Dokumentets metadata

Personalegoder, beklædningsgodtgørelse

Skatterådet bekræfter, at medarbejderne hos spørger skal beskattes af arbejdsgivers kontante betaling til dækning af i øvrigt private udgifter til beklædning. Skatterådet afviser spørgsmålet om indberetning, da indberetning falder udenfor det område, hvorom der afgives bindende svar, jf. skatteforvaltningslovens § 21, men giver dog en vejledende udtalelse herom

Spørgsmål:

1. Skal beklædningsgodtgørelse til medarbejdere i Center for Handicap beskattes?
2. Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, skal beløbet dermed indberettes som skattepligtigt personalegode?

Svar:

1. Ja
2. Afvises, se dog sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

X Kommune har indgået lokalaftale med Socialpædagogernes Landsforbund om, at medarbejderne i Center for Handicap kan købe beklædning for 1.500 kr. årligt. Aftalen er indgået med hjemmel i overenskomst mellem KL og SL, protokollat 1 arbejdstøj.

Beløbet refunderes efter regning.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er med udgangspunkt i SKATs vejledning om beklædning, X Kommunes opfattelse, at udgangspunktet er, at den beklædning som stilles til rådighed er et skattepligtigt gode, som er B-skattepligtigt for modtageren, jf. SKATs juridiske vejledning C.A.5.7 , Beklædning og SKAT vejledning vedr. personalegoder 2010.

Til støtte herfor taler, efter kommunens opfattelse, at tøjet indkøbes efter medarbejderens eget valg. Der er ikke tale om tøj som på nogen måde adskiller sig fra sædvanlig privat beklædning, der er heller ikke logo eller andet på beklædningen og den har ikke karakter af uniform, kitler eller andet, som giver det karakter af egentligt arbejdstøj. Der er således tale om beklædning, som må anses for almindeligt tøj, som kan tages med hjem og erstatte tøj, der i øvrigt benyttes privat.

Ud fra nedenstående beskrivelse ønsker spørger imidlertid at få oplyst, om den beskrevne gruppes godtgørelse kan omfattes af det C.A.5.7. benævner "egentligt arbejdstøj".

Det overenskomstmæssige udgangspunkt:

Af overenskomsten indgået mellem Kommunernes Landsforening og Socialpædagogernes Landsforbund, der omfatter pædagoger:

"...Som varetager opgaver i form af hjælp, omsorg, støtte til optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer (hjemmevejledere), i henhold til servicelovens § 85..."

Fremgår følgende af protokollat i overenskomsten:

"...Når arbejdstøj efter arbejdets beskaffenhed er nødvendigt, stilles det til rådighed for medarbejderen efter institutionens skøn..."

Historien bag:

Tilbage i 1970'erne skete der en udvikling i den måde man anskuede forholdet mellem ansatte og dem, der på det tidspunkt blev benævnt åndssvage/sindssyge.

Med udgangspunkt i cirkulære, der blev udstedt af den daværende Socialstyrelse fik de ansatte på daværende tidspunkt udleveret kitler henholdsvis jakker og bukser, som de havde på, når de arbejdede. Da humaniseringen af de nævnte arbejdsområder slog igennem, gik man imidlertid bort fra at anvende kitler mv. Personalet anvendte i stedet deres private tøj. Og sådan er det også i dag.

Som det fremgår af ovenstående, er arbejdsgiverne forpligtet til at stille arbejdstøj til rådighed for medarbejderen, hvis arbejdets beskaffenhed gør det nødvendigt. Dette er kommet ind i overenskomsten for en del år siden. Årsagen til det er formuleret som det fremgår, hænger naturligvis sammen med den praksis der har udviklet sig. Tidligere har overenskomsten henvist til det omtalte cirkulære fra Socialstyrelsen. Imidlertid var man indenfor arbejdsområdet ikke interesseret i, at de ansatte havde uniform på, hvorfor man mange steder "kapitaliserede" cirkulæret, således at de ansatte kunne købe tøj, mod aflevering af regning til det pågældende arbejdssted.

En løsning, hvor man indkøber ens tøj til alle medarbejdere, uagtet at det ligner "civilt tøj" vil således ikke være gangbar, idet "uniformeringen" hermed ville være genindført.

Med andre ord; det er vigtigt, at møde brugerne/borgerne (som de benævnes i dag) med den ligeværdighed som tilkendegives ved, at man optræder som det individ man er, herunder det som den enkeltes påklædning signalerer.

Skattereglerne:

Udgangspunktet for den godtgørelse, som det skønnes ovennævnte gruppe skal modtage, er således identisk i det der benævnes "egentlig arbejdstøj" i C.A.5.7.(jf. tidligere cirkulære fra Socialstyrelsen).

