Dokumentets metadata

Individuel porteføljerådgivning - Fritagelse for moms

Skatterådet bekræftede, at modsat individuel porteføljeforvaltning så er individuel porteføljerådgivning fortsat momsfri i sin helhed. Individuel porteføljerådgivning adskiller sig fra individuel porteføljeforvaltning ved, at den finansielle virksomhed ved individuel porteføljeforvaltning er bemyndiget til selvstændigt til at træffe beslutning om at købe eller sælge værdipapirer i kundens navn og for dennes regning (eller undlade sådanne køb eller salg) uden at indhente instruks fra kunderne. Individuel porteføljerådgivning er derimod en sammensatsat ydelse, hvor gennemførelsen af handlerne udgør hovedydelsen, og hvor rådgivning om valg af investeringsstrategi ligesom den efterfølgende overvågning af markedet og de dermed forbundne konkrete anbefalinger om køb eller salg udgør biydelser.

Bindende svar

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørgsmålene i denne anmodning om bindende svar vedrører den momsmæssige status af pengeinstitutternes aftaler, hvor pengeinstituttet ikke har mandat til at træffe selvstændig beslutning om at gennemføre en handel med værdipapirer i kundens navn og for kundens regning.

Sådanne aftaler kan være indgået med en bred kreds af kunder så som formuende privatpersoner, holdingselskaber, fonde, foreninger og kommuner samt mere professionelle investorer, som er underlagt Finanstilsynet, f.eks. forsikringsselskaber, andre pengeinstitutter, pensionskasser, livsforsikringsselskaber m.v.

Aftalerne med de ikke-professionelle investorer (privatpersoner, holdingselskaber m.v.) bliver til på baggrund af en indledende drøftelse mellem kunden og pengeinstituttet med henblik på, at pengeinstituttet kan fastlægge kundens investeringsprofil og de forskellige mulige løsninger. Fastlæggelsen af kundens investeringsprofil indebærer, at banken analyserer kundens finansielle situation (herunder tabsevne), erfaring og kendskab med specifikke værdipapirer og kundens investeringsformål. På basis af den afdækkede profil giver banken kunden en anbefaling til en konkret investeringsstrategi og eventuelle handler for den omfattede portefølje, som kunden herefter skal afgøre, om han vil omlægge i overensstemmelse med anbefalingen.

Professionelle investorer kan i højere grad selv fastlægge en ramme for investeringerne inden drøftelserne med pengeinstituttet. Disse kunder har ofte selv et vist kendskab til aktie- og obligationsmarkedet, men indgår aftaler med pengeinstitutterne for at maksimere denne viden. Der er således også med de professionelle investorer en indledende dialog om den endelige strategi.

Kundens formål med at indgå aftalen er at opnå det bedst mulige afkast - under hensyntagen til den afdækkede investeringsprofil - af den investerede formue på en måde, hvor kunden selv træffer den endelige konkrete beslutning om at handle.

Når strategien er fastlagt, er pengeinstituttets rolle i disse aftaler løbende at overvåge markedet og give kunden besked, når der er mulighed/behov for at indgå en konkret handel inden for rammerne af strategien. Kunden træffer selv beslutning om køb/salg, hvorefter pengeinstituttet kan eksekvere handlerne.

I disse aftaler om overvågning uden mandat beregnes honoraret typisk som en procentdel af den investerede porteføljes størrelse, men kan også beregnes på anden vis. Hvis pengeinstituttet også står for eksekveringen af handlen, betaler kunden typisk normale handelsomkostninger (kurtage) for dette.

Formulering i de konkrete aftaler

Vi vedlægger to eksempler på aftaler, som er repræsentative for medlemmerne.

Det fremgår af aftalerne, at pengeinstituttet løbende giver kunden besked om, hvornår der er behov/mulighed for at foretage en investering, der ligger inden for den strategi, der er afdækket indledningsvist. Afhængig af hvor aktiv kunden har været, samt perioden siden banken sidst har opdateret kundens investeringsstrategi, vil det være nødvendigt at foretage en ny afdækning, inden kunden gives en investeringsanbefaling. Banken kan udelukkende give anbefalinger, der ligger inden for strategiens rammer (dvs. det skal være en anbefaling på handler, der bringer porteføljen i overensstemmelse med den anbefalede allokering). Banken har ikke mulighed for at give anbefalinger, som ikke bringer porteføljen i overensstemmelse med strategien. Kunden træffer selv beslutning om, hvorvidt der skal ske et køb/salg i de enkelte tilfælde og giver i så fald pengeinstituttet ordre om at handle.

