Dokumentets metadata

Registreringsafgift - beslaglæggelse - udenlandsk indregistreret bil

Af de grunde, der var anført af byretten, stadfæstede Østre Landsret byrettens kendelse.Kravet på registreringsafgift var opstået som følge af, at bilens bruger havde bopæl i Danmark og derfor ikke kunne føre bilen med tyske nummerplader her i landet.ToldSkats beslaglæggelse i henhold til toldloven § 83, jf. retsplejelovens kap. 74, af et tysk indregistreret køretøj til sikkerhed for unddraget registreringsafgift blev derfor opretholdt.Som i byretten blev det af brugeren gjort gældende, at brugen af bilen i Danmark kun var kortvarig, hvorfor der ikke skulle betales registreringsafgift. Det blev endvidere gjort gældende, at kørslen var omfattet af undtagelsen i bekendtgørelse nr. 1350 af 18. december 2000 om registrering og syn af køretøjer m.v., § 115, stk. 6, at den danske registreringsafgift af firmabiler er i strid med EF-Traktatens artikel 39, og at beslaglæggelsen var i strid med retsplejelovens § 802, stk. 3.Østre Landsret afviste ved stadfæstelsen af byrettens kendelse disse anbringender

Østre Landsrets kendelse af 3. september 2004, 13. afdeling, S-1993-04

Parter

H1 GmbH
(advokat Michael John Brandt, besk.).

mod

Skatteministeriet

Afsagt af landsdommerne

Gunst Andersen, M. Levy og Henrik Engell Rhod (kst.)

-foranstaltning under efterforskning

----------

Københavns byrets kendelse af 13. maj 2004, 3. afdeling, 3.25036/03

Kammeradvokaten har nedlagt påstand om opretholdelse af beslaglæggelsen af et køretøj af mærket Mercedes Benz ML 400 CDI, tysk reg. nr. ... stelnummer ..., der er anvendt af A, hvilket køretøj ToldSkat har tilbageholdt den 23. oktober 2003 i medfør af toldlovens § 83, jf. retsplejelovens kap. 74, idet beslaglæggelsen er sket til sikkerhed for unddraget registreringsafgift.

Advokat Michael Brandt har på vegne H1 GmbH påstået beslaglæggelsen ophævet.

Sagen drejer sig omAs anvendelse af ovennævnte køretøj i Danmark uden betaling af registreringsafgift. Der er under sagen enighed om, at A, der ikke har nogen fast adresse, må anses for at have bopæl i Danmark. A afgav i december 2001 bestilling på den pågældende bil og indbetalte da et depositum på 88.400 kr. Ved faktura af ... 2002 blev bilen solgt for restbeløbet til H2 beliggende i Hamburg, hvilket firma ejedes af A. Der blev udstedt grænsenummerplader til bilen med gyldighed til den 10. oktober 2002. Gyldighedsperioden for kørsel i udlandet blev forlænget til den 31. december 2002. Den 14. januar 2003 blev der udstedt prøveskilte til H3 ApS, der er et dansk selskab ejet af A. Den 17. januar 2003 blev A stoppet af politiet i bilen. Den 30. januar 2003 blev bilen indregistreret i Tyskland tilhørende H1 GmbH, beliggende ..., Hamburg, i hvilket selskab A er direktør. Bilen er siden den 29. januar 2003 af politiet blevet observeret flere gange i Danmark med tyske nummerplader, herunder parkeret i nærheden af As tidligere kærestes bopæl, hvor han ofte har opholdt sig. Den 4. marts 2003 er A blevet stoppet af politiet, hvor han var fører af bilen.

Der er er under sagen afgivet forklaring af A og af vidnet V1.

Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Anbringender

Kammeradvokaten har til støtte for sin påstand gjort gældende, at A, der har bopæl i Danmark, har været bruger af bilen, når bilen er blevet set i Danmark. Han skulle derfor have ladet bilen indregistrere i Danmark og betale registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 1, jf. færdselslovens § 76, jf. bekendtgørelse nr. 171 af 2. april 1993 § 1, stk. 1 og 6, og bekendtgørelse nr. 1350 af 18. december 2000 om registrering og syn af køretøjer mv. § 114 og 115. Ifølge sidstnævnte bekendtgørelses § 114, skulle sådan registrering foretages straks ved indførslen. Den omstændighed, at et køretøj er registreret for et udenlandsk firma, fører således ikke til, at en her i landet bosiddende person, der er registreringspligtig, lovligt kan benytte køretøjet. Afgiften påhviler den, der er pligtig at lade køretøjet registrere, jf. registreringslovens § 19, stk. 3. Som bruger af den udenlandske bil i Danmark, er ifølge færdselslovens regler pligtig til at lade bilen registrere straks ved indførelsen af bilen til Danmark. A er derfor også pligtig at betale registreringsafgift. Denne registreringsafgift er ifølge ToldSkats forslag til afgørelse af ... 2003 fastsat til 937.004,00 kr. Det har ingen betydning, at bilen ifølge det oplyste ejes af et tysk selskab, idet beslaglæggelsen i henhold til toldlovens § 83 - uanset ejerforhold - knytter sig til den vare, som den unddragne afgift knytter sig til. Det gøres for så vidt angår As brug af bilen i Danmark gældende, at han i hvert fald den 4. marts 2003 har ført bilen, mens bilen havde udenlandske nummerplader. Bekendtgørelsens § 114 lægger ikke op til en fortolkning af ordet "straks". Det bestrides at As kørsel er omfattet af bestemmelsen i bekendtgørelsens § 115, stk. 6. Denne regel er begrundet i, at man i forbindelse med et konkret arbejde med bilen i Danmark, f.eks. i forbindelse med reparation af bilen, kan føre bilen. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til i videre omfang at føre bilen. Dertil kommer, at det efter forklaringerne må lægges til grund, at det var V1, der skulle forestå fremvisning af bilen i Danmark. A er ikke ansat hos V1. Det er ikke H1 GmbH, der forestår fremvisning og salgsforsøg i Danmark. Det gøres endvidere gældende, at det ikke er godtgjort, at bilen overhovedet er blevet fremvist til kunder. Der foreligger alene V1s og As forklaringer herom. Det må således anses for tvivlsomt, om bilen var til salg. Bilen var i regnskabet for det tyske selskab opført som et anlægsaktiv. Bilen blev ifølge forklaringerne brugt til transport af effekter. Det hastede ikke med at sælge den, og den blev ikke annonceret til salg. Efter parts- og vidneforklaringerne fremstår det som usikkert, hvordan kunder blev bekendt med, at bilen var til salg. Da det ikke er godtgjort, at bilen var til salg, kan det ikke lægges til grund, at den blev fremvist den 4. marts 2003. Såvel A som V1 har i øvrigt oplyst, at A aldrig bortset fra den 4. marts 2003 har ført bilen, hvor den har haft tyske nummerplader. A førte i øvrigt kun bilen, når der var prøveplader på. Forklaringerne fremstår således ikke troværdige.

For så vidt angår anbringendet om, at beslaglæggelsen skulle være i strid med Fællesskabsretten, jf. EF-traktatens art. 39 om arbejdskraftens frie bevægelighed, har kammeradvokaten gjort gældende, at art. 39 ikke finder anvendelse i denne sag, da der ikke foreligger noget grænseoverskridende element. Der er ikke tale om en firmabil, der stilles til rådighed for en medardejder. Bilen skulle ifølge partsforklaringen sælges. A har i Danmark alene betalt skat af hans indtægt i form af kontanthjælp. Han har ikke betalt skat af firmabil. A har ikke selv forklaret, at det skulle være en firmabil, og han er ikke arbejdstager i det tyske selskab. Han er registreret direktør, men der er ikke nogen direktørkontrakt, og han har ikke fået nogen løn. Han er derfor ikke arbejdstager i EU-retlig forstand. Det tyske selskab blev oprettet med det formål, at det skulle eje bilen. Selskabet havde i 2003 en omsætning på 220.000 euro. Ifølge forklaringen skulle det hidrøre fra salg af 2-3 biler og noget yderligere ikke nærmere præciseret. Der er tale om nogen aktivitet i selskabet, men det er en mindre aktivitet, og selskabet drives fra Danmark. Bilen har opholdt sig meget i Danmark og er ofte set i nærheden af den adresse, hvor A ofte opholder sig. Det tyske selskab er beliggende i et beboelseskvarter. Den af A opgivne internethjemmeside indeholder ikke oplysninger af relevans for det tyske selskab, og telefonnummeret giver ingen forbindelse. Kunder må følgelig have ringet til det danske telefonnummer. Der er ikke lagerfaciliteter i Tyskland. Det er endvidere meget tvivlsomt, om H1 GmbH kan udgøre en arbejdsgiver i EU-retlig forstand. Kammeradvokaten har subsidiært gjort gældende, at hvis retten finder, at A er en arbejdstager i EU-retlig forstand, bør sagen udsættes med henblik på at afvente afgørelsen i en sag, der aktuelt er under forberedelse.

