Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse - klage afgjort uden medvirken af ordinære retsmedlemmer

Der blev ikke givet omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med førelse af en sag for Landsskatteretten, idet der var tale om en klage afgjort uden medvirken af ordinære retsmedlemmer.

Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet klagerens anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med førelse af en sag for Landsskatteretten.

Landsskatterettens afgørelse
SKAT har afslået klagerens anmodning om omkostningsgodtgørelse.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren påklagede den 9. juli 2009 SKATs afgørelse af 17. april 2009 vedrørende afkrævning af registreringsafgift til Landsskatteretten, hvor klagesagen fik journalnummer 09-01950. Klageren var i forbindelse med klagesagen ved Landsskatteretten repræsenteret ved advokatfirmaet G1.

Landsskatteretten traf den 31. august 2010 afgørelse i sagen med journalnummer 09-01950. Af præmisserne i denne afgørelse fremgår følgende:

"(...)

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1 har følgende ordlyd:

Stk. 1 For betaling af afgiften hæfter ejeren eller den, i hvis navn køretøjet er registreret. Dette gælder dog ikke i tilfælde som nævnt i § 3 a, stk. 5.

Registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1 er ifølge lovens ordlyd en objektiv hæftelsesbestemmelse, hvorefter det påhviler den til enhver tid værende ejer eller den, i hvis navn køretøjet er registreret, en hæftelse for ikke betalt registreringsafgift.

Der ses ikke, hverken af lovens ordlyd eller forarbejder, at være hjemmel til at pålægge tidligere registrerede ejere en hæftelse for afgiften, medmindre den tidligere ejer er reparatør eller importør af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 3 og stk. 4.

Dette er ligeledes lagt til grund i Landsskatterettens kendelse af 8. januar 2007, offentlig-gjort som SKM2007.726.LSR , hvor klageren i sagen erhvervede og omregistrerede en bil i sit eget navn. Bilen var tidligere benyttet som handicapbus og var dermed afgiftsfri. Klageren var den anden registrerede ejer af bilen efter benyttelse som handicapbus. Den forrige ejer fik fejlagtigt omregistreret bilen uden at betale afgift for ændringen fra handicapbus til personbil. Landsskatteretten udtalte, at klageren er ejer af bilen og derfor hæfter for betaling af registreringsafgiften overfor det offentlige.

Idet SKAT har anset klageren for at hæfte som ejer ændrer Landsskatteretten SKATs afgørelse, således at klageren ikke hæfter for betalingen af den manglende afgift.

(...)"

Den 4. oktober 2010 sendte klagerens repræsentant anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand vedrørende klagesagen ved Landsskatteretten til SKAT tillige med udfyldt ansøgningsblanket, kopi af faktura fra repræsentanten til klageren samt kopi af afgørelsen fra Landsskatteretten. Af selve anmodningen fremgår blandt andet, at der søges om omkostningsgodtgørelse med 52.634,25 kr. inkl. moms.

Af den vedlagte ansøgningsblanket fremgår blandt andet, at der søges om omkostningsgodtgørelse med 41.075,00 kr. ekskl. moms.

Af faktura nr. (...) af 20. september 2010 fra klagerens repræsentant til klageren fremgår blandt andet, at fakturaens samlede udvisende er på i alt 52.634,25 kr. inkl. moms, hvoraf honorar for arbejdet med sagen udgør 41.075,00 kr., klageafgift udgør 800,00 kr., rejseudgifter udgør 490,50 kr. og moms udgør 10.268,75 kr.

SKATs afgørelse
SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om omkostningsgodtgørelse.

Klagen vedrører en afgørelse angående registreringsafgift, og der har ikke deltaget læge retsmedlemmer i afgørelsen i Landsskatteretten, hvorfor udgifterne til sagkyndig bistand ikke er omkostningsgodtgørelsesberettigede. Der er herved henvist til skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2.

Klagerens påstand og argumenter
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens anmodning om fuld omkostningsgodtgørelse skal imødekommes.

Afslaget fra SKAT er begrundet med, at den omhandlede sag angår registreringsafgift, og at der ikke har deltaget læge retsmedlemmer i afgørelsen, hvorfor udgifterne til sagkyndig bistand ikke er godtgørelsesberettigede, jf. skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2.

