Dokumentets metadata

Fagforeningskontingent - praksis i personligt regi - fradrag i personlig- eller skattepligtig indkomst

En praktiserende selvstændig erhvervsdrivende kunne fradrage fagforeningskontingent i den skattepligtige indkomst, jf. ligningslovens § 13. I det omfang det kunne påvises, at en del af kontinget kunne opdeles i en erhvervsmæssig og en ikke erhvervsmæssig del, kunne der ske fradrag i den personlige indkomst for den erhvervsmæssige del af kontingentet.

Klagen skyldes, at skatteankenævnet ikke har godkendt fradrag i den personlige indkomst for udgift til kontingent til fagforeningen A. Der er godkendt et ligningsmæssigt fradrag for udgiften.

Indkomstårene 2000 og 2001. Personlig indkomst

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for hhv. 11.304 kr. og11.681 kr. i den personlige indkomst. Udgiften er afholdt som kontingentbetaling til fagforeningen A. Der er godkendt fradrag for udgiften som et ligningsmæssigt fradrag.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Klageren driver en tandlægepraksis. I klageårene havde virksomheden en omsætning på henholdsvis 984.964 kr. og 952.434 kr. og et resultat før renter på 436.492 kr. i 2000 og 431.085 kr. i 2001.

Klageren har fratrukket udgiften til sit kontingent til fagforeningen A, som et ligningsmæssigt fradrag. Foranlediget af en kendelse fra Landsskatteretten den 11. december 2001, søgte klageren om genoptagelse af skatteansættelsen ved forvaltningen. Af kendelsen fremgår det, at Landsskatteretten godkendte, at et selskab, som drev virksomhed i form af en tandlægepraksis, kunne fratrække udgiften til hovedanpartshaverens kontingent som en driftsudgift.

Under henvisning til denne kendelse har klageren over for forvaltningen anført, at en tandlæges udgift til kontingent til en fagforening er en driftsudgift omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Således vil udgiften være fradragsberettiget i virksomheden og dermed i klagerens personlige indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 2.

Forvaltningen har genoptaget skatteansættelsen men har ikke godkendt fradrag i den personlige indkomst. Forvaltningen har henvist til, at Landsskatterettens kendelse alene vedrører fradragsretten for et selskab, men ikke behandler sondringen mellem personlig indkomst og skattepligtig indkomst. Ligeledes har forvaltningen anført, at selvstændigt erhvervsdrivendes kontingent er en driftsomkostning, der er reguleret i personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1. Heraf følger, at der som udgangspunkt kan ske fradrag i den personlige indkomst. Undtaget er dog udgifter, der er omfattet af ligningslovens § 13, hvilket eksempelvis er fagforeningskontingentudgifter. Disse udgifter skal fratrækkes i den skattepligtige indkomst.

Udgifter til fagforeningskontingent er ifølge personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1 og ligningslovens § 13 fradragsberettiget i den skattepligtige indkomst.

Landsskatteretten har ved en kendelse taget stilling til et selskabs fradrag for hovedanpartshaverens kontingent til fagforening. Retten fandt, at der kunne godkendes fradrag for denne udgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Kendelsen er ikke offentliggjort men har givet anledning til, at Told- og Skattestyrelsen har udfærdiget et notat om problemstillingen.

Skatteankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte forvaltningens afgørelse.

Der er taget udgangspunkt i det notat, som Told- og Skattestyrelsen har udarbejdet, og det er i den forbindelse tillagt afgørende betydning, at den afgørelse, klageren henviser til, vedrører et selskab.

Da beløbene endvidere er indberettet af foreningen som fagligt kontingent, er klageren i det hele omfattet af ovenfor nævnet notat, hvoraf det fremgår, at selv om udgiften til fagforening kan kvalificeres som en driftsomkostning, vil den være omfattet af personskattelovens bestemmelser og dermed af henvisningen til ligningslovens § 13.

Kendelsen fra Landsskatteretten kan således ikke tages til indtægt for en ny praksis omkring forståelsen af ligningslovens § 13. Uanset om udgiften til kontingentet kan kvalificeres som en driftsomkostning, vil fradraget alene kunne gives i den skattepligtige indkomst.

Der skal godkendes fradrag for kontingentydelsen i virksomheden som en driftsudgift frem for et ligningsmæssigt fradrag.

Klageren driver en tandlægepraksis i personligt regi og har i klageårene fratrukket udgiften til kontingentet som et ligningsmæssigt fradrag.

Det fremgår af Landsskatterettens kendelse af 11. december 2001, at et selskab anmodede om fradrag for udgiften til kontingent. Der var nedlagt påstand om, at kontingentudgifterne ansås for fradragsberettiget som driftsudgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, subsidiært at der var fradrag som lønudgift i selskabet.

Forvaltningen havde nægtet fradrag under henvisning til, at der var tale om et personligt medlemskab af en forening, som er omfattet af ligningslovens § 13, og at kontingentet som sådan var indberettet til forvaltningen i overensstemmelse med skattekontrolloven.

