Dokumentets metadata

Særskilt lønindeholdelse - beskeden levefod - ny påstand - ugyldighed - erstatning

Sagen vedrørte særskilt lønindeholdelse af medielicens, jf. bestemmelserne i inddrivelseslovens § 4 a og inddrivelsesbekendtgørelsens § 9. Under sagen havde sagsøgeren indbragt to afgørelser fra Landsskatteretten, hvorved Landsskatteretten havde stadfæstet de af SKAT Inddrivelsescentret fastsatte indeholdelsesprocenter. Landsskatteretten havde derimod ikke taget stilling til de beløbsmæssige konsekvenser af den særskilte lønindeholdelse i form af de enkelte og særskilte træk på sagsøgerens lønseddel.For det første havde sagsøgeren nedlagt påstand om, at Landsskatterettens afgørelser var ugyldige. Heri fik sagsøgeren ikke medhold. Retten fandt således, at lønindeholdelsesprocenterne var beregnet korrekt, at sagsøgeren var blevet levnet tilstrækkeligt til at kunne opretholde en beskeden levefod, og at sagsøgeren i øvrigt ikke havde anført grunde, der kunne medføre afgørelsernes ugyldighed.For det andet havde sagsøgeren nedlagt påstand om godtgørelse for tort, hvilket retten ikke fandt grundlag for, og Skatteministeriet blev derfor også frifundet på dette punkt.Endelig havde sagsøgeren nedlagt påstand om tilbagebetaling af det indeholdte beløb i perioden 1. - 22. januar 2014. I overensstemmelse med Skatteministeriets påstand, afviste retten denne påstand i medfør af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1. Retten lagde herved vægt på, at Landsskatteretten ikke havde taget stilling til den beløbsmæssige opgørelse, som påstanden vedrørte, og at der ikke undtagelsesvis var grundlag for at tillade spørgsmålets inddragelse under sagen.

Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Marie Krogsgaard Pedersen)

Afsagt af byretsdommer

Karen Moestrup Jensen (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører, om to afgørelser fra Landsskatteretten om særskilt lønindeholdelse er ugyldige samt om en efterfølgende lønindeholdelse skal ophæves.

Sagsøgerens påstande er

Sagsøgtes påstand over for påstand 1 og 2 er frifindelse og over for påstand 3 principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse af den 5. december 2012 følgende:

"...

Landsskatterettens afgørelse

SKAT Inddrivelsescentret har iværksat særskilt lønindeholdelse med en lønindeholdelsesprocent på 4.

Landsskatteretten nedsætter lønindeholdelsesprocenten til 3.

Sagens oplysninger

Klageren er gift og har et mindreårigt hjemmeboende barn.

Klagerens offentlige gæld vedrørende licens blev den 12. december 2011 opgjort til 4.319,48 kr.

SKAT Inddrivelsescentret varslede den 18. november 2011 lønindeholdelse med 22 % af klagerens indkomst, svarende til ca. 400 kr., til dækning af licensgælden.

Lønindeholdelsesprocenten blev fastsat efter reglerne i inddrivelseslovens § 4 a og inddrivelsesbekendtgørelsens § 9 (særskilt lønindeholdelse). Beregningen blev foretaget på baggrund af oplysninger om klagerens indkomst i august 2011 på 10.809 kr.

Ved mail til SKAT Inddrivelsescentret af 25. november 2011 fremsatte klageren indsigelser mod den varslede lønindeholdelse. Klageren anførte blandt andet, at hans husstand ikke havde et rimeligt rådighedsbeløb og derfor ville blive velfærdstruet, hvis den særskilte lønindeholdelse blev iværksat. Familien ville blive sat langt ned under fattigdomsgrænsen, og det ville blive vanskeligt for klageren at betale husleje, el, varme, transport og mad, da familien i forvejen levede på et eksistensminimum.

Klageren fremlagde et budgetskema, hvoraf fremgik følgende indtægter og udgifter:

Klageren fremlagde endvidere følgende betalingsevnevurdering for 2011:

Børnebudget:

Klageren vedlagde kopi af lønsedler, flexkort og årsopgørelse fra DONG Energy samt dokumentation for boligsikring, indbetaling til boligselskab og indbetaling til 3F.

Klageren oplyste, at han af rådighedsbeløbet afholdt udgifter til internet, telefon, vask, kost, beklædning, fritidsfornøjelser, barnets sports- og fritidsaktiviteter, ferier, tandlæge, frisør og uforudsete udgifter.

Ved afgørelse af 12. december 2011 (den påklagede afgørelse) iværksatte SKAT Inddrivelsescentret særskilt lønindeholdelse med 4 % af klagerens indkomst.

Den 13. december 2011 klagede klageren til SKAT Inddrivelsescentret over afgørelsen af 12. december 2011. Klageren henviste til indsigelserne af 25. november 2011 og anførte, at SKAT ikke havde ret til at iværksætte lønindeholdelse, før der forelå en skriftlig og detaljeret beregning af klagerens betalingsevne.

Ved afgørelse af 19. december 2011 fastholdt SKAT Inddrivelsescentret lønindeholdelsen, og klageren kunne således ikke få henstand. Inddrivelsescentret vurderede, at klageren kunne opretholde en beskeden levefod, da klageren ikke var kommet med oplysninger, der sandsynliggjorde, at han ville blive velfærdstruet ved opretholdelse af lønindeholdelsen.

Den 20. december 2011 meddelte klageren SKAT Inddrivelsescentret, at han fastholdt, at iværksættelsen af lønindeholdelse var selvtægt fra Inddrivelsescentrets side, jf. grundlovens §§ 73 og 43. Ifølge disse bestemmelser er ejendomsretten ukrænkelig, og ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov.

Den 15. februar 2012 rykkede klageren SKAT Inddrivelsescentret for oversendelse af klagen til Landsskatteretten.

Den 10. marts 2012 fremsendte klageren et nyt budgetskema for 2012 til SKAT Inddrivelsescentret og anmodede om, at Inddrivelsescentret vurderede husstandens månedlige betalingsevne i henhold til reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapital 6 og bevilgede henstand i henhold til reglerne i kapitel 4. Klageren anmodede endvidere om, at klagen blev tillagt opsættende virkning, da lønindeholdelsen indebar, at klagerens husstand led uoprettelig skade blandt andet i forhold til familiens tandpleje og barnets kulturelle oplevelser m.m.

Af budgetskemaet fremgik følgende indtægter og udgifter:

Klageren fremlagde endvidere følgende betalingsevnevurdering for 2012:

Børnebudget:

Ved mail af 31. marts 2012 opfordrede klageren SKAT Inddrivelsescentret til at stoppe de ulovlige træk i klagerens løn og tilbagebetale det beløb, der ikke skulle have været indeholdt. Klageren anførte, at iværksættelsen af lønindeholdelsen var ulovlig selvtægt fra Inddrivelsescentrets side, og at klagerens husstand led tab som følge af det væsentlige mindre rådighedsbeløb. Klageren opgjorde sit aktuelle rådighedsbeløb til ca. 7.733 kr. efter fradrag af lønindeholdelse på 571 kr. Klageren oplyste, at han ikke kunne få hverdagen til at fungere, og at der forelå særlige omstændigheder, der gav grundlag for henstand efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2.

