Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse - privatforbrugsopgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren, der ikke havde pligt til at indsende kapitalforklaringer/privatforbrugsopgørelser sammen med selvangivelserne, var berettiget til omkostningsgodtgørelse vedrørende et revisionsfirmas udarbejdelse af privatforbrugsopgørelser i forbindelse med en klagesag.

Klagen vedrører omkostningsgodtgørelse.

Landsskatterettens afgørelse
SKAT har afslået klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse for så vidt angår udgifter på 3.000 kr., inkl. moms, der er afholdt til udarbejdelse af privatforbrugsopgørelser.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, således at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse også for beløbet på 3.000 kr., inkl. moms, jf. skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1, jf. § 52, stk. 1, 2. punktum.

Sagens oplysninger
Klageren ejer sammen med sin hustru to lejligheder i Y1. Herudover ejer klageren som eneejer to lejligheder i Y1. Klageren driver udlejningsvirksomhed vedrørende de fire lejligheder.

Ægteparret og deres børn har bopæl i den ene af lejlighederne.
Klageren selvangav for indkomstårene 2005, 2006 og 2007 resultat af virksomhed opgjort på grundlag af lejeindtægter for de fire lejligheder på sammenlagt 355.200 kr. for de tre indkomstår tilsammen.

Ifølge lejekontrakter var følgende udlejet i den omhandlede periode:

Af arealer tilhørende lejligheden, hvor ægteparret og deres børn har bopæl, var et areal på 16 kvm udlejet til én person og et areal på 20 kvm udlejet til en anden person.

De tre øvrige lejligheder var hver udlejet til én person ad gangen henover perioden.

Klagerens revisor har over for Landsskatteretten oplyst, at klageren i de omhandlede indkomstår ikke drev virksomhed med andet end udlejningsvirksomhed vedrørende de fire lejligheder.

SKAT konstaterede ved opslag i CPR-registeret, at en række øvrige personer, hovedsageligt med kinesiske navne, var tilmeldt som boende på de pågældende adresser i de omhandlede indkomstår.

Ved afgørelser af 22. juni 2009 forhøjede SKAT klagerens resultat af virksomhed for indkomstårene 2005, 2006 og 2007. Afgørelserne var begrundet med, at SKAT havde gennemgået det indsendte regnskabsmateriale og havde konstateret, at det ikke opfyldte kravene i mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder, jf. bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006. SKAT henviste til, at transaktionsspor fra grundbilag til regnskab manglede vedrørende lejeindtægter, at SKAT ikke havde modtaget bilag, som kunne dokumentere eller sandsynliggøre den modtagne lejeindtægt, idet udokumenteret kontant betaling for lejeindtægter ikke kunne anerkendes som værende fyldestgørende dokumentation, at der manglede kontospecifikation for lejeindtægter, og at der ikke sås at være indsendt udfærdigede lejekontrakter vedrørende de skiftende lejere. I mangel af dokumentation for huslejebetalingerne havde SKAT ansat huslejerne efter et skøn. Ved skønnet havde SKAT henset til de indsendte lejekontrakter, og herudover havde SKAT skønnet lejeindtægter fra den række af personer, som havde været tilmeldt på adresserne. Sammenlagt udgjorde de ansatte lejeindtægter for de fire lejligheder for de tre indkomstår tilsammen 659.000 kr.

Klagerens daværende revisor påklagede på klagerens vegne i en foreløbig klageskrivelse af 23. juli 2009 SKATs afgørelser til skatteankenævnet.

Herefter overdrog klageren opgaven med at føre sagen til et revisionsfirma, hvor hovedparten af arbejdet i sagen blev udført af en statsautoriseret revisor (i det følgende benævnt klagerens revisor).

Klagerens revisor anmodede den 23. august 2009 om aktindsigt i SKATs sager og konstaterede herved, at SKAT ikke havde udarbejdet privatforbrugsopgørelser som grundlag for de udøvede skøn.

