Dokumentets metadata

Rentefradrag - ejendom ejet i sameje - hæfter alene over for kreditforening

Renter af lån i en fast ejendom, der var ejet i sameje med to andre (moder og broder), kunne fratrækkes fuldt ud, da alene klager hæftede over for kreditforeningen.

Klagen vedrører ikke godkendt fradrag for renter af lån, hvor klageren alene hæfter overfor kreditforeningen, men ejer den pantsatte ejendom i sameje.

Skatteankenævnet har stadfæstet den kommunale skattemyndigheds afgørelse, hvorefter klagerens kapitalindkomst for 1997 er forhøjet med 40.441 kr. og for 1998 med 39.667 kr.

Landsskatteretten ændrer den påklagede afgørelse, således at klagerens kapitalindkomst for 1997 nedsættes med 40.441 kr. og for 1998 nedsættes med 39.667 kr.

Klageren har siden den 1. maj 1985 ejet en ejendom i sameje med sin mor (35%) og sin bror (25%).

Det fremgår af skødet på ejendommen, § 5, at "ejerne hæfter solidarisk i enhver henseende."

I forbindelse med husets opførelse forud for 1985 optog klageren et lån hos en kreditforening. Klageren er – og har hele tiden været – eneste debitor for dette lån over for kreditforeningen.

Såvel moderen som broderen har foretaget rentefradrag vedrørende ejendommen i 1997 og 1998.

Med virkning fra 1. januar 1999 blev ejendommens belåning lagt om, således at alle 3 medejere påtog sig at hæfte for gælden til kreditforeningen. Først fra denne dato blev moderen og broderen debitorer i forhold til kreditforeningen.

Klageren har ved opgørelsen af kapitalindkomsten for 1997 foretaget fradrag med 84.180 kr. og for 1998 med 83.002 kr. vedrørende de omhandlede renteudgifter.

Skatteankenævnet har stadfæstet den kommunale skattemyndigheds afgørelse, hvorefter klagerens kapitalindkomst for 1997 er forhøjet med 40.441 kr. og for 1998 med 39.667 kr.

Rentefradrag er alene godkendt forholdsmæssigt under hensyn til klagerens ejerandel af ejendommen. Nævnet har bl.a. henvist til, at klageren indtil 1. januar 1999 var eneste låntager overfor kreditforeningen. Men da klageren i henhold til skøde af 2. maj 1983 har overdraget dele af ejendommen til sin broder og moder, er disse meddebitorer på lånet, og klageren kan af disse efterfølgende kræve afdrag og renter i henhold til skødets gældsfordeling. Klageren kan således kun, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, fratrække 52,21 % af renteudgifterne for indkomstårene 1997 og 1998.

Klageren har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at kapitalindkomsten for 1997 nedsættes med 40.441 kr. og for 1998 nedsættes med 39.667 kr.

Til støtte for den nedlagte påstand har klageren bl.a. gjort gældende, at det i ligningsvejledningen, alm. del, 2000, side 431 i henseende til rentefradragsret anføres bl.a., at der skal være tale om et retlig forpligtende gældsforhold, hvori der er stiftet en reel fordring på skyldneren. Endvidere er det i ligningsvejledningen anført, side 438, at der kun foreligger et gældsforhold for så vidt angår den debitor, der hæfter direkte for gælden overfor kreditor. At debitor lægger rentebetalingen over på andre bevirker ikke, at fradragsretten videreføres til disse. Der er henvist til TfS 1975.175.

Ved den påklagede afgørelse er der fejlagtigt sket en sammenblanding af ejerforholdet og den interne hæftelse med den eksterne hæftelse overfor kreditforeningen som rentekreditor.

Kreditforeningen kunne frem til den 1. januar 1999 udelukkende rette kravet om rentebetaling mod klageren og ikke mod moderen eller broderen, der først påtog sig en ekstern hæftelse den 1. januar 1999. Det er herved uden betydning for klagerens fradragsret, at moderen og broderen (fejlagtigt) har fratrukket renteudgifter vedrørende ejendommen i indkomstårene 1997 og 1998. Klageren er derfor berettiget til at fratrække de omhandlede og betalte renter med 100 %.

Det følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at renter af gæld er fradragsberettigede ved indkomstopgørelsen. Som bl.a. anført i ligningsvejledningen for de omhandlede indkomstår pkt. A.E.1.1 er det herunder en forudsætning, at der foreligger et retlig forpligtende gældsforhold, hvori der er stiftet en reel fordring på skyldneren. Et gældsforhold kan endvidere kun anses at foreligge for så vidt angår den debitor, der hæfter direkte for gælden overfor kreditor.

Det lægges til grund, at alene klageren hæftede for den omhandlede gæld overfor kreditor i de påklagede indkomstår. Som sagen foreligger oplyst er herefter kun klageren – og ikke andre – berettiget til rentefradrag i de nævnte indkomstår, hvorved endvidere bemærkes, at ejendomsret til den underpantsatte ejendom hverken er en nødvendig eller tilstrækkelig betingelse herfor. Det bemærkes yderligere, at det ikke under sagen har været bestridt, at betingelserne for fradrag for renterne i øvrigt er opfyldt. Klagerens kapitalindkomst nedsættes derfor i overensstemmelse med den nedlagte påstand.