Klageren anførte endvidere, at SKAT Inddrivelsescentrets afgørelse ikke var tilstrækkeligt begrundet, idet der ikke var nogen nærmere forklaring på, hvordan lønindeholdelsesprocenten på 4 var beregnet. Lønindeholdelsesprocenten på 4 førte til indeholdelse af et beløb på 571 kr. månedligt, jf. G.A.3.1.2.5. Den fastsatte lønindeholdelsesprocent på 4 var således ikke i overensstemmelse med et afdrag på 400 kr., jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 2.

Den 20. april 2012 meddelte SKAT Inddrivelsescentret klageren, at lønindeholdelsen var iværksat efter nye regler. Inddrivelsescentret afventede derfor, at fogedretten skulle afgøre et antal prøvesager, før klagerens klage ville blive behandlet. Inddrivelsescentret meddelte endvidere, at lønindeholdelsen blev stoppet, indtil der forelå en afgørelse på klagesagen.

Af indkomstoplysningerne fra klagerens skattemappe for september og oktober 2011 fremgår blandt andet følgende:

Klagerens månedlige skattefrie fradrag udgjorde på afgørelsestidspunktet 10.638 kr.

I perioden fra december 2011 til april 2012 blev der lønindeholdt følgende beløb:

SKAT Inddrivelsescentret har oplyst, at klageren har fået udbetalt 79 kr., der blev indeholdt for meget i februar måned.

SKAT Inddrivelsescentrets afgørelse

SKAT Inddrivelsescentret har ved afgørelsen af 12. december 2012 iværksat særskilt lønindeholdelse med en lønindeholdelsesprocent på 4. Procenten blev beregnet på baggrund af oplysninger om klagerens netto eIndkomst vedrørende november 2011.

Klageren kan opretholde en beskeden levefod. På baggrund af oplysninger om klagerens netto eIndkomst med fradrag af husleje, el, vand og varme er det vurderet, at klageren ikke bliver velfærdstruet, hvis der trækkes ca. 400 kr. i særskilt lønindeholdelse. Klageren kan derfor ikke få henstand.

Ved genvurdering af sagen i forbindelse med klagen til Landsskatteretten har SKAT Inddrivelsescentret fastholdt afgørelsen.

Klageren har et rådighedsbeløb på 11.019 kr. (indkomst på 16.833 kr. og udgifter til husleje inkl. varme og el på 5.814 kr.), før den særskilte lønindeholdelse gennemføres. Det er SKAT Inddrivelsescentrets vurdering, at klageren har tilstrækkelige midler til opretholdelse af en beskeden husførelse og levefod, jf. § 9, stk. 9, i inddrivelsesbekendtgørelsen.

Rådighedsbeløbet efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6 ville for klageren og hans husstand udgøre 11.544 kr. (når børnefamilieydelsen er fratrukket). Dette beløb er efter forarbejderne til inddrivelsesloven og inddrivelsesbekendtgørelsen tilstrækkeligt til, at skyldner og dennes husstand kan opretholde en normal husholdning og livsførelse.

Reglerne om særskilt lønindeholdelse indeholder skærpede regler i forhold hertil. Inddrivelsescentret har haft et antal sager forelagt fogedretterne og mener med udgangspunkt i disse afgørelser, at klageren har tilstrækkelige midler til at opretholde en beskeden husførelse og levefod.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har fremsat påstand om, at lønindeholdelsen ophæves med tilbagevirkende kraft, således at det indeholdte beløb på 1.922 kr. tilbagebetales med renter fra den 29. december 2011.

SKAT Inddrivelsescentret har truffet afgørelser den 12. og 19. december 2011 vedrørende den samme sag, og klagen herover må ikke deles op i to klagesager.

SKAT Inddrivelsescentret har uretmæssigt tilbageholdt klagesagen ved at stille den i bero. Inddrivelsescentret har derved overtrådt inddrivelsesloven og inddrivelsesbekendtgørelsen, da det ikke fremgår heraf, at Inddrivelsescentret er berettiget til at stille inddrivelsessagen i bero.

Sager med indkomstforhold under tabellens nedre grænse, jf. inddrivelsesloven, inddrivelsesbekendtgørelsen og retsplejeloven, kan som udgangspunkt ikke prøves ved fogedretten vedrørende spørgsmål om lønindeholdelse, hvorved berostillelsen var udsigtsløs og på ingen måde kunne forberede en senere afgørelse.

SKAT Inddrivelsescentret har en særlig adgang til lønindeholdelse og skal derfor som myndighed være helt sikker på, at lønindeholdelsen er sket i overensstemmelse med dansk rets almindelige inddrivelsesregler, der er fastsat ved inddrivelsesloven og inddrivelsesbekendtgørelsen.

Landsskatteretten er klagemyndighed for SKAT Inddrivelsescentrets afgørelser og er såvel berettiget som forpligtet til at påse, at reglerne på inddrivelsesområdet overholdes. Det gælder særligt for særskilt lønindeholdelse, som er et alvorligt indgreb i den almindelige borgers retsforhold.

Klagerens retssikkerhed er blevet krænket fra det tidspunkt, hvor den særskilte lønindeholdelse blev iværksat.

SKAT Inddrivelsescentrets afgørelser af 12. og 19. december 2011 er ugyldige, da de er truffet i strid med inddrivelsesbekendtgørelsens § 30, stk. 1 - uden hensyn til, at klagerens husstand er velfærdstruet. Iværksættelsen af lønindeholdelse er selvtægt fra Inddrivelsescentrets side, og klageren har lidt et retstab ved fortsat at have haft et væsentligt mindre rådighedsbeløb.

Inddrivelsesbekendtgørelsens § 30, stk. 1, henviser til straffuldbyrdelseslovens § 91, stk. 1, der har følgende indhold:

"...

Betales en bøde ikke, inddrives den af restanceinddrivelsesmyndigheden, medmindre inddrivelsesmyndigheden skønner, at inddrivelse ikke er mulig eller væsentligt vil forringe den pågældendes levevilkår.

..."

Efter bestemmelsen er det udlagt til SKAT Inddrivelsescentret at foretage et skøn af, hvorvidt der skal gennemføres inddrivelse eller ej. Inddrivelsescentret kan derfor afstå fra at iværksætte lønindeholdelse, hvis klageren dokumenterer, at det vil være velfærdstruende for ham, at lønindeholdelsen iværksættes.