Klagerens revisor fremsatte over for skatteankenævnet i indlæg af 21. maj 2010 påstand om, at ansættelserne af lejeindtægter på sammenlagt 659.000 kr. skulle nedsættes til sammenlagt 373.600 kr., samt at et selvangivet fradrag for vedligeholdelsesudgift skulle godkendes med 7.474 kr. Til støtte herfor anførte revisoren, at klageren ikke havde fået meddelelse fra CPR-registret om, at de pågældende personer var tilmeldt på adresserne. SKATs afgørelser byggede på den fejlagtige antagelse, at de tilmeldte personer havde betalt leje til klageren. Personernes eventuelle betaling af leje til lejeren af de respektive lejligheder skulle klageren ikke betale skat af. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte regnskabet, idet der ikke manglede at blive bogført nogen indtægter. I Ligningsvejledningen, afsnit E.B.1.4, var foreskrevet, at SKAT skulle udarbejde privatforbrugsopgørelser som grundlag for skønsmæssige ansættelser. SKAT havde hverken før eller efter de udøvede skøn udarbejdet privatforbrugsopgørelser. SKAT havde ej heller undersøgt, om de pågældende personer havde haft evne til at betale de skønsmæssigt ansatte lejebeløb.

Ved forslag af 12. maj 2011 til afgørelse foreslog skatteankenævnet at fastholde SKATs afgørelse, bortset fra nogle enkelte beløbsmæssige korrektioner, således at ansættelserne af lejeindtægter skulle nedsættes til sammenlagt 651.500 kr. Forslaget var blandt andet begrundet med:

"Det er nævnets opfattelse, at en skønsmæssig ansættelse af lejeindtægterne kan ske uden beregning af privatforbrug, idet ansættelsen udelukkende sker på grundlag af regnskabets beskaffenhed og registreringerne i CPR."

Klagerens revisor anførte i sine kommentarer af 3. august 2011 til forslaget, at klageren hverken hos SKAT eller CPR-registeret havde kunnet få oplysninger om de tilmeldte personer på adresserne. Klageren havde derfor ikke kunnet varetage sine interesser. Det var imidlertid nu lykkedes for klageren at få fremskaffet oplysninger, der viste, at mange af de tilmeldte personer var ægtefæller, børn (herunder små børn) og nære familiemedlemmer til lejerne af lejlighederne. Disse skulle selvsagt hverken betale leje til klageren eller til lejeren. På denne baggrund måtte SKATs forhøjelser anses for at være baseret på rene skøn og ikke konkrete fakta. Da der ikke var udarbejdet privatforbrugsopgørelser, fremsatte revisoren påstand om, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling hos SKAT med henblik på udarbejdelse af privatforbrugsopgørelser og indhentelse af yderligere oplysninger om de pågældende personer, medmindre skatteankenævnet på det foreliggende grundlag kunne give klageren medhold i sin påstand.

Klageren mødte sammen med sin revisor til møde med skatteankenævnet den 17. august 2011.

Ved afgørelse af 18. august 2011 nedsatte skatteankenævnet ansættelserne af lejeindtægter i overensstemmelse med klagerens påstand, dvs. til sammenlagt 373.600 kr. Klageren fik derimod ikke medhold på punktet om fradrag for udgiften på 7.474 kr. Afgørelsen var blandt andet begrundet med:

"Det er imidlertid nævnets opfattelse, at SKAT ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at eventuel leje fra de personer, der er tilmeldt adresserne, er tilgået (klageren), f.eks. i form af en opgørelse af privatforbruget. Nævnet har bl.a. henset til det af klager oplyste om, at mange af de tilmeldte personer er familiemedlemmer til den person der har stået på lejekontrakterne."

For revisionsfirmaets bistand i sagen har revisionsfirmaet udstedt faktura nr. XXXX af 7. oktober 2011 på 111.375 kr., inkl. moms.

På fakturaen er den ydede bistand opgjort og specificeret således:

45 timer til en timesats på 1.500 kr., ekskl. moms, med følgende tekst:

"Statsaut. revisor timer
Udarbejdelse af klage til Skatteankenævnet, herunder møder med klienten, medarbejderne og Skatteankenævnet.
Instruks af klient for fremskaffelse af dokumentation for lejernes alder, familieforhold, erklæringer osv."

14 timer til en timesats på 800 kr., ekskl. moms, med følgende tekst:

"Revisor timer Cand.merc.aud.
Udarbejdelse af privatforbrugsopgørelser, gennemgang af regnskabsmaterialet og lejekontrakter m.v."

