Dokumentets metadata

Den skattemæssige behandling af biler påført reklamer

Skatterådet bekræftede, at lejerne af el-bilerne ikke vil blive anset for at have modtaget et skattepligtigt personalegode fra A ApS, hvis de er ansatte hos firmaet som reklamerer på bilerne.Skatterådet var dernæst af den opfattelse, at de firmaer, der reklamerer, i realiteten afholder en del af lejerens lejeudgift, svarende til den reduktion af lejebeløbet, som opnås ved, at køretøjet er påført de pågældende reklamer. Skatterådet lagde vægt på, at der er direkte sammenhæng mellem virksomhedens reklameindtægter og fastsættelse af prisen på at leje de pågældende biler. Ved leje af en sådan bil med reklamer, vil lejeren være skattepligtig i den enkelte lejeperiode af forskellen mellem den erlagte leje for biler med reklamer, og den leje der skulle være betalt for en tilsvarende bil uden reklamer, jf. statsskattelovens § 4.Hvis arbejdsgiveren reklamerer på bilerne for at vedkommendes egne ansatte kan opnå en billigere leje, kan der blive tale om beskatning af de ansatte af fri bil, efter ligningslovens § 16, stk.4.

Spørgsmål

SKM2003.167.VLR, der vedrørte biler med påsatte reklamer, der kunne købes eller lejes billigere, har Landsretten slået fast, at den reelle modydelse for den reklamerede virksomheds betaling til producenten for påføring af reklamen på bilen var den brug af køretøjet med reklamen, som den senere køber af køretøjet ville gøre.

Det var derfor ikke tilstrækkeligt, at producenten ved salget af køretøjet konstaterede, at dette nu som følge af reklamen havde en lavere værdi, og derfor solgte det med en prisreduktion. Det skulle yderligere ved aftale med køberen sikres, at denne i en periode påtog sig forpligtelsen til at levere den nævnte "reelle modydelse".

På denne baggrund fandtes forholdene - uanset aftalekonstruktionen, hvor der ikke indgås aftale direkte mellem den reklamerende virksomhed og køberen - i skattemæssig henseende at måtte sidestilles med en reklameaftale med køberen/lejeren af køretøjet.

Skatteministeriet bemærker, at dommen tager udgangspunkt i Ligningsrådets afgørelse af den 16. maj 2000. Ligningsrådets afgørelse indeholder følgende faktuelle oplysninger.

Køretøjet i forbindelse med fremstillingen i udlandet påføres reklamer for en eller flere virksomheder, der opererer i Danmark. Fabrikken modtager et beløb fra den/de reklamerende virksomheder, og køretøjet vil derfor kunne sælges billigere end, hvis det ikke var påført reklamer.

Køretøjet vil udover reklamer også afvige med hensyn til selve udstyret, således at der kan anmeldes en særskilt pris/standardpris for pågældende model. Køretøjet vil dermed afvige såvel i udstyr som udseende fra andre modeller.

Køber/bruger skal forpligte sig til fra overtagelsen af køretøjet i en bestemt angiven periode (årrække) at bibeholde den ved indførelsen af køretøjet til Danmark påførte reklame uden at modtage betaling herfor.

Det er som udgangspunkt ligeledes forudsat, at køberen/brugeren af køretøjet er uafhængig af den/de reklamerende virksomheder. Under henvisning til, at fabrikken kan sælge køretøjet billigere til importøren i Danmark, vil køretøjet samtidig kunne sælges billigere til brugeren her i landet.

Den prisreduktion, der gives på køretøjet, er et udtryk for et skattepligtigt vederlag for at køre rundt med reklamerne. Ved køb af et sådant "reklamekøretøj", vil køberen således på købstidspunktet være skattepligtig af den prisreduktion, der gives på "reklamekøretøjet" i forhold til et tilsvarende køretøj uden reklamer.

Lejes køretøjet, vil lejeren tilsvarende være skattepligtig i den enkelte lejeperiode af forskellen mellem den erlagte leje for "reklamekøretøjet", og den leje der skulle være betalt for et tilsvarende køretøj uden reklamer.