Af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, fremgår, at skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1, ikke gælder sager vedrørende told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, og sager om registrering af køretøjer, når sagen efter retspræsidentens bestemmelse efter skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, 1. pkt., skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer. Landsskatteretten har i sin afgørelse af 31. august 2010 givet medhold i klagen under henvisning til registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, og der har ikke deltaget læge retsmedlemmer ved afgørelsen af sagen. Herefter må der være tale om godtgørelsesberettigede udgifter efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, idet der er tale om en undtagelse til undtagelsen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Ved lov nr. 1098 af 29. december 1997 blev Landsskatteretten klagemyndighed for afgørelser efter en række afgiftslove, herunder registreringsafgiftsloven. Ved denne lov blev Landsskatteretten således efter registreringsafgiftsloven klagemyndighed for spørgsmål om, hvorvidt et køretøj er afgiftspligtigt efter § 1, stk. 2, spørgsmål om omfanget af en afgiftsfritagelse efter §§ 2 og 3, stk. 1-5, spørgsmål om afgiftens beregning efter §§ 4-6 og spørgsmål om den afgiftspligtige værdi efter § 8.

Det fremgik af bemærkningerne til denne lov (L 56, Folketingstidende 1997-98, 1. samling, tillæg A), at de spørgsmål, der ikke vedrørte afgiftsgrundlaget, kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen som hidtil. Det drejede sig hovedsageligt om spørgsmål vedrørende afgiftspligtens indtræden, registrering, regnskab, kontrol og afregning af tilsvaret.

Ved lov nr. 464 af 31. maj 2000 blev blandt andet skattestyrelseslovens § 33 D ændret. Af denne bestemmelses stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2, fremgik følgende:

"Godtgørelse ydes

1) ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten

2) ved klage til en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet over en afgørelse, som er truffet efter bemyndigelse fra skatteministeren.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder dog ikke klager til Told- og Skattestyrelsen i sager vedrørende told eller afgifter samt i sager om arbejdsgiverkontrol bortset fra hæftelsessager."

Af bemærkningerne til bestemmelsens stk. 2 (Folketingstidende 1999-2000 , tillæg A, sp. 7469 ff.) fremgik følgende:

"Hvad angår de sager om told og afgifter, som kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, er der tale om sager, der ikke vedrører told- eller afgiftsgrundlaget, idet sådanne klagesager går til Landsskatteretten. Derimod er der tale om sager om registrering, regnskab, betaling, kontrol o. lign., d.v.s. sager, der først og fremmest har karakter af at vedrøre en praktisk gennemførelsesforanstaltning, hvor sagkyndig bistand ikke er påkrævet."

Med skatteforvaltningslovens ikrafttræden den 1. november 2005 blev Landsskatteretten med lovens § 11, stk. 1, nr. 1, klagemyndighed for SKATs afgørelser bortset fra afgørelser om forskudsregistrering.

Af skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, fremgår, at for at Landsskatteretten kan træffe en afgørelse, skal mindst 3 retsmedlemmer deltage i afgørelsen.

Af skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, 1. pkt., fremgår, at uanset stk. 1 kan retspræsidenten bestemme, at klager over visse nærmere angivne typer af afgørelser truffet af told- og skatteforvaltningen skal afgøres uden medvirken af ordinære retsmedlemmer.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til skatteforvaltningsloven (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, sp. 4218 ff.), at denne bemyndigelse til retspræsidenten primært er tænkt anvendt på de klagesagstyper, der efter forslaget overføres fra afgørelse af Told og Skat til afgørelse i Landsskatteretten.

Skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1 og 2, har i dag følgende ordlyd:

"§ 55. Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:

1) Ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten.

2) Ved Landsskatterettens behandling af en sag, som skatteministeren har indbragt efter § 40, stk. 2.

3) Ved en anmodning til skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse.

4) I en sag vedrørende skatter for EF-Domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part.

5) I en sag omfattet af EF-voldgiftskonventionen, når sagen er opstået som følge af, at de danske skattemyndigheder har forhøjet et dansk foretagendes skattepligtige indkomst.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, gælder dog ikke sager, der påklages til Landsskatteretten vedrørende told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, og sager om registrering af køretøjer, når sagen efter retspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, 1. pkt., skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer."

