C.F.4.2.6 Valget mellem LL § 33 A og lempelsesreglerne i en DBO

Afsnittet handler om den skattelempelse, der gives i henhold til LL § 33 A, sammenlignet med den skattelempelse der kan være aktuel, hvis der vælges skattelempelse efter en DBO. Afsnittet handler også om overførsel af underskud i den skattepligtige indkomst, når der i denne indgår lempelsesberettiget udenlandsk indkomst.

Afsnittet indeholder:

Se også

Se også CIR nr. 72 af 17.4.1996, pkt. 5.2.6 og 5.2.7 om valget mellem LL § 33 A og lempelsesreglerne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Underskud og LL § 33 A

Hvis en lønindkomst både er omfattet af lempelsesreglerne i en DBO og LL § 33 A, kan indkomstmodtageren vælge hvilken af lempelsesreglerne, der skal bruges. Reglerne kan ikke bruges samtidig på samme indkomst.

Man skal medregne lønindkomst ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, når lønindkomsten er omfattet af LL § 33 A.

Hvis en person har underskud ved anden skattepligtig virksomhed, bliver den lønindkomst, der er omfattet af LL § 33 A, trukket fra i underskuddet.

Hvis der er underskud, efter at lønindkomsten er trukket fra, kan det underskud blive fremført til fradrag i den skattepligtige indkomst for de efterfølgende indkomstår efter PSL § 13.

Gammel exemptionmetode

Hvis en dobbeltbeskatningsoverenskomst indeholder en regel om skattelempelse efter "gammel exemptionmetoden" skal dobbeltbeskatning af indkomst ophæves på følgende måde i bopælslandet (her Danmark):

Den lempelsesberettigede indkomst bliver ikke medregnet i den danske skattepligtige indkomst.

Den bliver derimod medregnet ved skatteberegningen, som om den var skattepligtig indkomst.

I de beregnede skatter bliver der givet et nedslag, som svarer til den skat, der forholdsmæssigt falder på den lempelsesberettigede indkomst.

Hvis en person har lønindkomst fra et land, hvor Danmark har en dobbeltbeskatningsaftale om skattelempelse efter "gammel exemption", kan personen vælge skattelempelse efter DBO'en i stedet for skattelempelse efter LL § 33 A.

Det vil betyde, at lønindkomsten ikke bliver medregnet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Den udenlandske lønindkomst vil ikke formindske et eventuelt underskud ved anden skattepligtig virksomhed.

Et eventuelt underskud kan blive overført til fradrag i senere indkomstår efter PSL § 13, uden at den lempelsesberettigede lønindkomst bliver trukket fra underskuddet.

Se også

Se også afsnit C.F.4.3.2 om gammel exemption.

Creditmetode eller ny exemptionmetode

Hvis en DBO indeholder en regel om skattelempelse efter "creditmetoden" eller "ny exemptionmetoden" skal dobbeltbeskatning ophæves på følgende måde i bopælslandet (her Danmark):

Den lempelsesberettigede indkomst bliver medregnet ved opgørelsen af den danske skattepligtige indkomst.

Den lempelsesberettigede indkomst vil derfor blive trukket fra i et eventuelt underskud ved anden skattepligtig virksomhed på samme måde, som når man bruger LL § 33 A.

Det er kun underskud, efter at den lempelsesberettigede indkomst er trukket fra, der kan blive overført til fradrag i senere indkomstår efter PSL § 13.

Overførsel af underskud mellem ægtefæller

Hvis en gift person har underskud i den skattepligtige indkomst, skal underskuddet overføres til fradrag hos ægtefællen efter reglerne i PSL § 13, inden det kan fremføres til fradrag i senere indkomstår.

Ved overførsel af underskud mellem ægtefæller skal der ses bort fra personlig indkomst, der beskattes i udlandet og ikke i Danmark. Se PSL § 13, stk. 5.

Den del af underskuddet der svarer til de udgifter, man kan få fradrag for i udlandet, kan ikke blive overført til ægtefællen. Se PSL § 13, stk. 5.

Den personlige indkomst bliver reduceret med fradragsberettigede udgifter, der vedrører indkomsten, der beskattes i udlandet. Se PSL § 13, stk. 5.

Fradrag efter rejsereglerne er et ligningsmæssigt fradrag. Når et sådant ligningsmæssigt fradrag er knyttet til den lempelsesberettigede indkomst, kan fradraget ikke indgå i det underskud, der overføres til ægtefællen. Se skd.71.660.

Reglerne om overførsel af underskud til en ægtefælle kan ikke bruges, hvis en udenlandsk indkomst er skattelempet efter reglerne i LL § 33 A. Se PSL § 13, stk. 5.

Hvis en person vælger skattelempelse efter LL § 33 A, vil et eventuelt underskud ved anden skattepligtig virksomhed blive nedsat med den lempelsesberettigede lønindkomst, inden underskuddet kan blive overført til fradrag hos ægtefællen.

Det gælder ikke, hvis personen kan blive, og vælger at blive, skattelempet efter reglerne i en DBO.

Se også

Se også afsnit C.F.2.4 om overførsel af underskud mellem ægtefæller.