Som en del af aftalen udarbejder pengeinstitutterne en periodevis afrapportering, der blandt andet omfatter en beregning af det afkast, kunden har opnået på baggrund af pengeinstituttets identifikation af de investeringsmuligheder, som kunden har valgt at benytte.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Lovregler

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e) momsfritager "Transaktioner, herunder forhandlinger, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med værdipapirer [...]"

Henvisning til praksis

EU-domstolens dom vedrørende Deutsche Bank (sag C-44/11)

EU-domstolen behandlede i sagen forskellige spørgsmål om en aftale mellem en kunde og en bank (Deutsche Bank), der indebar, at banken kunne træffe selvstændig beslutning om køb/salg af værdipapirer, og eksekvere handlerne uden videre i kundens navn og for dennes regning. Hovedspørgsmålet var, om elementerne i en sådan diskretionær porteføljeplejeaftale var én samlet ydelse, flere forskellige hovedydelser eller én hovedydelse med tilhørende biydelser, samt om indholdet i aftalen var momspligtigt.

Domstolen konkluderede, at kunden alene modtager én ydelse, og at elementerne i aftalen på den baggrund skulle behandles som én samlet ydelse, og at denne ydelse var momspligtig.

EU-domstolens dom vedrørende Volker Ludwig (sag C-453/05)

EU-domstolen behandlede i sagen forskellige spørgsmål om en aftale mellem en formidler og en underformidler (Volker Ludwig). Det væsentligste spørgsmål i denne sammenhæng var, om de forskellige elementer i den ydelse, Volker Ludwig leverede, var én samlet ydelse, flere forskellige hovedydelser, eller én hovedydelse med tilhørende biydelser, samt om indholdet i aftalen var moms-pligtigt. Volker Ludwig havde til opdrag at opsøge kunder med henblik på at skaffe dem lån. Volker Ludwig analyserede kundernes økonomiske forhold og henviste til en finansiel virksomhed, der tilbød kunden en aftale.

Domstolen konkluderede, at kunden oplever at få to ydelser, men at den indledende analyse kunne være en biydelse til den egentlige momsfrie låneformidling, og at den indledende analyse derfor i en sådan situation skulle behandles momsmæssigt som den momsfrie låneformidling. Begge ydelser var i så fald momsfrie.

Dansk praksis

SKAT har på baggrund af EU-domstolens dom vedrørende Deutsche Bank udsendt et styresignal om en praksisændring vedrørende de aftaler, hvor pengeinstituttet på vegne af en kunde træffer selvstændig beslutning vedrørende køb og salg af værdipapirer, og udfører disse beslutninger i kundens navn og for dennes regning. Elementerne i disse aftaler skal behandles om én ydelse, der er momspligtig.

Det fremgår afslutningsvist, at praksisændringen alene gælder de ovennævnte aftaler, og at praksis på øvrige områder inden for momsfritagelserne for finansielle ydelser er uændret. Styresignalet er offentliggjort under SKM2012.751.SKAT .

Skatterådet har bekræftet i et bindende svar offentliggjort under SKM2008.362.SR , at en uafhængig mellemmand - der opsøger kunder, analyserer deres finansielle behov og fremsætter konkrete løsningsforslag - leverer momsfri formidling/forhandling af finansielle transaktioner. Det bindende svar er inkluderet i afsnit D.A.5.11.8.7 i den juridiske vejledning.

Det fremgår i øvrigt af afsnit D.A.5.11 i den juridiske vejledning, at formidling af værdipapirtransaktioner er en momsfri aktivitet. En formidler er en uafhængig mellemmand, der har til opgave at give oplysninger om, hvornår det kan være muligt at indgå en handel. Det er ydelsernes art, der er afgørende for, om de er omfattet af en momsfritagelse, ikke om transaktionen faktisk gennemføres.

Vores opfattelse

I de omhandlede aftaler har pengeinstituttet ikke mandat til at træffe selvstændig beslutning og udføre disse beslutninger i kundens navn og for dennes regning. Aftalerne er derfor ikke omfattet af praksisændringen for diskretionær porteføljepleje, men skal vurderes ud fra anden eksisterende praksis.

Aftalerne indebærer dels en indledende afdækning af kundens investeringsmæssige behov, dels en aftale om løbende at overvåge markederne og give konkrete anbefalinger (rådgivning), når der er behov/mulighed for at indgå konkrete handler med henblik på at følge den afdækkede strategi. Kunden oplever at få to ydelser, dels en analyse af behov og muligheder, dels en anbefaling. Den indledende analyse er understøttende og en forudsætning for løbende at kunne give konkrete anbefalinger om at tilrette den overvågede portefølje under hensyntagen til den afdækkede investeringsstrategi og med henblik på, at kunden kan besluttet at omlægge/handle de omfattede værdipapirer.