Der er tale om velfærdstruende omstændigheder eller væsentligt forringende levevilkår, hvis økonomiske forhold i skyldners husstand, f.eks. skyldners ægtefælles indtægtsforhold, medfører, at skyldners betalingsevne er væsentlig lavere end hans betalingsevne beregnet ud fra skyldners egen nettoindkomst, jf. G.A.3.1.1.1.3.4.

Klagerens ægtefælle har ikke nogen indkomst og modtager ikke ydelser fra staten, hvilket medfører, at klagerens betalingsevne er væsentlig lavere end betalingsevnen beregnet ud fra klagerens egen nettoindkomst.

Det er ikke rigtigt, når SKAT Inddrivelsescentret skriver, at klagerens husstand har et rådighedsbeløb på 11.019 kr., og at rådighedsbeløbet efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6 ville udgøre 11.544 kr.

Kontanthjælp netto pr. måned i 2011 til tilsvarende familie med 2 voksne og 1 barn kan opgøres således:

Kontanthjælp sikrer et minimumsniveau af velfærd for alle i landet, hvis man står uden arbejde. Kontanthjælp beregnes og udbetales med hensyntagen til modtagernes øvrige indkomstforhold og dækker kun de minimale forsørgelsesbehov. Et lavere beløb efter skat, end det kontanthjælpsmodtagere får, medfører væsentligt forringende levevilkår og må anses som en velfærdstruende omstændighed.

Der er således en årsag til, at man ved lov har fastsat et rådighedsbeløb, der giver alle ret til en beskeden levefod, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 21 og § 16, stk. 3, nr. 4.

Klagerens budgetoversigt for 2011:

I forhold til en tilsvarende familie på kontanthjælp mangler klagerens husstand 1.970,98 kr. Klagerens husstand mangler således dette beløb for at kunne opretholde en beskeden levefod.

Det fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 2, at ved særskilt lønindeholdelse skal der levnes skyldneren tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden levefod. Det vil normalt være tilfældet, når lønindeholdelsesprocenten fører til indeholdelse af et beløb på 400 kr. pr. måned.

Særskilt lønindeholdelse kan således maksimalt udgøre 400 kr. pr. måned for de skyldnere, der har en indkomst, der normalt er undtaget fra lønindeholdelse, f.eks. kontanthjælp. I tilfælde af særskilt lønindeholdelse hos kontanthjælpsmodtagere har kontanthjælpsmodtagere derfor 12.288,23 kr. (12.688,23 - 400) til deres rådighed om måneden.

Det gøres som ubestridt gældende, at klagerens husstand er velfærdstruet, og lønindeholdelse derfor er udelukket, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 30, stk. 1, og § 6, stk. 2.

Hvis skyldner udsættes for velfærdstruende omstændigheder, såfremt den særskilte lønindeholdelse iværksættes, kan der bevilliges henstand efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, jf. § 9, stk. 9.

Selv om udgangspunktet er, at skyldner skal kunne dokumentere velfærdstruende omstændigheder, vil der være forhold, der ikke kan dokumenteres, og derfor kan SKAT undtagelsesvis efter en konkret vurdering pr. kulance yde skyldneren henstand, jf. Skatteudvalget 2010-11 L 95, Svar på spørgsmål 2, offentligt.

Sagens videre forløb

Landsskatteretten har sendt klagen over SKAT Inddrivelsescentrets afgørelse af 19. december 2011 til Inddrivelsescentret med henblik på remonstration, jf. inddrivelseslovens § 17.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Indledningsvist bemærkes det, at SKAT Inddrivelsescentrets afgørelser af henholdsvis den 12. og den 19. december 2011 fremstår som to selvstændige afgørelser, der begge indeholder klagevejledning.

Ifølge § 17, stk. 1, i inddrivelsesloven (lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved § 2 i lov nr. 252 af 30. marts 2011), skal klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser indgives til restanceinddrivelsesmyndigheden. Restanceinddrivelsescentret kan genoptage sagen eller sende klagen til Landsskatteretten sammen med en udtalelse om sagen (remonstrationsordning).

SKAT Inddrivelsescentret fremsendte den 24. september 2012 klagen over afgørelsen af 12. december 2012 til Landsskatteretten med en udtalelse om sagen. SKAT Inddrivelsescentret har imidlertid kun remonstrationsbehandlet afgørelsen af 12. december 2011, ikke afgørelsen af 19. december 2011. Landsskatteretten har derfor sendt klagen over afgørelsen af 19. december 2011 til SKAT Inddrivelsescentret, så Inddrivelsescentret får mulighed for at genoptage sagen eller fremkomme med en udtalelse til brug for Landsskatterettens eventuelle behandling af klagen.

Landsskatteretten kan desuden ikke behandle klager over eller kritik af SKATs sagsbehandling, med mindre der er begået fejl, der har betydning for gyldigheden eller udfaldet af den afgørelse, der er truffet.

Klagerens indsigelser vedrørende SKATs tilbageholdelse af klagesagen ved at stille den i bero kan ikke medføre, at afgørelsen af 12. december 2011 kan anses for ugyldig, da det er forhold, der relaterer sig til tiden efter afgørelsen.

Klageren henvises derfor til eventuelt at indgive klage til SKAT efter retningslinjerne offentliggjort i SKAT-meddelelse SKM2010.740.SKAT .

Reglerne om særskilt lønindeholdelse fremgår af inddrivelsesloven og af bekendtgørelse nr. 922 af 24. august 2011 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesbekendtgørelsen). Loven og bekendtgørelsen kan findes på www.retsinformation.dk.

SKAT har mulighed for at inddrive krav mod en skyldner vedrørende licens ved særskilt lønindeholdelse. Det fremgår af inddrivelseslovens §§ 4 a og 10, stk. 1, jf. nr. 19 i bilag 1 til loven.

Ifølge inddrivelseslovens § 4 a er det Skatteministeren, der fastsætter de nærmere regler om særskilt lønindeholdelse. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende 2010-2011, 1. samling, L 95, Tillæg A, pkt. 3.2.2. - www.ft.dk) fremgår følgende:

"...

Der stilles forslag om, at der gives skatteministeren hjemmel til at udforme regler, der muliggør særskilt lønindeholdelse af beløb til dækning af kontrolafgifter m.v., og at dækningsrækkefølgen for denne allerede fastlægges på nuværende tidspunkt.

...

Modellen tænkes udarbejdet således, at denne lønindeholdelse ikke som den almindelige lønindeholdelse skal gradueres efter skyldners indkomststørrelse, men forventes fastsat med et særskilt regelsæt, hvorefter der kan lønindeholdes til dækning af disse særlige restancetyper med et fast mindre beløb uanset skyldners indkomsttype og størrelse. Regelsættet vil dog skulle udformes således, at det sikres, at skyldner fortsat vil kunne opretholde en beskeden levefod efter retsplejelovens § 509.

..."

