Dokumentets metadata

Ekstraordinær genoptagelse - skatteansættelse - dagældende regler

Sag vedrørende ekstraordinær genoptagelse efter den tidligere skattestyrelseslovs § 4, stk. 2. Den kommunale skatteforvaltning havde truffet afgørelse om, at sagsøgeren, og ikke dennes selskab, var ejer af en bil. Landsskatteretten havde efterfølgende under helt tilsvarende omstændigheder afsagt kendelse, hvorefter selskabet, og ikke sagsøgerens hustru, var ejer af en anden bil. Landsretten bemærkede, at sagsøgeren var registreret som ejer af bilen, var debitor i forhold til det til bilen knyttede billån, at han var forsikringstager, og at gæld og renteudgifter vedrørende billånet var optaget på og fratrukket på hans selvangivelse. Uanset oplysningerne om, at selskabet havde erlagt udbetalingen på bilen, betalt driftsudgifter og renter og afdrag på billånet fandt landsretten det ikke dokumenteret, at der var grundlag for en ændret skatteansættelse. Allerede af denne grund blev der givet Skatteministeriet medhold i den nedlagte frifindelsespåstand. Landsretten bemærkede, at det forhold, at Landsskatteretten havde givet sagsøgerens ægtefælle medholdt i en tilsvarende sag, ikke kunne føre til et andet resultat.

Parter

A
(advokat Anders Drachmann v/advokat Martin Skovbjerg)

mod

Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen
(kammeradvokaten v/advokat Bodil Søes Petersen)

Afsagt af landsdommerne

B. Tegldal, Jan Uffe Rasmussen og Lisa Rising (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 18. juni 2002, har sagsøger, A, påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende at skulle foretage ekstraordinær genoptagelse af sagsøgers skatteansættelse for indkomstårene 1994-1996.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Nærværende sag drejer sig om, hvorvidt betingelserne i den dagældende skattestyrelseslovs § 4, stk. 2, for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt. A ønsker skatteansættelserne for indkomstårene 1994-1996 genoptaget, idet han gør gældende, at en bil af mærket Toyota tilhørte H1 ApS, medens det af skattemyndighederne er lagt til grund, at bilen tilhørte ham.

Sagens omstændigheder

Ved skrivelse af 12. maj 1999 rettede Skatteafdelingen, henvendelse til A vedrørende ændring af dennes skatteansættelse for indkomstårene 1994-1997. Som begrundelse for de foretagne ændringer anførtes følgende:

"...

Skattemyndigheden har foretaget en revisionsmæssig gennemgang af selskabet H1 ApS, hvor De er hovedanpartshaver. Ved gennemgangen blev det konstateret, at selskabet betaler driftsudgifter og renter og afdrag på billån vedrørende en Toyota , reg.nr. .... Det er konstateret, at De er registreret som ejer af denne bil, De er forsikringstager og debitor i forholdet til det tilhørende billån og gæld og renteudgifter vedrørende dette billån er fratrukket hos Dem. Det må herefter lægges til grund, at De er den reelle ejer af bilen. Driftsudgifter, udbetaling på bilen og renter og afdrag på billånet anses herefter som yderligere løn til Dem.

..."

Skrivelsen indeholdt vejledning om muligheden for inden 1 måned at påklage skatteansættelsen til Skatteankenævnet.

Efter en henvendelse af 20. august 1999 fra As revisor meddelte Skatteafdelingen i Skatteforvaltningen den 16. september 1999 A, at man havde genoptaget skatteansættelserne for indkomstårene 1994-1996, således at man godkendte fradrag for kørsel i arbejdsgivers tjeneste svarende til 10.000 km for hvert af de 3 år. Som begrundelse anførtes følgende:

"...

Deres revisor har efterfølgende gjort gældende, at bilen har været anvendt i selskabets tjeneste til erhvervsmæssig kørsel. Da selskabet som arbejdsgiver ikke har overholdt betingelserne med at føre kontrol med de erhvervsmæssigt kørte kilometer, kan skattefri kørselsgodtgørelse ikke udbetales. Da skattemyndigheden imidlertid anser det for sandsynliggjort, at bilen reelt har været anvendt til kørsel i arbejdsgiverens tjeneste, er der indgået forlig med Deres revisor, således, at der indrømmes fradrag for 10.000 km for hvert af ovennævnte indkomstår.

