen.

Sagen angår

Under denne sag tages alene stilling til, hvorvidt Told- og Skattestyrelsen - som følge af manglende rettidig klage - har været berettiget til at afvise at behandle sagens realitet, og hvorvidt landsretten er kompetent til at prøve samme realitet, idet disse spørgsmål er udskilt til særskilt behandling og afgørelse i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 1 og stk. 2.

Sagsøgeren er et speditionsfirma, der i perioden fra marts/ april 1994 til juni/juli 1994 bl.a. udførte opgaver for virksomheden B A/S vedrørende seks eksterne fællesskabsforsendelser af smør fra Tjekkiet og Polen. Smørforsendelserne blev omlæsset til danske kølebiler og kørt i transit fra Padborg til Norditalien, hvorfra varerne blev transporteret med skibsfragt til de endelige modtagere. Sagsøgerens opgaver bestod bl.a. i at afslutte tolddokumenterne, såkaldte T1-dokumenter, hos Padborg Toldkammer og udstede T1-dokumenter til det norditalienske bestemmelsessted. Ved disse ekspeditioner indestod sagsøgeren som hovedforpligtet bl.a. for, at varerne blev frembudt til toldbehandling på bestemmelsestoldstedet i intakt stand inden for en fastsat frist og i overensstemmelse med T1-dokumenternes indhold.

Efter at Told- og Skatteregion Sønderborg i marts 1996 havde foretaget kontrolbesøg hos sagsøgeren i anledning af oplysninger fra de italienske toldmyndigheder om, at varerne ikke var frembudt for toldmyndighederne i Italien, og at nogle stempler og underskrifter i tolddokumenterne var falske, meddelte regionen den 7. oktober 1996 sagsøgeren en frist på 3 måneder til at dokumentere, at forsendelserne var gennemført forskriftsmæssigt, eller til at påvise, hvor de påståede overtrædelser/uregelmæssigheder faktisk var begået.

Sagsøgte gjorde bl.a. i en skrivelse af 10. oktober 1996 til regionen gældende, at der var indtrådt forældelse. Told- og Skatteregionen delte imidlertid ikke denne opfattelse, og ved regionens skrivelse af 11. februar 1997 blev sagsøgeren afkrævet det omhandlede beløb på i alt 4.001.610 kr. under henvisning til, at sagsøgeren som hovedforpligtet hæftede for betaling af told- og afgifter i henhold til toldlovens § 2, jf. EF-toldkodeks artikel 96, 204, 215 og 220-222 samt artikel 378-380 i gennemførelsesbestemmelserne til EF-toldkodeks. Skrivelsen indeholdt endvidere en klagevejledning, hvorefter afgørelsen kunne "ankes" til Told- og Skattestyrelsen ved indsendelse gennem regionen inden 3 måneder fra modtagelsen af skrivelsen.

Den 20. marts 1997 begærede sagsøgerens advokat aktindsigt i sagen under henvisning bl.a. til regionens skrivelse af 11. februar 1997. Den 2. april 1997 imødekom regionen begæringen for den konkrete sag og henviste i øvrigt sagsøgerens advokat til at fremsætte begæringen om aktindsigt over for Politimesteren i Aalborg, der foretog efterforskning i sagen.

Efter bl.a. at have modtaget bekræftelse af 5. maj 1997 fra Politimesteren i Aalborg på, at alle foreliggende oplysninger pegede på, at smørret var havnet i Italien, fastholdt sagsøgerens advokat i en skrivelse af 6. maj 1997 til regionen indsigelsen om, at betalingskravet var forældet. Advokaten bestred endvidere de danske toldmyndigheders kompetence til at rejse krav i sagen og gjorde gældende, at kompetencen til at træffe beslutning i sagen måtte ligge hos de italienske toldmyndigheder. Under henvisning til denne indvending afsluttedes skrivelsen, der henviste til regionens skrivelse af 11. februar 1997, med en opfordring til at frafalde det rejste krav.

I en besvarelse af 17. juni 1997 meddelte told- og skatteregionen, at afgørelsen af 11. februar 1997 blev fastholdt. Regionen oplyste samtidig, at man efter henvisning fra Politimesteren i Aalborg havde anmodet Told- og Skatteregion Aalborg om kopi af det materiale, som lå til grund for udtalelsen af 5. maj 1997 fra Politimesteren i Aalborg.

