Dokumentets metadata

Lønmodtagerfradrag, rejseregler, dobbelt husførelse

Skatterådet kan ikke bekræfte, at der kan tages fradrag med standardsatserne for logi for hele perioden af en på forhånd aftalt midlertidig ansættelse på 24 måneder hverken i relation til rejsereglerne i ligningslovens § 9 A eller i relation til reglerne for dobbelt husførelse. Skatterådets bindende svar offentliggøres i en redigeret og forkortet version.

Spørgsmål:

1. Kan det bekræftes, at udenlandske arbejdstagere med midlertidig ansættelse hos spørger, kan opnå fradrag med standardsatserne for logi i hele den midlertidige ansættelsesperiode på 24 måneder?
2. Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, kan det så bekræftes, at udenlandske arbejdstagere med midlertidig ansættelse hos spørger, kan opnå fradrag for dobbelt husførelse i hele den midlertidige ansættelsesperiode på 24 måneder?
3. Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftende, gælder det så også for udenlandske arbejdstagere, der er samlevende eller enlige forsørgere i hjemlandet, idet disse også må antages, at have merudgifter til kost og logi som følge af opholdet i Danmark?

Svar:

1. Nej
2. Nej
3. Bortfalder.

Skatterådets bindende svar offentliggøres i en redigeret og forkortet version.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Virksomheden X er en produktionsvirksomhed. Virksomheden beskæftiger løbende udenlandske arbejdstagere. Ansættelse af udenlandske ansatte sker efter behov i forhold til, hvor meget der er at lave for virksomheden.

X har i øjeblikket ca. 35 udlændinge ansat på virksomhedens to produktionsadresser i henholdsvis Y og Z. De udenlandske ansatte beskæftiger sig med forefaldende og ufaglært arbejde. De udfører ikke komplicerede opgaver. Der er flere årsager til dette, blandt andet den sproglige barriere sætter en vis begrænsning for, hvad man kan sætte dem til.

De udenlandske arbejdstagere ansættes typisk på en tidsbegrænset kontrakt i 24 måneder som industrimedarbejdere. Den primære årsag til dette er, at det er en overskuelig periode for både arbejdstageren og virksomheden, idet der er mange forhold, der gør arbejdsforholdet usikkert, når der er tale om udenlandske arbejdstagere, der har langt til deres bopæl, og hvor mange af dem har ægtefæller/samlevere og eventuel børn i hjemlandet.

I enkelte tilfælde kan der blive tale om fastsættelse efter 24 måneder. Det kræver dog, at arbejdsforholdet er forløbet tilfredsstillende, og at der i øvrigt er arbejde til de udenlandske arbejdstagere. Af de hidtidige udenlandske medarbejdere er 4 ud af 100 efterfølgende blevet fastansat.

Mens de udenlandske arbejdstagere opholder sig i Danmark, bor de i lejede lejligheder - nogle sammen - og de afholder selv udgifter til kost og logi af private midler. X yder ikke skattefri godtgørelse for hverken kost eller logi til de udenlandske ansatte. Det er derfor op til de udenlandske ansatte selv at foretage fradrag på deres selvangivelse for eventuelle rejseudgifter.

De ansatte har en bopæl til rådighed i hjemlandet under opholdet i Danmark. Nogle af de udenlandske arbejdstagere har også ægtefæller og eventuelt børn, som forbliver bosiddende i hjemlandet, mens arbejdstagerne arbejder i Danmark.

Danske arbejdstagere ansættes ikke på tidsbegrænsede kontrakter. Bortset fra tidsbegrænsningen er ansættelsesvilkårene ifølge det oplyste de samme for danske og udenlandske medarbejdere. De følger overenskomsten mellem relevant Arbejdsgiverforening og Forbund.

X har netop ansat to medarbejdere. Medarbejderne er ansat på en tidsbegrænset kontrakt i 24 måneder, og det er på disse medarbejderes vegne, at virksomheden spørger. X har de sidste 4 år haft udenlandske ansatte på lignende kontrakter som i nærværende sag. Principielt vil situationen dog være den samme for alle udenlandske arbejdstagere, der ansættes hos spørger, idet de ansættes på ens vilkår.

X har indsendt kontrakter for såvel de to udenlandske medarbejdere der er ansat nu, som for udenlandske medarbejdere der er ansat tidligere. Det fremgår, at de udenlandske ansatte også tidligere har været ansat på lignende kontrakter som de to kontrakter der er indsendt i forbindelse med det bindende svar. På et punkt er der dog en forskel, idet kontrakter for tidligere udenlandske medarbejdere var tidsbegrænset til 12 måneder og ikke 24 måneder som i de nye kontrakter.

Spørgers opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Da X beskæftiger mange udenlandske arbejdstagere ønsker virksomheden klarhed over, hvilke regler der gælder. Det er et væsentligt vilkår for en udenlandsk arbejdstager, ved påtagelse af et arbejde i Danmark, at vide, hvad "nettolønnen" vil være, når arbejdstageren forpligter sig til et 24 måneders arbejdsophold i Danmark, idet det også er forbundet med en del udgifter for den ansatte at rejse frem og tilbage mellem Danmark og hjemlandet.

Generelt om rejsereglerne i ligningslovens § 9 A:

Det fremgår af ligningslovens § 9A, stk. 1, at der kan ydes skattefri godtgørelse til dækning af rejseudgifter, hvis arbejdstageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

SKM2010.68.SKAT tilkendegiver, at godtgørelse kan udbetales ved følgende to typer af rejser:

..."1.1.1. Der kan udbetales skattefri godtgørelse for udgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtagere på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor lønmodtageren midlertidigt er ansat direkte på den pågældende arbejdsplads..."

og

..."1.1.2.. Der kan endvidere udbetales skattefri godtgørelse for rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, når dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl..."

Afsnit 1.1.2. i SKM2010.68.SKAT omhandler de såkaldte selvvalgte rejser, hvor arbejdstageren selv finder ansættelse langt fra sin bopæl, men hvor ansættelsen har karakter af at være midlertidig. I den foreliggende sag har de udenlandske medarbejderes ansættelse hos X karakter af at være en selvvalgt rejse.

