E.B.4.1.3 Forhøjelse af det pantsikrede beløb

Dette afsnit handler om forhøjelse af det pantsikrede beløb og beskriver reglerne afhængig af, om pantebrevet er tinglyst før eller efter 1. juli 2007.

Afsnittet indeholder:

Forhøjelse af pantebreve tinglyst før 1. juli 2007

Pantebreve i fast ejendom, der er tinglyst før 1. juli 2007, behandles efter TAL § 5.

En forhøjelse af det pantsikrede beløb udløser afgift efter TAL § 5, stk. 6, 1.pkt. Efter denne bestemmelse skal der betales afgift efter § 5, stk. 1, af forskellen mellem resthæftelsen og den nye panthæftelse. I forbindelse med tinglysningen skal der afgives følgende erklæring, jf. TALbek § 18, stk. 1:

"Restgælden udgør det angivne beløb på den angivne dato. Afgiften er beregnet af forskellen mellem restgælden og den nye hovedstol."

Ved forhøjelse af ejerpantebreve og skadesløsbreve med pant i fast ejendom er resthæftelsen altid af samme beløbsmæssige størrelse som den tinglyste hovedstol. Der skal ikke afgives erklæring på disse pantebreve.

Forhøjelse af pantebreve i fast ejendom, der er tinglyst 1. juli 2007 eller senere

Pantebreve i fast ejendom, der er tinglyst den 1. juli 2007 eller senere, behandles efter TAL § 5a.

En forhøjelse af det pantsikrede beløb udløser afgift efter TAL § 5a, stk. 7. Efter denne bestemmelse skal der betales afgift efter § 5, stk. 1, af forskellen mellem den nye hovedstol og den tidligere tinglyste hovedstol. I forbindelse med tinglysningen skal der afgives følgende erklæring, jf. TALbek § 18, stk. 2:

"Forhøjelsen er omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 5a, stk. 7."

Bemærk

Afgiftsbegunstigelsen i TAL § 5, stk. 2 og 5a kan anvendes ved forhøjelse af et eksisterende pantebrev i fast ejendom.

Forhøjelse af pantebreve i løsøre mv.

Forhøjelse af det pantsikrede beløb på pantebreve, der ikke har pant i fast ejendom, udløser afgift efter TAL § 5, stk. 6, 1. pkt. Efter denne bestemmelse skal der betales afgift efter § 5, stk. 1, af forskellen mellem restgælden og det nye pantsikrede beløb.

Der skal ved tinglysningen afgives følgende erklæring:

"Restgælden udgør det angivne beløb på den angivne dato. Afgiften er beregnet af forskellen mellem restgælden og den nye hovedstol."

Ved forhøjelse af ejerpantebreve og skadesløsbreve med pant i løsøre mv. er resthæftelsen altid af samme størrelse som den tinglyste hovedstol. Der skal ikke afgives erklæring på disse pantebreve.