Landsskatteretten gav selskabet medhold og anførte: ” Der kan godkendes fradrag for udgifterne til kontingenter vedrørende hovedanpartshaverens medlemskab af foreningen A i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet der foreligger den for fradrag fornødne sammenhæng mellem selskabets indkomsterhvervelse og udgifternes afholdelse. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at selskabets indkomst er direkte afhængig af tandlægens medlemskab af foreningen.”

Notatet fra ToldSkat skulle være udtryk for ToldSkats vurdering af kendelsens rækkevidde. I notatet anføres blandt andet, at kendelsen vedrører et selskab, og sondringen mellem personlig og skattepligtig indkomst er derfor ikke relevant for sagen. Særligt om selvstændigt erhvervsdrivende anføres det, at kontingentet vil udgøre en driftsomkostning, der er reguleret i personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1, hvorefter der kan foretages fradrag i den personlige indkomst. Undtaget er dog udgifter, der er omfattet af ligningslovens § 13, hvilket betyder blandt andet fagforeningskontingent. Disse udgifter kan fradrages i den skattepligtige indkomst.

Efter klagerens opfattelse har kendelsen betydning for sondringen mellem personlig og skattepligtig indkomst.

Det bestrides ikke, at fagforeningskontingenter er fradragsberettiget som ligningsmæssige fradrag. Dette udelukker imidlertid ikke, at udgiften kan anses for en driftsudgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og som sådan være fradragsberettiget ved opgørelsen af den personlige indkomst.

Landsskatteretten foretager i den nævnte kendelse en konkret afvejning af, om udgiften må anses for at være en driftsudgift i relation til selskabets indkomst, eller om den er betaling af en ansat tandlæges kontingent. Landsskatteretten når frem til, at der er tale om en driftsudgift. Retten lægger afgørende vægt på, at medlemskravet er en forudsætning for selskabets indtjening, idet foreningen har forhandlingsretten for så vidt angår overenskomsten med Sygesikringen.

Hvis Landsskatteretten var af den opfattelse, at der var tale om en lønudgift, ville den direkte sammenhæng mellem selskabets indkomst og medlemskabet af foreningen ikke indgå i præmisserne.

Det samme må gælde, når udgiften afholdes af en selvstændigt erhvervsdrivende. Der må således være den samme sammenhæng mellem indkomsterhvervelsen og afholdelsen af udgifter, idet også indkomsten for en tandlæge, der driver sin virksomhed i personligt regi, er direkte afhængig af medlemskab af foreningen A.

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Ved opgørelse af den skattepligtiges indkomst kan fradrages udgifter til kontingenter til arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, hvortil den skattepligtige hører. Fradrag er betinget af, at den faglige organisation, hvis den er indberetningspligtig efter skattekontrollovens § 8 T, har indberettet kontingentudgiften til de statslige told- og skattemyndigheder. Dette fremgår af ligningslovens § 13, stk. 1 og 2.

Af personskattelovens § 3, stk. 2, fremgår det, at ved opgørelsen af den personlige indkomst kan fradrages udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten ved selvstændig erhvervsvirksomhed, dog med undtagelse af de i blandt andet ligningslovens § 13 nævnte udgifter.

Det fremgår direkte af ordlyden af henholdsvis ligningslovens § 13, stk. 1, og personskattelovens § 3, stk. 2, at selvstændigt erhvervsdrivendes udgift til kontingenter til faglige organisationer skal fradrages i den skattepligtige indkomst og ikke direkte i den personlige indkomst. Dette medfører, at udgiften som udgangspunkt alene kan godkendes fratrukket som et ligningsmæssigt fradrag.

Der er dog mulighed for delvis fradrag direkte i den personlige indkomst i det tilfælde, at kontingentudgiften fra foreningens side er opdelt i en erhvervsmæssig og en ikke-erhvervsmæssig del. Da vil der være fradrag i den personlige indkomst for den erhvervsmæssige del. Afgørende for medlemmets fradragsret er den skattemæssige fordelingn af kontingentet ved opgørelse af foreningens skattepligtige indkomst. Den del, som foreningen har anført som medgået til erhvervsmæssige forhold, vil medlemmet kunne fradrage i den personlige indkomst, hvorimod den del, som organisationen har opgjort til at vedrøre ikke-erhvervsmæssige forhold, alene kan fradrages hos medlemmet som et ligningsmæssigt fradrag. Foretager foreningen ingen fordeling af udgiften, anses den samlede udgift for at være medgået til ikke-erhvervsmæssige formål, og medlemmet kan alene fradrage udgiften ved opgørelse af den skattepligtige indkomst.

I klagerens tilfælde er der ikke oplyst en fordeling af udgiften, og derved kan fradraget alene godkendes som et ligningsmæssigt fradrag.

På baggrund heraf stadfæstes skatteankenævnets afgørelse.