Det fremgår af EU-domstolens dom vedrørende Volker Ludwig, at der i sådanne situationer er tale om en hovedydelse (forhandling i forbindelse med værdipapirer) og en biydelse (analyse af kundens behov og fastlæggelse af kundens strategi og løbende overvågning af porteføljen), hvor biydelsen skal behandles momsmæssigt som hovedydelsen.

Dette medfører, at den samlede aftale er momsfri, jf. i øvrigt også det tidligere bindende svar, SKM2008.362.SR .

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at aftaler med et kerneindhold som i de to vedlagte eksempler, er momsfri "forhandling/formidling af værdipapirer", fordi pengeinstitutterne ikke har mandat til at handle uden forudgående accept fra kunden.

Lovgrundlag

Momslovens § 4, stk. 1 og stk. 4, og § 13, stk. 1, nr. 11, litra e) er affattet således:

"§ 4. Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.

Stk. 4. Når en formidler af en ydelse handler i eget navn, men for en andens regning, anses formidleren for selv at have modtaget og leveret den pågældende ydelse."

§ 13. Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

1) ....

11) Følgende finansielle aktiviteter:

a) ....

e) Transaktioner, herunder forhandlinger, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med værdipapirer, bortset fra varerepræsentativer og dokumenter, der giver bestemte rettigheder, herunder brugsrettigheder, over fast ejendom, samt andele og aktier, når besiddelsen heraf retligt eller faktisk sikrer rettigheder som ejer eller bruger over en fast ejendom eller en del af en fast ejendom."

Artikel 2, stk. 1, litra c) i RÅDETS DIREKTIV 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (herefter Momssystemdirektivet) er affattet således:

"Artikel 2

1. Følgende transaktioner er momspligtige:

a) ....

c) levering af ydelser, som mod vederlag foretages på en medlemsstats område af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab".

Momssystemdirektivets artikel 28 er affattet således:

"Når en afgiftspligtig person, som handler i eget navn, men for tredjemands regning, optræder som formidler i forbindelse med en ydelse, anses han for selv at have modtaget og leveret den pågældende ydelse."

Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra f), er affattet således:

"Artikel 135

1. Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:

a) ...

f) transaktioner, herunder formidling, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med aktier, andele i selskaber eller andre sammenslutninger, obligationer og andre adkomstbeviser, bortset fra varerepræsentativer og de i artikel 15, stk. 2, omhandlede rettigheder og adkomstbeviser"

Praksis

Uddrag af Den juridiske vejledning 2013-1, afsnit D.A.4.1.6.1 :

Når en transaktion består af en flerhed af elementer og handlinger, skal der i henhold til EU-Domstolens praksis tages hensyn til samtlige omstændigheder ved den pågældende transaktion ved afgørelsen af, om der foreligger to eller flere særskilte ydelser eller én enkelt ydelse. Se dom i sag C-41/04, Levob Verzekeringen og OV Bank, præmis 19, dom i de forenede sager C-497/09, C-499/09, C-501/09 og C-502/09, Bog m.fl., præmis 52, og dom i sag C-44/11, Deutsche Bank AG, præmis 18.

Domstolen har i den henseende fastslået, at der foreligger én enkelt ydelse, når et element skal anses for at udgøre hovedydelsen, mens et andet element skal anses for en sekundær ydelse, der er momsmæssig stillet som hovedydelsen. Se dommen i sag C-34/99, Primback, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis, samt dommen i sag 44/11, Deutsche Bank AG, præmis 19.

Der kan imidlertid også være tale om én enkelt ydelse i momsmæssig henseende under andre omstændigheder. Domstolen har således fastslået, at dette ligeledes er tilfældet, når to eller flere elementer eller handlinger, som en afgiftspligtig person leverer til forbrugeren, forstået som en gennemsnitsforbruger, er så nært forbundet, at de objektivt set udgør én enkelt, udelelig økonomisk ydelse, som det ville være kunstigt at opdele. Se sag C-41/04, Levob Verzekeringen og OV Bank, præmis 22, og dom i sag C-44/11, Deutsche Bank AG, præmisserne 20-21.

