Dokumentets metadata

Dokumentets dato:23-10-2012
Offentliggjort:05-11-2012
SKM-nr:SKM2012.618.SR
Journalnr.:12-0197070
Referencer.:Statsskatteloven
Dokumenttype:Bindende svar


Erstatning fra arbejdsgiver

Skatterådet bekræfter, at erstatning fra arbejdsgiver i anledning af en arbejdsskade, kan udbetales skattefrit, idet erstatningen fra arbejdsgiver må anses at træde i stedet for den skattefri erstatning medarbejderen kunne have fået fra en erhvervsrejseforsikring såfremt skaden var blevet anmeldt korrekt.


Spørgsmål:

  1. Kan arbejdsgiver skattefrit udbetale erstatning til en medarbejder for dennes tab lidt ved arbejdsgiver fejlagtige information og manglede overholdelse af anmeldelsespligt ved en arbejdsskade?

Svar:

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

En medarbejder var i 2002 ude for et ulykkestilfælde, der medførte en méngrad på 15 %. Denne estimering af méngrad kan ikke anfægtes, da den er lagt til grund for den erstatning, medarbejderen modtog fra skadevolders lovpligtige ansvarsforsikring.

Medarbejderens uheld (trafikuheld) foregik på et tidspunkt, hvor hun udførte tjeneste for arbejdsgiver, dvs. var på tjenesterejse og der er derfor tale om et arbejdsrelateret forhold.

Der er derfor to forsikringsforhold, der kan komme på tale; arbejdsskadeforsikring og erhvervsrejseforsikring.

Umiddelbart efter ulykken rettede medarbejderen henvendelse til arbejdsgiverens HR-afdeling for at denne, i overensstemmelse med regelsættet, kunne forestå anmeldelsen til forsikringerne.

HR meddelte imidlertid medarbejderen, at skaden ikke ville blive anmeldt under nogen af de to forsikringer, idet medarbejderen ikke var i tjeneste, men på vej til tjeneste - og dermed udførte private aktiviteter ved uheldet. Medarbejderen var på vej til lufthavnen, hvilken omfattes af tjenesterejsebegrebet, og HRs afvisning var derfor uberettiget og udtryk for en misforståelse.

Medarbejderen blev ved denne vildfarelse afskåret fra at søge de erstatninger, der kunne komme på tale. Skader skal, på de to forsikringer, anmeldes af arbejdsgiver.

Arbejdsgiver har pådraget sig et erstatningsansvar ved fejlagtigt at afvise at anmelde forholdet til forsikringerne. Arbejdsgiver skal derfor erstatte det tab, medarbejderen har lidt ved denne professionelle fejl.

Medarbejderens tab kan opgøres som 15 % af den erhvervsrejseforsikringssum, der var gældende på skadestidspunktet samt den erstatning, der ville være opnået fra arbejdsskadeforsikringen efter fradrag af det beløb, der blev udbetalt på autoforsikringen.

Arbejdsgivers erstatningspligt opstår på tidspunktet for arbejdsgivers fejlagtige rådgivning. Sådant krav er som andre krav underlagt reglerne i forældelsesloven, der fastlægger, at forældelsesfristen er 3 år regnet fra tidspunktet, hvor fordringshaver fik eller burde have fået kendskab til fordringen. Denne 3 års frist regnes sideløbende med præklusionsfristen på 10 år fra tidspunktet for den skadevoldende handling uden for kontraktforhold.

Ulykken skete den 22. maj 2002. Medarbejderen blev fejlinformeret af arbejdsgiveren i perioden mellem juni 2002 og september 2002, og medarbejderen havde ingen anledning til at betvivle arbejdsgivers kompetence.

Medarbejderen blev i foråret 2012 opmærksom på, at skaden rettelig burde klassificeres som arbejdsrelateret. Arbejdsgiver og medarbejderen gennemgik i februar måned 2012 sagen, og arbejdsgiver erkendte den fejl, arbejdsgiver begik i 2002, og at arbejdsgiver var erstatningspligtig i det omfang, medarbejderen ikke på anden måde kunne opnå erstatning fra de relevante forsikringer. Der var enighed om, at sagen skulle finde en løsning, når alle anmeldelsesmuligheder var udtømt, idet arbejdsgivers kompensationspligt dog bekræftedes.

En anmeldelse til Arbejdsskadestyrelsen er afvist med den begrundelse, at skaden ikke er rettidigt anmeldt af arbejdsgiveren.