Ved afgørelse om særskilt lønindeholdelse skal der ifølge inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 2, levnes skyldneren tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden levefod. Dette vil normalt være tilfældet, når lønindeholdelsesprocenten fører til indeholdelse af et beløb på 400 kr. månedligt.

Ifølge inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 3, fastsættes den maksimale særskilte lønindeholdelsesprocent som 400 kr. ganget med 100 og divideret med den månedlige A-indkomst inkl. A-indkomst omfattet af § 12 reduceret med det månedlige fradragsbeløb efter skattekortet. Hvis den således beregnede særskilte lønindeholdelsesprocent ikke er et helt tal, nedrundes den til nærmeste hele procent, dog mindst 1 procent.

Oplysninger fra indkomstregisteret lægges til grund ved beregningen af A-indkomsten. Det fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 4. Hvis seneste måneds A-indkomst før skat i indkomstregisteret inden for samme indkomsttype afviger fra den forudgående måneds A-indkomst før skat, anvendes den måneds indkomst før skat, hvor indkomsten er lavest.

Det fremgår ikke af bestemmelsen, hvad seneste og forudgående måned er. I en meddelelse fra SKAT, der er offentliggjort i SKM2009.20.SKAT , fremgår det imidlertid, at ved udtræk fra eIndkomst er seneste måneds indkomst udtrækningsmåneden minus to måneder, og forudgående måneds indkomst er udtrækningsmåneden minus tre måneder. Det fremgår af meddelelsen, at det er nødvendigt at have denne regel, da der skal være stor sikkerhed for, at alle indberetninger er på plads, inden en måneds data systemmæssigt udtrækkes til beregningen.

Meddelelsen fra SKAT finder ikke direkte anvendelse ved beregningen af A-indkomsten efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 4, men henset til baggrunden for reglen vedrørende udtræk fra eIndkomst finder Landsskatteretten, at princippet alligevel bør anvendes her.

Den påklagede afgørelse er truffet i december måned 2011. Den seneste måned er oktober 2011, og den forudgående måned er september 2011. Klagerens indkomst var den samme i disse to måneder.

Klagerens månedlige A-indkomst er den indkomst, som klageren skal betale skat af. Klagerens månedlige A-indkomst var 21.617 kr. (23.495 kr. - 1.878 kr.).

Lønindeholdelsesprocenten kan herefter opgøres til følgende:

Fremkommer skyldneren med indsigelser, skal restanceinddrivelsesmyndigheden efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 9, vurdere, om skyldneren, hvis den særskilte lønindeholdelse iværksættes, kan opretholde en beskeden husførelse og levefod. Viser vurderingen, at skyldneren, hvis den særskilte lønindeholdelse iværksættes, bliver velfærdstruet, kan der bevilliges henstand efter § 6, stk. 2.

Klageren fik ifølge hans egne oplysninger udbetalt 16.388 kr. pr. måned i 2011, og familien modtog børnefamilieydelse med 882 kr. pr. måned. Klagerens ægtefælle har ingen indkomst, så husstandens samlede indtægt kan opgøres til 17.270 kr.

Klagerens månedlige udgifter til husleje, el, vand og varme udgjorde efter fradrag af boligsikring 5.550 kr. pr. måned i 2011.

Det resterende beløb på 11.720 kr. før særskilt lønindeholdelse anses for at være tilstrækkeligt til, at klageren og hans husstand kan opretholde en beskeden husførelse og levefod, herunder afholde rimelig udgifter til offentlig transport til og fra arbejde, fagforening/bidrag til efterlønsordning, internet, telefon, vask, kost, beklædning, fritidsfornøjelser, tandlæge og frisør.

Klageren anses således ikke for at blive velfærdstruet på grund af den særskilte lønindeholdelse, og da der i øvrigt ikke ses at være særlige omstændigheder, der taler for henstand, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, er det med rette, at SKAT Inddrivelsescentret ikke har imødekommet klagerens anmodning om henstand. Klagerens henvisning til reglerne for kontanthjælp kan ikke føre til et andet resultat.

Det bemærkes endvidere, at inddrivelsesbekendtgørelsens § 30 står i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 9. Kapitel 9 indeholder særlige regler om inddrivelse af visse bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger m.v., jf. § 29. Reglerne i kapitel 30 finder således ikke anvendelse, når der foretages særskilt lønindeholdelse for licenskrav efter reglerne i § 9. Den af SKAT Inddrivelsescentret fastsatte lønindeholdelsesprocent på 4 er højere end den procent, som SKAT Inddrivelsescentret kunne have pålagt klageren ifølge inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 3.

SKAT Inddrivelsescentrets afgørelse ændres derfor, således at indeholdelsesprocenten nedsættes til 3.

..."

Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse af den 13. marts 2013 følgende:

"...

Landsskatterettens afgørelse

SKAT Inddrivelsescentret har iværksat særskilt lønindeholdelse med en lønindeholdelsesprocent på 1.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger

Klagerens offentlige gæld vedrørende licens er den 29. januar 2013 opgjort til 6.075,04 kr.

SKAT Inddrivelsescentret varslede den 18. december 2012 lønindeholdelse med 1 % af klagerens indkomst, svarende til ca. 400 kr., til dækning af licensgælden.

Lønindeholdelsen blev fastsat efter reglerne i inddrivelseslovens § 4 a og inddrivelsesbekendtgørelsens § 9 (reglerne om særskilt lønindeholdelse). Beregningen blev foretaget på baggrund af oplysninger om klagerens indkomst for september 2012 på 21.773 kr.

Ved brev til SKAT Inddrivelsescentret af 27. december 2012 fremsatte klageren indsigelser mod den varslede lønindeholdelse. Klageren anførte blandt andet, at hans månedlige bruttoindkomst i 2012 udgjorde ca. 278.612,20 kr., imens klagerens ægtefælle hverken har nogen indkomst eller modtager ydelser fra staten. Desuden har parret et hjemmeboende barn på 10 år. Klageren henviste til reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens § 21 og § 16, stk. 3, nr. 4, hvorefter det minimale rådighedsbeløb i 2012 for to voksne og et barn udgør 12.430 kr. Til sammenligning havde klagerens husstand et rådighedsbeløb på 11.601,92 kr. om måneden. Klageren bemærkede, at der ikke var afsat midler i husstandens rådighedsbeløb for medielicens, og at husstanden ville blive velfærdstruet, hvis den særskilte lønindeholdelse blev iværksat. Dette talte for, at der blev bevilget henstand med betalingen, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2.

Klageren fremlagde et budgetskema, hvoraf fremgik følgende indtægter for 2012:

Klageren fremlagde endvidere følgende betalingsevnevurdering for 2012:

Klageren vedlagde kopi af lønsedler, årsopgørelse fra G1 samt dokumentation for boligsikring, indbetaling til G2 og indbetaling til G3. Det fremgik af brev fra kommunen af 1. april 2012, at klagerens boligsikring fra den 1. april 2012 var beregnet til 1.284 kr.

