D.A.8.1.1.3.4 Renter ML § 27, stk. 3, nr. 4

Dette afsnit beskriver, at renter, der ydes ved henstand med købesummens betaling, kan holdes udenfor momsgrundlaget. Se ML § 27, stk. 3, nr. 4.

Afsnittet indeholder:

Lovgrundlag

ML § 27, stk. 3, nr. 4 har følgende ordlyd:

"I afgiftsgrundlaget medregnes ikke:

Renter, der beregnes af den til enhver tid skyldige del af købesummen, på betingelse af, at det af købekontrakten eller af bilag vedrørende betalingerne fremgår, hvor meget renten udgør af de enkelte betalinger."

Der er ingen tilsvarende udtrykkelig bestemmelse i momssystemdirektivet. Det følger dog af ML § 27, stk. 1 og momssystemdirektivet artikel 73, at momsgrundlaget er vederlaget.

Regel

ML § 27, stk. 3, nr. 4 er indsat i momsloven for at imødekomme et ønske om, at det i lovteksten udtrykkeligt fastsættes, at almindelige kreditrenter, der ydes ved henstand med købesummens betaling, kan holdes udenfor momsgrundlaget. Se bemærkningerne til lov nr. 102 af 31/3 1967.

Det fremgår af ML § 27, stk. 3, nr. 4, at renter, der beregnes af den til enhver tid skyldige del af købesummen, kan holdes uden for momsgrundlaget på betingelse af, at det af købekontrakten eller af bilag vedrørende betalingerne fremgår, hvor meget renten udgør af de enkelte betalinger.

Betingelser for at kunne holde renter udenfor momsgrundlaget

Der er to betingelser, som begge skal være opfyldte, for at renter kan holdes udenfor momsgrundlaget:

  1. Renter, der beregnes af den til enhver tid skyldige del af købesummen
  2. Når det fremgår af købekontrakten eller af bilag, hvor meget renten udgør af de enkelte betalinger.

Ad a) Renter, der beregnes af den til enhver tid skyldige del af købesummen

Renter kan holdes udenfor momsgrundlaget, hvis der er tale om renter, der beregnes af den til enhver tid skyldige del af købesummen. Denne betingelse kan fx være opfyldt ved, at renten ved den månedlige indbetaling beregnes som en procentandel af den pågældende måneds saldo. Rentetillæg ved salg på afbetaling skal indgå i momsgrundlaget, hvis tillægget er opført særskilt i købekontrakten som lig en vis procent af det skyldige beløb, og restbeløbet inkl. rentetillægget afdrages i et antal lige store månedlige rater.

Ad b) Når det fremgår af købekontrakten eller af bilag, hvor meget renten udgør af de enkelte betalinger

Renter kan holdes udenfor momsgrundlaget, hvis det fremgår af købekontrakten, hvor meget renten udgør af de enkelte betalinger. Rentebeløbets størrelse kan fx fremgå af kontoudtog eller af en rentetabel, der vedlægges kontrakten. Det er ikke tilstrækkeligt, at det ud fra fx købekontrakten er muligt at beregne, hvor stor en del renten udgør af den samlede betaling, ligesom generelle rentetabeller over forskellige afviklingsformer heller ikke opfylder betingelsen for, at renterne kan holdes uden for momsgrundlaget.