Arbejdsgiver har begået en professionel fejl ved ikke at anmelde skade rettidigt til arbejdsskadeforsikringen og rejeforsikringsselskabet. Arbejdsgiver er pligtig til at erstatte det derved forvoldte tab.

Kravet er ikke forældet, da medarbejderen ikke har haft anledning til at betvivle arbejdsgivers vejleding, før denne ad anden vej er bragt i tvivl. Medarbejderen har rettet henvendelse til arbejdsgiver inden præklusionsfristens udløb, og inden samme frist har arbejdsgiver erkendt erstatningspligten.

Opgørelse af kravet kan gennemføres på flere måder. Da der ikke er fremsat et bestemt krav til kravet ikke være forrentet. Det har ikke været muligt at finde den erstatningssum, der var gældende for rejseforsikringen i 2002, så en tilbagediskontering af de erstatningssummer, der pt. er gældende i spørgers rejseforsikring, må lægges til grund for denne erstatning, mens niveauet for arbejdsskadeforsikring tilsvarende anvendes.

Arbejdsskadeforsikringssummen er pt. 2.840.700 kr. 15 % heraf udgør 426.105 kr. Tilbageregnet til 2002 efter samme nøgle er beløbet 318.299 kr., hvilket arbejdsgiver skal betale til medarbejderen.

Spørger har supplerende oplyst, at;

"... Betragtningerne om arbejdsskadeforsikringen er alene medtaget i redegørelsen ud fra den betragtning, at der tillige kunne foreligge et erstatningsspørgsmål vedr. arbejdsskadeforsikringen. Som anført er dette dog ikke tilfældet, idet erstatningen efter denne forsikring bortfalder som følge af, at autoskadeforsikringsudbetalingen skulle modregnes. Sådan modregning finder ikke sted i erhvervsrejseforsikringen.

Erhvervsrejseforsikringen er ejet af arbejdsgiver som forsikringstager. Forsikringssummen skal dække den skade på helbredet, uheldet medfører. Der er tale om en ulykkesdækning, hvor erstatningen - som ved andre ulykkesforsikringer - beregnes som forsikringssummen multipliceret med méngraden.

Méngraden er afgjort ved den behandling af skaden, der blev foretaget af skadevolders autoforsikring, og der findes ingen anledning til at betvivle dette grundlag, der er fastlagt arm's length mellem forsikringsselskabet og skadelidte. Erstatninger fra rejseforsikringen er en éngangssum..."

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmålet bør besvares med ja.

I den konkret sag bør den erstatning, medarbejderen er berettiget til kunne udbetales uden skattetræk. Beløbet er et surrogat for en erstatning, medarbejderen utvivlsomt ville have modtaget fra forsikringen, hvis arbejdsgiver havde opfyldt sin anmeldelsespligt.

Det skal bemærkes, at erstatningen vil blive indbetalt til en kreditorbeskyttet konto, som udelukkende kan anvendes til at dække udgifter, der afbøder de skader, medarbejderen pådrog sig, og som hun fortsat lider under.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at arbejdsgivers betaling af erstatning til medarbejderen for dennes tab lidt ved arbejdsgivers fejlagtige information og manglede overholdelse af anmeldelsespligt ved en arbejdsskade kan udbetales skattefrit.

Lovgrundlag

Efter statsskattelovens § 4 betragtes som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægt, herunder arbejdsindkomst, uanset om indtægten hidrører her fra landet eller fra udlandet og som udgangspunkt uanset fremtrædelsesformen, hvis der ikke i lovgivningen i øvrigt er gjort positive undtagelser herfra.

Efter statsskattelovens § 5, litra a og litra b betragtes:

..."Formueforøgelse, der fremkommer ved, at de Formuegenstande, en skattepligtig ejer, stiger i Værdi - medens der paa den anden Side ikke gives Fradrag i Indkomsten for deres Synken i Værdi -, eller Indtægter, som hidrører fra Salg af den skattepligtiges Ejendele (herunder indbefattet Værdipapirer), for saa vidt disse Salg ikke henhører til vedkommendes Næringsvej, for Eksempel Handelsvirksomhed med faste Ejendomme, eller er foretaget i Spekulationsøjemed, i hvilke Tilfælde den derved indvundne Handelsfortjeneste henregnes til Indkomsten, ligesom ogsaa eventuelt Tab kan fradrages i denne. Ved Salg af fast Ejendom samt Aktier og lignende offentlige Værdipapirer, der er indkøbt efter 1. Januar 1922, anses Spekulationshensigt at have foreligget, naar Salget sker inden 2 Aar efter Erhvervelsen, medmindre det modsatte godtgøres at være Tilfældet;