Skatteforvaltningslovens § 55 er således siden ikrafttrædelsen af selve skatteforvaltningsloven (lov nr. 427 af 6. juni 2005) ændret ved lov nr. 525 af 12. juni 2009 og lov nr. 545 af 26. maj 2010. Ændringerne af bestemmelsen har dog ikke betydning for nærværende spørgsmål.

Af bemærkningerne til den oprindelige skatteforvaltningslovs § 55, stk. 2, (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, sp. 4218 ff.) fremgår blandt andet følgende:

"Bestemmelsens stk. 2 er en konsekvens af, at Landsskatteretten skal overtage de klagesager, der i dag behandles af told- og skatteregionerne eller Told- og Skattestyrelsen, jf. herom afsnit 4.3.2. i de almindelige bemærkninger. Hovedparten af disse klagesager vil efter landsskatteretspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, 1. pkt., skulle afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer. I disse sager bliver der ikke ydet omkostningsgodtgørelse."

Af afsnit 4.3.2. i de almindelige bemærkninger til skatteforvaltningsloven fremgår blandt andet følgende:

"Der ydes i dag ikke omkostningsgodtgørelse ved klage til Told- og Skattestyrelsen i sager om told eller afgifter samt sager om arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager. Det foreslås på den baggrund, at der heller ikke ydes omkostningsgodtgørelse ved klage over sådanne afgørelser til Landsskatteretten, når klagen efter landsskatteretspræsidentens beslutning afgøres af en embedsmand i Landsskatteretten."

Med formuleringen af registreringsafgiftslovens klagebestemmelser indtil den 1. november 2005 var Landsskatteretten ikke klagemyndighed for afgørelser om afregning af afgifter, herunder hæftelse for afgifter. I stedet var Told- og Skattestyrelsen klagemyndighed for sådanne afgørelser.

Ifølge § 1, stk. 1, nr. 106, i bekendtgørelse nr. 1262 af 24. oktober 2007 med senere ændringer om afgørelse af visse klager i Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer afgøres klager over afgørelser om hæftelse efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, derfor også uden medvirken af ordinære retsmedlemmer.

Som det fremgår af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1, er udgangspunktet, at der ydes omkostningsgodtgørelse ved klage til Landsskatteretten. Imidlertid findes der i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, undtagelse hertil, idet der ikke ydes omkostningsgodtgørelse for klager til Landsskatteretten blandt andet vedrørende afgifter, når klagen ikke afgøres under medvirken af ordinære retsmedlemmer. Baggrunden for denne undtagelse er nærmere beskrevet ovenfor, hvortil der henvises.

I nærværende sag er der tale om, at klageren har anmodet om godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand vedrørende en klage over en afgørelse om hæftelse for registreringsafgift, og klagen er af Landsskatteretten afgjort uden medvirken af ordinære retsmedlemmer. Der henvises herved til Landsskatterettens afgørelse af 30. august 2010 i journalnummer 09-01950. Der er dermed tale om en klage vedrørende afgifter, og der er samtidig tale om en klage, som er afgjort uden medvirken af ordinære retsmedlemmer. Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, er udgifter til sagkyndig bistand vedrørende en sådan klage undtaget fra bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1, om omkostningsgodtgørelse. Retten må derfor være enig med SKAT i, at klageren ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand.

Retten skal tilføje, at den undtagelse vedrørende hæftelsessager, der ligeledes fremgår af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, til undtagelsen fra adgangen til omkostningsgodtgørelse, alene angår hæftelsesspørgsmål i forbindelse med arbejdsgiverkontrol. Det er således kun klager over afgørelser om hæftelse i forbindelse med arbejdsgiverkontrol, der efter undtagelsen til undtagelsen i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, er omfattet af adgangen til omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1. Her er der imidlertid ikke tale om hæftelse i forbindelse med arbejdsgiverkontrol, men derimod om hæftelse for registreringsafgift, hvorfor undtagelsen til undtagelsen i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, ikke er relevant i nærværende sammenhæng.

Med disse bemærkninger stadfæster Landsskatteretten derfor SKATs afgørelse