Dokumentets metadata

Dokumentets dato:06-12-2005
Offentliggjort:06-12-2005
SKM-nr:SKM2005.476.SKAT
Journalnr.:05-016629
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:SKAT-meddelelse


Retligt bindende gennemførelsesbestemmelser til 6. momsdirektiv

Europa-Kommissionen fremlagde den 8. oktober 2004 forslag til Rådsforordning med gennemførelsesbestemmelser til 6. momsdirektiv. EU-Rådet har den 17. oktober 2005 vedtaget forslaget som Forordning (EF) nr. 1777/2005.Forordningens tekst er gengivet nedenfor.Forordningen gør en række vejledende retningslinier fra Momskomiteen retligt bindende i medlemslandene.Gennemførelsesbestemmelserne er først gældende fra forordningens ikrafttræden den 1. juli 2006 henholdsvis fra den 1. januar 2006 for så vidt angår forordningens artikel 13.Forordningen medfører ikke ændringer i dansk momspraksis.


Rådets forordning (EF) nr. 1777/2005 af 17. oktober 2005 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 77/388/EØF om det fælles merværdiafgiftssystem

EU-Tidende nr. L 288 af 29/10/2005 s. 0001 - 0009


Rådets forordning (EF) nr. 1777/2005

af 17. oktober 2005

om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 77/388/EØF om det fælles merværdiafgiftssystem

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag [1], i det følgende benævnt "direktiv 77/388/EØF", særlig artikel 29a,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Direktiv 77/388/EØF fastsætter regler for merværdiafgift, som i visse tilfælde fortolkes af medlemsstaterne. Vedtagelsen af fælles gennemførelsesbestemmelser til direktiv 77/388/EØF bør sikre, at anvendelsen af merværdiafgiftssystemet stemmer bedre overens med målsætningen for det indre marked i de tilfælde, hvor der forekommer eller risikerer at forekomme forskelle i gennemførelsen, der er uforenelige med et velfungerende indre marked. Disse gennemførelsesforanstaltninger er først juridisk bindende fra datoen for denne forordnings ikrafttræden og berører ikke gyldigheden af den lovgivning og den fortolkning, som medlemsstaterne hidtil har vedtaget.

(2) For at virkeliggøre det grundlæggende mål om at sikre en mere ensartet anvendelse af det nuværende momssystem er det nødvendigt og hensigtsmæssigt at fastsætte bestemmelser til gennemførelse af direktiv 77/388/EØF, navnlig i henseende til afgiftspligtige personer, levering af varer og ydelser og stedet for levering deraf. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. traktatens artikel 5, tredje afsnit, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de tilstræbte mål. En ensartet anvendelse sikres bedst ved en forordning, idet den er bindende og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

(3) Gennemførelsesbestemmelserne indeholder specifikke regler med henblik på at løse afgrænsede spørgsmål vedrørende anvendelsen og sikre en ensartet behandling i hele Fællesskabet af netop disse specifikke forhold. De kan derfor ikke anvendes på andre tilfælde og anvendes restriktivt under hensyn til deres affattelse.

(4) Integreringen af det indre marked indebærer et voksende behov for samarbejde over grænserne mellem erhvervsvirksomheder, der er etableret i forskellige medlemsstater, og udvikling af europæiske økonomiske firmagrupper stiftet i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 2137/85 [2]. Det bør derfor sikres, at sådanne firmagrupper også er afgiftspligtige personer, når de leverer varer eller ydelser mod vederlag.

(5) Salg af en option som et finansielt instrument bør behandles som levering af ydelser adskilt fra de underliggende transaktioner, hvortil optionen knytter sig.

(6) Det bør fastslås, at en transaktion, der blot består i samling af de forskellige dele af en maskine, der er leveret af kunden, bør betragtes som levering af ydelser, og desuden bør leveringsstedet fastlægges.

(7) Når forskellige ydelser, der leveres i forbindelse med en begravelse, indgår i en enkelt ydelse, bør reglen om leveringssted også fastlægges.

(8) Visse særlige ydelser såsom overdragelse af tv-spredningsrettigheder til fodboldkampe, oversættelse af tekster, ydelser i form af krav om tilbagebetaling af moms, visse formidlerydelser, leje af transportmidler og visse elektroniske ydelser omfatter grænseoverskridende transaktioner eller endog økonomiske aktører, der er etableret i tredjelande. Leveringsstedet for disse ydelser bør fastlægges klart med henblik på at skabe større retssikkerhed. Elektroniske ydelser eller andre ydelser, der er anført, udgør ikke en endelig og udtømmende liste.

