Dokumentets metadata

Dokumentets dato:28-11-2011
Offentliggjort:06-02-2012
SKM-nr:SKM2012.82.ØLR
Journalnr.:20. afdeling, B-246-11
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Dom


Fratrædelsesgodtgørelse - retserhvervelsestidspunkt - flytning til Spanien

Landsretten vurderede i modsætning til byretten, at en direktør først havde erhvervet endelig ret til en fratrædelsesgodtgørelse efter ophøret af hans fulde skattepligt til Danmark. Skatteministeriet blev herefter tilpligtet at anerkende, at fratrædelsesgodtgørelsen ikke var skattepligtig til Danmark.


Parter

A
(advokat Claes Hahn Balle)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af landsdommerne

Tuk Bagger, Gitte Rubæk og Dorthe B. Kristoffersen (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 5. januar 2011 (BS 5-414/2010) er anket af A med påstand som for byretten om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at appellanten ikke er skattepligtig til Danmark af løn mv. udbetalt til A for perioden 1. april 2002 - 31. marts 2003.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af A.

A har supplerende forklaret blandt andet, at han havde anciennitet i G1 A/S fra den 1. september 1979. Han ophørte reelt i virksomheden den 26. eller 27. marts 2002. Han kom vist på arbejde den 27. marts 2002 for at aflevere firmabil og nøgler mv. Den 28. og 29. marts 2002 var påskehelligdage, hvor han havde fri. Han betragtede sig i princippet som fritstillet fra den 1. april 2002.

Han har efter byretssagen fundet bilag vedrørende hotelovernatninger, der viser, at han og hans familie kørte ud af landet lørdag den 30. marts 2002 og ankom til Spanien den 2. april 2002. De kørte i to personbiler og medbragte derfor begrænset indbo. Det resterende indbo ankom til Spanien senere. Ved at flytte til Spanien kunne han både opfylde betingelsen om at arbejde uden for G1 A/S's region og opfylde en drøm om at starte selvstændig virksomhed og at bo i Spanien.

Oplysningerne i aftaletillæggets pkt. VI om en forventet indtægt på maximalt 250.000 kr. blev indsat på hans foranledning, da han ville sikre sig, at G1 A/S ikke efterfølgende skulle anføre, at han burde have fundet et arbejde, hvor han tjente mere. Det var tilfældigt, at det var netop dette beløb, der blev indføjet. Det var hans mål at komme i gang med egen virksomhed så hurtigt som muligt for ad den vej at skabe grundlag for at kunne blive pensioneret i Spanien. I første omgang solgte han tøj fra den adresse, hvor de boede. I efteråret 2002 lejede han et lille lokale og foretog salg derfra. Hans erfaring tilsagde ham, at hvis han fik et overskud det første år, ville han være heldig. Det viste sig da også, at han tjente 0 kr. det første år.

Erstatningsbeløbet blev fastsat navnlig ud fra hans løn, feriepenge og hans ansættelsesperiode. Han skulle formentlig have tilbagebetalt beløbet, hvis betingelserne for tilbagebetaling var blevet opfyldt. Så vidt han erindrer, blev der i det første år efter hans fratrædelse sendt dokumentation for hans indtægter til G1 A/S. Det var efter hans ønske, at der blev indsat en bestemmelse i aftalen om, at erstatningen skulle tilgå familien ved dødsfald.

Han fik fra R1 oplyst, at erstatningen ville blive beskattet efter spanske forhold. R1 tilkendegav således, at der var afgørelser, der viste, at hvis man fik erstatning efter at være fraflyttet til Spanien, ville erstatningen være undergivet spansk beskatning. I Spanien lejede de i første omgang en midlertidig bolig, da de ville afvente og se, om det viste sig at være rigtigt.

Procedure

Parterne har gentaget deres anbringender for byretten og procederet i overensstemmelse hermed.

A har supplerende gjort gældende, at han efter en ordlydsfortolkning af fratrædelsesaftalen først erhvervede endelig ret til erstatningssummen ved udløbet af aftaleperioden. Erstatningsbeløbet kunne således først endeligt opgøres ved udløbet heraf, idet A var forpligtet til at minimere erstatningssummen ved selvstændig virksomhed, og idet beløbet, som han ville oppebære ved den selvstændige virksomhed i Spanien, kun var angivet som et forventet beløb.