Advokat Michael Brandt har gjort gældende, at der for at kunne kræves registreringsafgift skal være tale om en vis kvalificeret brug af bilen. Det udløser således ikke pligt til at betale registreringsafgift, at en tyv f.eks. bruger bilen i Danmark. Efter politirapporterne må det lægges til grund, at der er tale om en massiv overvågning af A. Man må derfor kunne lægge til grund, at han kun har ført bilen én gang med tyske nummerplader, siden det kun er observeret én gang. Den ene kørsel er ikke nok til at udløse registreringspligt. Subsidiært gøres det gældende, at A er omfattet af reglen i bekendtgørelsens § 115, stk. 6. Bilen var til salg, og A har oplyst, at han også fremviste bilen i Danmark. Der var tale om et samarbejde mellem G1 A/S og H1GmbH. Det er ikke forklaret, at der ikke var tale om salgsbestræbelser i ... den 4. marts 2003. A transporterede bilen hjem efter en fremvisning, og han er således netop omfattet af § 115, stk.6. Bilen var til salg i Danmark eller et andet land, og derfor gav det ikke mening, at lade den indregistrere i Danmark. Det var hele formålet med købet af bilen, at man kunne købe den billigere end den pris, man kunne opnå ved at kunne sælge og levere den samtidig. Man kunne endvidere køre i bilen et stykke tid uden at tabe penge på det. Det af Kammeradvokaten under proceduren oplyste vedrørende telefonnummer og hjemmeside kan ikke efterprøves og retten må derfor se bort fra disse oplysninger. Bestemmelserne i bekendtgørelsens §§ 114 og 115, stk. 1, er i strid med fællesskabsrettens art. 39. Der er aktivitet i det tyske selskab, og det er uden betydning, at der ikke er udfærdiget en direktørkontrakt. Selskabets resultat giver ikke mulighed for udbetaling af løn. Det grænseoverskridende element består i, at der anvendes tyske nummerplader. Der henvises herved til EF-domstolens afgørelse af 2. oktober 2003 i sagen C 232/01. Mest subsidiært gøres det gældende, at beslaglæggelsen er i strid med retsplejelovens § 802, stk. 3.

Rettens bemærkninger

Efter As og V1s forklaringer befandt den pågældende bil sig i Danmark enten fordi, den skulle fremvises med henblik på salg, og/eller fordi den havde været anvendt til transport af effekter vedrørende det tyske selskab.

Ifølge deres forklaringer om salgsbestræbelserne blev bilen ikke annonceret til salg, men alene forevist personer, som ved at se den, fik interesse for bilen. V1 har herunder forklaret, at bilen var til salg, men at det var hans indtryk, at "man [ikke] behøvede at sælge den på 14 dage. Det gjorde ikke noget, så længe man kunne køre rundt i den", og at "det var en bil, der var købt for at skulle sælges, men ikke for hvad som helst". A har kun givet upræcise og ikke konkrete oplysninger vedrørende salgsbestræbelserne.

På denne baggrund og henset til, at bilen i det tyske selskabs regnskab er opført som et anlægsaktiv, findes det ikke tilstrækkelig sandsynliggjort, at bilen reelt var til salg i foråret 2003.

På denne baggrund findes i hvert fald As brug af bilen den 4. marts 2003 i Danmark at medføre, at bilen skal registreres i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 114. Da det lægges til grund, at det ikke er sandsynliggjort salgsbestræbelser, er der ikke grundlag for at tage stilling til en eventuel anvendelse af bekendtgørelsens § 115, stk. 6.

