Dokumentets metadata

Ekstraordinær genoptagelse - skattepligtige indtægter - retserhvervelse - ansættelsesfrist

Landsretten fandt, at nogle beløb, A havde fået udbetalt fra et revisionsfirma i årene 1996 - 1999, udgjorde skattepligtige indtægter, hvortil hun i henhold til statsskattelovens § 4 løbende - og ikke først i 2001 - havde erhvervet ret i de enkelte indkomstår.Da hun efter sin egen forklaring var opmærksom på, at de omstridte beløb ikke var privatlån, således som det fremgik af hendes virksomheds regnskaber, havde hun handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive beløbene i de enkelte indkomstår. Skatteansættelserne var derfor varslet rettidigt, jf. den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk.1, nr. 5), jf. stk. 2.Kundskabstidspunktet i henhold til § 35, stk. 2, skulle regnes fra det tidspunkt, hvor den daværende kommunale skattemyndighed som skatteansættende myndighed kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage ansættelserne, uanset at den daværende told- og skatteregion som tilsynsmyndighed havde været i besiddelse af sådanne oplysninger i en længere periode.Landsretten stadfæstede således byrettens frifindelse af Skatteministeriet.

Parter

A
(advokat Christine la Cour)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af landsdommerne

Ejler Bruun, Norman E. Cleaver og Anne Schultz-Nielsen (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 10. juli 2009 (BS 2-2386/2007) er anket af A med påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at hendes skatteansættelse for indkomståret 1996 nedsættes med 19.125 kr., for indkomståret 1997 nedsættes med 8.395 kr., for indkomståret 1998 nedsættes med 125.122 kr. og for indkomståret 1999 nedsættes med 219.799 kr.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse. Subsidiært påstås appellantens skatteansættelser for indkomstårene 1996-1999 (begge inkl.) nedsat med henholdsvis 19.125 kr., 8.395 kr., 125.122 kr. og 219.799 kr., mens hendes skatteansættelse for indkomståret 2001 forhøjes med 372.441 kr. Mere subsidiært påstås appellantens skatteansættelser for indkomstårene 1996-1999 (begge inkl.) nedsat med henholdsvis 3.825 kr., 1.679 kr., 25.024,40 kr. og 43.959,80 kr., mens hendes momstilsvar for de samme år forhøjes med henholdsvis 3.825 kr., 1.679 kr., 25.024,40 kr. og 43.959,80 kr. Mest subsidiært påstås appellantens skatteansættelser for indkomstårene 1996-1999 (begge inkl.) nedsat med henholdsvis 19.125 kr., 8.395 kr., 125.122 kr. og 219.799 kr., mens hendes skatteansættelse og momstilsvar for 2001 forhøjes med henholdsvis 297.953,80 kr. og 74.488,20 kr.