I det konkret tilfælde kan afgørelsen af, om der foreligger to eller flere særskilte ydelser eller én enkelt ydelse få et af tre mulige resultater:

• Der er tale om to eller flere særskilte ydelser.
• Der er tale om en hovedydelse med en eller flere biydelser, som hver især momsmæssig skal behandles på samme måde som hovedydelsen. Se afsnit D.A.4.1.6.2 Hovedydelse og en eller flere biydelser.
• Elementerne og handlingerne er så nært forbundne, at de set under et udgør én enkelt ydelse, som det vil være kunstigt at opdele. Denne ydelse skal momsmæssigt bedømmes i sin helhed. Dvs. alle elementer og handlinger set under et, idet ingen af dem udgør en hovedydelse. Se afsnit D.A.4.1.6.3 Nært forbundne ydelser."

Uddrag af Den juridiske vejledning 2013-1, afsnit D.A.4.1.6.2 :

"Retningslinjer

Spørgsmålet, om hvorvidt en transaktion, der består af flere varer eller ydelser, skal anses for én eller flere leverancer, har særligt betydning for fastlæggelsen af leveringsstedet og ved anvendelsen af fritagelsesbestemmelserne. I andre EU-lande har spørgsmålet også betydning for momssatsen. Som følge af de erhvervsmæssige leverancers forskellighed er det umuligt at give et udtømmende svar på, hvordan problemet skal løses i hvert enkelt tilfælde. Se præmis 27 i EF-domstolens dom i sag C-349/96, Card Protection Plan Ltd (CPP).

Sondring mellem hovedydelser og biydelser

Når en transaktion består af en gruppe omstændigheder og handlinger, skal der først og fremmest tages hensyn til samtlige omstændigheder ved den pågældende transaktion. Se præmis 12-14 i EF-domstolens dom i sag C-231/94, Fåborg-Gelting Linien, og præmis 28 i sag C-349/96, Card Protection Plan Ltd (CPP).

Hver levering af varer eller tjenesteydelser skal sædvanligvis anses for en uafhængig og selvstændig levering. Se sjette momsdirektivs artikel 2, nr. 1 (nu momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra a). Samtidig må en levering af varer og ydelser, der i økonomisk henseende udgør en enkelt levering, ikke kunstigt opdeles for ikke at ændre momssystemets sammenhæng. Derfor må det undersøges, hvad der særligt karakteriserer den pågældende transaktion, og herigennem afgøres, om den momspligtige person leverer flere uafhængige hovedydelser (selvstændige leverancer af varer eller ydelser) eller en enkelt vare eller ydelse til kunden, forstået som en gennemsnitskunde. Se præmis 29 i sag C-349/96, Card Protection Plan Ltd (CPP).

Efter SKATs opfattelse forstås ved den gennemsnitlige kunde i denne sammenhæng den gennemsnitlige aftager, uanset om aftagerne af ydelsen er private, virksomheder mv. eller begge dele.

Der er tale om levering af en enkelt vare eller ydelse i tilfælde, hvor et eller flere elementer tilsammen skal anses for at udgøre hovedleveringen, medens omvendt et eller nogle elementer skal anses for sekundære ydelser (sekundære leveringer af varer eller ydelser), der momsmæssigt er stillet som hovedydelsen (hovedleveringen af enten en vare eller ydelse).

Dvs., at hvis virksomheden leverer et eller flere elementer, som tilsammen udgør en hovedydelse, og et eller flere elementer, som alene udgør biydelser til hovedydelsen, så er der momsmæssigt alene tale om en levering.

En vare eller ydelse skal anses for sekundær i forhold til en hovedydelse, når den ikke for kunderne udgør et mål i sig selv, men et middel til at udnytte den momspligtige persons hovedydelse på de bedste mulige betingelser. Se præmisserne 24 og 25 i dommen i de forenede sager C-308/96 og C-94/97, Madgett og Baldwin (Howden Court Hotel-sagerne), præmis 30 i sag C-349/96, Card Protection Plan Ltd (CPP), og præmisserne 26 og 27 i dommen i sag C-200/04, ISt internationale Sprach- und Studienreisen GmbH.

Særskilt fakturering

Det har ikke afgørende betydning, om der kun faktureres en enkelt pris. En momspligtig persons levering til en samlet pris til kunderne af en transaktion, der består af flere elementer, kan ganske vist tale for, at der foreligger en enkelt vare eller ydelse. Men hvis omstændighederne viser, at kunderne trods leverandørens enhedspris efterspørger flere særskilte leverancer, der hver især udgør et mål i sig selv, skal leverancerne momsmæssigt behandles særskilt. Se præmis 35 i dommen i de forenede sager C-308/96 og C-94/97, Madgett og Baldwin (Howden Court Hotel-sagerne) og præmis 31 i sag C-349/96, Card Protection Plan Ltd (CPP).

