Dokumentets metadata

Dokumentets dato:11-09-2014
Offentliggjort:13-10-2014
SKM-nr:SKM2014.702.ØLR
Journalnr.:23. afdeling, B-0059-13
Referencer.:Ejendomsavancebeskatningsloven
Aktieavancebeskatningsloven
Dokumenttype:Dom


Ejendomsavance - aktieavance - kolonihavehus - lejet grund - andelsbevis

Landsretten fastslog, at afståelse af et kolonihavehus og andelsbevis i en haveforening skattemæssigt skulle behandles således, at en eventuel fortjeneste ved salg af selve kolonihavehuset er fritaget for beskatning i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, medens overdragelse af andelsbeviset skatteretligt skal behandles efter aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 2, jf. § 12.


Parter

A
(advokat Eivind F. Kramme)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat H. C. Vinten)

Afsagt af landsdommerne

Tine Vuust, Gunst Andersen og Malou Kragh Halling (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 21. december 2012 (BS 37A-6112/2011) er anket af A med endelig påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at salg af appellantens kolonihavehus på lejet havelod i andelshaveforeningen G1 og overdragelse af brugsretten til havelodden, hvorpå kolonihavehuset er opsat, er omfattet af fritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 2.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Advokat Eivind F. Kramme har oplyst, at A solgte sit kolonihavehus samt sin andelsret den 1. juni 2013 for i alt 960.000 kr.

Procedure

Parterne har for landsretten i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

A var ejer af et kolonihavehus beliggende i Andelshaveforeningen G1. Som andelshaver i haveforeningen havde han modtaget et andelsbevis og fået tildelt en brugsret til en bestemt havelod. Det fremgår af andelshaveforeningens vedtægter, at andelene kan overdrages ved salg og gave, at medlemmerne hæfter med deres andel for foreningens forpligtelser, og at der ved andelshaveforeningens opløsning skal ske udbetaling af nettoformuen til andelshaverne.

Det er ubestridt, at en eventuel fortjeneste ved salg af selve kolonihavehuset er fritaget for beskatning i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Spørgsmålet er derfor alene, hvorledes den samtidige overdragelse af andelsbeviset skatteretligt skal behandles.

Efter aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 1, jf. § 12, skal fortjeneste ved afståelse af aktier medregnes til den skattepligtige indkomst. Efter § 1, stk. 2, finder reglen tilsvarende anvendelse på anparter, andelsbeviser, omsættelige investeringsfondsbeviser og lignende værdipapirer. Af de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lovforslag nr. 78, fremsat den 16. november 2005, fremgår, at

"...

(f)or så vidt angår andelsbeviser, dækker dette ikke kun andele i egentlige erhvervsdrivende andelsselskaber, idet også andele i f.eks. andelsboligforeninger og andelshaveforeninger kan være omfattet af aktieavancebeskatningslovens regler.

..."

Undtagelsesbestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 15, hvorefter

"...

(g)evinst og tab ved afståelse af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, der er forbundet med brugsret til en beboelseslejlighed med mere end to beboelseslejligheder, er skattefri, når beboelseskravet m.m., jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 4, er opfyldt,

..."

omfatter ikke andelsbeviser med brugsret til en havelod.

Herefter, og da det forhold, at andelsbeviset ikke er særskilt værdiansat i overdragelsesaftalen ikke kan føre til et andet resultat, finder landsretten, at en eventuel fortjeneste ved salg af andelsbeviset skal medregnes ved opgørelsen af As skattepligtige indkomst, jf. aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 2.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

A skal i sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet efter sagens værdi og omfang betale i alt 25.000 kr. til dækning af udgifterne til advokatbistand.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.