..."

Den 10. marts 2000 indkaldte ToldSkat ...1 A til et møde i anledning af, at han var sigtet for overtrædelse af bl.a. skattekontrollovens § 13 ved at have afgivet urigtige oplysninger vedrørende yderligere løn i form af dækning af driftsudgifter til privat bil. Under det efterfølgende møde den 10. maj 2000 gjorde As advokat bl.a. gældende, at der var indgået et forlig mellem skatteforvaltningen og As revisor, i hvilken forbindelse spørgsmålet om en eventuel straf ikke var blevet nævnt. I modsat fald havde man næppe accepteret forliget. På et spørgsmål om, hvorfor skatteansættelsen ikke var blevet påklaget, når revisor ikke var enig i den, oplyste advokaten, at revisor havde anset sagen for afgjort. A oplyste, at han også havde fået den opfattelse, at sagen var slut.

Ved skrivelse 3. juli 2000 til As advokat fremsendte ToldSkat ...1 kopi af et bødeforlæg sendt til A. Regionen bestred, at der var indgået et forlig og tilføjede, at såfremt det kan siges, at der er indgået et forlig mellem revisor og kommunen, omhandler dette alene befordringsfradrag. Regionen afviste herefter, at der ikke kan straffes på baggrund af tidligere indgået forlig, og at den materielle skatteansættelse var forkert.

Den 1. november 2000 fremsendte statsautoriseret revisor MO til ToldSkat ...1 en nærmere redegørelse vedrørende A og Bs skatteansættelser i henholdsvis årene 1994-96 og 1997. Denne blev besvaret af regionen ved skrivelse af 6. november 2000 til A, hvori det anførtes, at man ville bede politiet sætte sagen i bero, såfremt skatteansættelserne forsøgtes påklaget.

Ved skrivelse af 27. december 2000 til Skatteafdelingen i Skatteforvaltningen ansøgte statsautoriseret revisor MO på vegne A og B om genoptagelse af deres skattesager for 1994-1997 vedrørende skattevæsenets ansættelse af yderligere løn. Den 26. januar 2001 meddelte kommunen, at begæring om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for 1994-1996 skulle indgives til ToldSkat ...2, hvilket herefter skete ved revisors skrivelse af 15. februar 2001.

Den 21. marts 2001 meddelte Skatteafdelingen A, at man havde genoptaget hans skatteansættelse for indkomståret 1997, og at man ikke fandt, at der skulle ske ændring i den foretagne ansættelse, der følgelig blev fastholdt. Denne afgørelse blev ikke indbragt for Skatteankenævnet.

Ved skrivelse af 18. april 2001 afslog ToldSkat ...2 at foretage en ekstraordinær genoptagelse af As skatteansættelser for årene 1994-1996. I skrivelsen anførtes bl.a.:

"...

Iflg. cirkulære nr. 71 af 12. april 1996 er det en betingelse for en ekstraordinær genoptagelse, at anmodningen skal indeholde oplysninger, som dels kan begrunde en ændret ansættelse, og dels kan begrunde at der foreligger sådanne særlige forhold, at en ekstraordinær genoptagelse er berettiget. En ekstraordinær genoptagelse forudsætter desuden, at anmodningen er fremsat uden ugrundet ophold. Regionen finder ikke, at der er sådanne særlige forhold, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse.

..."

Ved skrivelse af 16. juli 2001 påklagede statsautoriseret revisor MO afgørelsen til Told- og Skattestyrelsen, der den 12. september 2001 meddelte, at man ikke kunne imødekomme anmodningen om genoptagelse.

As ægtefælle B, der har været ansat i selskabet H1 ApS, har fra den 14. februar 1997 været registreret som ejer af en personbil af mærket Mitsubishi, hvilken bil har været genstand for en skattesag vedrørende indkomståret 1997. Der er mellem nærværende sags parter enighed om, at sagen vedrørende Bs skatteansættelse for 1997 ganske svarer til nærværende sag, idet der dog ikke foreligger spørgsmål om ekstraordinær genoptagelse. Bs sag blev endelig afgjort ved Landsskatterettens kendelse af 28. august 2003, der gav hende medhold. I kendelsen er anført følgende:

"...