Sagsøgerens advokat rettede på ny henvendelse i sagen den 24. juni 1997. Advokaten stillede sig uforstående over for, at regionen havde fastholdt afgørelsen af 11. februar 1997 uden at afvente svar fra Told- og Skatteregion Aalborg. Advokaten anførte endvidere, at der var fornøden dokumentation for, at overtrædelserne var foregået i Italien, og at han fandt det naturligt, såfremt regionen nu sendte sagen til afgørelse hos de italienske myndigheder.

Told- og Skatteregionen fastholdt på ny den tidligere trufne afgørelse i en skrivelse af 7. august 1997. Regionen meddelte samtidig, at det også efter modtagelse af oplysninger fra regionen i Aalborg fortsat var udokumenteret, hvor overtrædelserne eller uregelmæssighederne var begået, og at sagen ikke ville blive overført til de italienske myndigheder.

Den 2. juni 1998 indkaldte Told- og Skatteregionen sagsøgeren til en udlægsforretning, idet sagsøgeren ikke havde betalt det afkrævede beløb. Sagsøgerens advokat gav i en skrivelse af 9. juni 1998 udtryk for, at det var sagsøgerens opfattelse, at regionen havde opgivet forfølgning i sagen efter skrivelsen af 7. august 1997, og anmodede i modsat fald bl.a. om orientering om, hvad der efterforskningsmæssigt var passeret i sagen siden denne dato. Regionen oplyste den 11. juni 1998, at der ikke fra regionens side efterforskningsmæssigt var foretaget noget i sagen efter afgørelsen af 11. februar 1997, og at det alene beroede på en ekspeditionsmæssig fejl, at der ikke var taget skridt til inddrivelse af kravet før den 2. juni 1998.

Den 1. juli 1998 anmodede sagsøgerens advokat på ny regionen om at genoverveje sagen og i modsat fald at betragte skrivelsen som "en egentlig klageskrivelse". Told- og Skatteregionen videresendte herefter skrivelsen til Told- og Skattestyrelsen, der den 22. december 1998 traf afgørelse om, at klagen af 1. juli 1998 ikke var indbragt for regionen inden 3 måneder fra sagsøgerens modtagelse af regionens afgørelse af 11. februar 1997.

Forklaringer

Direktør hos sagsøgeren A har forklaret, at B A/S havde været kunde hos sagsøgeren siden ca. 1972 og nød sagsøgerens absolutte tillid. Han blev først bekendt med, at der var problemer med smørforsendelserne, i marts 1996 under toldkontrollør E besøg i virksomheden. Ingen af forsendelserne var blevet efterlyst inden for 11-måneders-fristen i henhold til artikel 379, stk. 1, i gennemførelsesbestemmelserne til EF-toldkodeks. Sagsøgeren havde derfor ikke anledning til at anmelde noget krav over for Dansk Speditør Forening, hos hvem sagsøgeren havde tegnet kautionsforsikring for sin hæftelse i forbindelse med smørforsendelserne. Kautionsforsikringen udløb efter 12 måneder, idet forsikringen var afpasset efter 11-måneders- fristen for efterlysning. Sagsøgeren har holdt B A/S ansvarlig for det rejste krav og har for en sikkerheds skyld anmeldt kravet over for Dansk Speditør Forening. Efter modtagelsen af told- og skatteregionens skrivelse af 11. februar 1997 anmodede han advokat F om at tage sig af sagen.

E, der er inspektør i Told- og Skatteregion Sønderborg, har forklaret, at han i 1994 behandlede toldsager i Told- og Skatteregion Sønderborg. Regionen modtog vist nok et brev fra sagsøgerens advokat efter regionens skrivelse af 7. oktober 1996, men da brevet ikke indeholdt nye oplysninger, traf regionen afgørelse i sagen den 11. februar 1997. Han førte en telefonsamtale den 19. marts 1997 med sagsøgerens advokat, men han erindrer ikke indholdet af samtalen. Han overvejede ikke på noget tidspunkt at betragte skrivelsen af 6. maj 1997 fra sagsøgerens advokat som en klage over afgørelsen af 11. februar 1997. Han undersøgte de oplysninger, som advokaten var fremkommet med i skrivelsen af 6. maj 1997, og indhentede selv oplysninger. Det gav imidlertid ikke anledning til at frafalde kravet, og afgørelsen af 11. februar 1997 blev derfor fastholdt i besvarelsen af 17. juni 1997.

