Dokumentets metadata

Dokumentets dato:05-10-2011
Offentliggjort:20-10-2011
SKM-nr:SKM2011.675.ØLR
Journalnr.:6. afdeling, B-1466-10 og B-1467-10
Referencer.:Statsskatteloven
Skatteforvaltningsloven
Forvaltningsloven
Dokumenttype:Dom


Ekstraordinær ansættelse - udeholdt indtægt fra selskab - beskatning hos direktør - reaktionsfrist - konsekvensændring ægtefælle - partshøring

To selskaber, hvori A var direktør og eneste tegningsberettigede, havde udeholdt indtægter ved indkomstopgørelsen for indkomstårene 2001 og 2002. SKAT anså indtægterne for tilgået A og beskattede ham heraf.Landsretten fandt, at A ikke havde ført et sikkert bevis for, at indtægterne ikke var tilgået ham.Byretten havde endvidere fundet, at A havde udvist mindst grov uagtsomhed ved ikke at selvangive indtægterne, hvorfor forhøjelserne var varslet rettidigt i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, 5), jf. stk. 2.Byrettens dom blev stadfæstet.As ægtefælle, B, var blevet forhøjet for indkomståret 2001, fordi forhøjelsen af hans indkomst medførte reduceret underskudsoverførsel til hende.Byretten havde karakteriseret ændringen som en ren konsekvensændring, hvorfor skattemyndighederne i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, 2), havde kunnet foretage ansættelsen inden seks måneder efter at være kommet til kundskab om det forhold, der begrundede ændringen, jf. stk. 2. Fristen begyndte tidligst at løbe den 26. oktober 2006, hvor der blev afsendt agterskrivelse i As sag. Ansættelsen af B den 12. januar 2007 var således sket inden udløbet af fristen og var dermed rettidig.Da der var tale om en konsekvensændring af ren beregningsmæssig karakter, havde SKAT efter skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, ikke haft pligt til at høre B, inden ansættelsen blev foretaget. Der var heller ikke pligt til partshøring af B efter de almindelige forvaltningsretlige regler i forvaltningslovens § 19 og § 20.Landsretten stadfæstede byrettens dom.


Parter

A
(advokat Finn Roger Nielsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Karin Skov Nilausen, prøve)

og

B
(advokat Finn Roger Nielsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Karin Skov Nilausen, prøve)

Afsagt af landsdommerne

Henrik Gam, Thomas Lohse og Beth von Tabouillot (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 3. maj 2010 (BS K-551/2009) er anket af A med påstand som for byretten om principalt, at Skatteministeriet skal anerkende, at der ikke er grundlag for at forhøje As indkomst vedrørende indkomståret 2001 med 672.784 kr. og vedrørende indkomståret 2002 med 534.908 kr., således at A må frifindes for den samlede indkomstforhøjelse vedrørende H1 ApS, subsidiært at Skatteministeriet skal anerkende, at der ikke er grundlag for at forhøje As indkomst vedrørende indkomståret 2001 og 2002 med 672.784 kr. og 534.908 kr., men med et mindre beløb end foretaget af Skatteministeriet.

Byrettens dom af 3. maj 2010 (BS K-552/2009) er anket af B med påstand som for byretten om, at Skatteministeriet skal anerkende, at Bs årsopgørelse for indkomståret 2001 (opgørelse nr. 4 af 12. januar 2007) er ugyldig.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse vedrørende begge sager.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet forklaring af appellanterne.