Af protokollatet til overenskomsten fremgår det, at "..."Når arbejdstøj efter arbejdets beskaffenhed er nødvendigt, stilles det til rådighed for medarbejderen efter institutionens skøn"...

Arbejdets beskaffenhed handler i denne henseende om, at den ansattes tøj bliver tilsmudset og udsat for betydeligt slid, og at det er i den henseende at skønnet udøves, i forhold til at give kompensation i form af godtgørelse.

Udgangspunktet for at give godtgørelsen afviger således ikke fra den definition SKAT har af egentligt arbejdstøj i C.A.5.7. Det er således alene udviklingen på området, der er afgørende for, at man ikke bruger kitler mv. Det vil være en kedelig udvikling, hvis SKATs regler skulle betyde, at man må gå tilbage til "uniformering", og det vil ikke være i overensstemmelse med de målsætninger for arbejdet som handicapkonventioner mv. foreskriver.

X Kommune kan derfor bekræfte, at der af hensyn til borgerne ikke ønskes en tilbagegang til uniformering af medarbejderne.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at medarbejderne hos spørger ikke skal beskattes af modtagen beklædningsgodtgørelse.

Lovgrundlag

Efter statsskattelovens § 4 betragtes som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægt, uanset om indtægten hidrører her fra landet eller fra udlandet og som udgangspunkt uanset fremtrædelsesformen, hvis der ikke i lovgivningen i øvrigt er gjort positive undtagelser herfra.

I henhold til protokollatet ved sidst indgået overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og Socialpædagogerne, er der om arbejdstøj anført følgende:

• ..."Når arbejdstøj efter arbejdets beskaffenhed er nødvendigt, stilles det til rådighed for medarbejderen efter institutionens skøn..."
• .."Ansatte ved tidligere amtslige plejehjem i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, hvor det øvrige personale har krav på tøjpenge, følger reglerne i § 7 nr. 4. ..."

I § 7 i nævnte overenskomst er anført følgende til Fællesbestemmelser for mellemleder-. Og konsulentstillinger samt basisstillinger:

"...§ 7. Funktionsløn

Ud over de i §§ 5 og 6 centralt aftalte funktionstillæg gælder endvidere følgende:

1) Til ansatte på lukkede/sikrede afdelinger eller afsnit ydes et pensionsgivende funktionstillæg, der mindst udgør 8.700 kr. (Lønseddeltekst: (lukket-/sikret afd.)

2) Til ansatte, der har ansvaret for vejledning og undervisning af praktikanter på institutionen, skal der lokalt aftales et funktionstillæg. (Lønseddeltekst: praktikvejl. tillæg)

3) Til ansatte efter denne overenskomst, der deltager i koloniophold eller ferierejser for grupper, ydes et funktionstillæg, der på hverdage mindst udgør 210,56 kr. pr. døgn (pr. 1. januar 2012: 211,19 kr.) og for søn- og helligdage mindst udgør 420,60 kr. (pr. 1. januar 2012: 421,86 kr.) (31/3 2000- niveau) pr. døgn

4) Til ansatte ved tidligere amtslige plejehjem i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, hvor det øvrige personale har krav på tøjpenge, ydes et ikke-pensionsgivende funktionstillæg, der mindst udgør kr. 2.400 kr. årligt (ureguleret).(Lønseddeltekst: Tøjpenge)..."

Praksis

I SKM2010.808.SR bekræftede Skatterådet, at såfremt A A/S køber en cykel og stiller denne til rådighed for sin medarbejdere, vil medarbejderen blive beskattes af cyklens værdi. Den udleverede cykel kan dog indgå som indtægt i medarbejderens hobbyvirksomhed. Samtidig vil cyklen, der bruges i medarbejderens hobbyvirksomhed, blive anset for en fradragsberettiget udgift.

Skatterådet bekræftede dernæst, at medarbejderen vil blive beskattet af det tøj, som stilles til medarbejderens rådighed. Det udleverede tøj kan dog indgå som indtægt i medarbejderens hobbyvirksomhed. Samtidig vil tøjet, der bruges i medarbejderens hobbyvirksomhed, blive anset for en fradragsberettiget udgift

I SKM2009.512.SR kan Skatterådet bekræfte, at der ikke vil ske beskatning af arbejdstagere i X, når de benytter en scooter og dertilhørende tøj/udstyr, som er stillet til rådighed af X, og scooteren og tøjet/udstyret udelukkende bliver benyttet i arbejdstiden i arbejdsøjemed.

I SKM2004.522.LR fandt Ligningsrådet, at arbejdsgiverbetalt beklædning kun er omfattet af bagatelgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3, 3. pkt., hvis tøjet fremstår som firmabeklædning med synligt navn, logo eller tilsvarende. Tøjet skal i overvejende grad anvendes i arbejdstiden og må efter en konkret vurdering ikke erstatte privat tøj. Såfremt tøjet indgår i en flexlønsordning, vil dette pege i retning af, at det ikke i overvejende grad er stillet til rådighed af hensyn til arbejdet.