Mulighed for fravalg

Hvis leverandøren tilbyder to ydelser, men det er muligt for aftageren at fravælge den ene, så er der tale om to selvstændige hovedydelser. Se præmis 22-24 i C-572/07, RLRE Tellmer Property. Se dog nedenfor om ydelser (leverancer), som det vil være kunstigt at adskille.

Ydelser med mærkbare følger for den samlede pris

Ydelser, hvis udførelse har mærkbare følger for en pakkepris eller en enhedspris, kan ikke betragtes som rene biydelser. Se præmis 26 i dommen i de forenede sager C-308/96 og C-94/97, Madgett og Baldwin (Howden Court Hotel-sagerne), og præmis 28 i sag C-200/04, ISt internationale Sprach- und Studienreisen GmbH. Se dog nedenfor om ydelser (leverancer), som det vil være kunstigt at adskille.

Se ligeledes omtalen i skemaet nedenfor af dommen i sag C-453/05, Volker Ludwig, præmis 19, hvor domstolen dels lægger vægt på, at en sammensat rådgivnings- og formidlingsydelse kun blev honoreret, hvis der blev indgået en låneaftale, og dels lægger vægt på, om rådgivningen blot blev udøvet i den indledende fase og var begrænset til at bistå kunden i valget af de produkter, der var bedst tilpasset kundens situation og behov, blandt de forskellige finansielle produkter.

Se endvidere omtalen i skemaet nedenfor af kendelsen i sag C-117/11, Purple Parking Ltd, og Airparks Services Ltd., om "off-airport" parking. Domstolen fandt, at der var tale om en sammensat ydelse, hvor parkeringen udgjorde hovedydelsen, og transporten til og fra lufthavnen udgjorde en biydelse. Det kunne ikke medføre et andet resultat, at omkostningerne til transporten udgjorde en væsentlig andel af de samlede omkostninger. Domstolen henviste til, at transportomkostningernes andel af de samlede omkostninger varierede betydeligt uden at det havde betydning for leveringen af ydelsen set med kundens øjne."

Uddrag af Den juridiske vejledning 2013-1, afsnit D.A.4.1.6.3 :

"Når en transaktion består af en flerhed af elementer og handlinger, skal der i henhold til EU-Domstolens praksis tages hensyn til samtlige omstændigheder ved den pågældende transaktion ved afgørelsen af, om der foreligger to eller flere særskilte ydelser eller én enkelt ydelse (leverance). Se dom i sag C-41/04, Levob Verzekeringen og OV Bank, præmis 19, dom i de forenede sager C-497/09, C-499/09, C-501/09 og C-502/09, Bog m.fl., præmis 52, og dom i sag C-44/11, Deutsche Bank AG, præmis 18.

Domstolen har i den henseende fastslået, at der foreligger én enkelt ydelse (en leverance), når et element skal anses for at udgøre hovedydelsen, mens et andet element skal anses for en sekundær ydelse, der er momsmæssig stillet som hovedydelsen. Se afsnit D.A.4.1.6.2 Hovedydelse og en eller flere biydelser.

Der kan imidlertid også være tale om én enkelt ydelse (leverance) i momsmæssig henseende under andre omstændigheder. Domstolen har således fastslået, at dette ligeledes er tilfældet, når to eller flere elementer eller handlinger, som en afgiftspligtig person leverer til forbrugeren, forstået som en gennemsnitsforbruger, er så nært forbundet, at de objektivt set udgør én enkelt, udelelig økonomisk ydelse, som det ville være kunstigt at opdele. Se sag C-41/04, Levob Verzekeringen og OV Bank, præmis 22, sag C-111/05, Aktiebolaget NN, præmis 23, og dom i sag C-44/11, Deutsche Bank AG, præmisserne 20-21.

Det har ikke afgørende betydning, om der faktureres særskilt for handlingerne/omstændighederne. Se præmis 25 i sag C-41/04 Levob."

Afgørelser mv.:

C-235/00, CSC Financial Services Ltd.

Udtrykket "herunder forhandlinger" skal ikke definere hovedindholdet af den i 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5 (nu Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra f), fastsatte fritagelse, men har til formål at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til formidlingsvirksomhed.