"b. Gaver, der falder ind under Afsnit III. i Lov om Afgift af Arv og Gave, samt Formueforøgelse, som hidrører fra Arv og Forskud paa saavel falden som ikke falden Arv eller fra Indgaaelse af Ægteskab, Udbetaling af Livsforsikringer, Brandforsikringer og deslige;"

I Skatteministeriets juridiske vejledning, 2012-2, afsnit C.A.3.7 . fremgår bl.a. følgende om erstatninger:

"... Erstatninger, der udbetales som engangsbeløb, er skattefri. En éngangssum kan erlægges afdragsvis uden derved at blive skattepligtig..."

"Hvis erstatningen er et engangsbeløb, skal erstatningen beskattes på samme måde, som det, den træder i stedet for.

Hvis erstatningen er en kompensation for en del af indkomstgrundlaget, er den skattefri. Se SL § 5.

Hvis erstatningen derimod er en kompensation for et tab i det løbende afkast/indkomsterhvervelse, er den skattepligtig. Se SL § 4.

Erstatning for tab af erhvervsevne ydet som engangsbeløb er skattefri, fordi den træder i stedet for en del af indkomstgrundlaget. Tilsvarende gælder for erstatninger udbetalt som engangsbeløb, der kompenserer for retsstridige krænkelser af mere immateriel karakter, som fx svie og smerte, varigt mén og tort. Se SL § 5 og TfS2000, 326. Honorar til personer, der frivilligt udsætter sig for svie og smerte, som fx forsøgspersoner eller professionelle boksere, er derimod skattepligtige. En sådan betaling har ikke karakter af en erstatning for en retsstridig krænkelse..."

Videre anføres det i afsnit C.A.3.7. i ovennævnte vejledning, at;

"... Efter lov om arbejdsskadesikring betales erstatning og godtgørelse til tilskadekomne eller deres efterladte ved arbejdsskade. Loven dækker:

Sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m.

Beskatningen af de forskellige erstatninger afhænger som udgangspunkt af sondringerne ovenfor om løbende ydelser eller engangsbeløb, og hvad erstatningen træder i stedet for. I ligningslovens § 7, nr. 20 er der hjemmel til skattefritagelse af bestemte engangsudbetalinger. I bestemmelsen står, at følgende engangsudbetalinger er skattefri:

"Engangsbeløb, der udbetales til den erstatningsberettigede efter § 32, stk. 7 eller 8, eller § 36, stk. 4 eller 5, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. § 85 a, stk. 2 i lov om arbejdsskadesikring, og kapitalbeløb, der udbetales til den erstatningsberettigede efter § 17, stk. 7, 2. pkt., og § 85, stk. 7, i lov om arbejdsskadesikring..."

I forældelseslovens § 3 er anført følgende om forældelse:

"... § 3. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

Stk. 2. Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil..."

Styresignal SKM2010.529.SKAT . I nævnte styresignal blev det beskrevet, hvorledes erstatninger som banker og andre pengeinstitutter betaler til kunder skal beskattes.

I Justitsministeriets betænkning nr. 1412, om godtgørelse til efterladte ved dødsfald, kapitel 3 er det om erstatningsret bl.a. anført, at:

"... Beror vurderingen af skaden derimod på rent subjektive kriterier som lidelse, tort, ubehag mv., hvor der ikke kan opstilles en objektiv økonomisk målestok, er der tale om en ikke-økonomisk skade. Det kan f.eks. være godtgørelse for svie og smerte, varigt mén eller tort.

De almindelige erstatningsregler gælder ved siden af arbejdsskadesikringsloven. Hvis arbejdsgiveren er erstatningsansvarlig for skaden efter dansk rets almindelige culparegel, kan den skadelidte således rejse et krav mod arbejdsgiveren på dette grundlag og kræve en erstatning, der er udmålt efter reglerne i erstatningsansvarsloven. Et krav om erstatning efter erstatningsansvarsloven er dog subsidiært i den forstand, at det kun kan rejses i det omfang, kravet ikke dækkes efter arbejdsskadesikringsloven (et “differencekrav“), jf. arbejdsskadesikringslovens § 59...."