En ansættelse kan være midlertidig på flere måder. I den foreliggende sag er der dog tale om, at de udenlandske medarbejdere bliver ansat på en 24 måneders tidsbegrænset kontrakt. En tidsbegrænset kontrakt er en civilretlig aftale mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren, som binder og forpligter begge parter i aftalen. Ansættelsesretligt er der intet til hinder for at anvende en tidsbegrænset aftale. Dog, hvis der indgås flere på hinanden tidsbegrænsede aftaler, kan arbejdsforholdet på et tidspunkt blive anset som permanent. Skattemæssigt anses en tidsbegrænset ansættelse i sig selv som værende et udtryk for et midlertidigt arbejdssted, også selv om der er tale om en selvvalgt rejse, jf. SKM2010.68.SKAT afsnit 1.1.2.

Det fremgår af ligningslovens § 9A, stk. 1, nr. 1 og nr. 4, at arbejdsgiveren kan udbetale henholdsvis 455 kr. i godtgørelse til kost og småfornødenheder (2010-niveau) til arbejdstageren, når arbejdstagerne opholder sig på et midlertidigt arbejdssted.

Det fremgår af ligningslovens § 9A, stk. 7, at såfremt arbejdsgiveren ikke godtgør arbejdstageren for rejseudgifterne, kan arbejdstageren i stedet fradrage rejseudgifterne ved indkomstopgørelsen enten med standardsatserne eller med de faktiske udgifter. Det fremgår desuden af samme bestemmelse, at rejseudgifter ikke kan fradrages med et beløb mere end 50.000 kr. årligt.

X yder ikke godtgørelse for arbejdstagernes rejseudgifter. I stedet har arbejdstagerne således mulighed for at foretage fradrag for rejseudgifterne i deres egen indkomstopgørelse dog maksimeret til 50.000 kr. pr. år.

Objektiv 12 måneders begrænsning for kost og småfornødenheder, men ikke for logiudgifter.

Der er en begrænsning i regelsættet, hvor længe et arbejdssted kan være midlertidigt. Følgende fremgår således af ligningslovens § 9A, stk. 5, 2. punktum:

..."Det enkelte arbejdssted, jf. stk. 1, kan ved anvendelsen af standardsatserne i stk. 2, nr. 1 - 3, og stk. 4 højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder..."

Der er tale om en ret præcis henvisning, der tilkendegiver, at hvis der anvendes standardsatser til godtgørelse/fradrag for rejseudgifter, for så vidt angår stk. 2, nr. 1 (godtgørelse for kost og småfornødenheder), stk. 2, nr. 3 (turistchauffører med overnatning i udlandet) eller stk. 2, nr. 3 (turistchauffører med overnatning i Danmark) og stk. 4 (småfornødenheder ved arbejdsgiverens dækning efter regning), kan arbejdsstedet automatisk kun anses for midlertidigt i de første 12 måneder. Henvisningen omfatter derimod ikke den situation, hvor der ydes godtgørelse/fradrag for logi ved et midlertidigt arbejdssted. Det må derfor udledes, at godtgørelse/fradrag for rejseudgifter i form af logi ikke er omfattet af den "automatiske begrænsning" på 12 måneder. Dermed kan et arbejdssted, for så vidt angår logi, sagtens anses for midlertidigt i mere end 12 måneder.

Tilsvarende er det tilkendegivet i skattemeddelelsen SKM2010.68.SKAT i afsnit 1.2.1., at:

..."1.2.1. Der kan udbetales skattefri rejsegodtgørelse, når der arbejdes på et midlertidigt arbejdssted. Ved udbetaling af skattefri godtgørelse for udgifter til kost og småfornødenheder kan et arbejdssted højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder"...

SKM2010.68.SKAT tilkendegiver således modsætningsvis også, at udgifter til logi ikke er omfattet af den "automatiske begrænsning" på 12 måneder.

Det fremgår også af forarbejderne til L199 af 22. april 2009 om forslag til ændring af ligningslovens og andre forskellige love (led i Forårspakke 2.0) i afsnit 2.3.1., at:

..."Reglerne om, at et arbejdssted kun kan være midlertidigt i op til 1 år, gælder som nævnt kun i forhold til standardsatsen for kost og småfornødenheder. Hvad angår satsen for logiudgifter, må der foretages en konkret vurdering af, om arbejdsstedet er midlertidigt..."

Hvis lovgiverne havde ønsket, at der skulle være en tilsvarende objektiv begrænsning for logiudgifter, havde det været naturligt at indføje dette, når man alligevel ændrede i reglerne. Tværtimod fremgår det af lovforslagets afsnit 2.3.2., at:

..."Der gælder ingen 12 måneders begrænsning for logisatsen, og der foreslås ingen ændringer hertil..."

Formuleringen af bestemmelsen tilkendegiver, at lovgivningen naturligvis accepterer selve ansættelsesforholdet som midlertidigt, men at der blot i relation til "anvendelsen af standardsatserne" for kost, jf. henvisningerne er indsat en objektiv begrænsning på 12 måneder. Samme begrænsning gælder ikke for standardsatserne vedrørende logi, idet der ikke henvises til ligningslovens § 9 A, stk. 2 nr. 4. Med Skatteministeriets begrundelse vil der reelt være tale om en tilsvarende automatisk og objektiv 12 måneders begrænsning for standardsatserne for logi, selv om dette ikke står nogen steder i loven.

Det er således fortsat spørgers opfattelse, at der ikke er hjemmel i loven til at indfortolke en automatisk 12 måneders begrænsning for logi. Det er derfor spørgers opfattelse, at de udenlandske arbejdstagere er berettiget til fradrag for logi i de 24 måneder, hvor arbejdstageren civilretligt er ansat tidsbegrænset i henhold til deres kontrakter. Alternativt må de være berettiget til fradrag for dobbelt husførelse, da midlertidighedsbedømmelsen efter spørgers opfattelse er den samme, og da praksis for dobbelt husførelse giver mulighed for fradrag i op til 24 måneder.

Begrebet "midlertidigt arbejdssted" i relation til ligningslovens § 9A.

SKAT har i SKM2008.853.SKAT efter eget udsagn foretaget "præcisering af regelsættet i ligningslovens § 9A om fradrag for rejseudgifter til kost og logi i relation til to centrale problemstillinger". I SKM2008.853.SKAT er følgende tilkendegivet om forskellen i midlertidighedsbegrebet vedrørende udgifter til kost og udgifter til logi:

..."Hvis standardsatserne for kostudgifter benyttes til udbetaling af skattefri godtgørelse eller til fradrag, kan dette dog kun ske i de første 12 måneder, lønmodtageren arbejder på det midlertidige arbejdssted. Det skyldes, at man regner med, at lønmodtageren i løbet af det første år har lært det nye lokalområde så godt at kende, at den pågældende herefter kan indrette sig mere økonomisk med hensyn til sine udgifter til kost og småfornødenheder. Det samme gør sig ikke gældende, for så vidt angår rejseudgifter til logi. Derfor er der ingen 12 måneders begrænsning for benyttelse af standardsatsen for logiudgifter. Denne standardsats kan anvendes så længe, lønmodtageren arbejder på et midlertidigt arbejdssted..."