Frem til proceduren i byretten var det ubestridt, at As fulde skattepligt til Danmark ophørte den 30. marts 2002, medens det nu af Skatteministeriet gøres gældende, at den fulde skattepligt først ophørte efter fratrædelsen. A blev i henhold til fratrædelsesaftalen og i henhold til funktionærlovens bestemmelser fritstillet med virkning fra den. 1. april 2002. Det forhold, at han rejste til Spanien lørdag den 30. marts 2002, medfører ikke, at han var fritstillet tidligere end den 1. april 2002 som anført af Skatteministeriet. Det gøres gældende, at retserhvervelsen tidligst indtrådte den 1. april 2002.

Vedrørende tidspunktet for retserhvervelse har A supplerende henvist til Landsskatterettens kendelse gengivet i SKM2001.375.LSR , hvor en arbejdsgivers fradragsret for udgifter til fratrædelsesgodtgørelse var udskudt til det tidspunkt, hvor der var opstået en endelig retlig forpligtelse til at afholde udgiften.

Skatteministeriet har præciserende gjort gældende, at A erhvervede ret til det omstridte beløb ved indgåelsen af fratrædelsesaftalen den 26. marts 2002. På dette tidspunkt var der ikke nogen reel usikkerhed om, at A i hvert fald ville få udbetalt 2.414.154 kr. svarende til differencen mellem den aftalte erstatning på 2.664.154 kr. og de 250.000 kr.

Henset til de afgivne oplysninger om As arbejdsophør og afrejse til Spanien må han anses for fratrådt på afrejsetidspunktet. Hvis det lægges til grund, at A fratrådte den 1. april 2002, må den fulde skattepligt anses for ophørt efter fratrædelsen. Fratrædelsesgodtgørelsen skal derfor også under denne forudsætning medregnes til hans danske indkomst.

De betingelser, der i hvert fald skal være opfyldt for at kunne støtte ret på forventningsprincippet er beskrevet i den juridiske vejledning, 2011-2, punkt A.A.4 . Disse betingelser er ikke opfyldt i nærværende sag.

Landsrettens begrundelse og resultat

Ved den fratrædelsesaftale, som A og G1 A/S indgik den 26. marts 2002, forpligtede G1 A/S sig til at yde A en erstatning på op til 2.664.154 kr., idet erstatningen i henhold til det anførte i aftalen ville udgøre forskellen mellem 2.664.154 kr. og det beløb, som A måtte tjene fra fratrædelsestidspunktet og indtil den 31. marts 2003. Det fremgår af aftalen, at der ville blive udbetalt et acontobeløb til A på 1.776.103 kr. den 1. maj 2002. Efter opgørelse af erstatningskravet pr. 31. marts 2003 ville resterstatningssummen blive udbetalt. Hvis As indkomst i perioden havde overskredet 888.051 kr., skulle han tilbagebetale forskellen indenfor 5 arbejdsdage.

I et tillæg til fratrædelsesaftalen blev det aftalt, at A, der i henhold til fratrædelsesaftalen var forpligtet til at søge andet arbejde for at minimere erstatningen, ville opfylde dette krav ved at starte selvstændig virksomhed i Spanien. Det fremgår samtidig af tillægsaftalen, at der maximalt kunne forventes en indtægt fra As virksomhed eller fra anden arbejdsindkomst på 250.000 kr. frem til den 31. marts 2003.

I den foreliggende situation vil det være i overensstemmelse med afgørelsen gengivet i TfS 1998.652 og med det anførte om dagældende praksis, der er beskrevet i Skatteministeriets departements kommentar af 7. oktober 2005, som er gengivet i SKM2005.411.DEP , at anse As ret til erstatningen for erhvervet efter ophøret af hans skattepligt til Danmark.

På den baggrund og under hensyn til de aftalte betingelser for As krav overfor G1 A/S finder landsretten, at A først erhvervede endelig ret til erstatningen efter ophøret af hans skattepligt til Danmark.

As påstand tages herefter til følge.

Skatteministeriet skal betale sagsomkostninger for begge retter til A med i alt 148.000 kr. Beløbet omfatter 8.000 kr. til retsafgift, mens 140.000 kr. er til dækning af udgifter til advokatbistand inklusiv moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der taget hensyn til sagens værdi og skriftvekslingens omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom ændres således, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A ikke er skattepligtig til Danmark af løn mv. udbetalt til ham for perioden 1. april 2002 - 31. marts 2003.

I sagsomkostninger for begge retter skal indstævnte, Skatteministeriet, betale 148.000 kr. til appellanten, A.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.