Forklaring

A har supplerende forklaret, at hun kendte revisor LO fra R1 Revision i ...1, hvor de begge arbejdede. Han startede på et tidspunkt inden 1996 selvstændig virksomhed. Hun var uddannet advokatsekretær. Hun lavede R1 Revisions regnskab og lønregnskab. Desuden lavede hun ejendomshandler. Hun havde arbejdet for R1 Revision i 8 år, da de indgik samarbejdsaftalen i 1996. Efter samarbejdsaftalens ophør blev hun ansat som bogholder i et andet firma. De indgik samarbejdsaftalen, fordi der dengang var tale om, at R1 Revision skulle fusionere med en afdeling i ...2, og hun ville gerne være selvstændig. LO havde for meget at lave i sit firma og foreslog derfor, at hun lavede regnskaber for ham. Det var vigtigt for hende, at hun havde en fast indtægt. Beløbet på 25.000 kr. svarede nogenlunde til det, som hun hidtil havde tjent i R1 Revision. Hvis hendes omkostninger steg, f. eks. fordi hun flyttede til dyrere lokaler, skulle LO refundere hende disse omkostninger. Han skulle lære hende op i de nye arbejdsopgaver, men da han havde meget travlt, havde han ikke altid tid dertil. De aftalte, hvor meget tid der kunne bruges på hver arbejdsopgave. Hvis hun brugte mere tid end aftalt, kunne hun ikke afregne for mertiden. Der kom hele tiden nye typer arbejdsopgaver, som hun skulle sætte sig ind i, og derfor brugte hun ofte mere tid end aftalt. Hun fakturerede opgaverne, når de var afsluttet. Kapacitetsomkostningerne i resultatopgørelsen dækker blandt andet over udgifter til husleje og anskaffelse af inventar. Da hun startede virksomheden i 1996, fik hun penge af LO til at anskaffe EDB m.m. LO sagde, at hun kunne bogføre beløbet som et lån. Hun skulle arbejde for disse penge. Hun spurgte jævnligt LO, om de ikke skulle ændre overskriften på mellemregningskontoen, fordi det generede hende, at den havde overskriften " privatlån". Hun fik i de enkelte år udbetalt mere, end hun havde faktureret, fordi hun skulle have dækket sine omkostninger. Hvis hun opsagde aftalen, skulle hun arbejde for LO for det beløb, som hun skyldte ifølge mellemregningskontoen. Hun opsagde aftalen og lukkede sin virksomhed, fordi hun havde lyst til at prøve noget nyt. Hun udfærdigede fakturaen af 26. marts 2001 for at gøre regnskabet endeligt op. De 700.036,60 kr. dækkede over igangværende arbejder for 4. kvartal 2000 og arbejder i 1. kvartal 2001. Desuden dækkede beløbet eftergivelse af gælden.

Procedure

Parterne har for landsretten i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Appellanten har yderligere gjort gældende, at de 700.036,60 kr. ikke kan omkvalificeres til gave, fordi der ikke er noget gavemiljø mellem hende og revisor LO. Hvis landsretten finder, at beløbet er omfattet af statsskattelovens § 4, kan hun først beskattes heraf i indkomståret 2001, hvor hun erhvervede ret til beløbet.

Indstævnte har heroverfor gjort gældende, at de 700.036,60 kr. løbende er udbetalt til appellanten i indkomstårene 1996 til 1999 og derfor skal beskattes i de år, hvor de er udbetalt. Beløbene skal beskattes som gave eller anden indtægt i henhold til statsskattelovens § 4.

Landsrettens begrundelse og resultat

Ifølge Højesterets dom af 12. december 2007 (SKM2008.4.HR ) er de i denne sag omhandlede udbetalinger til A ikke driftsomkostninger for G1 Revision, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Beløbene kan ikke anses som gaver, men udgør anden skattepligtig indkomst for appellanten, jf. statsskattelovens § 4.

Samarbejdsaftalen er efter det oplyste fraveget på væsentlige punkter og kan ikke lægges til grund. Landsretten finder derfor, at appellanten erhvervede ret til de udbetalte beløb, efterhånden som de blev udbetalt, så de skal beskattes hos hende i disse indkomstår.

Norman E. Cleaver og Anne Schultz-Nielsen udtaler herefter:

A drev selvstændig virksomhed med kontor- og regnskabsarbejde og var efter sin egen forklaring opmærksom på, at beløbene, som blev udbetalt fra G1 Revision, ikke var privatlån, således som det fremgik af resultatopgørelserne for hendes virksomhed i de pågældende år. Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, der anført i dommen, tiltræder vi, at hun har handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive beløbene i de enkelte indkomstår, og at ændringen af skatteansættelserne i indkomstårene 1996 til 1999 er sket inden for den frist, som gjaldt i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 5, og stk. 2.

Ejler Bruun udtaler:

Appellanten kan efter min opfattelse ikke anses at have handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive beløbene i de enkelte indkomstår. Jeg stemmer derfor for at tage indstævntes subsidiære påstand til følge.

Efter stemmeflertallet stadfæstes dommen, så vidt den er anket.

Til dækning af advokatudgifter for begge instanser tillægges indstævnte sagsomkostninger som nedenfor bestemt.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for begge instanser skal A inden 14 dage betale 50.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.