SKM2008.853.SKAT beskæftiger sig herefter indgående med, hvornår der foreligger et midlertidigt arbejdssted. Af meddelelsen fremgår et konkret eksempel, hvor ansættelsen er tidsbegrænset i 12 måneder. Der er tale om en tidsbegrænset ansættelse til et arbejde, der dag efter dag udføres på samme arbejdsplads, og som normalt udføres af fastansatte, f.eks. arbejde på en fabrik. I eksemplet forlænges den udenlandske medarbejders ansættelsesperiode med yderligere 12 måneder tidsbegrænset med en begrundelse om, at virksomheden er tilfreds med medarbejdernes arbejdsindsat, og at man regner med, at der vil være arbejde nok til den pågældende medarbejder i yderligere 12 måneder.

SKAT anfører til ovenstående eksempel, at arbejdstagerens oprindelige ansættelse i 12 måneder må anses som tidsbegrænset. Ved en ny tidsbegrænset ansættelse i yderligere 12 måneder anses arbejdet ikke længere for værende midlertidigt, SKAT anfører endvidere:

..."Det skal i den forbindelse understreges, at et arbejdssted godt kan være "midlertidigt" i et tidsrum på mere end 12 måneder, men at standardsatserne for kostudgifter - som ovenfor nævnt - kun kan anvendes til fradrag eller skattefri godtgørelse i de første 12 måneder, der arbejdes på det midlertidige arbejdssted..."

Spørger henviser til, at "midlertidighedsbegrebet" principielt bør være det samme, uanset om rejsereglerne efter ligningslovens § 9A anvendes, eller om reglerne om dobbelt husførelse efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a anvendes. Der bør derfor også i relation til rejsereglerne som minimum være en såkaldt "24 måneders regel".

Det kan ikke være op til Skatteministeriet at vurdere, om arbejdsforholdet er midlertidigt eller ej ud over de 12 måneder, når det rent faktisk fremgår af den civilretligt bindende aftale parterne imellem, at der er tale om en tidsbegrænset kontrakt på 24 måneder, som i sagens natur er midlertidig.

Skatteministeriet stiller jo heller ikke spørgsmålstegn ved, om andre midlertidige ansættelser f.eks. prøvetid, vikariater eller lignende er tidsbegrænsede, selv om disse ofte fører til fastansættelser efterfølgende. Tilsvarende er det også i denne sag således, at hvis ansættelsesforholdet er forløbet tilfredsstillende, og begge parter har en interesse i at forlænge, og X rent faktisk har arbejde til den pågældende, så kan der blive tale om fastansættelse. I realiteten kunne de 2 års ansættelse derfor betragtes som en prøveperiode for den ansatte. Det er kun 4 ud af cirka 100 arbejdstagere, der har fået fastansættelse efter de 2 år, så det er bestemt mere undtagelsen end reglen, at en "gennemførelse" af den første midlertidige periode på 2 år fører til fastansættelse. Denne frekvens adskiller sig væsentligt fra de danske arbejdstagere, hvor langt den største del af arbejdstagerne er ansat 2 år efter arbejdsforholdets start.

Xs erfaringer er, at hvis man "renser" de danske arbejdstagere for den andel, der blot skal have et studiejob i en kort periode f.eks. mellem overgangen fra gymnasium til universitetet, så er det 90 % af de danske arbejdstagere, der fortsat arbejder i virksomheden efter 2 års ansættelse. Det viser bare, at man ikke kan sammenligne ansættelsesforholdet for udenlandske arbejdstagere med ansættelsesforholdet for danske arbejdstagere. Og at et arbejdsforhold for udenlandske arbejdstagere i sagens natur er "mere midlertidigt" end for tilsvarende danske arbejdstagere.

Reglerne om dobbelt husførelse:

Reglerne om dobbelt husførelse er ikke detaljeret lovfæstet, men er udledt af praksis gennem tiden som følge af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

De væsentligste fortolkningsbidrag kan derfor udledes af den praksis, der er beskrevet i ligningsvejledningens af snit A.F.1.2. Det følger heraf, at der kan gives fradrag med 400 kr. pr. uge for udokumenterede udgifter for personer, der er enlige forsørgere med børn under 18 år eller er ugifte samlevende eller er gifte, hvis de pågældende på grund af erhverv midlertidigt opretholder dobbelt husførelse.

Det følger af ligningsvejledningens afsnit A.F.1.2.3., at reglerne om dobbelt husførelse også gælder, såfremt ægtefællen er bosiddende i udlandet. Det er således en betingelse for fradraget, at arbejdstageren er gift. Det er dog spørgers opfattelse, at afsnittet i sin helhed må være misvisende, idet der næppe kan sondres mellem gifte i forhold til samlevende eller i forhold til enlige forsørgere, blot fordi arbejdstagerens ægtefælle bor i udlandet. Det vil i så fald være diskrimination af EU-borgere. Tværtimod er det spørger opfattelse, at også enlige personer, der kommer fra det østlige Europa, påviseligt har merudgifter til såvel kost og logi, når de har arbejdsophold i Danmark. Det bør efter spørgers opfattelse ikke være afgørende, om man i den henseende har en ægtefælle eller samlevende i hjemlandet, idet man påviseligt også har merudgifter som enlig.

Det følger af ligningsvejledningens afsnit A.F.1.2.2., at det er skattemyndighedernes faste praksis, at fradrag for dobbelt husførelse som følge af et midlertidigt arbejdssted maksimalt kan udstrækkes til 24 måneder.

Spørger skal i den forbindelse henvise til afgørelsen TfS 1994-251 ØLD, hvor en teknisk tegner, der boede i Nyborg og havde fået en stilling i København kunne opnå fradrag for dobbelt husførelse i 24 måneder, men ikke i tiden derudover.

Spøger skal endvidere henvise til afgørelsen TfS 1998-516 ØLD, hvor en læge, der var bosat i Svendborg, som fik ansættelse i en tidsbegrænset stilling ved Aalborg Sygehus i perioden 1. december 1990 - 30. april 1994, kunne få fradrag for dobbelt husførelse i de første 24 måneder, men ikke i tiden derudover.