Begrundelse

Det fremgår af Skatteministeriets juridiske vejledning 2012-1, afsnit C.A.5.7 ., bl.a. at:

"... Udgifter til tøj er som udgangspunkt er en privat udgift. Hovedreglen er derfor, at en medarbejder, der får stillet tøj, sko eller anden beklædning til rådighed af sin arbejdsgiver, bliver skattepligtig af markedsværdien heraf.

Egentligt arbejdstøj er ikke et personalegode, men et arbejdsredskab. Efter statsskattelovens principper er egentligt arbejdstøj, der er passende for det pågældende arbejde, derfor ikke skattepligtigt. Det gælder fx uniformer, kitler til sygehus- eller butikspersonale, sikkerhedsbeklædning og tøj til arbejde, der medfører tilsmudsning eller betydeligt slid på tøjet.

Tøj, der er i overvejende grad er stillet til rådighed af hensyn til den ansattes arbejde, kan være omfattet af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder..."

"...I en afgørelse, gengivet som SKM2004.522.LR , fandt Ligningsrådet, at arbejdsgiverbetalt beklædning kun er omfattet af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder, hvis der er en direkte sammenhæng mellem tøjet og arbejdets udførelse. Bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder kan derfor ikke anvendes, hvis tøjet har karakter af almindelig privat beklædning, da der i så fald ikke kan påvises en konkret sammenhæng med den ansattes arbejde.

Omvendt hvis tøjet tydeligt fremstår som firmabeklædning med synligt navn, logo eller tilsvarende, og i overvejende grad bliver brugt i arbejdstiden, og det efter en konkret vurdering ikke erstatter privat tøj, er det omfattet af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder..."

"...Får medarbejderen derimod en uniformsgodtgørelse i stedet for beklædning eller på anden måde betaling til beklædning, skal dette beløb beskattes fuldt ud som personlig indkomst..." Der er herved tale om kontant betaling og ikke personalegoder, der typisk består af naturalier, og for hvilke, der i lovgivningen kan være fastsat specielle regler for værdiansættelsen.

Som anført ovenfor gælder således, at når der er tale om egentlig godtgørelse, dvs. kontant betaling til medarbejderne til dækning af i øvrigt private udgifter, er sådanne beløb skattepligtig indkomst i lighed med almindelig periodisk løn mv. Den omstændighed, at godtgørelsen i sig selv samt beløbets størrelse er fastsat via overenskomst medfører ingen ændring i skattepligten heraf.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med ja.

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, om godtgørelse af tøjudgifter (tøjpenge) i givet fald skal indberettes som skattepligtigt personalegode.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 21, svarer Skatterådet kun på spørgsmål vedrørende den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition eller den skattemæssige virkning for andre end spørgeren af en disposition, som spørgerne påtænker at foretage. Indberetning falder således udenfor det område, hvorom der afgives bindende svar, hvorfor nærværende spørgsmål afvises.

Skatteministeriet kan dog vejledende oplyse følgende:

Lovgrundlag

Skattekontrolloven:

"...§ 7. Enhver, der i en kalendermåned i sin virksomhed har foretaget udbetaling eller godskrivning af de i nr. 1-4 nævnte beløb, skal hver måned uden opfordring give oplysning om beløbene til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister §§ 3 og 4. Oplysning skal gives om:

1) Løn, gratiale, provision og andet vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, der efter kildeskattelovens § 43, stk. 1, er A-indkomst eller arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst, jf. kildeskattelovens § 49 A, stk. 1, for modtageren. Endvidere skal oplysning gives om beløb, der ydes til godtgørelse for udgifter, lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, uanset om beløbet efter ligningslovens § 9, stk. 4, er skattefrit for modtageren..."

Begrundelse

Det fremgår af Skatteministeriets vejledning om indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, 012-1, afsnit B.1.5.4, at:

"... Tillæg til løn, som gives til dækning af lønmodtagerens udgifter i forbindelse med arbejdet, f.eks. skur- og tærepenge, smudstillæg, skattepligtig rejse- og befordringsgodtgørelse, kilometerpenge, natpenge, uniformsgodtgørelse, kontorholdsgodtgørelse, fejltællingspenge, svindgodtgørelse, værktøjspenge og hundeførertillæg skal medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. LL § 9, stk. 4, 1. pkt.

Der er tale om vederlag i penge i et tjenesteforhold, hvorfor der skal indeholdes A-skat og AM-bidrag af disse tillæg, jf. KSL § 43, stk. 1, og KSL § 49 B, stk. 1..."

Det betyder således, at arbejdsgiver har indberetningspligt for omhandlede godtgørelse.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 2 afvises, men se dog sagsfremstilling og begrundelse.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.