(9) Under særlige omstændigheder bør et kredit- eller debetkortgebyr, som betales i forbindelse med en transaktion, ikke nedbringe det afgiftspligtige beløb vedrørende transaktionen.

(10) Faglig uddannelse eller omskoling bør, uanset varigheden af et kursus, omfatte undervisning med direkte tilknytning til et erhverv eller en profession samt enhver undervisning med henblik på erhvervelse eller ajourføring af viden med erhvervsmæssigt sigte.

(11) "Platinum nobles" bør ikke betragtes som værende omfattet af fritagelserne for valuta, pengesedler og mønter.

(12) Varer, der af køber transporteres til et sted uden for Fællesskabet, og som er bestemt til udstyr eller forsyninger til transportmidler, som ikke-fysiske personer, såsom offentligretlige organer og sammenslutninger, anvender til ikke-erhvervsmæssige formål, bør ikke kunne omfattes af fritagelserne for eksporttransaktioner.

(13) For at sikre ensartede administrative fremgangsmåder ved beregning af mindstebeløbet for fritagelse ved eksport af varer, der medtages i rejsendes personlige bagage, bør bestemmelserne om denne beregning harmoniseres.

(14) Fradragsretten bør også kunne udøves for elektroniske dokumenter vedrørende indførsel, forudsat at de opfylder de samme krav som papirbaserede dokumenter.

(15) Vægte for investeringsguld, som er endeligt godkendt af guldmarkedet, bør fastlægges, og der bør vedtages en fælles dato for fastlæggelse af guldmønters værdi med henblik på at sikre ligebehandling af de økonomiske aktører.

(16) Særordningen for afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i Fællesskabet, og som leverer elektroniske ydelser til ikke-afgiftspligtige personer, der er etableret eller har bopæl i Fællesskabet, er omfattet af visse betingelser. I tilfælde, hvor disse betingelser ikke længere er opfyldt, bør konsekvenserne heraf klart fremgå.

(17) Med hensyn til erhvervelse af varer inden for Fællesskabet bør erhvervelsesmedlemsstaten bevare retten til at lægge afgift på erhvervelsen uanset den momsmæssige behandling af transaktionen i andre medlemsstater.

(18) Der bør fastsættes regler for at sikre en ensartet behandling af leverancer af varer, når en leverandør har overskredet tærsklen for fjernsalg af leverancer til en anden medlemsstat —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I

GENSTAND

Artikel 1

Ved denne forordning træffes foranstaltninger til gennemførelse af artikel 4, 6, 9, 11, 13, 15, 18, 26b, 26c, 28a og 28b i direktiv 77/388/EØF og af bilag L dertil.

KAPITEL II

AFGIFTSPLIGTIGE PERSONER OG AFGIFTSPLIGTIGE TRANSAKTIONER

AFDELING 1

(Artikel 4 i direktiv 77/388/EØF)

Artikel 2

En europæisk økonomisk firmagruppe, der er stiftet i henhold til forordning (EØF) nr. 2137/85, og som leverer varer eller ydelser mod vederlag til sine medlemmer eller tredjemænd, er en afgiftspligtig person i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 77/388/EØF.

AFDELING 2

(Artikel 6 i direktiv 77/388/EØF)

Artikel 3

1. Salg af en option, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5), i direktiv 77/388/EØF, er en ydelse, jf. artikel 6, stk. 1, i nævnte direktiv. En sådan ydelse er adskilt fra de underliggende transaktioner, som ydelserne knytter sig til.

2. Når en afgiftspligtig person blot samler de forskellige dele af en maskine, som alle er leveret til ham af hans kunde, er denne transaktion en ydelse, jf. artikel 6, stk. 1, i direktiv 77/388/EØF.

KAPITEL III

STEDET FOR AFGIFTSPLIGTIGE TRANSAKTIONER

AFDELING 1

(Artikel 9, stk. 1, i direktiv 77/388/EØF)

Artikel 4

Hvis der er tale om en enkelt ydelse, henhører ydelser leveret som led i tilrettelæggelsen af en begravelse under artikel 9, stk. 1, i direktiv 77/388/EØF.