Spørgers samlede konklusion:

Henset til ovenstående, er det forsat spørgers vurdering, at de ansatte er berettiget til fradrag for logi i de første 24 måneder, den midlertidige kontrakt løber over. Det er fortsat spørgers opfattelse, at begrebet midlertidigt arbejdssted må fortolkes i overensstemmelse med civilretlige begreber, og at der ikke er skattemæssige bestemmelser, der indskrænker dette begreb.

Spørger skal gøre opmærksom på, at der civilretligt set ikke er tvivl om, at der er indgået en aftale to parter imellem - den ansatte og arbejdsgiveren - om at ansættelsen er tidsbegrænset i 24 måneder og dermed pr. definition midlertidig.

Det er spørgers opfattelse, at skatteretten som udgangspunkt må lægge de civilretlige forhold til grund, jf. TfS 2004-542 H og derfor må en tidsbegrænset kontrakt indgået efter civilretlige regler i sagens natur også anses som midlertidig i skattemæssig henseende, med mindre andet klart følger af skattereglerne.

I denne situation følge andet dog ikke af skatteregler. Det fremgår tværtimod meget klart af skattemeddelelse SKM2010.68.SKAT , som borgeren kan støtte ret på, at:

1.1.1. "..."Der kan udbetales skattefri godtgørelse for udgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor lønmodtageren midlertidigt er ansat direkte på den pågældende arbejdsplads..." (spørgers fremhævning)."

Der er således ingen tvivl om, at såkaldte "selvvalgte rejser", hvor den ansatte er rejst langt for at få arbejde, er omfattet af rejsereglerne, hvis der er tale om en midlertidig (herunder tidsbegrænset) ansættelse.

Følgende fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 5, 1. og 2. pkt.:

..."Stk. 5: Stk. 1 -4 finder kun anvendelse, når rejsen varer mindst 24 timer. Det enkelte arbejdssted, jf. stk. 1, kan ved anvendelsen af standardsatserne i stk. 2, nr. 1-3 og stk. 4 højst anses midlertidigt i de første 12 måneder..."

Stk. 5 er en objektiv regel, som betyder, at med henvisningen til stk. 2, nr. 1-3 kan der objektivt set ikke ydes godtgørelse/tages fradrag for kost i mere end 12 måneder. Når der ikke henvises til nr. 4, der omhandler logi, er det spørgers opfattelse, at denne objektive 12 måneders regel helt klar ikke kan udstrækkes til også at omfatte logi.

Da der ikke er andre skatteregler, der klart tilkendegiver, at et arbejdssted i relation til logi er omfattet af en objektiv defineret tidsbegrænsning, må der faldes tilbage på, hvad der civilretligt er muligt. Da der i denne sag er indgået en gyldig tidsbegrænset kontrakt, der pr. definition er midlertidig, må dette også lægges til grund i skattemæssig henseende.

Spørger mener i øvrigt ikke, at SKM2008.853.SKAT fører til andet resultat. Det fremgår klart og tydeligt i meddelelsen på side 4, at:

..."Det skal i den forbindelse understreges, at et arbejdssted godt kan være "midlertidigt" i et tidsrum på mere end 12 måneder, men at standardsatserne for kostudgifter - som ovenfor nævnt - kun kan anvendes til fradrag eller skattefri godtgørelse i de første 12 måneder, der arbejdes på et midlertidigt arbejdssted. Efter de første 12 måneder på et midlertidigt arbejdssted er lønmodtageren derfor henvist til at tage fradrag med de dokumentere, faktiske udgifter..."

I denne formulering ligger der en bekræftelse af, at arbejdssted kan være tidsbegrænset i længere tid end 12 måneder, og sammenholdt med SKM2010.68.SKAT , pkt. 1.1.1, kan SKAT derfor ikke lægge en slags "objektiv" grænse for logi ind med 12 måneder, når dette ikke er anført i loven. Der mangler hjemmel i loven.

Endelig skal spørger bemærke, at SKAT selv i ligningsvejledningen 2011-1, afsnit A.F.1.2.2. skriver følgende:

..."Er den stilling, der tiltrædes, en fast stilling, vil midlertidighedsbetingelsen normalt ikke være opfyldt. En stilling må betegnes som fast, hvis stillingen ifølge ansættelseskontrakten ikke er tidsbegrænset, eller - ved stillinger med prøvetid - når prøvetiden er udløbet..."

Spørger kan derfor udlede heraf, at når ansættelseskontrakten modsætningsvis er tidsbegrænset, vil stillingen ikke være fast - men midlertidig.

Det er endvidere spørgers opfattelse, at den ansatte alternativt ville være berettiget til dobbelt husførelse, idet begrebet midlertidigt arbejdssted må være det samme, for så vidt angår rejsereglerne som reglerne om dobbelt husførelse. Spørger skal om dobbelt husførelse fortsat henvise til afgørelserne TfS 1994-251. ØLD og TfS 1998-516.ØLD, hvor der i begge sager blev indrømmet fradrag for dobbelt husførelse i 24 måneder. Det forekommer vanskeligt, at se, at denne sag skulle adskille sig fra disse to sager.

Spørgers bemærkninger til de enkelte spørgsmål

Vedrørende spørgsmål 1:

Det er spørgers opfattelse, at der bør kunne svares ja til spørgsmålet.

Det er spørgers erfaring fra tidligere lignende sager, at skattemyndighederne har været enige i, at den "automatiske 12 måneders begrænsning" ikke kan udstrækkes til at omfatte fradrag for logi. Det er således også spørgers opfattelse, at ligningslovens § 9A klart tilkendegiver, at det kun er fradrag til kost og småfornødenheder, der er omfattet af den "automatiske begrænsning" på 12 måneder. Man kan ikke indfortolke et tilsvarende krav vedrørende udgifter til logi.

Spørger har dog på det seneste set eksempler på, at SKAT også har villet begrænse fradraget for logi ud fra en slags "automatisk begrænsning" på 12 måneder. Det er spørgers opfattelse, at dette muligvis kan skyldes, at eksemplet i SKM2008.853.SKAT desværre vedrører en situation, hvor første ansættelse er tidsbegrænset til 12 måneder, og hvor ansættelsen dernæst forlænges med en ny tidsbegrænset ansættelse i 12 måneder. Der er således desværre i eksemplet sammenfald i længden af den første tidsbegrænsede ansættelse og den periode, hvor der kan opnås fradrag for kost og småfornødenheder - nemlig 12 måneder.

