Dokumentets metadata

Dokumentets dato:12-10-2005
Offentliggjort:14-10-2005
SKM-nr:SKM2005.409.HR
Journalnr.:57/2004
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Dom


Befordringsfradrag - erhvervsmæssig kørsel

Ikke yderligere fradrag for udgifter til kørsel, herunder kørsel i udlandet, idet der ikke var tilstrækkelig dokumentation for erhvervsmæssigt formål


Parter

A
(landsretssagfører I.A. Strobel

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Wendler Pedersen, Per Sørensen, Poul Søgaard og Thomas Rørdam.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 13. afdeling den 23. december 2003.

Sagen er behandlet skriftligt, retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at hans udgift til erhvervsmæssig kørsel i indkomståret 1997 udgjorde principalt 74.790 kr., subsidiært 72.057 kr. og mere subsidiært 63.284 kr. Han har mest subsidiært påstået Skatteministeriet tilpligtet at anerkende, at der skal foretages en ny ansættelse af hans udgifter til erhvervsmæssig kørsel.

Skatteministeriet har principalt påstået stadfæstelse med den ændring, at A skattepligtige indkomst for 1997 nedsættes med 108,88 kr. Skatteministeriet har subsidiært påstået sagen hjemvist til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

Anbringender m.v.

Parterne har for Højesteret præciseret, at udgifterne til kørsel i udlandet (i alt 6.132 km) vedrører såvel turen til Skotland i august 1997 som en tur til Tyskland og Frankrig i april 1997.

A' principale påstand bygger på, at der gives ham medhold i, at han har fradragsret for både udgifterne til kørsel i udlandet og benzinudgifterne. Den subsidiære og den mere subsidiære påstand bygger på, at der alene gives ham medhold i fradrag for enten de førstnævnte eller de sidstnævnte udgifter.

Der er for Højesteret enighed om, at benzinudgifterne rettelig udgør 4.386,54 kr. og ikke 4.495,42 kr. Dette er baggrunden for Skatteministeriets principale påstand.

A har til støtte for fradrag vedrørende udgifter for kørsel i Skotland henvist til ligningslovens § 8, stk. 1, og har gjort gældende, at også kørslen i Tyskland og Frankrig var af erhvervsmæssig karakter.

Supplerende sagsfremstilling

Statsautoriseret ejendomsmægler TH har den 13. februar 2004 skrevet til A:

"Skov- og landbrugsejendomme i Skotland.

På given foranledning skal hermed bekræftes, at jeg som formidler af sådanne ejendomme og projekter, for en del år siden (i 1997/98) har drøftet investeringsmulighederne med Dem, samt opfordret Dem til at deltage i et konkret projekt der vedrørte en skovejendom i Skotland.

Jeg kan oplyse, at jeg via mit kontaktnet i UK ... har skabt forbindelse til udbydere af større skov- og landbrugsejendomme primært i Skotland."

Højesterets begrundelse og resultat

Efter ligningslovens § 8, stk. 1, kan der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages "udgifter, som i forbindelse med den skattepligtiges erhverv er afholdt til rejser, reklame og lignende med det formål at opnå salg af varer og tjenesteydelser i det pågældende og senere indkomstår". Efter bevisførelsen er det ikke dokumenteret eller sandsynliggjort - heller ikke ved erklæringen af 13. februar 2004 fra statsautoriseret ejendomsmægler TH - at turen til Skotland havde et erhvervsmæssigt formål. Det er heller ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at turen til Tyskland og Frankrig havde et erhvervsmæssigt formål. Allerede derfor tiltræder Højesteret, at der ikke er indrømmet A fradrag for kørselsudgifter i forbindelse med disse ture.

Højesteret tiltræder endvidere, at der ikke er indrømmet A fradrag for udgifter til benzin, da han ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at nogen del af den indkøbte benzin har været anvendt i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel.

Højesteret tager herefter Skatteministeriets principale påstand til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at A's skattepligtige indkomst for 1997 nedsættes med 108,88 kr.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.