AFDELING 2

(Artikel 9, stk. 2, i direktiv 77/388/EØF)

Artikel 5

Stedet for levering af ydelser, som anført i denne forordnings artikel 3, stk. 2, fastsættes i overensstemmelse med artikel 9, stk. 2, litra c), eller artikel 28b, punkt F, i direktiv 77/388/EØF, undtaget er dog samling af varer, der bliver del af en fast ejendom.

Artikel 6

Oversættelsesydelser er omfattet af artikel 9, stk. 2, litra e), i direktiv 77/388/EØF.

Artikel 7

Når organer, der er etableret i et tredjeland, overdrager tv-spredningsrettigheder til fodboldkampe til afgiftspligtige personer, der er etableret i Fællesskabet, er overdragelsen omfattet af artikel 9, stk. 2, litra e), første led, i direktiv 77/388/EØF.

Artikel 8

Ydelser i form af ansøgning om eller modtagelse af tilbagebetaling i henhold til direktiv 79/1072/EØF [3] er omfattet af artikel 9, stk. 2, litra e), tredje led, i direktiv 77/388/EØF.

Artikel 9

Ydelser, der leveres af de i artikel 9, stk. 2, litra e), syvende led, i direktiv 77/388/EØF omhandlede formidlere, omfatter både ydelser, der leveres af formidlere, der handler i køberens navn og for dennes regning, og ydelser, der leveres af formidlere, der handler i leverandørens navn og for dennes regning.

Artikel 10

Påhængsvogne og sættevogne samt jernbanevogne er transportmidler med henblik på artikel 9, stk. 2, litra e), ottende led, i direktiv 77/388/EØF.

Artikel 11

1. Elektronisk leverede ydelser som omhandlet i artikel 9, stk. 2, litra e), tolvte led, og i bilag L i direktiv 77/388/EØF omfatter ydelser, der leveres via internettet eller et elektronisk net, og hvis egenart gør leveringen deraf hovedsagelig automatiseret, og som kun involverer minimal menneskelig indgriben og ikke har nogen levedygtighed uden informationsteknologi.

2. Navnlig er følgende ydelser omfattet af stk. 1, når de leveres via internettet eller et elektronisk net:

a) levering af digitaliserede produkter i almindelighed, herunder software og ændringer eller opgradering af software

b) ydelser, som placerer eller støtter en virksomhed eller person på et elektronisk net, såsom et netsted eller en netside

c) ydelser, der automatisk genereres fra en computer via internettet eller et elektronisk net som svar på et specifikt datainput fra aftageren

d) overdragelse mod vederlag af retten til at sælge en vare eller en ydelse via et netsted, der fungerer som online markedsplads, hvor de potentielle købere afgiver tilbud automatisk, og hvor parterne underrettes om gennemførelsen af et salg via en e-mail, der automatisk genereres fra en computer

e) internetservicepakker, hvor telekommunikationskomponenten er en sekundær og underordnet del (dvs. pakker, der går ud over den blotte internetadgang, og som omfatter andre elementer, som f.eks. sider, der giver adgang til nyheder, meteorologiske oplysninger og turistoplysninger, spil, webhosting, adgang til onlinedebatter osv.)

f) de i bilag I anførte ydelser.

Artikel 12

Navnlig er følgende transaktioner ikke omfattet af artikel 9, stk. 2, litra e), tolvte led, i direktiv 77/388/EØF:

1) radio- og tv-spredningstjenester som omhandlet i artikel 9, stk. 2, litra e), ellevte led, i direktiv 77/388/EØF

2) teletjenester i henhold til artikel 9, stk. 2, litra e), tiende led, i direktiv 77/388/EØF

3) leverancer af følgende:

a) varer, der bestilles og behandles elektronisk

b) cd-rom'er, disketter og lignende materielle medier

c) tryksager såsom bøger, nyhedsbreve, aviser og tidsskrifter

d) cd'er, audiokassetter

e) videokassetter, dvd'er

f) spil på cd-rom

g) ydelser leveret af fagfolk såsom advokater og finanskonsulenter, der rådgiver kunderne via e-mail

h) undervisningsydelser, når undervisningen forestås af en lærer via internettet eller et elektronisk net (dvs. via fjernadgang)

i) fysiske offlinereparationsydelser vedrørende edb-udstyr

j) offlinedatalagringsydelser

k) annoncering, f.eks. i aviser, på plakater og på tv

l) servicetelefontjenester

m) undervisningsydelser, der udelukkende omfatter korrespondancekurser, f.eks. brevkurser

n) konventionelle auktionsydelser, der forudsætter direkte menneskelig indgriben, uanset hvordan buddene afgives

o) telefonydelser med en videokomponent, også kendt som videotelefoni

p) adgang til internettet og World Wide Web

q) telefoni via internettet.