Han tænkte ikke på, at besvarelsen først skete efter klagefristens udløb. Der var ikke nye oplysninger i sagen, der kunne føre til, at sagen skulle sendes til de italienske myndigheder, og derfor fastholdt regionen også afgørelsen i skrivelsen af 7. august 1997. Efter denne dato beskæftigede han sig ikke med sagen. Han gav besked til inddrivelsesafdelingen om sagen umiddelbart efter den 11. februar 1997. Han ville have orienteret inddrivelsesafdelingen, såfremt han havde modtaget en klage inden for klagefristen. Inddrivelsesafdelingen orienterer ham, når en inddrivelse er tilendebragt. Ham bekendt er der ikke fastsat retningslinier for regionens klagebehandling.

Parternes argumenter

Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgeren har påklaget told- og skatteregionens afgørelse af 11. februar 1997 rettidigt, at regionen væsentligt og gentagent har tilsidesat god forvaltningsskik, og at landsretten er kompetent til at prøve sagens realitet.

Sagsøgeren har nærmere gjort gældende, at skrivelsen af 6. maj 1997, der er kommet frem inden for klagefristen i henhold til afgørelsen af 11. februar 1997, indeholder en sådan indvending mod den trufne afgørelse, at den må anses som en klage med deraf følgende pligt for told- og skatteregionen til at fremsende sagen til Told- og Skattestyrelsen. Det må have stået regionen klart, at sagsøgerens anmodning om, at regionen ændrede afgørelsen, skulle betragtes som en påklage af afgørelsen. Told- og Skatteregionen har endvidere haft pligt til klart og utvetydigt at meddele sagsøgeren, at regionen ikke anså skrivelsen af 6. maj 1997 som en klage, og regionen har derfor ikke været berettiget til ved skrivelsen af 17. juni 1997 i stedet blot at meddele, at man fastholdt afgørelsen.

Det er subsidiært gjort gældende, at regionens skrivelse af 17. juni 1997, der indeholder en afgørelse om ikke at genoptage sagen, burde have indeholdt en klagevejledning, og at forsømmelsen heraf indebærer, at der ikke knytter sig en 3-måneders-frist for sagens påklage. Afgørelsen af 17. juni 1997 burde således bl.a. have indeholdt oplysning om beregningen af klagefristen efter forvaltningslovens § 20, stk. 3. Sagsøgerens skrivelse af 24. juni 1997 er endvidere en gentagen klage, der er fremkommet rettidigt i forhold til afgørelsen af 17. juni 1997. Told- og Skatteregionens afgørelse af 7. august 1997, hvorved sagen på ny blev nægtet genoptaget, burde tilsvarende have indeholdt en klagevejledning. Forsømmelsen heraf indebærer ligeledes, at der ikke knytter sig en frist for sagens påklage.

Sagsøgeren har vedrørende spørgsmålet om landsrettens kompetence til at prøve sagens realitet nærmere gjort gældende, at stillingtagen hertil alene bliver aktuel, såfremt sagen ikke hjemvises til fornyet behandling ved Told- og Skattestyrelsen. Det forhold, at de danske toldmyndigheder ikke har haft kompetence til at træffe afgørelse i sagen, og at myndighederne såvel formelt som sagligt har handlet i strid med bl.a. gennemførelsesbestemmelserne til EF-toldkodeksen, må indebære, at landsretten er kompetent til at prøve sagens realitet. En myndighedsafgørelse, der ligger uden for myndighedens kompetence, kan ikke unddrages domstolsprøvelse ved myndighedens fastsættelse af en klagefrist.

Sagsøgte har til støtte for påstanden om frifindelse over for sagsøgerens påstand 1 gjort gældende, at sagsøgeren ikke rettidigt har påklaget Told- og Skatteregionens afgørelse af 11. februar 1997 til Told- og Skattestyrelsen.

Sagsøgte har nærmere gjort gældende, at ingen af skrivelserne fra sagsøgerens advokat forud for den 1. juli 1998 kan anses for at være en klage over regionens afgørelse. Det må tillægges betydning, at sagsøgeren var repræsenteret af, og at de pågældende skrivelser hidrørte fra en advokat. Told- og Skatteregionen imødegik i besvarelserne af 17. juni 1997 og 7. august 1997 indsigelserne og gjorde udtrykkeligt opmærksom på, at den tidligere trufne afgørelse blev fastholdt. Efter modtagelsen af disse skrivelser har sagsøgeren haft al tilskyndelse til at anmode om en klagebehandling.

