C.A.2.5.2.23 LL § 7 X - Tilskud til opførelse af privat udlejningsbyggeri

Tilskud, der ydes og anvendes efter lov om fremme af privat udlejningsbyggeri eller lov om støttede private ungdomsboliger, medregnes ikke til indkomsten.

Tilskuddet bliver så skattefrit for den private bygherre, der modtager tilsagn om tilskud til etablering af støttede private ungdomsboliger.

Ved bestemmelsen ændres der ikke ved de almindelige regler, hvorefter indtægter fra fast ejendom er skattepligtige.

Ved opgørelse af fortjeneste og tab på fast ejendom, hvortil der er ydet tilskud efter lov om fremme af privat udlejningsbyggeri eller lov om støttede private ungdomsboliger, anvendes anskaffelsessummen opgjort efter de almindelige regler fratrukket tilskuddet. Se LL § 7 X, stk. 2.

Anskaffelsessummen anvendes ved avanceopgørelsen, hvor fortjenesten opgøres efter de almindelige regler herom som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen.

Efter bestemmelsen får en næringsdrivende med salg af fast ejendom ved et efterfølgende salg af ejendommen nedsat den nominelle anskaffelsessum med tilskuddet. Ved en avanceopgørelse efter ejendomsavancebeskatningsloven vil det efter bestemmelsen være den kontantomregnede anskaffelsessum, der reguleres med værdien af tilskuddet.

Bestemmelsen er indsat for at imødegå den situation, at en skattepligtig både får et tilskud til etablering af private støttede ungdomsboliger og senere, når ejendommen sælges, kan få et tab, som kan anvendes til modregning eller fremførsel efter de almindelige regler herom.

Konstaterer den skattepligtige et tab, kan tabet modregnes i anden tilsvarende gevinst efter ejendomsavancebeskatningslovens regler.

De skattepligtige, der er næringsdrivende, kan fremføre et eventuelt underskud til senere indkomstår efter de almindelige regler herom.