13 timer til en timesats på 800 kr., ekskl. moms, med følgende tekst:

"Revisor timer øvrige
Udarbejdelse af redegørelse til brug for klage til Skatteankenævn
Arbejdet omfatter perioden 18/8 2009 til afgørelsen i Skatteankenævnet i September 2011. Sagen drejer sig om forhøjede lejeindtægter for årene 2005, 2006 og 2007. En vedligeholdelsesudgift på kr. 7.474, som dog ikke er forfulgt og rentefradrag, som ikke er påklaget. Udarbejdelse af egen sagsfremstilling til brug for vurdering af sagen samt gennemgang af Skats forhøjelser. Afholdelse af møder med tidligere revisor samt klienten."

Fakturaen er således udstedt for et samlet beløb på 89.100 kr., hvortil er tillagt moms på 22.275 kr., dvs. i alt 111.375 kr.

Den cand.merc.aud.-medarbejder, der har opgjort de 14 timer, hos revisionsfirmaet har i en opgørelse, der er indsendt til SKAT den 15. december 2011, specificeret det udførte arbejde på de 14 timer således:

"

"
Ved ansøgning af 11. oktober 2011 har klageren ansøgt SKAT om omkostningsgodtgørelse for 100 % af beløbet på 111.375 kr. På ansøgningsskemaet er oplyst, at klageren ingen fradragsret har for momsen af fakturabeløbet, samt at kravet på omkostningsgodtgørelse er overdraget til bistandsyderen.

Klagerens revisor har oplyst, at da hverken klagerens daværende revisor eller SKAT havde udarbejdet privatforbrugsopgørelser, var det nødvendigt for revisionsfirmaet at udarbejde privatforbrugsopgørelser for at belyse sagen, herunder til vurdering af, om klageren talte sandt, når han sagde, at der ikke forelå udeholdte indtægter. Privatforbrugsopgørelserne blev endvidere brugt til at sikre, at revisionsfirmaets argumentation i sagen kunne holde. Privatforbrugsopgørelserne bestod af opgørelser for de omhandlede indkomstår samt det foregående og det efterfølgende indkomstår, dvs. i alt fem indkomstår. På mødet med skatteankenævnet havde han stakken af privatforbrugsopgørelser med, således at han kunne svare på spørgsmål, hvis skatteankenævnsmedlemmerne havde spørgsmål til privatforbrugene. Dette var ikke tilfældet, men privatforbrugsopgørelserne blev brugt i argumentationen for klagerens påstand. På mødet gik klagerens påstand mest på, at sagen i første omgang skulle hjemvises, men det hele endte med, at skatteankenævnet gav klageren fuldt medhold på punktet om lejeindtægterne, idet skatteankenævnsmedlemmerne allerede på det foreliggende grundlag godt kunne se, at der slet ikke var grundlag for SKATs forhøjelser.

SKATs afgørelse
SKAT har alene imødekommet ansøgningen med et beløb på 108.375 kr.

Udgifter til udarbejdelse af skatteregnskab er ikke godtgørelsesberettiget, uanset om udarbejdelsen er motiveret af at fremskaffe dokumentation i en verserende skattesag, idet udarbejdelsen skulle være sket i forbindelse med selvangivelsen, jf. SKATs Juridiske Vejledning, afsnit A.A.13.4 .

Der er ydet bistand til udarbejdelse af privatforbrugsopgørelse ifølge indsendt timeregnskab med 3 timer x 800 kr. plus moms heraf. Det ansøgte beløb nedsættes derfor med 3.000 kr., inkl. moms.

Da der er givet medhold i overvejende grad, er klageren berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 % af et beløb på 108.375 kr., jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 2. punktum. Da kravet er overdraget til revisionsfirmaet, udbetales beløbet til revisionsfirmaet.

Klagerens påstand og argumenter
Klagerens advokat har fremsat påstand om, at ansøgningen skal godkendes også for så vidt angår beløbet på 3.000 kr., inkl. moms.

Klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse for de afholdte udgifter til sagkyndig bistand til udarbejdelse af privatforbrugsopgørelserne, jf. skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1, jf. § 52, stk. 1, 2. punktum.

