Dokumentets metadata

Dokumentets dato:17-06-2013
Offentliggjort:28-08-2013
SKM-nr:SKM2013.593.LSR
Journalnr.:12-0221068
Referencer.:Skatteforvaltningsloven
Dokumenttype:Afgørelse


Klage vedrørende afslag på ansøgning om henstand

SKAT var ikke berettiget til at afvise en ansøgning om henstand under klagebehandling med betaling af krav på restskat mv. med henvisning til, at beløbene var betalt, idet der var tale om, at beløbene, efter at henstandsansøgningen var indgivet, var blevet inddrevet af SKAT ved udlæg i bankindeståender.


Klagen vedrører henstand under klagebehandling.

Landsskatterettens afgørelse
SKAT har afslået klagerens ansøgning om henstand efter skatteforvaltningslovens § 51 med henvisning til, at kravene er betalt. Betalingen er sket efter ansøgningens indgivelse ved, at SKAT har foretaget udlæg i klagerens bankindeståender.

Landsskatteretten hjemviser sagen til fornyet behandling hos SKAT.

Sagens oplysninger
Ved afgørelse af 12. maj 2011 forhøjede SKAT klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006-2009 (begge inkl.) med sammenlagt 3.764.652 kr. samt forhøjede momstilsvaret for samme periode for den af klageren drevne virksomhed, H1, med sammenlagt 120.000 kr. I afgørelsen blev oplyst, at såfremt afgørelsen blev påklaget, kunne klageren ansøge om henstand, jf. skatteforvaltningslovens § 51, og at en sådan ansøgning skulle sendes til SKAT.

Klageren påklagede skattedelen af SKATs afgørelse til skatteankenævnet med principal påstand om, at afgørelsen var ugyldig, og subsidiær påstand om, at punkter på sammenlagt 3.264.152 kr. skulle nedsættes til sammenlagt 1.003.079 kr.

I forbindelse med klagens indgivelse ansøgte klageren SKAT om henstand med betaling af de restskatter og restarbejdsmarkedsbidrag m.v., som de påklagede punkter i SKATs afgørelse havde ført til opkrævning af.

SKAT opgjorde henstandsbeløbet til sammenlagt 2.227.529 kr.

SKAT bevilgede ved afgørelse af 6. oktober 2011 klageren henstand med betaling af beløbet på sammenlagt 2.227.529 kr. Henstand blev bevilget uden krav om sikkerhedsstillelse og blev bevilget, så længe sagen verserede ved skatteankenævnet, dog senest til den 30. september 2015. Bevillingen indeholdt oplysning om, at såfremt sagen blev viderepåklaget, kunne klageren igen søge om henstand. Det blev ikke oplyst, hvortil en sådan ansøgning skulle indgives.

I øverste højre hjørne på afgørelsen af 6. oktober 2011 (afsenderfeltet på brevpapiret) var angivet "SKAT, Østbanegade 123, 2100 København Ø", SKATs hovedtelefonnummer, "E-mail via skat.dk/kontakt", dato, journalnummer samt sagsbehandlerens direkte telefonnummer og mailadresse (skat.dk-adresse).

Ved afgørelse af 24. april 2012 fandt skatteankenævnet, at SKATs afgørelse ikke var ugyldig. Nævnet nedsatte de påklagede punkter på sammenlagt 3.264.152 kr. til sammenlagt 1.510.135 kr. Afgørelsen indeholdt ikke oplysninger om muligheden for at ansøge om henstand under en eventuel klage over afgørelsen, herunder ej heller om hvortil en sådan ansøgning skulle indgives.

Ved klageskrivelse af 24. juli 2012 påklagede klageren skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten for så vidt angår punkterne på sammenlagt 1.510.135 kr. med principal påstand om, at SKATs afgørelse var ugyldig. Subsidiært blev fremsat påstand om, at forhøjelserne skulle nedsættes med 114.995 kr. Den 5. februar 2013 blev den subsidiære påstand nedsat til 54.995 kr.

Ved mail af 17. juli 2012 har klagerens repræsentant ansøgt SKAT om, at klageren bevilges henstand med betaling af de opkrævede beløb, som klagen til Landsskatteretten vedrører. Mailen blev sendt til den sagsbehandler, der havde udstedt og underskrevet SKATs afgørelse af 6. oktober 2011.

