Dokumentets metadata

Uregistreret murervirksomhed - engelske selskaber - skønsmæssig ansættelse - lønmodtager / selvstændig erhvervsdrivende - ekstraordinær ansættelse

Appellanten havde i en årrække sammen med en anden person drevet murervirksomhed i selskabsregi. Selskabet gik konkurs, men umiddelbart herefter blev der oprettet to engelske selskaber og danske filialer af disse selskaber. Den ene af disse filialers konto blev i vidt omfang anvendt til at oppebære midler fra murervirksomheden, der blev udført efter konkursen. SKAT fandt, at murervirksomheden efter konkursen reelt var blevet videreført i en interessentskabslignende form med appellanten som medinteressent. Appellanten gjorde også for landsretten gældende, at hans tilknytning til virksomheden var beskeden, og at han kun i mindre omfang havde udført lønarbejde for virksomheden.Landsretten lagde - ligesom byretten - til grund, at appellanten havde deltaget i driften af den uregistrerede virksomhed som en form for interessent. Landsretten fandt videre, at appellanten ikke havde ført det fornødne bevis for, at han alene skulle anses som ejer af en mindre del af virksomheden end de skønnede 50 %, som SKAT havde lagt til grund. Landsretten fandt endelig, at betingelserne for at foretage ekstraordinær ansættelse var til stede, og at ansættelsesfristerne var overholdt.På dette grundlag blev byrettens dom stadfæstet.

Parter

A
(Advokat Tage Siboni)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ advokat Niels Karl Heilskov Rytter)

Afsagt af landsdommerne

Sanne Kolmos, Karen Hald og Peter Fauerholdt Thommesen (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 28. februar 2013 (SKM2013.396.BR ) er anket af A, der for landsretten har gentaget sine påstande for byretten:

1) Indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at As resultat af virksomhed og dermed skattepligtige indtægt for årene 2005-2008 skal nedsættes med 323.346 kr., 850.884 kr., 165.430 kr. og 294.045 kr.

2) Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As afgiftstilsvar for årene 2005-2008 nedsættes med 172.425 kr., 418.901 kr., 89.876 kr. og 146.350 kr.

Subsidiært påstås en mindre nedsættelse efter landsrettens afgørelse.

Mere subsidiært påstås sagen hjemvist til ligningsmyndighederne til fornyet behandling.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

I et udateret brev skrev A i november 2009 således til MB:

"...

Som det fremgår af vedlagte kontoudskrift, som er taget udfra en kortere periode, så har du tilegnet dig så rigeligt.

Loyalitet og ærlighed er nøgleord, men åbenbart ikke i din verden.

Vi har ikke mere at tale om.

..."

Det omtalte kontoudtog er dateret den 12. november 2009 og vedrører virksomhedens driftskonto, konto nr. ... i Jyske Bank, i perioden fra den 2. januar 2008 til den 18. august 2009.

MB svarede A ved brev den 24. november 2009:

"...

Det lyder på mig, somom du føler dig snydt i forhold til vores samarbejde, og det er jeg da ked af, naturligvis skal vi da have lige meget.

Jeg syntes, at for at vi kan få et overblik, over hvad vi hver især har fået, så skal vi sætte os sammen og lave en opgørelse over udbetalinger m.m.

Desuden har vi stadig nogle fælles arbejdsredskaber m.m. som vi skal dele. På den måde kan vi begge komme ud af vores mangeårige, samarbejde på en ordentlig måde.

..."

Det er for landsretten oplyst, at brevene og kontoudtoget er udleveret til skattemyndighederne af A.

Af udtog af den omhandlede konto fremgår tillige, at der den 17. august 2009 er registreret to posteringer benævnt henholdsvis "Overført fra A" og "Overført fra MB" på henholdsvis 640,50 kr. og 640,25 kr. tilsammen svarende til kontoens underskud. Kontoen er udgået den 18. august 2009.

A har for landsretten endvidere fremlagt udtog af kontoen for 2006 og 2008 med Jyske Banks angivelser af, hvilke posteringer på kontoen der er foretaget af A, samt hvem der er modtager af de pågældende betalinger.