Spørger er af den opfattelse, at såfremt en aftale om ansættelse er tidsbegrænset i 24 måneder, og der er tale om den "første" aftale, vil arbejdspladsen være midlertidig i alle 24 måneder, for så vidt angår udgifter til logi. Det skal i den forbindelse erindres, at parterne har indgået en civilretligt bindende aftale i 24 måneder, der har konsekvenser for begge parter. Det er først i det øjeblik, der indgås en ny midlertidig aftale, eller den oprindelige aftale forlænges, at der skal foretages en vurdering af, om den nye aftale således fortsat kan rummes inden for et midlertidighedsbegreb.

I eksemplet i SKM2008.853.SKAT er det spørgers opfattelse, at SKAT erkender, at den første indgåede kontrakt utvivlsomt er midlertidig, idet den er tidsbegrænset til 12 måneder. SKAT tager efter spørgers opfattelse derfor kun stilling til, om arbejdsforholdet stadig er midlertidigt, hvis arbejdsforholdet forlænges med en ny midlertidig kontrakt.

En civilretligt bindende aftale arbejdsgiveren og arbejdstageren imellem om en tidsbegrænset ansættelse er utvivlsomt bindende i ansættelsesretligt henseende. Den må derfor også i skattemæssig henseende anses som et midlertidigt arbejdssted efter ligningslovens 9A.

Der er ikke en objektiv tidsmæssig begrænsning for fradrag for logi, jf. ligningslovens 9A, stk. 5, og der kan ikke indfortolkes en tilsvarende 12 måneders begrænsning for logi, som der gælder for kost og småfornødenheder.

Der er endvidere efter spørgers opfattelse, ikke forskel på "midlertidighedsbegrebet" i relation til rejsereglerne i ligningslovens § 9A og praksis om dobbelt husførelse efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det er som følge heraf spørgers opfattelse, at såfremt nye udenlandske arbejdstagere bliver ansat tidsbegrænset i 24 måneder, så vil de kunne tage fradrag for kost og småfornødenheder de første 12 måneder af den tidsbegrænsede ansættelse og tage fradrag for logi for alle 24 måneder som følge af den tidsbegrænsede kontrakt.

Virksomheden er naturligvis opmærksom på, at der ikke kan tages fradrag for et beløb større end 50.000 kr. pr. år.

Der kan naturligvis ikke tages fradrag efter de 24 måneder, såfremt arbejdstageren herefter overgår til fastansættelse.

Spørger skal derudover bemærke følgende, at det fremgår ikke af skattereglerne, at et "ansættelsesforhold" efter sin "karakter" skal være midlertidigt for at være omfattet af rejsereglerne. Det fremgår tværtimod som beskrevet ovenfor i SKM2010.68.SKAT , pkt. 1.1.1., at en direkte ansættelse på en arbejdsplads også kan være midlertidig. Dette må anses at være opfyldt, når der er indgået en tidsbegrænset kontrakt. Hvis lovgiverne havde ønsket en begrænsning på fradrag for logi, der var anderledes end selve tidsbegrænsningen i ansættelsesforholdet, ville det have været naturligt i ligningslovens § 9 A, stk. 5, også at have henvist til ligningslovens § 9 A, stk. 2, nr. 4. Dette har man tværtimod ikke gjort.

Spørger må klart afvise Skatteministeriets argument om, at der er mulighed for, at ansættelsesforholdet kan fortsætte efter de 24 måneder, og at dette er sket i flere tilfælde. For det første fremgår det ikke af ansættelseskontrakten, at ansættelsen kan forlænges. De ansatte kan derfor ikke have nogen forventning om forlængelse fra ansættelsesforholdets start. For det andet har kun 4 personer ud af ca. 100 udenlandske medarbejdere fået ansættelse efter den oprindelige periode. For det tredje har X i adskillige tilfælde afslået ansættelse af personer, der har henvendt sig. Det kan oplyses, at alene ud fra de mails, der er printet ud og opbevaret, har X afvist i hvert fald 27 ansøgere i perioden 2009 - 2011, heraf 20 som tidligere havde været ansat på virksomheden. De faktiske tal er formentlig noget højere, idet mailkorrespondancen for længst er slettet. Derudover har X afvist mange pr. tlf., som har ringet og ønsket et job, heraf også adskillige som tidligere har været ansat.

Spørger er enig med Skatteministeriet i, at der kan være situationer, hvor en udenlandsk ansat har flyttet sin bopæl til Danmark, særligt i situationer, hvor den ansatte ikke længere råder over en bopæl i hjemlandet. Det er dog spørgers opfattelse, at såfremt de ansatte bor flere sammen i en lejlighed eller bor under værelseslignende forhold, har bevaret deres bopæl i hjemlandet, og har ægtefæller/er enlige forsørgere i deres hjemland, kan opholdet i Danmark ikke have karakter af bolig i den forstand. Skatteministeriet bedes derfor se bort fra, om de ansatte eventuelt har flyttet deres bolig til Danmark, og blot antage, at boligen ikke er flyttet og svare ud fra disse forudsætninger.

Vedrørende spørgsmål 2:

Det er spørgers opfattelse, at der bør kunne svares ja til spørgsmålet. Virksomheden er naturligvis opmærksom på, at der ikke kan tages fradrag for et beløb større end 50.000 kr. pr. år.

Vedrørende spørgsmål 3:

Det er spørgers opfattelse, at der bør kunne svares ja til spørgsmålet. Der bør ikke være forskel på, om den udenlandske arbejdstager er gift contra samlevende i udlandet eller eventuelt er enlige med børn under 18 år. I så fald ville der være forskellige regler for danskere og udlændinge, hvilket næppe er i overensstemmelse med EU-reglerne.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Lovgrundlaget

Det er en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, og dermed også for fradrag for rejseudgifter, at lønmodtageren kan anses for at være på rejse, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 1. En lønmodtager anses for at være på rejse bl.a.:

• Når lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, de såkaldte selvvalgte rejser, eller
• Når lønmodtageren, af arbejdsgiveren, er midlertidigt udsendt til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, de såkaldte tjenesterejser.

Det er derudover en betingelse, at rejsen har en varighed på mindst 24 timer, hvilket fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 5, 1. punktum. Der vil således aldrig kunne udbetales skattefri godtgørelser for rejser af under 24 timers varighed, jf. nævnte bestemmelse. Hvis betingelserne for at være på rejse er opfyldt kan lønmodtageren ved indkomstopgørelsen fradrage udgifterne til kost og logi, forudsat arbejdsgiveren ikke har godtgjort disse.