Af kopi af intern mail fremgår, at den pågældende medarbejder den 7. august 2012 videresendte mailen af 17. juli 2012 til en intern postkasse hos SKAT med følgende besked:

"Til oprettelse i sagspool for ansøgning om henstand efter §51 i SFL."

SKAT foretog den 28. august 2012 udlæg for momsbeløbet på 120.000 kr. med renter m.v. og den 3. september 2012 udlæg for beløb i restskat m.v. for indkomstårene 2007, 2008 og 2009 på i alt 855.345 kr. Udlæggene blev foretaget i klagerens bankindeståender. Af udskrift af klagerens grundkonto hos SKAT fremgår, at klageren herefter kun havde en restance til SKAT på 1.383 kr.

SKATs afgørelse
SKAT har afslået klagerens ansøgning om henstand.

Efter skatteforvaltningslovens § 51 kan SKAT efter ansøgning give henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører.

Ved gennemgang af SKATs systemer kan det konstateres, at der den 28. august 2012 og den 3. september 2012 er sket indbetaling af henholdsvis moms og skatter vedrørende de omhandlede indkomstår.

Ansøgningen om henstand kan derfor ikke imødekommes.

Det skal præciseres, at indgivelse af en klage ikke har opsættende virkning for gennemførelsen af den anfægtede afgørelse, jf. statsskattelovens § 38. Dette medfører, at så længe der ikke er truffet afgørelse, skal den skattepligtige betale den forfaldne restance.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 51 giver ikke automatisk ansøgeren et retskrav på henstand.

Klagerens påstand og argumenter
Klagerens repræsentant har fremsat principal påstand om, at klagerens ansøgning om henstand skal imødekommes. Subsidiært er fremsat påstand om, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Henstandsbeløbet, som ansøgningen af 17. juli 2012 vedrører, er væsentligt reduceret i forhold til det beløb, som henstandsbevillingen af 6. oktober 2011 vedrørte, idet skatteankenævnet nedsatte forhøjelserne med over 50 %.

Klagerens personlige og økonomiske forhold ændrede sig ikke i perioden fra den 6. oktober 2011 til den 10. september 2012.

Der må derfor være en formodning for, at SKAT ville have bevilget klageren henstand med betaling af de pågældende beløb under sagens behandling i Landsskatteretten, hvis SKAT ikke den 28. august 2012 og den 3. september 2012 havde foretaget udlæg i klagerens bankindeståender.

Formodningen bestyrkes af, at SKAT i afgørelsen af 10. september 2012 alene har begrundet afslaget på henstand med, at der var sket betaling af de pågældende beløb.

Det anerkendes for så vidt, at der på det pågældende tidspunkt ikke var nogen skyldige beløb at bevilge henstand med betaling af.

Dette bør der imidlertid bortses fra.

Adgangen til at bevilge henstand efter skatteforvaltningslovens § 51 er ikke betinget af, at skatteyderen ikke er i stand til at betale de skyldige beløb.

Den myndighed, som har skullet træffe afgørelse i sagen om klagerens henstandsansøgning, er den samme myndighed, som har foretaget udlæg i klagerens bankindeståender.

Udlæggene blev foretaget på et tidspunkt, hvor SKAT fuldt ud var bekendt med, at klageren havde ansøgt om henstand. Ansøgningen blev således indsendt 40-45 dage, før SKAT foretog udlæggene.

Det beror således udelukkende på SKATs helt uacceptabelt lange sagsbehandlingstider, at der ikke blev truffet afgørelse om henstandsansøgningen, før SKAT foretog udlæggene. Det uacceptable forstærkes yderligere af, at der i henstandssagen var tale om en aldeles ukompliceret problemstilling, idet SKAT under sagens behandling i skatteankenævnet havde imødekommet en ansøgning fra klageren om henstand med betaling af et væsentligt højere beløb.

Der vil være tale om en vilkårlig udhuling af skatteborgernes adgang til at opnå henstand efter skatteforvaltningslovens § 51, hvis SKATs sagsbehandlingstider er så langvarige, at samme institutions inddrivelsesafdeling i tiden imellem, at der indgives en henstandsansøgning, og at der træffes afgørelse om henstandsansøgningen, kan foretage inddrivelse af de beløb, som henstandsansøgningen vedrører.