Ved afgørelse af 16. januar 2013 (den påklagede afgørelse) iværksatte SKAT Inddrivelsescentret særskilt lønindeholdelse med 1 % af klagerens indkomst.

Den 13. februar 2013 fremsendte klageren et nyt budgetskema for 2012 til Landsskatteretten og anmodede om, at der blev taget hensyn til antallet af voksne og børn i husstanden, idet det månedlige afdrag på 400 kr. ikke udgjorde klagerens aktuelle betalingsevne. Disse bemærkninger skulle erstatte tidligere indsendte bemærkninger af 12. februar 2013. Klageren henviste til, at der efter retsplejelovens § 509 skal overlades et beløb, så husstanden kan opretholde en beskeden husførelse og levefod, hvis den særskilte lønindeholdelse iværksættes. Klageren anførte, at den af SKAT anvendte formel til beregning af indeholdelsesprocenten ikke kunne anvendes alene uden forudgående beregning af husstandens aktuelle betalingsevne.

Af budgetskemaet fremgik følgende nettoindkomst for 2012:

Klageren fremlagde endvidere følgende betalingsevnevurdering for 2012:

Klageren bemærkede, at budgetskemaerne kun indeholdt foreløbige beregninger, idet skatten for 2012 ikke var opgjort og først kunne ses på TastSelv den 4. marts 2013.

Af indkomstoplysningerne i klagerens skattemappe fremgår følgende om klagerens indkomst i oktober og november 2012:

Klagerens månedlige skattefrie fradrag udgjorde 13.161 kr. i 2013.

SKAT Inddrivelsescentrets afgørelse

SKAT Inddrivelsescentret har givet afslag på anmodningen om henstand med betaling af licensgælden og har iværksat særskilt lønindeholdelse i overensstemmelse med varslet.

SKAT Inddrivelsescentret har vurderet sagen igen i forbindelse med klagen til Landsskatteretten og har fastholdt afgørelsen.

Der er ikke i beregningen af indeholdelsesprocenten henset til, at feriepenge er med i bruttobeløbet på eIndkomst. Samtidig anses der ikke at være taget hensyn til det månedlige fradrag på skattekortet for 2012 for nævnte lønperiode. Der er på afgørelsestidspunktet ændret skattekort med virkning fra 1. november 2012 til et frikort/skattefrit fradrag på 45.984 kr.

Klageren og hans husstand anses ikke for at være velfærdstruet, hvorfor der ikke kan indrømmes henstand efter § 6, stk. 2.

Klagerens bemærkninger vedrørende kontanthjælp skal ikke tillægges betydning i den generelle vurdering af klagerens mulighed for at opretholde en beskeden husførelse og levefod, jf. reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 9.

Der er på baggrund af klagerens oplysninger beregnet, hvad klageren har til rådighed, når der skal henses til, at klageren skal opretholde en beskeden husførelse og levefod, jf. reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 9.

Klageren og hans husstand har et rådighedsbeløb på 10.677 kr., før den særskilte lønindeholdelse gennemføres. Derudover modtager husstanden børnefamilieydelse på 886 kr. pr. måned.

Der er ikke i beregningen taget hensyn til klagerens udgifter til transport, a-kasse og efterlønsbidrag i alt 1.324,50 kr., da disse ikke betragtes som nødvendige for opretholdelse af et beskedent hjem og husførelse. Eventuelt kunne der tages hensyn til klagerens udgifter til a-kasse, men uanset vurderes husstanden at have tilstrækkeligt til, at skyldneren og husstanden kan opretholde en normal husholdning og livsførelse.

Reglerne er skærpet i forhold til de generelle regler i inddrivelsesbekendtgørelsen. Yderligere restancer kan undgås ved at framelde sig licensbetaling samtidig med, at husstandens licenspligtige apparater afskaffes.

Klagerens påstand og argumenter

Der er fremsat påstand om, at den særskilte lønindeholdelse bortfalder med tilbagevirkende kraft.

Der er i SKATs beregning ikke blevet taget hensyn til antallet af voksne og børn i husstanden, idet det månedlige afdrag på 400 kr. ikke udgør husstandens aktuelle betalingsevne.

Det fremgår tydeligt af lovteksten, at der ved vurderingen af, om trangsbeneficiet i retsplejelovens § 509 overholdes, skal overlades et beløb, så husstanden kan opretholde en beskeden husførelse og levefod, hvis den særskilte lønindeholdelse iværksættes.

Det må lægges til grund, at reglerne om inddrivelse af gæld til det offentlige har til formål på den ene side at sikre, at der sker effektiv inddrivelse af gæld til det offentlige, og på den anden side, at skyldnere efterlades med et rimeligt rådighedsbeløb.

Den af SKAT fremlagte formel kan således ikke anvendes alene til beregning af lønindeholdelsesprocenten uden forudgående beregning af husstandens aktuelle betalingsevne.

SKAT Inddrivelsescenterets beregning af lønindeholdelsesprocenten strider derved mod inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 9, hvoraf det fremgår, at hvis skyldneren fremkommer med indsigelse, vurderer restanceinddrivelsesmyndigheden, om skylderen, hvis den særskilte lønindeholdelse iværksættes, kan opretholde en beskeden husførelse og levefod. Viser vurderingen, at skyldneren, hvis den særskilte lønindeholdelse iværksættes, bliver velfærdstruet, kan der bevilges henstand efter § 6, stk. 2.

Det skal i den forbindelse understreges, at den nævnte vurdering ikke kan gennemføres uden hensyntagen til antallet af voksne og børn i husstanden, hvorfor forudgående beregning af husstandens aktuelle betalingsevne absolut er nødvendig.

De opgørelser, som klageren anførte i klagen til Landsskatteretten af 21. januar 2013, indeholder kun foreløbige beregninger, idet skatten for 2012 ikke er opgjort og ses først på TastSelv den 4. marts 2013.

Derfor har klageren foretaget en ny vurdering af hustandens nettoindkomst, aktuelle betalingsevne og aktuelle rådighedsbeløb.

Opgørelse af husstandens nettoindkomst for to voksne og et barn for 2012:

Ligningsmæssige fradrag:

Skatteberegning:

Opgørelse af husstandens betalingsevne og aktuelle rådighedsbeløb for 2012:

Husstandens betalingsevne kan herefter med en månedlig nettoindkomst på 16.012,08 kr., boligudgifter på 3.673 kr., el, vand og varme på 2.200 kr., børnebidrag på 1.087 kr., børnefamilieydelse på 886 kr. og et rådighedsbeløb på 12.430 kr. opgøres til -2.491,91 kr.

På grund af en for lav indkomst har klageren ikke formået at betale de løbende børnebidrag, hvorfor de hver måned af kommunen er blevet sendt til inddrivelse hos SKAT.

