Dokumentets metadata

Dokumentets dato:30-06-2005
Offentliggjort:18-07-2005
SKM-nr:SKM2005.318.HR
Journalnr.:1. afdeling, 343/2004
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Dom


Skattefri rejsegodtgørelse - midlertidigt arbejdssted - afstand 60 km - overnatning i campingvogn

Lagt til grund, at appellanten af arbejdsgiveren var antaget til at arbejde med nedlæggelse af fjernvarmerør i ..., og at han således ikke af arbejdsgiveren blev udsendt til de nævnte arbejdssteder. Betingelsen for at oppebære skattefri rejsegodtgørelse var ikke opfyldt, idet der ikke var grundlag for at fastslå, at appellanten pga. afstanden (60 km) mellem bopæl og midlertidigt arbejdssted var uden mulighed for at overnatte hjemme. Under de foreliggende omstændigheder kunne der ikke lægges vægt på, at appellanten ikke havde mulighed for at køre i bil til arbejdsstederne.


Parter

Dansk Metalarbejderforbund som mandatar for A
(advokat Nikolaj Bjørnholm)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Hans Christian Vinten)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Wendler Pedersen, Peter Blok, Thomas Rørdam og Vibeke Rønne.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 13. afdeling den 6. juli 2004.

Påstande

Appellanten, Dansk Metalarbejderforbund som mandatar for A, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat

Det målægges til grund, at A i 1997 blev antaget af G1 ApS til at arbejde med nedlæggelse af fjernvarmerør i ..., og at han således ikke af arbejdsgiveren blev udsendt til de nævnte arbejdssteder. Sagen skal derfor afgøres efter § 9, stk. 5, 2. pkt., i den dagældende ligningslov og ikke efter § 9, stk. 5, 3. pkt. I hvert fald under disse omstændigheder kan der ikke lægges vægt på det, A har anført om, at han ikke havde mulighed for at køre i bil til arbejdsstederne.

Med disse bemærkninger og i øvrigt at de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til den anden part.