En sådan retstilstand vil de facto indebære, at de skatteborgere, der er i stand til at betale de skyldige beløb, afskæres fra at opnå henstand, idet SKAT blot kan foretage udlæg, før der træffes afgørelse i henstandssagerne. Herefter kan SKAT så afslå henstandsansøgningerne med henvisning til, at der ikke længere er nogen skyldige beløb.

Realgrunde taler følgelig for at fortolke skatteforvaltningslovens § 51 således, at det ved vurderingen af, om der er skyldige beløb at bevilge henstand med betaling af, som altovervejende udgangspunkt er forholdene på tidspunktet for SKATs modtagelse af henstandsansøgningen, der lægges til grund.

På tidspunktet for SKATs modtagelse af klagerens henstandsansøgning var der utvivlsomt skyldige beløb at bevilge henstand med betaling af. Dette sammenholdt med, at der er en formodning for, at SKAT ville have imødekommet klagerens henstandsansøgning, hvis SKAT ikke havde foretaget de pågældende udlæg, gør, at klagerens henstandsansøgning bør imødekommes.

SKATs udtalelse i anledning af klagen
SKAT kan bekræfte, at der blev modtaget en mail fra klagerens repræsentant den 17. juli 2012 i en medarbejders personlige mailpostkasse.

Medarbejderen havde på det pågældende tidspunkt ferie. Efter endt ferie blev mailen og dermed henstandsansøgningen behandlet efter SKATs forretningsgang på området.

Udlægsforretningerne blev foretaget før behandlingen af henstandsansøgningen. Som konsekvens af udlægsforretningerne var der på sagsbehandlingstidspunktet ingen restskat m.v. at give henstand med betaling af.

Det er ved sagsbehandlingen af en ansøgning om henstand efter skatteforvaltningslovens § 51, at der kan træffes konkret afgørelse om, at henstand kan gives eller ej, samt om der eventuelt skal være betingelser knyttet til henstanden.

I den konkrete sag blev det ved sagsbehandlingen konstateret, at der ikke længere var nogen skyldige beløb at give henstand med betaling af. Ansøgningen om henstand blev derfor afslået, jf. skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. punktum.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. punktum, har følgende ordlyd:

"Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning give henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører."

Klagerens repræsentant indsendte klagerens henstandsansøgning af 17. juli 2012 til den sagsbehandler, som havde udstedt og underskrevet henstandsbevillingen af 6. oktober 2012, og hvori det blev oplyst, at der skulle søges om henstand igen, såfremt sagen blev viderepåklaget.

Det bemærkes, at sagsbehandlerens direkte arbejdsmailadresse blev oplyst til klageren på henstandsbevillingen af 6. oktober 2011.

Hverken SKAT eller skatteankenævnet har udtrykkeligt givet klageren oplysning om, hvor den nye henstandsansøgning specifikt skulle sendes til.

Der foreligger ikke oplysninger i sagen om, at klagerens repræsentant ved fremsendelsen af mailen af 17. juli 2012 modtog et autosvar om, at sagsbehandleren var på ferie, og at mailen ikke blev videresendt.

Under disse omstændigheder kan det ikke anses for at have været åbenlyst for klageren eller klagerens repræsentant, at ansøgningen om henstand ikke kunne indsendes på den pågældende mailadresse.

Efter Landsskatterettens opfattelse har klageren derfor den 17. juli 2012 ansøgt SKAT om henstand med betaling af de krav, som klagen til Landsskatteretten vedrører.

Den omstændighed, at SKAT efterfølgende har foretaget udlæg i bankindeståender til dækning af de krav, som henstandsansøgningen vedrører, medfører ikke, at der er sket en sådan frivillig indfrielse af kravene, at klagerens retskrav på at få en afgørelse om, hvorvidt klageren er berettiget til henstand med betaling af de pågældende beløb, derved er bortfaldet.

SKAT er dermed forpligtet til at træffe afgørelse om, hvorvidt klageren er berettiget til henstand med betaling af de pågældende krav.

På det foreliggende grundlag har Landsskatteretten ikke de fornødne oplysninger, herunder om klagerens formue- og indkomstforhold, til at kunne tage stilling til, om klageren er berettiget til henstand med betaling af de pågældende krav.

Sagen hjemvises derfor til fornyet behandling hos SKAT.