Landsskatteretten finder efter en konkret vurdering, at selskabet skatteretligt må anses for at være ejer af den omhandlede personbil for indkomståret 1997. Der er herved henset til, at klageren alene har været registreret som ejer i Centralregisteret for Motorkøretøjer, som forsikringstager vedrørende bilen og som debitor for gælden vedrørende bilen, mens selskabet reelt har afholdt udgifterne til forsikring og udgifterne til renter og afdrag vedrørende gælden. Endvidere er særligt henset til, at selskabet over for skattemyndighederne direkte har tilkendegivet at være ejer af bilen ved at indberette værdi af fri bil for klageren.

Told- og Skattestyrelsen har tiltrådt, at selskabet må anses for ejer af personbilen.

Den påklagede skatteansættelse for indkomståret 1997 nedsættes derfor med 123.193 kr."

Landsskatterettens kendelse blev efterfølgende lagt til grund af Skatteankenævnet ved dets behandling af klager over Bs skatteansættelse for senere indkomstår.

Den 20. november 2003 meddelte ToldSkat ...3 A, at sigtelsen for overtrædelse af skattekontrolloven var frafaldet på baggrund af den afsagte Landsskatteretskendelse.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af A og af vidnet statsautoriseret revisor MO.

A har forklaret blandt andet, at han i 1988 blev uddannet som civilingeniør. Den 1. marts 1994 stiftede han H1 Aps, der producerer udstyr til off-shore industrien. Virksomheden har i dag 150 ansatte og har datterselskaber i 6 lande. Når han ikke påklagede skatteforvaltningens ændrede skatteansættelse, skyldtes det, at der økonomisk ikke var den store forskel på, om han blev beskattet af fri bil, eller bilen var i privateje. Han forstod, at det drejede sig om ca. 10.000 kr. årligt. Han fik at vide, at der var indgået et forlig mellem hans revisor og kommunen, og han forventede, at sagen herefter var afsluttet. Sigtelsen i marts 2000 for skattesvig kom derfor som en stor overraskelse, og han bad selskabets advokat om at træde ind i sagen. Da han følte, at skattebøden var helt ude af proportioner, besluttede han at søge om ekstraordinær genoptagelse for indkomstårene 1994-1996. Han har ikke påklaget skatteansættelsen for 1997. Han valgte at lade selskabets advokat og revisor håndtere sagen, og han kender ikke deres overvejelser.

MO har forklaret blandt andet, at han i en årrække har været revisor for A og dennes virksomheder. Han var uenig i den i maj 1999 foretagne skatteansættelse, der ikke blev påklaget, idet der ikke var meget økonomi i sagen. Der var på dette tidspunkt ikke tale om en straffesag. Han blev meget overrasket, da A blev sigtet for skattesvig. Hvis de havde kendt hertil tidligere, ville holdningen til en klage over skatteansættelsen have været en helt anden. Begæringen om genoptagelse den 27. december 2000 blev indgivet, da de var nødt til at få ændret den materielle afgørelse, der var årsag til straffesagen. Han husker ikke, hvorfor As skatteansættelse for 1997 ikke blev påklaget.

Procedure

A har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at Landsskatterettens afgørelse af 28. august 2003 vedrørende B kan lægges til grund som værende materiel korrekt. Skatteministeriet har erkendt, at det materielle indhold i Landsskatterettens afgørelse nøje svarer til As forhold, og landsskatterettens afgørelse er lagt til grund ved senere afgørelser i skatteankenævnet. Det må herefter lægges til grund, at skatteansættelserne for A for indkomstårene 1994-1996 er materielt ukorrekte. As formelle overskridelse af genoptagelsesfristen er konkret uvæsentlig og må vige for hensynet til korrekt ligning, idet dansk retspraksis anerkender, at formelle sagsbehandlingsregler viger for hensynet til materielt korrekte afgørelser.