Når henses til, at sagsøgeren tilsyneladende selv har været af den opfattelse, at sagen ikke længere var under behandling i det administrative system, jf. det i advokatens skrivelse af 9. juni 1998 anførte, og til, at sagsøgeren først ved skrivelsen af 1. juli 1998 gør opmærksom på, at sagsøgeren klager over sagen og ønsker den videresendt til Told- og Skattestyrelsen, bestrides det, at skrivelsen af 6. maj 1997 burde og skulle være opfattet som en klage over regionens afgørelse. Det bestrides endvidere, at skrivelsen af 6. maj 1997 skulle have været betragtet som en begæring om genoptagelse, og at regionens skrivelse af 17. juni 1997 i konsekvens heraf skulle have indeholdt en klagevejledning for så vidt angår afslaget på at genoptage sagen.

Selv om skrivelsen af 6. maj 1997 burde have været opfattet som en begæring om genoptagelse, bestrides det, at manglende klagevejledning i forbindelse med nægtelsen af genoptagelsen kan føre til, at sagens realitet skal behandles. Det bestrides endelig, at der i medfør af forvaltningslovens § 20, stk. 3, skulle have været meddelt en ny klagefrist i forbindelse med regionens afvisninger af at genoptage sagsbehandlingen. Såfremt dette var tilfældet, ville enhver klage gøre den oprindelige klagefrist illusorisk.

Sagsøgte har til støtte for sin subsidiære påstand om hjemvisning gjort gældende, at sagen bør hjemvises til fornyet behandling hos Told- og Skattestyrelsen, såfremt landsretten finder, at sagsøgeren har påklaget regionens afgørelse rettidigt, således at styrelsen som øverste administrative myndighed kan træffe afgørelse om sagens realitet.

Sagsøgte har vedrørende spørgsmålet om landsrettens kompetence til at prøve sagens realitet nærmere gjort gældende, at landsretten ikke kan prøve sagens realitet, uanset om klagefristen findes at være overholdt eller ej. Betingelserne efter skattestyrelseslovens § 31 for at indbringe sagens realitet for domstolene er ikke opfyldt, idet der ikke foreligger en endelig administrativ afgørelse om sagens realitet.

Begrundelse og konklusion

Klagefristen i henhold til Told- og Skatteregionens afgørelse af 11. februar 1997 udløb den 12. maj 1997. Skrivelsen af 6. maj 1997, der er udarbejdet af sagsøgerens advokat, og hvori regionen opfordres til at frafalde kravet, har efter sit indhold ikke en sådan karakter, at regionen burde have betragtet skrivelsen som en klage over regionens afgørelse af 11. februar 1997. Skrivelsen måtte derimod betragtes som en begæring om at genoptage sagsbehandlingen.

I forbindelse med, at regionen i skrivelsen af 17. juni 1997 implicit traf afgørelse om ikke at genoptage sagsbehandlingen, burde regionen have vejledt sagsøgeren om adgangen til at påklage denne afgørelse. Regionen burde i den forbindelse samtidig have vejledt sagsøgeren om, at adgangen til at påklage afgørelsen af 11. februar 1997 uanset udløbet af 3-måneders-fristen fortsat stod åben, jf. forvaltningslovens § 20, stk. 3. Regionens undladelse af at vejlede sagsøgeren herom indebærer, at klagen af 1. juli 1998 må anses for rettidig.

Sagsøgtes subsidiære påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos Told- og Skattestyrelsen, tages herefter til følge.

Da der ikke foreligger en endelig administrativ afgørelse om sagens realitet, har landsretten ikke kompetence til at prøve sagens realitet, jf. skattestyrelseslovens § 31. Sagsøgtes påstand om afvisning over for sagsøgerens påstand 2 tages derfor til følge.

Thi kendes for ret:

Told- og Skattestyrelsens sag j.nr. 99/98-2176-00028 hjemvises til fornyet behandling hos Told- og Skattestyrelsen.

Sagsøgerens påstand 2 afvises.

Inden 14 dage skal sagsøgte, Skatteministeriet, betale sagens omkostninger til sagsøgeren, A A/S, med 85.000 kr.