Fradraget kan enten foretages med en standardsats eller med de faktiske udgifter jf. ligningsloven § 9 A, stk. 7. Standardsatsen for kost og småfornødenheder er 455 kr. (2011-niveau) pr. døgn, mens standardsatsen for logi er 195 kr. (2011-niveau).

Standardsatsen for kost og småfornødenheder kan imidlertid kun anvendes de første 12 måneder i forhold til det enkelte arbejdssted jf. ligningsloven § 9 A, stk. 5. Efter dette tidspunkt er der fortsat fradrag, men nu med de dokumenterede faktiske udgifter. Denne tidsbegrænsning skyldes at lønmodtageren antages at have lært det nye lokalområde så godt at kende, at den pågældende herefter kan indrette sig mere økonomisk med hensyn til sine udgifter til kost og småfornødenheder og derfor ikke har merudgifter.

Fradrag med standardsatsen for logi er ikke begrænset på samme måde som fradrag med standardsatsen for kost og småfornødenheder. En lønmodtager er således ikke, som ved fradraget for kost og småfornødenheder henvist til at foretage fradrag med de faktiske udgifter efter de første 12 måneder.

Reglerne er nærmere beskrevet i Skatteministeriets Ligningsvejledning, afsnit A.B.1.7 samt A.F .1.1

I stedet for fradrag med de for kost- og logi gældende satser eller faktiske udgifter efter ligningslovens § 9 A, er der mulighed for fradrag for dobbelt husførelse. Der kan udokumenteret fradrages 400 kr. pr. uge, jf. ligningsrådets anvisning herom. Personkredsen, der kan foretage fradrag for dobbelthusførelse er enlige forsørgere, som har børn under 18 år, ugifte samlevende, og gifte som på grund af erhverv opretholder dobbelt husførelse. Det er en betingelse for fradrag for dobbelt husførelse af at den dobbelte husførelse er midlertidig. Bedømmelsen af, om den dobbelte husførelse er midlertidig, og dermed giver adgang til fradrag, skal foretages i relation til det arbejde, som husførelsen knytter sig til.

Efter skattemyndighedernes faste praksis gives der kun fradrag for dobbelt husførelse i op til 2 år. Hvis dobbelt husførelse opretholdes i mere end 2 år, formodes det, at den dobbelte husførelse ikke udelukkende er begrundet i erhvervsmæssige forhold, men tillige i private forhold.

Det er endvidere en forudsætning for, at der kan opnås fradrag for dobbelt husførelse, at afstanden mellem ægtefællernes/samlevernes/den enlige forsørger og børnenes boliger er så stor, at skatteyderen ikke med rimelighed kan henvises til dagligt at rejse frem og tilbage. Bedømmelsen heraf sker på samme måde som ved fradrag efter ligningsloven § 9 A efter en konkret vurdering af afstanden, transporttid ved tilbagelæggelse heraf m.v.

Reglerne om dobbelt husførelse er nærmere beskrevet i Skatteministeriets Ligningsvejledning, afsnit A.F . 1.2

Praksis:

I SKM2001.188.TSS blev Told og skattestyrelsen spurgt om midlertidighedsbegrebet i relation til sæsonarbejdere og udtalte i den forbindelse at der hverken i ligningsloven eller i retspraksis er fastsat en tidsmæssig grænse for, hvad der forstås ved et ?midlertidigt arbejdssted". "Om den pågældende sæsonarbejder arbejder på et midlertidigt arbejdssted må derfor også afgøres konkret af den kommunale skattemyndighed. Normalt vil et arbejdssted, som en person arbejder på i en periode på under 12 måneder, blive anset for et midlertidigt arbejdssted."

SKM2003.453.LSR En sygeplejerske, der var bosiddende på en ø, havde fået arbejde på et hospital på fastlandet, således at der var 3 måneders prøvetid og herefter var arbejdet fast. Udgift til kost og logi var fradragsberettiget i det omfang, der var tale om midlertidigt arbejde. Da arbejdet bortset fra 3 måneders prøvetid var fast, kunne der alene ske fradrag for rejseudgifter for 3-måneders-perioden.

I SKM2008.849.SR blev en medarbejder, der var ansat på en 1 års-kontrakt i en industriproduktionsvirksomhed, ikke anses for berettiget til standardfradrag for rejseudgifter til kost og logi efter reglerne i LL § 9 A ved en 1-årig forlængelse af denne kontrakt, dvs. i sin anden ansættelsesperiode.

I SKM2008.853.SKAT har SKAT - med udgangspunkt i konkrete eksempler - præciseret, hvornår en lønmodtagers arbejdssted kan anses for midlertidigt, jf. rejsebegrebet i LL § 9 A, stk. 1

I SKM2010.183.SR kan Skatterådet ikke bekræfte, at spørger kan betale et togkort til DSB via en kontantlønnedgang og samtidig foretage befordringsfradrag for samme strækning som togkortet dækker. Såfremt der ønskes befordringsfradrag, skal der ske beskatning af værdi af fri befordring. Endvidere kan Skatterådet ikke bekræfte, at der kan foretages fradrag for udgifter til kost og logi for, jf. LL § 9 A, idet der ikke er tale om en reel midlertidig arbejdsplads, da den ansatte fortsætter sit nuværende job med samme geografiske placering og samme arbejdsopgaver, men grundet spørgers ønske om ændring af den fysiske tilstedeværelse på arbejdspladsen nu medfører ophør af ansættelsen efter yderligere 2 års ansættelse. Endvidere finder Skatterådet, at der ikke i stedet for fradrag for udgifter til kost og logi efter rejsereglerne vil kunne godkendes fradrag efter reglerne om dobbelt husførelse, da betingelserne for dette fradrag er de samme som betingelserne for fradrag efter rejsereglerne Midlertidighedsbegrebet skal således fortolkes på samme måde efter ligningslovens § 9 A, de såkaldte rejseregler som efter reglerne om dobbelt husførelse.

Begrundelse:

Ad. Spørgsmål 1:

Der spørges om, hvorvidt der kan opnås fradrag med standardsatserne for logi i hele den midlertidige ansættelsesperiode på 24 måneder.

Der er tale om en såkaldt selvvalgt rejse (hvor lønmodtageren selv vælger at blive ansat direkte på et midlertidigt arbejdssted).