Skatteforvaltningslovens regler om omkostningsgodtgørelse skal ses i sammenhæng med statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og ligningslovens § 7 Q, særligt stk. 3.

Det overordnede grundlag bag omkostningsgodtgørelsesordningen er, at der gives omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i klagesager, når udgifterne ikke er fradragsberettiget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Spørgsmålet om, hvorvidt der er adgang til omkostningsgodtgørelse, skal således ses i sammenhæng med adgangen til at fradrage udgifter til udarbejdelse af regnskaber m.v.

Udgifter til regnskabsmæssig bistand kan som udgangspunkt fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, i det omfang udgifterne knytter sig til indkomsterhvervelsen. Dette gør sig eksempelvis gældende i forhold til udarbejdelse af en virksomheds regnskab og opstilling af årsregnskab. Dette gælder også, selvom en uvæsentlig del af udgifterne er medgået til udfyldelse af selvangivelsen. Hele udgiften kan således fradrages, selvom selvangivelsen er udarbejdet som en integreret del af regnskabet, jf. Ligningsvejledningen, afsnit E.B.5.2 .

Af Kristian Nørskov Stidsen m.fl., Omkostningsgodtgørelse i skattesager, 2. udg., s. 64, fremgår:

"Derimod må udgifter til udarbejdelse af skatteyderens personlige indkomstopgørelse m.v. anses for privatudgifter, som ikke er fradragsberettigede."

Af Bonde Eriksen m.fl., Skatte- og afgiftsproces, 3. udg., s. 294, fremgår:

"Når der ikke foreligger en skattesag, vil der være ret til fradrag for advokat- og revisorudgifter på grundlag af den almindelige driftsomkostningsbestemmelse i SL § 6 a. Det gælder f.eks. udgift til revisor for udarbejdelse af en virksomheds løbende regnskab, udgifter til advokat i forbindelse med retssag om et civilt krav, der vedrører virksomheden, en skattepligtig indkomst eller en fradragsberettiget udgift, incassoudgifter vedrørende samme og lignende."

Af SKATs Juridiske Vejledning, afsnit A.A.13.4 , fremgår:

"Udgiftstyper, der ikke er godtgørelsesberettiget

• udarbejdelse af skatteregnskab og
• transfer pricing

uanset om opgaven er udført af en sagkyndig.

Udarbejdelse af skatteregnskab
Udgifter til sagkyndig bistand til udarbejdelse af skatteregnskab er ikke godtgørelsesberettiget, selvom der hermed fremskaffes dokumentation i klagesagen. Begrundelse er, at udarbejdelsen af skatteregnskabet skulle have fundet sted i forbindelse med selvangivelsen.

Eksempel
Udarbejdelse af årsregnskaber eller skatteregnskaber og selvangivelser kan ikke anses for godtgørelsesberettiget, uanset at opgørelsen af den skattepligtige indkomst er motiveret af at fremskaffe dokumentation i den verserende skattesag, idet udarbejdelsen skulle være sket i forbindelse med selvangivelsen. Se SKM2008.986.LSR .

Eksempel
Landsskatteretten anså gennemgang af bilagsmateriale samt sortering heraf, udarbejdelse af kreditorlister, skemaer til sammenligning af kreditorer mv. og sammentælling, afstemning og kontrol af kreditorer for at vedrøre udarbejdelsen af virksomhedens årsregnskab.

Udgifterne til dette arbejde kunne derfor ikke anses for godtgørelsesberettigede, uanset at den sagkyndige bistand var motiveret af at fremskaffe dokumentation i den verserende skattesag, idet udarbejdelsen skulle være sket i forbindelse med selvangivelsen. Se SKM2011.574.LSR . "

I Betænkning nr. 1382/2000, s. 176, har udvalget anført vedrørende spørgsmålet om adgang til omkostningsgodtgørelse i relation til skattesager, hvor der ikke foreligger behørig selvangivelse:

"Såfremt det blot sikres, at der ikke opnås tilskud til udgifter til udarbejdelsen af en behørig selvangivelse, er der formentlig ikke noget der taler for at udsondre disse sager."

I nærværende sag er der tale om deciderede privatforbrugsopgørelser. Der er ikke tale om opgørelser af den skattepligtige indkomst.

