Dokumentets metadata

Dokumentets dato:03-02-2012
Offentliggjort:01-03-2012
SKM-nr:SKM2012.138.ØLR
Journalnr.:13. afdeling, B-717-11
Referencer.:Skatteforvaltningsloven
Dokumenttype:Dom


Trust - skønsmæssigt afkast - ekstraordinær genoptagelse

Byretten havde stadfæstet SKATs skønsmæssigt fastsatte afkast af midler i en trust på Isle of Man, som SKAT ved et tilfælde havde fået kendskab til. Appellanten havde under byretssagen frafaldet sit anbringende om, at trustens midler var udskilt fra hans formue. Det blev herefter alene gjort gældende, at skatteansættelserne var forældede, at der alene var investeret 1 mio. kr. i trusten, og at disse midler ikke havde givet afkast henholdsvis var tabt i de af sagen omhandlede indkomstår.Landsretten stadfæstede byrettens dom i henhold til grundene.Byretten fandt, at sagsøgeren groft uagtsomt havde bevirket, at skattemyndighederne havde foretaget ansættelsen på et urigtigt grundlag, og ansættelsesfristen var derfor suspenderet indtil det tidspunkt, hvor sagsøgerens advokat fremsendte et brev med oplysninger, der til en vis grad belyste trustens forhold og sagsøgerens tilknytning til trusten. Retten fandt videre, at sagsøgeren bar risikoen for den manglende nærmere dokumentation for størrelsen af trustens midler, for investeringen heraf og for det afkast, midlerne må antages at have givet. Retten bemærkede i den forbindelse, at der under sagens behandling var kommet flere skiftende oplysninger.


Parter

A
(advokat René Bjerre)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Bodil Marie Søes Petersen)

Afsagt af landsdommerne

Arme Louise Bormanis, Lotte Wetterling og Gitte Arildsen (kst.)

Byrettens dom af 7. februar 2011 (BS 10B-745/2008) er anket af A med følgende påstande: principalt at appellantens skatteansættelser for indkomstårene 1997 og 1998 er ugyldige, samt at appellantens skatteansættelse for indkomståret 1996 hjemvises til fornyet behandling, og subsidiært at appellantens skatteansættelser for indkomstårene 1997 og 1998 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

A har supplerende forklaret blandt andet, at det ikke er rigtigt forstået, at der blev oprettet et gældsbrev vedrørende tilbagebetaling af investeringer i G4 ApS, men der blev derimod lavet en skriftlig aftale om, at han skulle have sin investering igen. Spørgsmålet om tilbagebetaling af de 500.000 kr. blev først bragt på bane i 1999. Alle pengene i trusten stammede fra lønindtægter ved arbejde i udlandet og blev overført efter rådgivning fra advokater og revisorer. Han og hans kollega valgte at placere trusten på Isle of Man, fordi planen var, at deres kommende firma skulle operere internationalt, og de endnu ikke vidste, i hvilket land de ville placere firmaets hovedkontor. Skatteniveauet var ikke et tema ved valget. Der allerede var lav skat i USA, hvor de boede dengang. Han mener, at midlerne blev overført til Danmark i slutningen af 1994. Hans kollega var på dette tidspunkt udtrådt af trusten. Han husker ikke beløbets størrelse, og han har ingen bilag vedrørende overførslen. Kontoudtoget pr. 31.12.1995 viser trustens samlede formue, bortset fra en lille prøveinvestering i G6 III. Han fik udbetalt de første 500.000 kr. i 1997 og skulle have haft de resterende 500.000 kr. udbetalt i 1999, men han har aldrig fået dem. Den skriftlige aftale om, at han skulle have sin investering tilbage, og at aftaleparten indestod personligt for dette, er desværre bortkommet, så han har ikke kunnet forfølge sagen. Han husker ikke, om han fik udbytte af de 450.000 kr., men det kan godt passe, at han fik lidt. Det er nok rigtigt, at det var i 1998, direktøren for G6 stak af til Paris og senere begik selvmord. Han fik udbetalt noget dividende i konkursboet, men det var først meget senere. De håndskrevne tal på kontoudtoget kan være hans private formue, han har lagt til.

Procedure

Parterne har for landsretten i alt væsentligt gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor både for så vidt angår påstanden om ugyldighed og påstanden om hjemvisning.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 30.000 kr., der omfatter udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang,

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 30.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.