Udtrykket "forhandlinger" i den sammenhæng, hvori det indgår i artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5, tager sigte på en virksomhed, som udøves af en mellemmand, der ikke optræder som part i en kontrakt om et finansielt produkt, og som adskiller sig fra de kontraktmæssige ydelser, der typisk udføres af parterne i sådanne kontrakter. Mellemmandsvirksomhed er en tjenesteydelse, som udføres over for en kontraktpart, og som parten yder vederlag for, idet der er tale om en særskilt formidlingsvirksomhed. Virksomheden kan bl.a. bestå i at give den pågældende oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en sådan kontrakt, at optage kontakt med den anden part og i mandantens navn og for dennes regning at føre forhandlinger om den nærmere fastlæggelse af de gensidige ydelser. Virksomheden har således til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold.

Der er derimod ikke tale om forhandlinger, når en af kontraktparterne overlader det til en underleverandør at udføre en del af de faktiske transaktioner i forbindelse med kontrakten, herunder at give oplysninger til den anden part, at modtage og behandle bestillinger på tegning af de værdipapirer, kontrakten angår. I så fald indtager underleverandøren samme position som sælgeren af det finansielle produkt og er dermed ikke en mellemmand, som ikke indtager en stilling som kontraktpart i den pågældende bestemmelses forstand.

C-453/05, Volker Ludwig

I hovedsagen måtte den omstændighed, at de ydelser, som DVAG og dettes underagent (Volker Ludwig) leverede, kun blev honoreret af de långivende finansielle institutioner, hvis de kunder, som den finansielle rådgiver havde opsøgt og rådgivet, indgik en låneaftale, på den ene side indebære, at formidlingsydelsen blev anset for hovedydelsen, idet rådgivningsydelsen blot var en sekundær ydelse. Formidlingen af lån forekom på den anden side at være den afgørende ydelse for låntagerne såvel som for de långivende finansielle institutioner, for så vidt som virksomhed som finansiel rådgiver blot blev udøvet i den indledende fase og var begrænset til at bistå kunden i valget af de produkter, der var bedst tilpasset kundens situation og behov, blandt de forskellige finansielle produkter.

Den omstændighed, at en afgiftspligtig person analyserer den finansielle situation for kunder, som han har taget kontakt til, med henblik på at finde lån, er ikke til hinder for anerkendelse af en låneformidlingsydelse, som er fritaget i medfør af 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 1 (nu Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra b), hvis den låneformidlingsydelse, som den afgiftspligtige tilbyder, i lyset af de ovennævnte fortolkningselementer må anses for hovedydelsen, i forhold til hvilken den finansielle rådgivningsydelse er sekundær, hvorfor sidstnævnte ydelse afgiftsmæssigt er stillet som den første ydelse. Det tilkom den forelæggende ret at afgøre, om dette var tilfældet i den konkrete sag.

6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 1, er ikke til hinder for, at en låneformidlingsydelse således som under omstændighederne i hovedsagen er opdelt i to ydelser, hvoraf den ene leveres af hovedagenten, dvs. DVAG, efter forhandling med de långivende finansielle institutioner, og den anden af hovedagentens underagent (Volker Ludwig) i dennes egenskab af finansiel rådgiver under forhandlingen med låntagerne.

Domstolen bemærkede i den forbindelse, at i henhold til præmis 39 i CSC Financial Services-dommen, er formidlingsvirksomhed en mellemmandsvirksomhed, som bl.a. kan bestå i at give en part i aftalen oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en sådan kontrakt, idet en sådan virksomhed har til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold. Begrebet formidling forudsætter derfor ikke nødvendigvis, at formidleren som underagent for en hovedagent er i direkte kontakt med de to parter i kontrakten for at forhandle samtlige klausuler, forudsat imidlertid, at hans virksomhed ikke blot består i at tage sig af en del af de faktiske operationer i forbindelse med kontrakten.

Desuden kan selve den omstændighed, at klausulerne i låneaftalen er forudfastsat af en af parterne i kontrakten, ikke som sådan hindre, at der leveres en formidlingsydelse som omhandlet i sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 1, fordi formidlingsvirksomhed, således som det fremgår af den foregående præmis, kan begrænse sig til at give en part i aftalen oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en sådan kontrakt.

C-44/11 - Deutsche Bank

Dommen omhandler den momsmæssige behandling af såkaldte porteføljeforvaltningsydelser til investorkunder. Investorkunderne var typisk fysiske personer (privatkunder).