Ved beregning af betalingsevnen skulle dog løbende børnebidrag fradrages, selv om de ikke blev betalt. Det lægges til grund, at der efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 2, nr. 4, fradrages bidragsforpligtelser i den månedlige nettoindkomst, jf. § 18.

Efter § 18, stk. 1, medregnes som bidragsforpligtelser skyldnerens og dennes ægtefælles pligt til at betale børnebidrag og underholdningsbidrag. Det er ikke efter § 18 en betingelse herfor, at der rent faktisk sker betaling af de løbende bidrag.

Lønindeholdelsesprocenten opgøres herefter således:

Betalingsevnevurderingen viser, at husstanden har en negativ betalingsevne, hvorved der ikke kan beregnes/fastsættes hverken afdrag på restancen eller iværksættes særskilt lønindeholdelse.

SKAT Inddrivelsescenteret har i remonstrationsudtalelsen på baggrund af klagerens oplysninger beregnet, at husstandens rådighedsbeløb efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6 ville udgøre 10.677 + 886 = 11.553 kr. månedligt, hvilket efter forarbejderne til inddrivelsesloven og bekendtgørelsen er tilstrækkeligt til, at husstanden kan opretholde en normal husholdning og livsførelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at husstandens aktuelle rådighedsbeløb i 2012 inklusiv børnefamilieydelse udgør 9.938,08 kr. månedligt, samtidig med at rådighedsbeløbet efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens § 21 og § 16, stk. 3, nr. 4, for husstanden skulle udgøre 12.430 kr. månedligt.

Det er endvidere forkert, når SKAT anfører, at klageren ikke er velfærdstruet, hvorved der ikke kan indrømmes henstand efter § 6, stk. 2. Rådighedsbeløbet er lavere end de i inddrivelsesbekendtgørelsens anførte satser og ikke tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden husholdning og livsførelse. Derved er husstanden i dette tilfælde velfærdstruet.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Reglerne om særskilt lønindeholdelse fremgår af inddrivelsesloven (lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved § 2 i lov nr. 252 af 30. marts 2011) og af bekendtgørelse nr. 922 af 24. august 2011 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesbekendtgørelsen). Loven og bekendtgørelsen kan findes på www.retsinformation.dk.

SKAT har mulighed for at inddrive krav mod en skyldner vedrørende licens ved særskilt lønindeholdelse. Det fremgår af inddrivelseslovens §§ 4 a og 10, stk. 1, jf. nr. 19 i bilag 1 til loven.

Ifølge inddrivelseslovens § 4 a er det Skatteministeren, der fastsætter de nærmere regler om særskilt lønindeholdelse. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende 2010-2011, 1. samling, L 95, Tillæg A, pkt. 3.2.2. - www.ft.dk) fremgår følgende:

"...

Der stilles forslag om, at der gives skatteministeren hjemmel til at udforme regler, der muliggør særskilt lønindeholdelse af beløb til dækning af kontrolafgifter m.v., og at dækningsrækkefølgen for denne allerede fastlægges på nuværende tidspunkt.

...

Modellen tænkes udarbejdet således, at denne lønindeholdelse ikke som den almindelige lønindeholdelse skal gradueres efter skyldners indkomststørrelse, men forventes fastsat med et særskilt regelsæt, hvorefter der kan lønindeholdes til dækning af disse særlige restancetyper med et fast mindre beløb uanset skyldners indkomsttype og størrelse. Regelsættet vil dog skulle udformes således, at det sikres, at skyldner fortsat vil kunne opretholde en beskeden levefod efter retsplejelovens § 509.

..."

Ved afgørelse om særskilt lønindeholdelse skal der ifølge inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 2, levnes skyldneren tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden levefod. Dette vil normalt være tilfældet, når lønindeholdelsesprocenten fører til indeholdelse af et beløb på 400 kr. månedligt.

Ifølge inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 3, fastsættes den maksimale særskilte lønindeholdelsesprocent som 400 kr. ganget med 100 og divideret med den månedlige A-indkomst inkl. A-indkomst omfattet af § 12 reduceret med det månedlige fradragsbeløb efter skattekortet. Hvis den således beregnede særskilte lønindeholdelsesprocent ikke er et helt tal, nedrundes den til nærmeste hele procent, dog mindst 1 procent.

Oplysninger fra indkomstregisteret lægges til grund ved beregningen af A-indkomsten. Det fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 4. Hvis seneste måneds A-indkomst før skat i indkomstregisteret inden for samme indkomsttype afviger fra den forudgående måneds A-indkomst før skat, anvendes den måneds indkomst før skat, hvor indkomsten er lavest.

Det fremgår ikke af bestemmelsen, hvad seneste og forudgående måned er. I en meddelelse fra SKAT, der er offentliggjort i SKM2009.20.SKAT , fremgår det imidlertid, at ved udtræk fra eIndkomst er seneste måneds indkomst udtrækningsmåneden minus to måneder, og forudgående måneds indkomst er udtrækningsmåneden minus tre måneder. Det fremgår af meddelelsen, at det er nødvendigt at have denne regel, da der skal være stor sikkerhed for, at alle indberetninger er på plads, inden en måneds data systemmæssigt udtrækkes til beregningen.

Meddelelsen fra SKAT finder ikke direkte anvendelse ved beregningen af A-indkomsten efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 4, men henset til baggrunden for reglen vedrørende udtræk fra eIndkomst finder Landsskatteretten, at princippet alligevel bør anvendes her.

Den påklagede afgørelse er truffet i januar måned 2013. Den seneste måned er november 2012, og den forudgående måned er oktober 2012. Klagerens indkomst var lavest i oktober 2012, hvorfor den måned anvendes.

Klagerens månedlige A-indkomst er den indkomst, som klageren skal betale skat af. Klagerens månedlige A-indkomst i oktober måned 2012 var 21.844,59 kr. (23.743,59 - 1.899).

Lønindeholdelsesprocenten kan herefter opgøres til følgende:

SKAT Inddrivelsescentret var således berettiget til at træffe afgørelse om særskilt lønindeholdelse med en lønindeholdelsesprocent på 1.

Fremkommer skylderen med indsigelser, skal restanceinddrivelsesmyndigheden efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 9, vurdere, om skyldneren, hvis den særskilte lønindeholdelse iværksættes, kan opretholde en beskeden husførelse og levefod. Viser vurderingen, at skyldneren, hvis den særskilte lønindeholdelse iværksættes, bliver velfærdstruet, kan der bevilliges henstand efter § 6, stk. 2.

Klageren fik ifølge hans egne oplysninger udbetalt 17.336,58 kr. pr. måned i 2012, og familien modtog børnefamilieydelse med 886 kr. pr. måned. Klagerens ægtefælle har ingen indkomst, så husstandens samlede indtægt kan opgøres til 18.222,58 kr.