Jyske Bank, har den 3. oktober 2013 oplyst, at banken ikke umiddelbart er i besiddelse af oplysninger om, hvorvidt A har haft netadgang til kontoen.

A har endvidere for landsretten fremlagt kopi af sit kørekort udstedt den 27. juli 2006.

Skatteministeriet har udarbejdet følgende støttebilag om beregning af bruttoavancen i skattemyndighedernes opgørelse:

Forklaringer

A har for landsretten supplerende forklaret blandt andet, at han var direktør i det tidligere anpartsselskab, der blev erklæret konkurs i 2005. Han oplevede konkursen som ubehagelig, og han ønskede derfor ikke at fortsætte med at drive virksomhed. Han var ikke klar over, at MB solgte aktiverne fra konkursboet videre til det engelske selskab, ligesom han ikke var klar over, at der skulle drives virksomhed i regi af det engelske selskab. Han og MB havde ikke aftalt noget nærmere om løn. Hvis han ikke fik penge, ringede han til MB og sagde, hvad han mente at have tilgode. Det svarede nogenlunde til hans udgifter og havde ikke nogen sammenhæng med, hvor meget han rent faktisk havde arbejdet i den pågældende periode. MB satte så penge ind på hans konto. Han tænkte ikke så meget over det i perioden på grund af sin sygdom, som han blev mere og mere bevidst om hen over perioden. I årene 2005-2008 havde han nogenlunde samme privatforbrug. Han mødte sin samlever BA omkring 2007.

Han har aldrig underskrevet papirer på de engelske selskaber, ligesom han ikke var klar over deres eksistens. Da MB spurgte ham, om han måtte bruge appellantens navn i et nyt selskab, var appellanten ikke klar over, at det var et engelsk selskab. Han er ikke klar over, hvornår han fandt ud af det, men der gik et stykke tid. Han ved ikke, hvorfor han står opført som engelsk statsborger i dokumenterne bag det ene engelske selskab. Han arbejdede ikke på fuldtid i hele perioden. Han husker ikke, hvad han fik udbetalt i løn i 2005. Han tror, at han arbejdede lidt over halv tid i 2006 og lidt mere i 2007 og 2008, men ikke på fuldtid. Det var altid MB, der indgik aftaler med kunder om arbejde. Appellanten har aldrig udstedt fakturaer i den omhandlede periode. MB stod også for ansættelser. Appellanten har ikke stået for ansættelser.

Posteringen den 5. april 2006 på 7.499 kr. (G18) angår et trailerkort til MB og ham. De tog kortet sammen til brug i virksomheden. De øvrige to posteringer til G18 (den 20. og 28. juni 2006) kan også være relateret til trailerkortet. Han har kun købt frokost - som for eksempel posteringen til McDonalds - enkelte gange, og kun når MB har været med. Han var formentlig medlem af golfklubben i to år og spillede i denne periode golf omkring 15 gange med kunder, som MB havde skaffet. Posteringerne er i det hele taget alle enten relateret til virksomheden eller afholdt efter aftale med MB.

Appellantens nevø, der var ansat i firmaet, arbejdede i en periode på 14 dage med istandsættelse af appellantens lejlighed. Der var ikke andet at lave i firmaet i denne periode, og appellanten betalte selv for materialerne. Det var kun JM, der arbejdede i appellantens lejlighed, MB arbejdede der ikke. Det er rigtigt, som MB har forklaret i byretten, at appellanten på firmaets konto har hævet penge til en skiferie for seks medarbejdere. Appellantens familie var ikke med, men MBs kone var vist med. Derudover var virksomhedens lærlinge med. Den omhandlede restskat, der fremgår af kontoudskrifterne, er udtryk for, at appellanten havde en restskat på samlet 51.476 kr., som han bad MB om lån til at betale. Han fik beløbet, der ikke er tilbagebetalt. Han mener ikke, at han har modtaget yderligere beløb fra firmaet.

Når han i 2008 søgte sygedagpenge som selvstændig, skyldtes det, at han i mange år havde haft en forsikring som selvstændig. Efter anpartsselskabets konkurs i 2005 var pengene til forsikringen blevet trukket automatisk via PBS, uden at han havde tænkt nærmere over det.