Til støtte for den fremsatte påstand gøres for det første gældende, at udarbejdelse af en privatforbrugsopgørelse/kapitalforklaring ikke er omfattet af skatteregnskabet.

Af bemærkningerne til lovforslag nr. 29 af 9. oktober 2003 om ændring af skattekontrolloven (afskaffelse af kapitalforklaringen) fremgår blandt andet:

"Kapitalforklaringen er en integreret del af det skattemæssige årsregnskab for sådanne bogførings- eller regnskabspligtige. Kapitalforklaringen for personligt erhvervsdrivende indeholder formueoplysninger, som angår såvel erhvervsvirksomheden som den erhvervsdrivendes private økonomi. Med forslaget afskaffes kapitalforklaringen. Imidlertid er det tanken, at det skattemæssige årsregnskab fortsat skal indeholde oplysninger om den del af formuen, som angår virksomheden.
På den baggrund er det nødvendigt at præcisere, at begrebet "det skattemæssige årsregnskab" for personligt erhvervsdrivende fremover ikke længere omfatter en redegørelse for ændringer i den private formue"

Lovforslaget blev vedtaget ved lov nr. 963 af 2. december 2003.

Det skattemæssige årsregnskab for personligt erhvervsdrivende omfatter med virkning fra og med indkomståret 2003 derfor ikke en kapitalforklaring.

Privatforbrugsopgørelser/kapitalforklaringer kan således ikke anses for at være en del af skatteregnskabet.

For det andet gøres gældende, at udarbejdelse af de omhandlede privatforbrugsopgørelser ej heller skulle være sket i forbindelse med udarbejdelsen af klagerens regnskaber. Der ses ikke i lovgivningen eller andetsteds at være opstillet krav om, at der skal udarbejdes en privatforbrugsopgørelse/kapitalforklaring. Et sådant krav fremgår ikke af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006).

Det er derfor ikke korrekt som anført af SKAT, at udarbejdelsen af privatforbrugsopgørelserne skulle være sket i forbindelse med selvangivelserne.

For det tredje gøres gældende, at udarbejdelsen af privatforbrugsopgørelserne ikke knytter sig til klagerens indkomsterhvervelse. Klageren har derfor ikke fradragsret for udgifterne efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Udarbejdelsen af privatforbrugsopgørelserne skete udelukkende for at sandsynliggøre, at der ikke var grundlag for SKATs forhøjelser. Dette kunne bedst gøres ved at sandsynliggøre, at klageren ikke havde højere privatforbrug end, hvad selvangivelserne gav plads til. Privatforbrugsopgørelserne blev udelukkende anvendt i skatteankenævnssagen og blev alene udarbejdet for at imødegå SKATs synspunkter.

For det fjerde gøres gældende, at hensynene bag omkostningsgodtgørelsesordningen gør, at tvivl i tvivlstilfælde må komme den godtgørelsesberettigede til gode. Af bemærkningerne til lovforslag nr. 80 af 28. oktober 1992 fremgår således, at beskatning er en byrde, som det offentlige ensidigt pålægger borgerne. Det offentlige har derfor en naturlig pligt til at behandle de mange tvivlsspørgsmål, som beskatningen kan medføre, uden væsentlige udgifter for den enkelte.

Henset til, at udarbejdelsen af privatforbrugsopgørelserne konkret var medvirkende til, at klageren samlet set fik overvejende medhold i sin klage, må det anses for en logisk følge, at klageren ikke selv skal stå tilbage med udgifterne til at få udarbejdet privatforbrugsopgørelserne.

I Betænkning nr. 1382/2000, s.147 ff., er fremhævet, at et af hensynene bag omkostningsgodtgørelsesordningen er retssikkerhedsmæssige hensyn, herunder at rigtige afgørelser træffes så hurtigt som muligt.

I klagerens tilfælde bevirkede udarbejdelsen af privatforbrugsopgørelserne konkret, at den rigtige afgørelse blev truffet så hurtigt som muligt. Skatteankenævnet fremhævede netop SKATs manglende udarbejdelse af privatforbrugsopgørelser som et af elementerne i, at klageren fik fuldt medhold i sin påstand på dette punkt.

Bistanden til udarbejdelse af privatforbrugsopgørelserne blev ydet under en omkostningsgodtgørelsesberettiget sag, og udgifterne er derfor godtgørelsesberettigede.