Betingelserne i øvrigt for ekstraordinær genoptagelse er til stede, idet forholdene i særlig grad taler for genoptagelse. Således blev parterne først i februar 1999 bekendt med problemerne i ligningen. I løbet af 1999 var der forhandlinger, og i august 1999 blev der indgået et forlig eller en aftale om indrømmelse af fradrag. Denne aftale eller dette forlig har status som en anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne, jf. skrivelsen af 3. juli 2000 fra ToldSkat ...1, og den formelle genoptagelse blev gennemført ved skatteforvaltningens skrivelse af 16. september 1999, hvorved der blev indrømmet A fradrag for kørsel. Efter As opfattelse afsluttede aftalen ligningsproblemerne, hvilket viste sig at være en fejlagtig opfattelse, idet der i juli 2000 blev rejst en straffesag. A har således reageret med fornøden hurtighed ved aftalen/forliget i august 1999 subsidiært ved revisors redegørelse af 1. november 2000. Skatteforvaltningen har tidligere anerkendt, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var til stede i nærværende sag henset til, at man i september 1999 vælger at lade skatteansættelserne for 1994, 1995 og 1996 genoptage ekstraordinært. Sagens langstrakte forløb samt hensynet til korrekt materiel ligning, herunder blandt andet de nu frafaldne sigtelser, medfører, at forholdene i særlig grad taler for ekstraordinær genoptagelse, jf. den tidligere skattestyrelseslov § 4, stk. 2.

Skatteministeriet har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 1994-1996 ikke er opfyldt.

Det er en betingelse for genoptagelse efter skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, at de skatteansættelser, der ønskes genoptaget, er materielt urigtige. Det bestrides, at dette skulle være tilfældet i nærværende sag.

Selvom landsretten måtte lægge til grund, at de omhandlede skatteansættelser er materielt urigtige, er dette ikke tilstrækkeligt til genoptagelse. I henhold til skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, kræves yderligere, at forholdene i særlig grad taler for genoptagelse. Heller ikke denne betingelse er opfyldt i nærværende sag.

Endelig er det en betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at A reagerer med fornøden hurtighed efter at være blevet bekendt med de omstændigheder, der angiveligt skulle kunne føre til genoptagelse. Det gøres gældende, at heller ikke denne betingelse er opfyldt.

Af den oprindelige skatteansættelse for A for indkomstårene 1994-1996 fremgår blandt andet, at Skatteforvaltningen ved afgørelsen af, om den omhandlede Toyota tilhørte A personligt eller H1 ApS lagde vægt på, at A i Centralregisteret for Motorkøretøjer var registreret som ejer af bilen, at han var debitor for det til bilen knyttede billån, at gæld og renteudgifter på billånet var henholdsvis optaget på og fratrukket på hans selvangivelse, samt at han var forsikringstager vedrørende bilforsikringen. På denne baggrund lagde kommunen til grund, at A var den reelle ejer af bilen, selvom driftsudgifter, udbetaling på bilen og renter og afdrag på billånet var betalt af H1 ApS. Det gøres gældende, at denne afgørelse er materielt fuldstændig korrekt.

As anbringende om, at den afgørelse, der ønskes genoptaget, er materielt ukorrekt, er baseret på det forhold, at Landsskatteretten i en kendelse af 28. august 2003 vedrørende As hustru er kommet til det resultat, at det af A ejede selskab og ikke A hustru i skattemæssig henseende har været ejer af en bil under helt tilsvarende omstændigheder som i nærværende sag. Det bestrides ikke, at nærværende sag ganske svarer til den sag vedrørende As hustru, hvor Landsskatteretten traf ovennævnte kendelse. Efter Skatteministeriets opfattelse er kendelsen imidlertid ikke rigtig. Det kan derfor ikke lægges til grund, at skatteansættelserne for A vedrørende indkomstårene 1994-1996 er materielt forkerte.

Det bemærkes i den forbindelse, at Told- og Skattestyrelsen har tilkendegivet, at man efter en fornyet vurdering af sagen er enig med Skatteministeriet i, at Landsskatteretten i kendelsen vedrørende As ægtefælle er nået til et forkert resultat.

A havde således med hensyn til den bil, som både han og selskabet benytter, valgt den løsning, at det var ham, der havde købt bilen, og bilen var ikke på det i sagen omhandlede tidspunkt overdraget til hans selskab. A var i overensstemmelse hermed registreret som ejer af bilen; han havde optaget lånet til finansiering af bilen, hvorfor han skattemæssigt har haft fradrag for renteudgifter vedrørende dette billån, og han var forsikringstager i relation til bilforsikringen. Herefter var A såvel civilretligt som skatteretligt ejer af bilen.

Den fordel, der er opnået ved, at selskabet for A har afholdt udgifterne vedrørende hans bil, er skattepligtig for ham.