KAPITEL IV

AFGIFTSPLIGTIGT BELØB

(Artikel 11 i direktiv 77/388/EØF)

Artikel 13

Hvis en leverandør af varer eller ydelser som en forudsætning for at acceptere betaling via kredit- eller debetkort kræver, at kunden betaler et beløb til ham selv eller en anden virksomhed, og den samlede pris, der skal betales af kunden, ikke er påvirket af betalingsmåden, udgør dette beløb også en del af det afgiftspligtige beløb for leveringen af varerne eller ydelserne i henhold til artikel 11 i direktiv 77/388/EØF.

KAPITEL V

FRITAGELSER

AFDELING 1

(Artikel 13 i direktiv 77/388/EØF)

Artikel 14

Ydelser i form af faglig uddannelse eller omskoling, der præsteres i henhold til artikel 13, punkt A, stk. 1, litra i), i direktiv 77/388/EØF, omfatter undervisning med direkte tilknytning til et erhverv eller en profession samt enhver undervisning med henblik på erhvervelse eller ajourføring af viden med erhvervsmæssigt sigte. Varigheden af den faglige uddannelse eller omskoling er uden relevans i den forbindelse.

Artikel 15

Fritagelsen i artikel 13, punkt B, litra d), nr. 4), i direktiv 77/388/EØF finder ikke anvendelse på platinum nobles.

AFDELING 2

(Artikel 15 i direktiv 77/388/EØF)

Artikel 16

Udtrykket "transportmiddel til privat brug" i artikel 15, nr. 2), første afsnit, i direktiv 77/388/EØF omfatter transportmidler, som ikke-fysiske personer såsom offentligretlige organer i henhold til artikel 4, stk. 5, i nævnte direktiv og sammenslutninger anvender til ikke-erhvervsmæssige formål.

Artikel 17

Ved fastlæggelsen af, om den tærskel, som en medlemsstat fastsætter i henhold til artikel 15, nr. 2), andet afsnit, tredje led, i direktiv 77/388/EØF, er overskredet, baseres beregningen på fakturaværdien. Den samlede værdi af flere varer kan kun anvendes, hvis alle disse varer er anført på samme faktura udstedt af samme afgiftspligtige person, der leverer varerne til samme kunde.

KAPITEL VI

FRADRAG

(Artikel 18 i direktiv 77/388/EØF)

Artikel 18

Når importmedlemsstaten har indført et elektronisk system til opfyldelse af toldformaliteter, omfatter udtrykket "dokument vedrørende indførslen" i artikel 18, stk. 1, litra b), i direktiv 77/388/EØF, elektroniske udgaver af sådanne dokumenter, forudsat at det er muligt at efterprøve udøvelsen af fradragsretten.

KAPITEL VII

SÆRORDNINGER

(Artikel 26b og 26c i direktiv 77/388/EØF)

Artikel 19

1. I artikel 26b, punkt A, stk. 1, nr. i), i direktiv 77/388/EØF omfatter henvisningen til "en vægt, der er godkendt af guldmarkederne" som minimum de enheder og vægte, hvormed der handles, jf. bilag II til denne forordning.

2. Med henblik på udarbejdelsen af den liste, der er omhandlet i artikel 26b, punkt A, tredje afsnit, i direktiv 77/388/EØF, vedrører henvisningen til "pris" og "markedsværdi" i første afsnit, nr. ii), fjerde led, prisen og markedsværdien den 1. april hvert år. Hvis den 1. april ikke falder på en dag, hvor disse værdier fastsættes, benyttes værdierne for den næstfølgende dag, hvor de fastsættes.