Den offentliggjorte praksis på området, herunder de i SKATs Juridiske Vejledning, afsnit A.A.13.4 , nævnte afgørelser, vedrører spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse i sager, hvor der er tale om udarbejdelse af egentlige regnskaber. Den offentliggjorte praksis er derfor ikke sammenlignelig med nærværende tilfælde.

SKATs udtalelse i anledning af klagen
Opgørelserne af klagerens privatforbrug/kapitalforklaring må anses for at være en del af virksomhedens årsregnskaber.

Udgifterne til udarbejdelse af en personligt ejet virksomheds regnskab kan fradrages ved indkomstopgørelsen efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Efter SKATs opfattelse er klageren derfor ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifterne på 3.000 kr., inkl. moms, uanset at opgørelserne af klagerens skattepligtige indkomst var motiveret af at fremskaffe dokumentation i den verserende skattesag, idet udarbejdelsen skulle være sket i forbindelse med selvangivelserne.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Skatteforvaltningslovens § 52 har følgende ordlyd:

"Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad."

Skatteforvaltningslovens § 54 har følgende ordlyd:

"Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt:

1. Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede.
2. Retsafgifter bortset fra beløbet til Landsskatteretten som nævnt i § 42 a.
3. Udgifter til syn og skøn.
4. Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale, i det omfang der ikke er tale om dokumentation for kontrollerede transaktioner efter skattekontrollovens § 3 B.
5. Pålagte sagsomkostninger.
6. Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene.

Stk. 2. De godtgørelsesberettigede udgifter reduceres med:

1. Tilkendte sagsomkostninger.
2. Offentlig retshjælp.
3. Afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms efter lov om merværdiafgift (momsloven)."

Skattekontrolloven og mindstekravsbekendtgørelsen (daværende bekendtgørelse nr. 1068 af 17. december 1999) indeholdt tidligere bestemmelser, der medførte, at forskellige grupper af skattepligtige fysiske personer havde pligt til sammen med selvangivelsen at indsende en kapitalforklaring/privatforbrugsopgørelse.

Bestemmelserne blev ophævet ved lov nr. 963 af 2. december 2003. For at understrege, at der fremover i forbindelse med selvangivelser for fysiske personer ikke skulle gælde nogen krav om indsendelse af kapitalforklaringer/privatforbrugsopgørelser, blev der ved loven endvidere indsat følgende bestemmelser i skattekontrollovens § 3, stk. 1, 3. og 4. punktum:

"Det skattemæssige årsregnskab for fysiske personer omfatter ikke en redegørelse for den private formue, herunder ændringer heri over indkomståret. Den selvangivelsespligtige kan dog efter § 6 B anmodes om at indgive supplerende formueoplysninger."

Loven trådte i kraft den 1. januar 2004 med virkning fra og med indkomståret 2003.

Klagerens sag ved skatteankenævnet vedrørte klagerens indkomstansættelser for indkomstårene 2005, 2006 og 2007.

For indkomstårene 2005, 2006 og 2007 havde klageren ikke pligt til at indsende kapitalforklaringer/privatforbrugsopgørelser sammen med selvangivelserne.

Udarbejdelsen af de omhandlede privatforbrugsopgørelser kan derfor ikke anses for at være arbejde, som skulle være sket i forbindelse med selvangivelserne.

Der er derfor ikke grundlag for at afslå klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse for så vidt angår beløbet på 3.000 kr., inkl. moms, med den begrundelse, som SKAT har anført.Ud fra indholdet af sagen ved skatteankenævnet er der endvidere ikke grundlag for ikke at anse revisionsfirmaets udarbejdelse af privatforbrugsopgørelserne for at have været relevant for førelsen af sagen.

Klageren er derfor berettiget til omkostningsgodtgørelse også for udgifterne på 3.000 kr., inkl. moms, til revisionsfirmaets udarbejdelse af privatforbrugsopgørelserne.

Klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse godkendes derfor i sin helhed, jf. skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1, jf. § 52, stk. 1, 2. punktum.

Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.

Da kravet er overdraget til revisionsfirmaet, er revisionsfirmaet berettiget til at få beløbet udbetalt.