Ydelserne bestod i:

• At investorkunderne gav Deutsche Bank i opdrag selvstændigt at forvalte værdipapirer under hensyntagen til investeringsstrategier valgt af investorkunderne.
• Uden forudgående at indhente instruktioner fra kunderne i forbindelse med de enkelte handler traf banken alle relevante foranstaltninger med henblik på forvaltningen.
• Banken var bemyndiget til at råde over aktiverne (værdipapirer) i investorkundernes navn og for deres regning.

I forbindelse med forvaltningen foretog Deutsche Bank ligeledes konto- og depotføring.

Banken var med andre ord - inden for rammerne af den valgte investeringsstrategi - bemyndiget til selvstændigt til at træffe beslutning om at købe eller sælge værdipapirer i kundens navn og for dennes regning (eller undlade sådanne køb eller salg) uden at indhente instruks fra kunderne. Ligesom banken gennemførte handlerne.

Domstolen konstaterede, at disse to elementer i porteføljeforvaltningsydelsen kan leveres særskilt. En investorkunde kan således ønske kun at modtage rådgivning og foretrække selv at træffe afgørelse om og gennemføre investeringstransaktionerne. Modsat kan en investorkunde, som foretrækker selv at træffe afgørelserne om værdipapirinvesteringerne og mere generelt at strukturere og overvåge sin formue uden at foretage salg eller køb, benytte sig af en mellemmand til denne type transaktioner.

Men domstolen konstaterer ligeledes, at den gennemsnitlige investorkunde i forbindelse med porteføljeforvaltning som den af Deutsche Bank i hovedsagen udførte imidlertid søger netop kombinationen af disse to elementer.

Domstolen fandt på den baggrund, at disse to delelementer ikke tjente noget formål hver for sig uden hinanden. Begge elementer var nødvendige for leveringen af den samlede ydelse. Det var derfor ikke muligt at anse det ene element for hovedydelsen og det andet for en biydelse.

Elementerne udgjorde af samme grund momsmæssigt én enkelt økonomisk ydelse, som det ville være kunstigt at opdele. Denne ydelse var bedømt i sin helhed hverken omfattet af fritagelsen i Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra f), eller g) (Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e) eller f).

SKM2008.362.SR

I forbindelse med besvarelsen af spm. 6 og 7 lagde Skatterådet på baggrund af spørgers oplysninger om de faktiske forhold til grund, at spørger efter fuldmagt og på vegne af køber indgik aftaler med finansielle tjenesteydere om handel med finansielle instrumenter som renteswaps, terminsforretning, optioner mv. Det blev bemærket, at ydelser bestående i køb af værdipapirer på vegne af kunder er momsfri efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e), jf. SKM2007.295.SR . Ydelser bestående i indgåelse af aftaler på kundernes vegne med finansielle tjenesteydere om optagelse af lån er momsfri efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a), jf. SKM2006.169.SR . Ydelser bestående i indgåelse af aftaler på kundernes vegne med finansielle tjenesteydere om renteswaps måtte således anses for momsfrie, uanset om sådanne aftaler blev anset for aftaler om lån eller for om aftaler om værdipapirer.

Spm. 6 blev besvaret bekræftende.

Med hensyn til spm. 7 så opfattede Skatterådet spørgers beskrivelse af de faktiske forhold sådan, at spørger forud for evt. gennemførelse af handler mv. rådgav sine kunder om, hvilke handler det ville fordelagtigt for kunden at gennemføre. Såfremt kunden samtykkede, gennemførte spørger derefter handlen mv. på kundens vegne. Sådanne rådgivningsydelser ville efter Skatterådets opfattelse være biydelser til momsfrie formidlings-/forhandlingsydelser. Dette uanset om vederlaget for rådgivningsydelserne evt. måtte udgøre en væsentlig del af det samlede vederlag for rådgivningsydelserne og formidlingsydelserne, idet det momsmæssigt ville være kunstigt at anse rådgivningsydelserne og formidlingsydelserne for begge at være selvstændige hovedydelser.

SKM2012.751.SKAT

Skatteministeriet, Koncerncentret har på baggrund af dommen udstedt styresignalet i SKM2012.751.SKAT . Det fremgår, at individuel porteføljeforvaltning er momspligtig i sin helhed. Momspligten omfatter også den del af vederlaget, som er knyttet til handel med værdipapirer. For så vidt angår den del af vederlaget, som er knyttet til handel med værdipapirer, er der tale om en praksisændring med virkning fra 1. juli 2013.

Begrundelse

Aftaler om porteføljerådgivning med et kerneindhold som i de to af spørgernes repræsentant vedlagte eksempler må efter SKAT's opfattelse som udgangspunkt anses for at omhandle en sammensatsat ydelse, hvor gennemførelsen af handlerne udgør hovedydelsen, og hvor rådgivning om valg af investeringsstrategi ligesom den efterfølgende overvågning af markedet og de dermed forbundne konkrete anbefalinger om køb eller salg udgør biydelser.