A har supplerende forklaret blandt andet, at han blev skilt i oktober 2006, men at B og han fortsatte med at bo sammen. På det tidspunkt var ingen af selskaberne aktive. Det var B, der ejede anparterne i H2 ApS og H1 ApS. Sidstnævnte overtog han i foråret 2001. Herefter havde B ikke noget at gøre med hans selskaber. De 192.000 kr., der blev betalt til H2 ApS, var vist nok for lageret. Han har altid haft revisor, og fakturaer, der er udstedt af H2 ApS, er bogført i H2 ApS. Han holdt øje med, om fakturaer blev betalt, og efter 2-3 måneder blev fakturaerne sendt til revisoren. Han har haft forskellige revisorer. Han tror, at fakturaerne er bogført. Betalinger til H2 ApS skete direkte i banken, via konto, check eller kontant. Han kan bekræfte, at foreviste fakturaer på i alt 73.298,53 kr. er indbetalt på H2 ApS' konto. Uerholdelige fakturaer, herunder vedrørende "G1", "G2", "G3" og "G4", er sendt til inkasso. Af de 672.784 kr., der er faktureret, var der mange, som ikke betalte, men det har han ikke dokumentation for.

Han startede fakturering vedrørende H1 ApS den 19. februar 2001, men etablerede et lager før, og derfor er der købt varer fra et tidligere tidspunkt. I 1999 solgte han aktiviteterne i G5 til H2 ApS, men fakturering var hele tiden foregået via H2 ApS. Forevist en kontoudskrift for H2 ApS' konto i Danske Bank for perioden 2. april til 17. maj 2001 kan han bekræfte, at det er ham, der har foretaget indbetalingerne. For de fleste indbetalinger kan man ikke finde de tilsvarende fakturaer, da checks ofte er lagt sammen.

B har forklaret blandt andet, at hun ejede anparterne i H2 ApS og H1 ApS, men hun havde ikke noget med selskaberne at gøre. Købekontrakten af 31. december 2000 fra G5 til H1 ApS har hun ikke set før i dag. Hun mener - forevist kontoudskrift for H1 ApS, - at overdragelsen fra H2 ApS til H1 ApS skete i marts 2001. Anparterne i H1 ApS havde hun i 3-4 måneder. De blev skilt, da hun følte sig utryg ved den økonomiske risiko, der var forbundet med selskaberne. SKATs breve af 26. oktober 2006 og 17. november 2006 til A om hans skatteansættelser for 2001 og 2002 har hun ikke set før i dag. Da hun fik årsopgørelsen for 2006 blev hun overrasket. Hun kunne ikke gennemskue tallene og anede ikke, hvorfor hun fik årsopgørelsen. Hun og A er aldrig flyttet fra hinanden.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

A

Efter bevisførelsen herunder As forklaring lægges det til grund, at hverken H2 ApS, H1 ApS eller A har selvangivet omsætningen på 672.784 kr., som har ført til forhøjelsen af As indkomst i 2001. Det er herefter uden betydning for vurderingen af, hvorvidt As indkomst for 2001 skal forhøjes med nævnte beløb, at en del af denne omsætning - 73.298,53 kr. - er indgået på H2 ApS' konto, idet A ikke har ført et sikkert bevis for, at de 672.784 kr. ikke er tilgået ham.

Landsretten finder endvidere ikke, at der i øvrigt er grundlag for nedsættelse af beløbet som følge af det af A forklarede om, at en del kunder ikke betalte, idet As forklaring ikke alene udgør et sikkert bevis for, at dette er tilfældet.

Med disse bemærkninger og af de af byretten i øvrigt anførte grunde tiltræder landsretten, at As indkomst for 2001 er forhøjet med 672.784 kr.

Landsretten tiltræder endvidere med den af byretten anførte begrundelse, at As indkomst for 2002 er forhøjet med 534.908 kr.

B

Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 83.750 kr. Beløbet omfatter udgifter til materialesamling og ekstrakt med 15.488 kr. inkl. moms samt udgifter til advokatbistand inkl. moms, mens 3.750 kr. inkl. moms dækker udgift til tolk. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens varighed.

B skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 25.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til materialesamling og ekstrakt med 3.728 kr. inkl. moms, mens restbeløbet dækker udgifter til advokatbistand inid. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens varighed.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 83.750 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.