Praksis

I TfS1997.632.LSR udtalte Landsskatteretten, at en erstatning ydet i henhold til erstatningsansvarslovens § 1 som erstatning for "andet tab" til kompensation for tab ved forlængelse af uddannelse som følge af et færdselsuheld, måtte anses for skattepligtig, da den måtte anses at dække skatteyders konkrete tab af indtægt som følge af ulykken.

TfS2000.326. En godtgørelse på 25.000 kr. udbetalt som erstatning for manglende partshøring til en række medarbejdere i ToldSkat i forbindelse med overflytning til et nyoprettet kontrollørkorps blev anset for skattefri. Udbetalinger i en periode med forlænget opsigelsesvarsel til overenskomstansatte medarbejdere i korpset med henblik på at sidestille disse med tjenestemandsansatte blev anset som løn og ikke som fratrædelsesgodtgørelse.

SKM2001.281.LSR . En af Højesteret tilkendt kompensation til en funktionær i forbindelse med fratræden kunne for den del, der lå ud over godtgørelse efter funktionærlovens regler, anses skattefri som kompensation for tort. Der var ved udmålingen af beløbet af Højesteret henset til, at der forelå mangler ved sagsbehandlingen i kommunen i forbindelse med afskedigelsessagen

I SKM2012.21.SR kunne Skatterådet ikke bekræfte, at udbetaling fra tidligere arbejdsgiver kan anses for tortgodtgørelse i forbindelse med afskedigelse. Skatterådet finder derimod, at det udbetalte beløb må anses for manglende overarbejdsbetaling, som dermed skal beskattes som almindelig lønindkomst.

Begrundelse

I nærværende sag er der tale om en erstatning fra arbejdsgiver som følge af, at arbejdsgiver fejlagtig ikke har fået anmeldt medarbejderens skade til arbejdsskadeforsikringen samt erhvervsrejseforsikringen på rette tidspunkt.

Der er dog alene tale om erstatning efter erhvervsrejseforsikringen, idet erstatning efter lov om arbejdsskadeforsikring er bortfaldet som følge af, at autoskadeforsikringsudbetalingen skulle modregnes. Sådan modregning finder ikke sted i erhvervsrejseforsikringen.

Da medarbejderen, grundet manglende anmeldelse af ulykken på det rigtige tidspunkt, imidlertid ikke fik udbetalt omhandlede erstatning efter erhvervsrejseforsikringen, udbetaler arbejdsgiver i stedet et beløb af tilsvarende størrelse, idet arbejdsgiver har erkendt et erstatningsansvar overfor spørger. Sagen er dog forligt, og arbejdsgivers erstatningsansvar er således ikke prøvet ved domstolene.

Efter Skatteministeriets opfattelse må arbejdsgiver imidlertid anses at have pådraget sig et erstatningsansvar efter dansk rets almindelige bestemmelser, herunder culpa-reglen, således at arbejdsgiver, såfremt sagen var blevet prøvet ved domstolene, med størst sandsynlighed, var blevet ikendt et erstatningsansvar overfor den pågældende medarbejder. Skatteministeriet forudsætter derved, at arbejdsgiver har et reelt erstatningsansvar.

I Skatteministeriets styresignal, gengivet som SKM2010.529.SKAT blev erstatninger fra banker og andre pengeinstitutter skattepligtige som afståelsessummer for de værdipapirer de træder i stedet for, hvorfor nævnte styresignal, efter Skatteministeriets opfattelse, ikke er umiddelbart sammenlignelig med nærværende sag.

Efter det oplyste, er det arbejdsgiveren, der er ejer af erhvervsrejseforsikringen, hvorfor der ikke er tale om en syge- og ulykkesforsikring efter PBL § 53 A, stk. 1, nr. 5, men en syge- og ulykkesforsikring omfattet af statsskatteloven. Det afgørende er derefter, hvad forsikringsbeløbet skulle dække, og hvad det var for et beløb, sum- eller løbende udbetaling.

Det er ligeledes oplyst, forsikringssummen fra erhvervsrejseforsikringen skal dække den skade på helbredet, uheldet medfører. Der er tale om en ulykkesdækning, hvor erstatningen - som ved andre ulykkesforsikringer - beregnes som forsikringssummen multipliceret med méngraden.

Den omhandlede erstatning fra arbejdsgiver må derfor, efter Skatteministeriets opfattelse, anses at træde i stedet for den skattefri erstatning fra erhvervsrejseforsikringen, som medarbejderen ville have været berettiget til, såfremt skade var blevet anmeldt korrekt, hvorfor omhandlede erstatning anses skattefri i medfør af statsskattelovens § 5.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.