Dokumentets metadata

Dokumentets dato:13-06-2005
Offentliggjort:07-07-2005
SKM-nr:SKM2005.292.LSR
Journalnr.:2-4-1847-1387
Referencer.:Ejendomsavancebeskatningsloven
Dokumenttype:Kendelse


Delsalg af ejendom - genanbringelse af fortjeneste - ejendom erhvervet successivt

Ved delsalg af en ejendom kunne der ikke ske forlods genanbringelse af den del af fortjenesten, der vedrørte den yngste del af ejendommen, der var erhvervet successivt.


Klagen vedrører spørgsmålet, om der kan ske forlods genanbringelse af den del af ejendomsavancen, der kan henføres til den yngste del af anskaffelsessummen for en ejendom, der er erhvervet successivt.

Landsskatterettens afgørelse

Kapitalindkomst

Klageren har selvangivet avance ved salg af fast ejendom til 678.892 kr. Skatteankenævnet har ansat avance ved salg af fast ejendom til 708.261 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren har den 1. januar 1993 anskaffet 50 % af ejendommen X. Den 1. januar 2002 har klageren erhvervet de resterende 50 % af den pågældende ejendom. Til ejendommen hørte blandt andet 90 ha jord, heraf 25 ha skovareal.

Klageren har den 27. marts 2002 afstået 33 ha jord af den omhandlede ejendom.

Ved opgørelsen af ejendomsavancen ved afståelse af det pågældende jordareal, har klageren fordelt fortjenesten for den afståede ejendom på henholdsvis fortjeneste vedrørende jord anskaffet i 1993 og fortjeneste vedrørende jord anskaffet i 2002. Der er ikke strid om opgørelsen af disse beløb. Klageren har herefter genanbragt en andel på 245.000 kr. af fortjenesten vedrørende jord anskaffet i 2002 i anskaffelsessummen for et maskinhus.

Fortjeneste ved salg af fast ejendom er herefter opgjort til 687.892 kr., der efterfølgende er korrigeret til 679.216. Beløbet fremkommer som følger:

Jord anskaffet i 1993

Fortjeneste vedrørende jord anskaffet i 1993

690.579 kr.

Ejertidsnedslag(690.579 x 18 %)

124.304 kr.

566.275 kr.

Jord anskaffet i 2002

Fortjeneste vedrørende jord anskaffet i 2002

357.941 kr.

Genanbragt i maskinhus

245.000 kr.

112.941 kr.

Fortjeneste til beskatning

679.216 kr.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har ansat avance ved salg af den omhandlede ejendom til 708.261 kr. Beløbet fremkommer som følger:

Fortjeneste vedrørende jord anskaffet i 1993

690.579 kr.

Fortjeneste vedrørende jord anskaffet i 2002

357.941 kr.

Samlet fortjeneste

1.048.520 kr.

Genanbragt i maskinhus

245.000 kr.

803.520 kr.

Ejertidsnedslag (803.520 x 690.579 /1.048.520 x 18 %)

95.259 kr.

Fortjeneste til beskatning

708.261 kr.

Ved opgørelsen af ejendomsavancen skal den samlede fortjeneste først opgøres, og herefter foretages genanbringelsen, mens ejertidsnedslaget foretages til sidst.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at den påklagede avance nedsættes til 66.414 kr. Genanbringelse skal ikke ske i ”den samlede ejendomsavance”, men derimod i ”den specifikke ejendomsavance” opgjort på jordarealet erhvervet i 2002. Der ses ikke at være lovhjemmel til at begrænse klagerens valgfrihed til selv at afgøre, hvilken avance der ønskes genanbringelse i.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 1, 1. pkt., jf. lovbekendtgørelse nr. 822 af 18. september 2001, at såfremt den skattepligtige erhverver en ejendom, der er omfattet af lovens regler, med undtagelse af ejendomme, der er omfattet af § 8, kan den skattepligtige i stedet for at medregne fortjeneste ved afståelsen af fast ejendom vælge at nedsætte anskaffelsessummen for den erhvervede ejendom med fortjenesten.

Af § 6 A, stk. 1, 6. pkt., fremgår, at nedsættelse efter stk. 1, 1. pkt., skal ske med hele den del af fortjenesten opgjort uden fradrag efter § 6, stk. 2 og 3, der vedrører den erhvervsmæssigt anvendte del af den afståede ejendom.

Det fremgår af sagen, at der er tale om et delsalg af én samlet fast ejendom.

Landsskatteretten finder herefter, at der ikke kan ske forlods genanbringelse af den del af fortjenesten ved afståelsen af en fast ejendom, der kan henføres til den yngste del af anskaffelsessummen for ejendommen, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 1, 6. pkt., da det fremgår af bestemmelsen, at genanbringelse skal ske med hele fortjenesten. Der ses således ikke at være hjemmel til at udskille en bestemt del af fortjenesten til forlods genanbringelse.

Landsskatteretten stadfæster derfor skatteankenævnets afgørelse.