Han krydsede først af i blankettens nej-rubrik, fordi han ikke var selvstændig i denne periode. Dette rettede han til et ja efter at have talt med en sagsbehandler, der oplyste, at det var en betingelse for ret til sygedagpenge.

Hans brev til MB, hvor han skrev, at MB havde "tilegnet sig så rigeligt", var affødt af, at MB havde givet udtryk for, at appellanten skulle hæfte for halvdelen af virksomhedens gæld. Han skrev brevet i frustration over at skulle hæfte for virksomhedens gæld, når han ikke havde modtaget halvdelen af overskuddet. Han bad om et møde med SKAT, efter at han havde fået en opringning fra MB, der sagde, at han skulle hænge på halvdelen af virksomhedens gæld.

Procedure

Parterne har for landsretten i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

A har dog ikke for landsretten gjort gældende, at virksomheden kunne drives i regi af filialerne af de engelske selskaber. Han har endvidere erklæret sig enig i, at skattemyndighederne som udgangspunkt har været berettiget til at ansætte hans skattepligtige indkomst skønsmæssigt.

Skatteministeriet har endvidere gjort gældende, at As principale påstand 1 under alle omstændigheder ikke kan tages til følge, idet der så ikke vil blive taget højde for de beløb, som han har erkendt at have modtaget i de omhandlede år.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det tiltrædes, at A ikke har godtgjort, at han i tiden efter konkursen i juni 2005 til og med 2008 arbejdede som lønmodtager i MBs murervirksomhed.

Landsretten har udover de af byretten anførte grunde navnlig lagt vægt på dels As egen forklaring om, at han ikke havde aftalt nærmere om aflønningen med MB, som han ringede til og anmodede om penge efter behov, uden at udbetalingerne havde sammenhæng med, hvor meget han havde arbejdet, dels indholdet af brevvekslingen mellem A og MB i november 2009, som A selv har udleveret til skattemyndighederne, og som viser, at A anså sig berettiget til en del af virksomhedens midler, og endelig det forhold at A og MB i forbindelse med lukningen af virksomhedens driftskonto hver især er registreret med en indbetaling på halvdelen af underskuddet på kontoen. Det bemærkes herved, at As forklaring i landsretten om afkrydsningerne i dagpengeblanketten ikke kan føre til et andet resultat.

A har under sagen erklæret sig enig i, at skattemyndighederne herefter har været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af hans indkomst og momstilsvar. Landsretten tiltræder også for så vidt angår dette spørgsmål, at A ikke har ført fornødent bevis for, at han alene skal anses som ejer af en mindre del af virksomheden end de skønnede 50 %, eller at den skønsmæssige ansættelse hviler på et forkert grundlag eller er åbenbart urimelig. Som anført af byretten er der ikke fremlagt nogen fordelingsaftale mellem A og MB vedrørende virksomhedens løbende driftsresultater, og der må derfor være en formodning for ligedeling, hvorved bemærkes, at de påviste udbetalinger til MB fra driftskontoen ikke i sig selv udgør et tilstrækkeligt bevis for,. at A kun kan anses som ejer af en mindre del af virksomheden. Landsretten har herved tillige lagt vægt på forklaringerne om, at A og MB hver ejede halvdelen af den tidligere virksomhed, der blev drevet i anpartsselskabsform. Det oplyste om virksomhedens bruttoavance for den omhandlede periode kan endvidere ikke føre til et andet resultat.

For så vidt angår ansættelsesfristen for indkomstårene 2005 og 2006 fremgår det af sagen, at SKATs agterskrivelse vedrørende indkomståret 2005 er dateret den 1. februar 2010, og agterskrivelsen vedrørende indkomståret 2006 er dateret den 4. februar 2010. Det er samtidig oplyst, at skattemyndighederne modtog de oplysninger, der gjorde det muligt at konstatere, at skatte- og momsansættelserne var foretaget på et urigtigt grundlag, i løbet af oktober og november 2009. Landsretten tiltræder på denne baggrund og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten herom, at ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 5, og § 32, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3, er overholdt.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 75.000 kr. inkl. moms til dækning af udgifter til advokatbistand. Ved fastsættelsen af beløbet er der taget hensyn til sagens værdi, forløb og omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 75.000 kr. til Skatteministedet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.