Husstandens månedlige udgifter til husleje, el, vand og varme udgjorde efter fradrag af boligsikring 5.873 kr. pr. måned i 2012.

Derudover har klageren oplyst, at han betaler 1.087 kr. månedligt i børnebidrag.

Det resterende beløb på 11.262,58 kr. før særskilt lønindeholdelse anses for at være tilstrækkeligt til, at klageren og hans husstand kan opretholde en beskeden husførelse og levefod, herunder afholde rimelige udgifter til offentlig transport til og fra arbejde, fagforening/bidrag til efterlønsordning og medielicens.

Klageren anses således ikke for at blive velfærdstruet på grund af den særskilte lønindeholdelse, og da der i øvrigt ikke ses at være særlige omstændigheder, der taler for henstand, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, er det med rette, at SKAT Inddrivelsescentret ikke har imødekommet klagerens anmodning om henstand. Klagerens henvisning til, at der ikke er afsat midler til medielicens i husstandens rådighedsbeløb kan ikke føre til andet resultat.

Rådighedsbeløbet efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6 ville for klageren og hans husstand udgøre 12.630 kr. (2013-niveau), jf. SKM2012.704.SKAT .

Det fremgår imidlertid af inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 13, at reglerne i bl.a. bekendtgørelsens kapitel 6 (§§ 13-24) ikke finder anvendelse på særskilt lønindeholdelse. Derfor kan der, uanset reglerne i kapitel 6, hverken fradrages rådighedsbeløb vedrørende husstandens månedlige nettoindkomst efter § 13, stk. 2, nr. 7, jf. § 21, eller nettoudgifter til husstandens mindreårige børn, jf. 13, stk. 2, nr. 2, jf. § 16, stk. 3, nr. 4.

Desuden er det ikke en forudsætning ved særskilt lønindeholdelse efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, at der foretages en betalingsevnevurdering for husstanden efter reglerne i kapitel 6.

SKAT Inddrivelsescentrets afgørelse stadfæstes derfor.

..."

SKAT Inddrivelsescentret oplyste med brev af 16. januar 2013 sagsøgeren, at der ville blive trukket 1 % i særskilt lønindeholdelse som følge af sagsøgerens licensrestance.

Parternes synspunkter

A har for så vidt angår påstand 1 og 3 gjort gældende blandt andet, at alle slags lønindeholdelser, inklusive særskilt lønindeholdelse, i sagsøgers A-indkomst er ulovlig, idet indkomsten er for lav til, at der kan iværksættes lønindeholdelse. Sagsøgerens husstand har ikke tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden husførelse og levefod og er derfor velfærdstruet. Skatteministeriet har uretmæssigt gennemført særskilt lønindeholdelse i A-indkomsten i 2012, 2013 og 2014, hvorved trangsbeneficiet i retsplejelovens § 509 ikke er blevet overholdt.

Det skal lægges til grund, at der ved lønindeholdelse bruges taksterne for gældssanering, og det udregnes på følgende måde: Udgifter til husleje + el + vand + varme + rådighedsbeløb for at kunne betale nødvendige regninger og basale leveomkostninger. Ved særskilt lønindeholdelse kan der, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 2, trækkes ekstra beløb på 400 kr. af rådighedsbeløbet på følgende måde: Udgifter til husleje + el + vand + varme + rådighedsbeløb - 400 kr. (særskilt lønindeholdelse).

Sagsøgeren har i den forbindelse ret til at råde over 3.616 + 2.200 + 12.050 = 17.866 kr. i 2011, jf. tabel 1 og 2, og 3.673 + 2.200 + 12.430 = 18.303 kr. i 2012, jf. tabel 3 og 4. Da sagsøgeren ikke rådede over disse beløb i 2011, respektive 2012, var det ulovligt at iværksætte lønindeholdelse i A-indkomsten. I 2011 rådede sagsøger over 10.723,1 x 12:365 = 353 kr. om dagen for tre mennesker, dvs. 118 kr. til hver for mad, vask, beklædning, Internet, telefon, barnets sports- og fritidsaktiviteter, ferier, fritidsfornøjelser, tandlæge, frisør og uforudsete udgifter. I 2012 (10.769) x 12:365 = 354 kr. om dagen for tre mennesker, dvs. 118 kr. til hver for ovennævnte udgifter.

Udover dette er det anført, at beløbet på ca. 400 kr. er blevet fastsat i inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 2, over for en enlig skyldner over 25 år uden børn med udgangspunkt i kontanthjælpsniveauet i en gennemsnitlig kommune efter skat og uden særlige fradrag, hvorimod sagsøgeren har en ægtefælle og et barn at forsørge med den samme indtægt.

Der skal ved særskilt lønindeholdelse foretages en grundig vurdering af, om skyldneren er velfærdstruet. Skatteministeriet bør sørge for, at der er penge nok i husstanden til basale behov, særligt når der er et hjemmeboende barn på 11 år. Trangsbeneficiet går forud, uanset om der er tale om almindelig eller særskilt lønindeholdelse.

En længerevarende lønindeholdelse angående licensrestancen vil ikke føre til indfrielse af licensgælden inden for en rimelig tidshorisont.

A har for så vidt angår påstand 2 gjort gældende blandt andet, at betingelserne for erstatning på grund af Skatteministeriets grove tilsidesættelse af trangsbeneficiet er opfyldt, hvorfor Skatteministeriet skal betale godtgørelse for den tort, som klagegangen og forskelsbehandlingen har påført sagsøgeren. Skatteministeriet har begået væsentlige, ansvarspådragende fejl i sagsbehandlingen, og der er direkte årsagssammenhæng mellem denne fejlbehæftede sagsbehandling og den lange og bekostelige klagegang, dette har medført. Det konkrete tab må fastsættes skønsmæssigt.

Skatteministeriet har gjort gældende blandt andet, at der ingen sagsbehandlingsfejl er i sagen, der kan medføre afgørelsernes ugyldighed. Den udvidede klagefrist, der blev indrømmet sagsøgeren ved SKATs brev af 19. december 2011, og forløbet omkring remonstration kan ikke medføre ugyldighed.

I forhold til lønindeholdelsen i den konkrete sag fremgår det for så vidt angår Landsskatterettens afgørelse af 5. december 2012, at A ved afgørelsen om særskilt lønindeholdelse blev levnet tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden levefod, allerede fordi lønindeholdelsesprocenten på 3 førte til indeholdelse af et månedligt beløb på under 400 kr. Dertil kommer, at sagsøgeren i 2011 havde et månedligt rådighedsbeløb på 11.720 kr.

For så vidt angår Landsskatterettens afgørelse af 13. marts 2013 kan den maksimale lønindeholdelsesprocent beregnes til 4,6 %, hvilket nedrundes til 4 %. Ikke desto mindre traf SKAT Inddrivelsescentret alene afgørelse om særskilt lønindeholdelse med en lønindeholdelsesprocent på 1 %, hvilket Landsskatteretten således stadfæstede.

