Dokumentets metadata

Dobbeltbeskatning - Frankrig - salg af ejendom - næring - fast driftssted

Østre Landsret stadfæstede byrettens dom, hvorefter artikel 3 i den dagældende dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Frankrig skulle fortolkes således, at indtægter af fast ejendom ikke omfattede indtjening i form af fortjeneste ved salg af fast ejendom. Appellantens fortjeneste ved salg af fast ejendom i Frankrig som led i næringsvirksomheden var derfor kun omfattet af fransk beskatningsret, hvis indtægterne kunne henføres til et fast driftssted i Frankrig, jfr. overenskomstens artikel 4.Landsretten gav ministeriet medhold i, at selskabets franske administrator alene havde fuldmagt til at forestå den daglige drift, men ikke til at foretage salg af ejendomme, og at selskabet derfor ikke kunne anses for at have fast driftssted i Frankrig i relation til selskabets næringsvirksomhed. De omhandlede næringsindtægter var derfor med rette blevet beskattet her i landet.

Parter

H1 A/S
(advokat Jacob Rix)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Kim Lundgaard Hansen)

Afsagt af landsdommerne

Arne Brandt, M. Lerche og Christina Breinstrup (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 14. april 2011 (BS 37A-5810/2008) er anket af H1 A/S med påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at skat af avancen fra appellantens salg i indkomståret 2003 af faste ejendomme i Frankrig skal nedsættes til 0 kr.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af KS, der har forklaret blandt andet, at administrator fik et honorar på 5 %, hvis en ejerlejlighed blev solgt til en tredjemand, som ikke var tidligere lejer. Appellanten ville, hvis det lovgivningsmæssigt havde været muligt, under ingen omstændigheder have haft interesse i eller mulighed for at administrere ejendommen fra ...1. I forbindelse med salg støttede appellanten sig på sine franske rådgivere. Retssagen i Frankrig mod administrator blev delvis vundet af appellanten. Det var nødvendigt for appellanten at sælge ejerlejligheder for at skaffe penge til at indfri kortvarige lån, som appellanten have optaget i ejendommen. I 2001 blev der solgt ejerlejligheder såvel til lejere som til tredjemand. Alle handlinger, der blev foretaget for at sælge ejerlejligheder, blev udført i Frankrig, men det var den danske bestyrelse, som traf beslutning om at sælge de enkelte ejerlejligheder. I øvrigt var det administrator, som havde alle nødvendige oplysninger om de enkelte lejligheder. Notaren, som ordnede de praktiske forhold omkring gennemførelse af handlerne af ejerlejligheder, skulle i hvert enkelt tilfælde have samtykke fra salget direkte fra appellanten. Salg af ejerlejligheder til andre end tidligere lejere foregik gennem ejendomsmægler. Det var vidnet, der på bestyrelsens vegne underskrev dokumenterne vedrørende salg af de enkelte ejerlejligheder.

De franske selvangivelser blev udfærdiget af en fransk revisor på grundlag af oplysninger og dokumenter fra administrator. Først fra 2003 har selskabet betalt skat i Frankrig, idet man for de tidligere år ikke havde skattemæssig fortjeneste, da man efter fransk lovgivning kunne fradrage afskrivninger vedrørende de enkelte beboelseslejligheder. Viceværten i ejendommen var ansat af ejerforeningen, og en del af hans udgifter er afholdt af appellanten. Det var bestyrelsen, som traf beslutning om de enkelte salg.

Bestyrelsen meddelte administrator, at bestyrelsen ikke ønskede at forlænge lejemål, men ønskede at sælge lejemål, der udløb. I den forbindelse drøftede han prisen for den enkelte lejlighed med administrator. Priserne lå oprindeligt på ca. 18.000 franc pr. m². Priserne er nu omkring 5.000 euro pr. m². Ejendommen blev oprindeligt erhvervet for ca. 9.000 franc pr. m². Når man har benyttet ejendomsmægler, er appellanten gået ud fra, at ejendomsmægleren har vurderet lejligheden til markedsprisen. Appellanten har derfor lagt ejendomsmæglerens vurdering til grund. Den nye administrator har ikke nogen specifik fuldmagt til salg af ejerlejligheder.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten.

Appellanten har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 12. marts 2012 og indstævnte har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 8. marts. 2012.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten er enig i byrettens flertals resultat og begrundelsen herfor. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Appellanten skal betale sagsomkostninger for landsretten til indstævnte med i alt 150.000 kr. Beløbet omfatter indstævntes udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der taget udgangspunkt i, at parterne har oplyst, at sagens skattemæssige værdi udgør ca. 3 mio. kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, H1 A/S, betale 150.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.