Det lægges endvidere blandt andet på baggrund af As forklaring til grund, at det tyske selskab blev oprettet blandt andet med henblik på, at selskabet kunne eje den pågældende bil. Efter bevisførelsen lægges det til grund, at A fortrinsvis opholdt sig i Danmark, og at der gennem det tyske selskab i 2003 blev foretaget ca 2 handler med biler, hvilket A ikke nærmere huskede, samt nogen handel med motorcykler eller dele til motorcykler. A er i Danmark ifølge det for retten oplyste alene blevet beskattet af sin kontanthjælp. På denne baggrund findes det ikke godtgjort, at A kan anses for arbejdstager i EU-retlig forstand i forhold til det tyske selskab H1 GmbH, og at bilen i den sammenhæng skulle være stillet til hans rådighed. EU-traktatens art 39 om arbejdskraftens frie bevægelighed findes således ikke at været til hinder for at kræve indregistrering i Danmark af den pågældende bil.

Beslaglæggelsen er sket til sikkerhed for unddraget registreringsafgift. Det findes derfor ufornødent at tage stilling til, om beslaglæggelsen kan ske efter reglen i retsplejelovens § 802, stk. 3, der angår muligheden for at fremtvinge en tiltalts tilstedeværelse gennem formuebeslag.

På baggrund af det ovenfor anførte findes betingelserne for at foretage beslaglæggelse i medfør af toldlovens § 83, jf. retsplejelovens § 802, stk. 1, nr. 1 og 2, opfyldt, hvorfor

b e s t e m m e s

Den foretagne beslaglæggelse af et køretøj af mærket Mercedes Benz ML 400 CDI, tysk reg. nr. ... stelnummer ... opretholdes.

Retten hævet.

----------

Østre Landsrets kendelse af 3. september 2004,13. afdeling, S-1993-04

Advokat Michael Brandt har på vegne H1 GmbH kæret Københavns Byrets kendelse af 13. maj 2004 (sag nr. 3.25036/03), hvorefter beslaglæggelse af et køretøj af mærket Mercedes Benz ML 400 CDI, tysk reg. Nr. ... stelnummer ... blev opretholdt. H1 GmbH har påstået beslaglæggelsen ophævet.

Parterne har indgivet supplerende processkrifter.

Kæresagen har været behandlet ved en mundtlig forhandling i landsretten den 25. august 2004.

Forklaringer

A har supplerende forklaret blandt andet, at H1 GmbH er et datterselskab til et dansk moderselskab. Det beskæftiger sig med salg af biler og motorcykler samt motorcykeldele, d.v.s. at firmaet er et bilfirma. De anvender Tyskland, fordi det er Europas største bilmarked, og der er en gunstig vekselkurs.

Det tyske telefonnummer blev lukket på grund af, at de tyske konti blev lukket og midlerne herpå indefrosset efter byrettens afgørelse. Telefonen var aktiv tidligere. Messingskiltet på postkassen er påsat i februar 2003 efter etableringen af det tyske selskab. Han indregistrerede ikke den i sagen omhandlede Mercedes i Danmark, idet det ville være alt for omkostningsfyldt. En lang række af de fremlagte bilag viser biler eller motorcykler, der er handlet gennem det tyske selskab af danske, svenske eller tyske kunder.

Indkærede har i landsretten principalt gjort gældende, at kravet, der danner grundlag for beslaglæggelsen nu er endeligt fastslået, idet kravet ikke er påklaget indenfor den af indkærede fastsatte frist, ligesom der er givet afslag på genoptagelse.

Subsidiært har indkærede henvist til de anbringender, der er anført i byrettens kendelse.

Kærende har overfor indkæredes hovedanbringende gjort gældende, at afgørelsen om kravet kan genoptages, hvorfor der skal tages stilling til, om beslaglæggelsen har været materielt korrekt. Til støtte for, at beslaglæggelsen skal ophæves, har kærende henvist til bemærkningerne herom i byrettens afgørelse.

Kærende har i landsretten fremlagt fotos udvisende et navneskilt ved døren samt på postkassen til H1 GmbH, Hamburg.

Endvidere er der fremlagt gas- og elregning, lejekontrakt og telefonregning hidrørende fra ovennævnte adresse.

Landsrettens bemærkninger

Af de grunde, der er anført af byretten

b e s t e m m e s

Byrettens kendelse stadfæstes.