Afgørende for svaret er, om arbejdsstedet kan anses for midlertidigt i relation til ligningslovens § 9 A. Af ligningsvejledning 2011-1, afsnit A.B.1.7 fremgår:

"Bedømmelsen af, om et arbejdssted er midlertidigt afgøres konkret for hver enkelt lønmodtager. I den forbindelse er det primært længden af den periode, lønmodtageren skal arbejde på arbejdsstedet, der lægges vægt på. Jo kortere periode, jo mere sandsynligt er det, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted...".

Ved en tidsbegrænset ansættelse skal der således foretages en konkret vurdering af, om arbejdsstedet er midlertidigt i relation til ligningslovens § 9 A. Denne vurdering skal endvidere ikke kun foretages i forbindelse med en evt. forlængelse af den tidsbegrænset ansættelse, men også i forbindelse med den oprindelige indgåelse af den tidsbegrænsede ansættelse.

Ved den konkrete vurdering af, om en lønmodtager har et midlertidigt arbejdssted jf. ligningslovens § 9 A er det, som nævnt, primært længden af den periode lønmodtageren skal arbejde på arbejdsstedet der lægges vægt på. Jo kortere periode der er tale om, jo mere sandsynligt er det, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted.

Af SKM2001.188.TSS fremgår, at et arbejdssted, som en person arbejder på i en periode på under 12 måneder, normalt vil blive anset for et midlertidigt arbejdssted.

Af SKM2008.849.SR fremgår, at spørgerens oprindelige ansættelse var tidsbegrænset til 12 måneder. Der var ikke indsat en bestemmelse i kontrakten om, at den kunne forlænges. Endvidere fremgik af repræsentantens oplysninger, at spørger ikke kunne regne med at få arbejde efter den første kontrakts udløb. Spørgerens ansættelse blev derfor anset for at have været af midlertidig karakter, og hans arbejdssted hos A A/S blev derfor anset for et midlertidigt arbejdssted i relation til ligningslovens § 9 A i de første 12 måneder. Derimod blev hans arbejdssted hos A A/S ikke anset for midlertidigt i relation til ligningslovens § 9 A i forbindelse med en 1-årig forlængelse af ansættelsesforholdet, uanset der var tale om en civilretlig gyldig aftale herom

I nærværende sag er der tale om en meget langvarig tidsbegrænsning (2 år), som ikke har baggrund i selve arbejdet, fx et projekt der skal færdiggøres eller en større ordre der skal leveres og som tillige udføres af danske medarbejdere der ikke er tidsbegrænset ansat.

Der er heller ikke tale om en prøvetid som i SKM2003.453.LSR , hvor formålet med prøvetiden er, at give parterne en mulighed for at "se hinanden an" og evt. opsige ansættelsesaftalen med forkortet varsel.

Begrundelsen for tidsbegrænsningen i anmodningen er: "Den primære årsag til dette er, at det er en overskuelig periode for både arbejdstageren og virksomheden, idet der er mange forhold, der gør arbejdsforholdet usikkert, når der er tale om udenlandske arbejdstagere, der har langt til deres bopæl, og hvor mange af dem har ægtefæller/samlevere og eventuel børn i hjemlandet".

Af de indhentede oplysninger fremgår at spørger tidligere har ansat tilsvarende udenlandske medarbejdere på 12 måneders kontrakter. Det er ikke oplyst, hvorfor dette skulle være en mindre overskuelig periode end 2 år.

Henset hertil, er det Skatteministeriets opfattelse, at det på det foreliggende grundlag ikke kan bekræftes at de to udenlandske arbejdstagere, der ansættes tidsbegrænset i 24 måneder, kan opnå fradrag med standardsatsen for logi i ansættelsesperioden på 24 måneder.

Endelig bemærkes at det efter ligningsloven § 9 A, stk. 1 er en betingelse at lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Det er ganske vist oplyst at det kan lægges til grund, at de ansatte har en bopæl til rådighed i hjemlandet under opholdet i Danmark, ligesom det er oplyst at nogle af de udenlandske arbejdstagere også har ægtefæller og eventuelt børn, som forbliver bosiddende i hjemlandet, mens arbejdstagerne arbejder i Danmark.

Af Skatteministeriets Ligningsvejledning afsnit A.B.1.7.1 fremgår at den sædvanlige bopæl er det sted, som lønmodtageren har den største tilknytning til og derfor normalt bebor. Det sted, hvor lønmodtagerens eventuelle ægtefælle og/eller børn bor, må normalt anses for lønmodtagerens "sædvanlige bopæl".

Hvis der imidlertid er tale om en enlig udenlandsk arbejdstager der eksempelvis lejer en lejlighed i Danmark og indgår en ansættelsesaftale der løber over 24 måneder med en dansk arbejdsgivere er det således ikke givet, at den "sædvanlige bopæl" fortsat er i hjemlandet.

Det forhold at de pågældende har en bopæl til rådighed i hjemlandet medfører således ikke automatisk at denne bopæl også er den "sædvanlige bopæl".

Om den sædvanlige bopæl er i Danmark eller hjemlandet har stor betydning i relation til ligningsloven § 9 A, da det som nævnt er en betingelse at afstanden til det midlertidige arbejdssted skal medføre, at det ikke er muligt at overnatte på den sædvanlige bopæl. Hvis den sædvanlige bopæl viser sig at være i Danmark er denne betingelse ikke nødvendigvis opfyldt. Det afhænger af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Det er oplyst, at der ved besvarelsen kan ses bort fra, om de ansatte eventuelt har flyttet deres bolig til Danmark, og at det ved besvarelsen blot kan antages, at boligen ikke er flyttet og således der kan svares ud fra denne forudsætning.

Uagtet dette, er der, efter Skatteministeriets opfattelse, stadig ikke tale om midlertidig ansættelse for 2 år.

Det skal endvidere bemærkes at der her er tale om selvvalgte rejser (hvor lønmodtageren selv vælger at blive ansat direkte på et midlertidigt arbejdssted) og ikke tjenesterejser (hvor arbejdsgiveren udsender arbejdstageren til at arbejde på et andet arbejdssted end det sædvanlige).

Ved tjenesterejser ligger det fast, at arbejdstageren skal tilbage til det sædvanlige arbejdssted når udstationeringsperioden/indstationeringsperioden er udløbet, ligesom længden af udstationeringsperioden/indstationeringsperioden er fastsat ud fra en konkret vurdering i forhold til den arbejdsopgave/det formål, der er med udstationeringen/indstationeringen. Samme forhold gør sig ikke gældende ved selvvalgte rejser.