Artikel 20

1. Hvis en ikke-etableret afgiftspligtig person, der benytter særordningen i artikel 26c, punkt B, i direktiv 77/388/EØF, i løbet af et kalenderkvartal opfylder mindst et af kriterierne for udelukkelse i artikel 26c, punkt B, stk. 4, skal identifikationsmedlemsstaten udelukke denne fra særordningen. I så fald kan denne ikke-etablerede afgiftspligtige person efterfølgende på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af kvartalet udelukkes fra særordningen.

For så vidt angår elektroniske ydelser, der er leveret før udelukkelsen, men i løbet af det kalenderkvartal, hvor udelukkelsen finder sted, indsender den ikke-etablerede afgiftspligtige person en angivelse for hele kvartalet i overensstemmelse med artikel 26c, punkt B, stk. 5, i direktiv 77/388/EØF. Kravet om indsendelse af denne angivelse har ingen virkning på et eventuelt krav om registrering i henhold til de almindelige regler i en medlemsstat.

2. Identifikationsmedlemsstaten, der har modtaget et beløb, som er større end det, der følger af angivelsen i henhold til artikel 26c, punkt B, stk. 5, i direktiv 77/388/EØF, tilbagebetaler det for meget betalte beløb direkte til den pågældende afgiftspligtige person.

Når identifikationsmedlemsstaten har modtaget et beløb, som svarer til en angivelse, der senere viser sig at være ukorrekt, og den pågældende medlemsstat allerede har fordelt det mellem forbrugsmedlemsstaterne, tilbagebetaler disse medlemsstater direkte det for meget udbetalte beløb til den ikke-etablerede afgiftspligtige person og underretter identifikationsmedlemsstaten om den tilpasning, der er foretaget.

3. Enhver indberetningsperiode (kvartal) som omhandlet i artikel 26c, punkt B, stk. 5, i direktiv 77/388/EØF er en selvstændig indberetningsperiode.

Når en angivelse i henhold til artikel 26c, punkt B, stk. 5, i direktiv 77/388/EØF er indsendt, kan alle efterfølgende ændringer af tallene deri kun foretages gennem en ændring af angivelsen og ikke ved en tilpasning af en efterfølgende angivelse.

Momsbeløb, der betales i henhold til artikel 26c, punkt B, stk. 7, i direktiv 77/388/EØF, er specifikke for den pågældende angivelse. Alle efterfølgende ændringer af de betalte beløb kan kun foretages med henvisning til den pågældende angivelse og må ikke tildeles en anden angivelse eller ske ved tilpasning af en efterfølgende angivelse.

4. Beløb i momsangivelser, der indgives under særordningen i artikel 26c, punkt B, i direktiv 77/388/EØF, må ikke afrundes til den nærmeste hele valutaenhed. Det nøjagtige momsbeløb skal angives og betales.

KAPITEL VIII

OVERGANGSFORANSTALTNINGER

(Artikel 28a og 28b i direktiv 77/388/EØF)

Artikel 21

Den medlemsstat, hvortil varerne ankommer efter forsendelse eller transport, og hvor der er foretaget en erhvervelse af varer inden for Fællesskabet i henhold til artikel 28a i direktiv 77/388/EØF, udøver sin kompetence til at pålægge moms, uanset den momsbehandling af transaktionen, der er foretaget i den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten af varerne er påbegyndt.

En eventuel anmodning fra leverandøren af varerne om tilpasning af den moms, han har faktureret og angivet i den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten af varerne er påbegyndt, behandles i denne medlemsstat i henhold til dens egne regler.

Artikel 22

Når den tærskel, der anvendes af en medlemsstat i overensstemmelse med artikel 28b, punkt B, stk. 2, i direktiv 77/388/EØF, overskrides i løbet af et kalenderår, ændrer artikel 28b, punkt B, i nævnte direktiv ikke stedet for levering af andre varer end punktafgiftspligtige varer, som er foretaget i løbet af samme kalenderår, inden medlemsstatens tærskel for det løbende kalenderår blev overskredet, forudsat at leverandøren:

a) ikke har udnyttet valgmuligheden i artikel 28b, punkt B, stk. 3, i nævnte direktiv, og

b) ikke har overskredet tærsklen i det foregående kalenderår.

Derimod ændrer artikel 28b, punkt B, i direktiv 77/388/EØF stedet for følgende leverancer i den medlemsstat, hvortil varerne ankommer efter forsendelse eller transport:

a) den leverance, hvorved medlemsstatens tærskel blev overskredet i løbet af samme kalenderår

b) alle efterfølgende leverancer foretaget i denne medlemsstat i samme kalenderår

c) leverancer foretaget i denne medlemsstat i kalenderåret efter det kalenderår, hvori den i litra a) omhandlede overskridelse fandt sted.