Ved den anførte konstruktion afholder den, der reklamerer, en del af køberens/lejerens købsudgift/lejeudgift, svarende til den reduktion af købsprisen/lejebeløbet, som opnås ved, at køretøjet er påført de pågældende reklamer. Såfremt køberen/lejeren i den periode, hvor vedkommende er forpligtiget til at have reklamerne påført køretøjet, fjernes disse, vil det erstatningsbeløb, vedkommende vil blive pålagt i den anledning kunne fradrages som tilbagebetaling af tidligere modtagne vederlag.

Det er uden betydning for beskatningen af den opnåede prisreduktion, om køretøjet indgår i A A/S virksomhed eller anskaffes til privat benyttelse, ligesom det er uden betydning om A ApS, er uafhængig af den/de reklamerende virksomheder. Der er alene ved besvarelsen taget stilling til beskatningen af prisreduktionen for køretøjet.

Landsretten fandt, at "forholdene - uanset aftalekonstruktionen, hvor der ikke indgås aftale direkte mellem den reklamerende virksomhed og køberen - i skattemæssig henseende at måtte sidestilles med en reklameaftale med køberen/lejeren af køretøjet. Det tilføjes i denne forbindelse, at spørgsmålet om skattemæssige konsekvenser for en lejer i henhold til en leasingaftale må bero på en selvstændig bedømmelse af leasingforholdets karakter, herunder varighed og pris".

Ifølge det oplyste, vil A ApS' indtægter bestå af to kilder: lejeindtægter og indtægter opnået ved salg af reklamepladsen på bilerne, hvilket vil indebære, at lejernes lejebetalinger vil blive reduceret, dvs. lejerne vil opnå en vis besparelse.

Skatteministeriet er af den opfattelse, at de firmaer, der reklamerer, i realiteten afholder en del af lejerens lejeudgift, svarende til den reduktion af lejebeløbet, som opnås ved, at køretøjet er påført de pågældende reklamer.

Skatteministeriet lægger således vægt på, at der er direkte sammenhæng mellem virksomhedens reklameindtægter og fastsættelse - dvs. nedsættelse - af prisen på at leje de pågældende biler, idet reklameindtægterne sikre en lavere leje for bilernes bruger.

Det forhold, at bilerne påsættes reklamer indebærer, at enhver anvendelse af disse biler - dvs. såvel kørsel som parkering - samt at der er tale om leasing/lejeaftaler af længere varighed medfører, at der er tale om en vedvarende reklameaktivitet.

Hvis arbejdsgiveren reklamerer på bilerne for at vedkommendes egne ansatte kan opnå en billigere leje, kan der blive tale om beskatning af de ansatte af fri bil, efter ligningslovens § 16, stk.4.

I denne situation er det oplyst, at både ansatte og andre lejer til samme pris, hvorfor der ikke er tale om beskatning efter reglerne om fri bil.

Skatteministeriet vurderer derfor, at den af A ApS forventede prisfastsættelse vil indebærer, at lejernes "rabat" kan sidestilles med et skattepligtigt vederlag for at køre med biler med reklamerne på.

Ved leje af en sådan bil med reklamer, vil lejeren være skattepligtig i den enkelte lejeperiode af forskellen mellem den erlagte leje for biler med reklamer, og den leje der skulle være betalt for en tilsvarende bil uden reklamer, jf. statsskattelovens § 4.

I fortsættelse heraf skal Skatteministeriet fremhæve, at der kan opstå en situation, hvor de lejede biler påsættes reklamer, betalt af lejernes arbejdsgiver.

Det bemærkes, at repræsentantens kommentarer af 30. september 2011 ikke har givet anledning til ydereligere bemærkninger fra Skatteministeriets side.

I lyset af ovenstående indstiller Skatteministeriet, at spørgsmål 2 besvares bekræftende.

Spørgsmål 3

Der spørges om, hvorvidt Skatterådet er enig i at "rabatten" alene udgør virksomhedens kostpris.

Spørgsmål 3 stilles under forudsætning af, at spørgsmål 2 besvares bekræftende.

Det forudsættes, at der ikke er tale om en fri bil.

Beskatningsgrundlaget er så forskellen mellem det bilen lejes til og det den kunne have været lejet til uden reklamer, jf. statsskattelovens § 4. Det svarer ikke nødvendigvis til den reklamerende virksomheds udgift til reklamen.

I lyset af ovenstående indstiller Skatteministeriet, at spørgsmål 3 besvares benægtende.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte Skatteministeriets indstilling.