Det er således Skatteministeriets opfattelse, at der skal være en mere reel begrundelse end blot at det er en mere overskuelig periode, for at en tidsbegrænset ansættelse på 24 måneder kan anses for midlertidig efter ligningslovens § 9 A, specielt når der som her er tale om arbejde, som kan udføres så længe spørger opretholder sin produktion og som i øvrigt udføres af spørgers fastansatte danske medarbejdere.

En begrundelse kunne være at der fx er et projekt der skal færdiggøres, en større ordre der skal leveres eller andre konkrete årsager der begrunder en tidsbegrænsning på 24 måneder. Spørger har imidlertid ikke for nogle af de udenlandske medarbejdere fremført en sådan konkret begrundelse. Spørger har blot som standardkontrakt for alle udenlandske medarbejdere anført en midlertidighed på 24 måneder, og alene begrundet dette i, at det er en overskuelig periode, ligesom spørger ikke har begrundet, hvorfor en 24 måneders kontrakt er mere overskuelig end de tidligere 12 måneders kontrakter der har været anvendt.

Indstilling:

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med et nej.

Ad. Spørgsmål 2:

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, spørges der om, det så kan bekræftes, at udenlandske arbejdstagere med midlertidig ansættelse hos spørger, kan opnå fradrag for dobbelt husførelse i hele den midlertidige ansættelsesperiode på 24 måneder?

Udgifter, der anvendes til en persons eget eller dennes families underhold, f.eks. udgifter til kost og logi, er normalt ikke fradragsberettigede. Sådanne udgifter er typisk private udgifter, der er indkomstopgørelsen uvedkommende.

I visse tilfælde har udgifter til kost og logi ved dobbelt husførelse dog en så direkte forbindelse til indkomsterhvervelsen, at de i medfør af SL § 6, litra a, og LL § 9, stk. 1, kan betragtes som fradragsberettigede driftsomkostninger.

Dette er tilfældet når opretholdelsen af den dobbelte husførelse skyldes erhvervsmæssige forhold og den dobbelte husførelse er midlertidig.

Bedømmelsen af, om den dobbelte husførelse er midlertidig, og dermed giver adgang til fradrag, skal foretages i relation til det arbejde, som husførelsen knytter sig til. Er arbejdet permanent, antages den dobbelte husførelse at skyldes private - og ikke erhvervsmæssige - årsager. Af SKM2010.183.SR fremgår, at der ikke i stedet for fradrag for udgifter til kost og logi efter rejsereglerne vil kunne godkendes fradrag efter reglerne om dobbelt husførelse, da betingelserne for dette fradrag er de samme som betingelserne for fradrag efter rejsereglerne Midlertidighedsbegrebet skal således fortolkes på samme måde efter ligningslovens § 9 A, de såkaldte rejseregler som efter reglerne om dobbelt husførelse. Der gives herefter ikke fradrag, hvis adskillelsen er begrundet i andet end rent erhvervsmæssige årsager.

Af TfS1994.251ØLD der efterfølgende blev stadfæstet af Højesteret i TfS1995.194HD, fremgår at Landsrettens flertal, efter bevisførelsen lagde til grund, at sagsøgerens formål med at tage ansættelse i en ikke-tidsbegrænset stilling i København var erhvervsmæssigt begrundet, og at sagsøgeren under hele ansættelsesperioden søgte at opnå beskæftigelse på Fyn, og at beskæftigelsen i København kun blev midlertidig.

Efter Skatteministeriets opfattelse foreligger der i nærværende sag ikke umiddelbart oplysninger, der er sammenlignelige med Højesteretsdommen.

TfS1998.516ØLD vedrører en læge bosat i Svendborg-området, hvor også resten af familien boede. Lægen blev tidsbegrænset ansat i en stilling på et sygehus i Aalborg for en 5-årig periode. Af sagen fremgår at lægen ikke havde tænkt sig at være der så længe, idet afdelingen ville miste sin uddannelsesmæssige værdi efter ca. 2 år. Stillingen "talte" dog i uddannelsesmæssig henseende i 27 måneder. Han blev dog lidt længere tid på afdelingen end de 27 måneder, fordi han først skulle have en anden relevant stilling. Her er midlertidigheden begrundet i et udannelsesmæssigt forløb og derfor heller ikke umiddelbart sammenlignelig med nærværende sag.

Landsretten lagde til grund at det var en forudsætning for fradragsretten, at den dobbelte husførelse alene opretholdes midlertidigt, og at dette i praksis administreres således, at der ikke gives fradrag for en længere periode end 2 år, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Lægen fik derfor ikke medhold i, at han kunne få fradrag for dobbelt husførelse udover de 2 år, som skattemyndighederne havde accepteret.

Det er herefter Skatteministeriets opfattelse, at betingelsen om, at der skal være tale om midlertidig opretholdelse af dobbelt husførelse ikke er opfyldt.

På samme måde som vedrørende rejsereglerne i ligningslovens § 9 A, er det i relation til fradrag for dobbelt husførelse, en betingelse at afstanden mellem ægtefællernes/samlevernes/den enlige forsørger og børnenes boliger er så stor, at skatteyderen ikke med rimelighed kan henvises til dagligt at rejse frem og tilbage. Dette afhænger også her af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Det er endvidere en forudsætning for at foretage fradrag for dobbelthusførelse, at der er tale om enlige forsørgere, som har børn under 18 år, ugifte samlevende, eller gifte som på grund af erhverv opretholder dobbelt husførelse.

Der vil derfor alene i helt konkrete tilfælde kunne gives fradrag for dobbelt husførelse såfremt der er tale om ægtefælle og eventuelt børn i hjemlandet samt foreligger en erhvervsmæssig begrundelse for det midlertidige ophold.

Indstilling:

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 2 besvares med et nej.

Ad. Spørgsmål 3:

Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftende, ønskes det besvaret om fradrag for dobbelt husførelse også gælder for udenlandske arbejdstagere, der er samlevere og enlige forsørgere i hjemlandet.

Som følge af besvarelsen af spørgsmål 2 bortfalder besvarelsen af spørgsmål 3.

Det bemærkes dog, at det af Skatteministeriets ligningsvejledning, almindelig del, 2011-2 afsnit A.F.1.2.3 fremgår:

" Personer, som har midlertidig bolig og arbejde her i landet, men som samtidigt opretholder bolig for deres ægtefælle/samlever/børn under 18 år i udlandet, er berettiget til fradrag for dobbelt husførelse efter samme regler som gælder for personer, som opretholder dobbelt husførelse her i landet."

Indstilling:

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 3 bortfalder.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.