Det bemærkes, at As synspunkt indebærer, at ejerforholdet til bilen - i skatteretlig henseende - skulle kunne skifte frem og tilbage mellem en hovedaktionær og dennes selskab, alt efter hvem der i en given periode havde betalt udgifterne vedrørende bilen, uden at det - i skatteretlig henseende - ændrede ejerforhold på nogen måde var meddelt omverdenen. Dette synspunkt er skatteretligt uholdbart.

Som det er gjort gældende, er det yderligere en betingelse for ekstraordinær genoptagelse i henhold til skattestyrelseslovens § 4, stk. 2 - udover at den skatteansættelse, der ønskes genoptaget, er materielt urigtig - at forholdene i særlig grad taler for genoptagelse. Som anført bestrides det, at der foreligger sådanne forhold.

I den forbindelse skal særligt bemærkes følgende til det af A anførte:

Efter Skatteministeriets opfattelse har sagen ikke haft et langstrakt forløb, og under alle omstændigheder ikke et tidsmæssigt forløb, der på nogen måde kan bebrejdes Skatteministeriet. Det er i øvrigt uklart for Skatteministeriet, med hvilken begrundelse sagens eventuelle langstrakte forløb skulle tale for ekstraordinær genoptagelse.

For så vidt angår det af A anførte i relation til, at der mellem skattemyndighederne og A skulle være indgået et forlig/en aftale om "ligningsproblemerne", bemærkes det, at det tilsyneladende alene er A, der mener, at der skulle være indgået et forlig vedrørende spørgsmålet om ejerskabet til de pågældende biler.

Skatteforvaltningen traf den 12. maj 1999 afgørelse i konsekvens af, at Skatteforvaltningen anså A og ikke selskabet for ejer af bilen. Skatteforvaltningen genoptog herefter som følge af drøftelser med A og/eller dennes revisor skatteansættelsen for de omhandlede indkomstår, idet man indrømmede A befordringsfradrag for kørsel i arbejdsgiverens tjeneste. Skatteforvaltningen traf afgørelse herom den 16. september 1999. Størrelsen af dette befordringsfradrag blev sat til et rundt beløb i stedet for en egentlig opgørelse af kørte kilometer, hvilket skete som følge af en forhandling mellem As revisor og kommunen. Dette forhold er imidlertid ikke udtryk for, at der mellem parterne er indgået forlig vedrørende spørgsmålet om den skattemæssige behandling af selskabets betaling af As biludgifter.

Herudover henviser A til, de nu frafaldne sigtelser for overtrædelse af skattekontrollovgivningen som et forhold, der i særlig grad taler for ekstraordinær genoptagelse.

De nu frafaldne sigtelser for overtrædelse af skattekontrollovgivningen, er efter Skatteministeriets opfattelse en for A særdeles heldig afledt følge af Landsskatterettens kendelse vedrørende hans hustru. Det er ikke muligt for Skatteministeriet at se, på hvilken måde den nu frafaldne sigtelse for overtrædelse af skattekontrollovgivningen skulle være udtryk for, at forholdene i særlig grad taler for ekstraordinær genoptagelse.

Landsrettens begrundelse og resultat

Ifølge den dagældende skattestyrelseslovs § 4, stk. 2, jf. stk. 1, kan en begæring om ekstraordinær genoptagelse imødekommes, når der fremlægges nye oplysninger, som kan medføre en ændret skatteansættelse, og forholdene i særlig grad taler derfor.

Efter de foreliggende oplysninger lægger landsretten til grund, at A er registreret som ejer af den pågældende bil. Han er debitor i forhold til det til bilen knyttede billån, han er forsikringstager, og gæld og renteudgifter vedrørende billånet er optaget på og fratrukket på hans selvangivelse. Uanset oplysningerne om, at H1 ApS har erlagt udbetalingen på bilen, betalt driftsudgifter samt renter og afdrag på billånet, finder landsretten det ikke dokumenteret, at der er grundlag for en ændret skatteansættelse. Allerede af denne grund gives der Skatteministeriet medhold i den nedlagte frifindelsespåstand. Det bemærkes, at det forhold, at Landsskatteretten har givet As ægtefælles medhold i en tilsvarende sag, ikke kan føre til et andet resultat.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, A, 15.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.