SKAT finder således ikke, at den sammensatte ydelse momsmæssigt udgør én enkelt ydelse, fordi elementerne og handlingerne i ydelsen er så nært forbundne, at de set under et udgør én enkelt ydelse, som det vil være kunstigt at opdele. Ydelsen skal derfor ikke momsmæssigt bedømmes i sin helhed.

I dommen i sag C-44/11, Deutsche Bank, fandt EU-domstolen, at der i hovedsagen momsmæssigt var tale om én enkelt økonomisk ydelse, som det ville være kunstigt at opdele. Denne ydelse var bedømt i sin helhed hverken omfattet af fritagelsen i Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra f), eller g) (Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e) eller f).

I hovedsagen var banken var inden for rammerne af den valgte investeringsstrategi bemyndiget til selvstændigt til at træffe beslutning om at købe eller sælge værdipapirer i kundens navn og for dennes regning (eller undlade sådanne køb eller salg) uden at indhente instruks fra kunderne. Ligesom banken gennemførte handlerne. Netop fordi, at den gennemsnitlige investorkunde i forbindelse med den udførte porteføljeforvaltning imidlertid søger netop kombinationen af disse to elementer, fandt Domstolen, at disse to delelementer ikke tjente noget formål hver for sig uden hinanden. Begge elementer var nødvendige for leveringen af den samlede ydelse. Det var derfor ikke muligt at anse det ene element for hovedydelsen og det andet for en biydelse.

I nærværende sag træffer de spørgende pengeinstitutter ikke beslutning på kundens vegne om at købe eller sælge værdipapirer på kundens vegne. SKAT finder, at såvel rådgivning om valg af investeringsstrategi som den efterfølgende overvågning af markedet og de dermed forbundne konkrete anbefalinger om køb eller salg udgør biydelser. De udgør for kunderne ikke et mål i sig selv, men midler til at udnytte hovedydelsen (gennemførelse af handlerne) på de bedste mulige betingelser. Dertil kommer, at de konkrete anbefalinger, hvis de ses isoleret, vil kunne anses for momsfrie forhandlinger i forbindelse med værdipapirer. Idet momsfri formidlingsvirksomhed efter praksis kan begrænse sig til at give en part i en aftale oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en sådan kontrakt.

SKAT er derfor som udgangspunkt enig med spørgerne i, at aftaler om porteføljerådgivning med et kerneindhold som i de to af spørgernes repræsentant vedlagte eksempler må anses for at omhandle en sammensatsat ydelse, der er momsfri som forhandling/formidling i forbindelse med værdipapirer.

SKAT har imidlertid bemærket sig, at spørgernes repræsentant har oplyst, at hvis pengeinstituttet også står for eksekveringen af handlen, betaler kunden typisk normale handelsomkostninger (kurtage) for dette. SKAT skal derfor bemærke, at når en mellemmand opkræver kurtage af køber og sælger i forbindelse med en handel, f.eks. en værdipapirhandel, så kan mellemmanden enten handle i andens navn og for en andens regning eller i stedet handle i eget navn, men for en andens regning. Ofte vil mellemmanden handle i eget navn, idet køber og sælger hver især alene har indgået aftale om handlen med mellemmanden, og ikke med hinanden. Ligesom køber og sælger sjældent vil kende hinandens identitet.

På den baggrund skal SKAT bemærke, at når én af spørgerne gennemfører en handel i form af en handel for spørgerens kundes regning, men i spørgerens navn, så skal spørgeren momsmæssigt anse for at have købt henholdsvis solgt værdipapiret til kunden. I det omfang, at spørgerne gennemfører handler i forbindelse med aftaler om porteføljerådgivning med et kerneindhold som i de to af spørgernes repræsentant vedlagte eksempler som handler i eget navn, men for andens regning, er gennemførelsen af handlerne derfor ikke momsfri som forhandling/formidling i forbindelse med værdipapirer. Gennemførelsen af handlerne vil derimod i stedet være momsfri som transaktioner i forbindelse med værdipapirer. Tilsvarende vil såvel rådgivning om valg af investeringsstrategi som den efterfølgende overvågning af markedet og de dermed forbundne konkrete anbefalinger om køb eller salg være momsfrie som biydelser til transaktioner i forbindelse med værdipapirer.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja, se dog indstilling og begrundelse".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.