Det gøres gældende, at A også ved denne afgørelse om særskilt lønindeholdelse blev levnet tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden levefod, allerede fordi en lønindeholdelsesprocent på 1 førte til indeholdelse af et månedligt beløb på under 400 kr., nemlig kun 87 kr. Dertil kommer, at sagsøgeren i 2012 havde et månedligt rådighedsbeløb på 11.263 kr.

I forhold til retspraksis udgør rådighedsbeløb i denne størrelsesorden utvivlsomt et tilstrækkeligt grundlag til at kunne opretholde en beskeden husførelse og levefod. I UfR2012.1081H stadfæstede Højesteret således, at alene et rådighedsbeløb på ca. 2.800 kr. var fritaget for udlæg i medfør af retsplejelovens § 509. I SKM2013.149.ØLR stadfæstede Østre Landsret, at en særskilt lønindeholdelse ikke stred mod reglerne om trangsbeneficiet i et tilfælde, hvor skyldneren havde et rådighedsbeløb på 3.000 kr.

Det fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 13, at bestemmelserne i § 14, stk. 4, nr. 4 og nr. 5, som efter sagsøgerens opfattelse medfører, at hans nettoindkomst ikke er blevet opgjort korrekt, idet kontingent til arbejdsløshedskasse og efterlønsbidrag ikke blev fratrukket, ikke gælder ved særskilt lønindeholdelse. På samme måde kan sagsøgerens opgørelse af rådighedsbeløbet med henvisning til inddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 2, og § 16, stk. 3, nr. 4, samt § 21, ikke lægges til grund, idet disse bestemmelser ikke gælder ved særskilt lønindeholdelse, jf. § 9, stk. 13.

I forhold til sagsøgerens påstand 2 om tort har A ikke godtgjort, at betingelserne for, at han kan opnå erstatning og/eller godtgørelse for tort, er opfyldt.

I forhold til påstand 3 påstås principalt afvisning, idet påstanden, der er nedlagt i påstandsdokumentet, ikke kan påkendes, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1. Landsskatteretten har ikke taget stilling til de beløbsmæssige konsekvenser af SKAT Inddrivelsescentrets afgørelser vedrørende særskilt lønindeholdelse. Det er en betingelse for domstolsprøvelse, at Landsskatteretten har taget stilling til det spørgsmål, som skal prøves. For så vidt angår påstanden om frifindelse gøres de samme anbringender gældende som vedrørende påstand 1.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det fremgår af sagen, at den gæld til det offentlige, som der er sket lønindeholdelse for, er en licensrestance, hvorfor spørgsmålet om lønindeholdelse skal afgøres efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens § 9 om særskilt lønindeholdelse, jf. § 9, stk. 1.

Det fremgår af § 9, stk. 2, at der ved afgørelse om særskilt lønindeholdelse skal levnes skyldneren tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden levefod, hvilket normalt vil være tilfældet, når lønindeholdelsesprocenten fører til indeholdelse af et beløb på 400 kr. månedligt.

Det er ubestridt, at lønindeholdelsesprocenten efter afgørelsen af den 12. december 2012 på 3 samt efter afgørelsen af 13. marts 2013 på en procent medførte indeholdelse af mindre end 400 kr. pr. måned.

A havde efter egne oplysninger et månedligt rådighedsbeløb på 11.720 kr. i 2011 respektive 11.262 kr. i 2012 før den særskilte lønindeholdelse. Retten finder, at disse beløb levnede ham tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden levefod for husstanden efter lønindeholdelsen. A's synspunkt om, at hensynet til trangsbeneficiet ikke blev overholdt tages dermed ikke til følge.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 9, stk. 3, at den maksimale særskilte lønindeholdelsesprocent fastsættes som 400 kr. ganget med 100 og divideret med den månedlige A-indkomst inkl. A-indkomst omfattet af § 12 reduceret med det månedlige fradragsbeløb efter skattekortet. Hvis den således beregnede særskilte lønindeholdelsesprocent ikke er et helt tal, nedrundes den til nærmeste hele procent, dog mindst 1 procent.

Det fremgår af Landsskatteretsafgørelsen af 12. december 2012, at der ved den påklagede afgørelse, der blev truffet i december 2011, blev lagt vægt på A's indkomst fra september og oktober 2011 (23.495 kr.) fratrukket AM-bidraget (1.878 kr.) og herefter reduceret med det månedlige fradragsbeløb efter skattekortet (10.638 kr.), hvorefter der fremkom en procent på 3,64, hvilket blev nedrundet til 3 %.

Udregningen i Landsskatterettens afgørelse af 13. marts 2013 blev foretaget efter en tilsvarende gennemgang af A's indkomstniveau fra oktober og november 2012.

Begge udregninger blev herefter foretaget i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsens § 9. Herefter, og da rådighedsbeløbene som ovenfor anført levnede A tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden levefod for husstanden, er der ikke på den baggrund grundlag for at tilsidesætte afgørelserne som ugyldige.

Da der i øvrigt ikke er fremsat grunde, der kan medføre, at de to afgørelser fra Landsskatteretten er ugyldige, tages Skatteministeriets frifindelsespåstand over for påstand 1 til følge.

A's påstand 2 er angivet at vedrøre godtgørelse for tort. Af sagsøgerens anbringender fremgår det tillige som et krav om erstatning af de faktiske udgifter, som klageforløbet har påført ham.

Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, at den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort. Da der i sagen ikke er oplysninger, der understøtter, at A har været udsat for en retsstridig krænkelse omfattet af loven, er der ikke grundlag for at tilkende godtgørelse for tort.

Da der i øvrigt ikke er godtgjort et tab eller ansvarsgrundlag i den forbindelse, kan der ikke i øvrigt gives medhold i A's påstand 2. Skatteministeriet frifindes derfor.

For så vidt angår påstand 3, er det ubestridt, at Landsskatteretten ikke har taget stilling til den beløbsmæssige opgørelse, som påstanden vedrører. Det følger af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, at en afgørelse truffet af en skattemyndighed først kan indbringes for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af den øverste administrative klageinstans på området. Der er ikke grundlag for undtagelsesvis at tillade, at dette nye spørgsmål inddrages under retssagen, allerede fordi retten ikke i øvrigt skal tage stilling til lønindeholdelse på baggrund af A's økonomiske oplysninger fra 2013. Der er ikke grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for parten. Skatteministeriets påstand om afvisning af påstand 3 tages herefter til følge.

Sagsøgeren skal under hensyn til sagens resultat betale sagens omkostninger, der ud fra en vurdering af sagens værdi, forløb og omfang fastsættes til 20.000 kr. inklusive moms til dækning af udgift til advokat.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes i påstand 1 og 2.

A's påstand 3 afvises.

A skal inden 14 dage til Skatteministeriet betale 20.000 kr. i sagens omkostninger.