KAPITEL IX

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER ARTIKEL 23

Artikel 23

Denne forordning træder i kraft den 1. juli 2006.

Artikel 13 anvendes fra den 1. januar 2006.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Luxembourg, den 17. oktober 2005.

På Rådets vegne

M. Beckett

Formand

[1] EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2004/66/EF (EUT L 168 af 1.5.2004, s. 35).

[2] EFT L 199 af 31.7.1985, s. 1.

[3] Rådets ottende direktiv 79/1072/EØF af 6. december 1979 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — foranstaltninger til tilbagebetaling af merværdiafgift til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i indlandet (EFT L 331 af 27.12.1979, s. 11). Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

--------------------------------------------------

BILAG I

Artikel 11 i denne forordning

1. Punkt 1 i bilag L til direktiv 77/388/EØF

a) netsteds-hosting og netside-hosting

b) automatiseret onlinefjernvedligeholdelse af programmer

c) fjernforvaltning af systemer

d) onlinedatalagring, dvs. at særlige data ind- og udlagres elektronisk

e) onlinetilrådighedsstillelse af disc space efter behov.

2. Punkt 2 i bilag L til direktiv 77/388/EØF

a) adgang til eller downloading af software inkl. indkøbs-/regnskabsprogrammer og virus-software plus ajourføringer

b) software til blokering af visning af bannerreklamer, også kendt som banner blockers

c) download drivers såsom software, der danner grænseflader mellem computere og periferiudstyr såsom printere

d) automatiseret onlineinstallering af filtre på netsider

e) automatiseret onlineinstallering af firewalls.

3. Punkt 3 i bilag L til direktiv 77/388/EØF

a) adgang til eller downloading af desktop themes

b) adgang til eller downloading af fotos, billeder eller screensavers

c) det digitaliserede indhold af bøger og andre elektroniske publikationer

d) abonnement på onlineaviser og -tidsskrifter

e) weblogs og netsidestatistikker

f) onlinenyheder, -trafikinformation og -vejrudsigter

g) onlineinformation, som automatisk genereres af software fra særligt datainput af kunden, såsom retlige og finansielle data, herunder data såsom kontinuerligt ajourførte fondsbørsdata

h) sikring af annonceringsplads inkl. bannerreklamer på et netsted/en netside

i) brug af søgemaskiner og internetregistre.

4. Punkt 4 i bilag L til direktiv 77/388/EØF

a) adgang til eller downloading af musik på computere og mobiltelefoner

b) adgang til eller downloading af jingles, excerpts, ringetoner eller andre lyde

c) adgang til eller downloading af film

d) downloads af spil på computere og mobiltelefoner

e) adgang til automatiserede onlinespil, som er afhængige af internettet eller andre lignende elektroniske net, hvor spillerne befinder sig fjernt fra hinanden.

5. Punkt 5 i bilag L til direktiv 77/388/EØF

a) automatiseret fjernundervisning, der er afhængig af internettet eller lignende elektroniske net, og som kun kræver begrænset eller slet ingen menneskelig indgriben for at fungere, herunder virtuelle klasseværelser, medmindre internettet eller lignende elektroniske net blot anvendes som middel til kommunikation mellem læreren og eleven

b) studiemateriale, der besvares af eleven online og bedømmes automatisk uden menneskelig indgriben.

--------------------------------------------------

BILAG II

Artikel 19 i denne forordning

Enhed | Vægte, der forhandles |

Kg | 12,5/1 |

Gram | 500/250/100/50/20/10/5/2,5/2 |

Ounce (1oz = 31,1035 g) | 100/10/5/1/1/2/1/4 |

Tael (1 tael = 1,193 oz.) | 10/5/1 |

Tola (10 tolas = 3,75 oz.) | 10 |

[1] Tael = en traditionel kinesisk vægtenhed. Den nominelle finhed for en tael-barre fra Hongkong er 990, men i Taiwan kan 5- og 10-tael-barrer have en finhed på 999,9.

[2] Tola = en traditionel indisk vægtenhed for guld. Barren med den mest populære størrelse er 10 tola med en finhed på 999.

--------------------------------------------------