D.A.5.20.3 Hvilke transaktioner er fritaget for moms?

Momsfritagelsen omfatter investeringsguld. Som en konsekvens heraf er tillige erhvervelse af (fysisk) investeringsguld fritaget for moms, jf. ML § 35, stk. 1, nr. 1. Se D.A.10.1.5.

Det tilsvarende gælder for indførsel af (fysisk) investeringsguld, jf. ML § 36, stk. 1, nr. 4. Se D.A.10.3.4.

Momsfritagelsen omfatter både fysisk levering af guld og guld, der er repræsenteret af et værdipapir. For alle transaktioner, der er omfattet af momsfritagelsen efter ML § 13, stk. 1, nr. 20, gælder det, at transaktionen skal indebære overdragelse af en ejendomsret eller et tilgodehavende til guldet.

Ifølge Momssystemdirektivets artikel 346 omfatter levering af guld repræsenteret af et værdipapir følgende transaktioner:

  1. Investering, som er repræsenteret af certifikater for allokeret eller ikke-allokeret guld eller som er handlet på guldkonti. Guld repræsenteret af et guldcertifikat eller som er indsat på en guldkonto berettiger i begge tilfælde indehaveren til en vis mængde guld, som er opbevaret i en finansiel institution.
  2. Navnlig guldlån og swaps, som repræsenterer en ejendomsret til - eller et tilgodehavende i investeringsguld. Et guldlån kan anvendes til, f.eks., at finansiere en forarbejdning af guldet. På et guldlån løber renten som på et almindeligt banklån. Formålet er, at låntageren kan beskytte sig mod prisfald gennem at låne og tilbagebetale lånet i guld i stedet for i kontanter. En swap indebærer en aftale mellem to parter om at bytte betalingsvilkårene indenfor et vist tidsrum. Udtrykket er navnlig indsat med tanke på, at der i fremtiden eventuelt vil blive udviklet andre lignende typer transaktioner, som også er omfattet af gulddirektivet. Udtrykket »navnlig« er indsat i direktivbestemmelsen for at imødese behovet for, at der i fremtiden eventuelt vil blive udviklet andre lignende typer transaktioner, som også er omfattet af særordningen for investeringsguld.
  3. Transaktioner med investeringsguld i form af future- og terminskontrakter, som indebærer overdragelse af en ejendomsret eller et tilgodehavende med hensyn til investeringsguld. Begge typer kontrakter medfører en aftale om at sælge eller at købe en på forhånd fastsat mængde af investeringsguld på et givet tidspunkt og til en fastsat pris.

Sondringen mellem allokeret guld og ikke allokeret guld vedrører primært følgende forhold:

Bemærk, at det ikke er alt guld, der handles via en guldkonto, der er investeringsguld. Guld, hvad enten det handles via guldkonti i form af allokeret guld eller ikke-allokeret guld, skal - for at der er tale om investeringsguld - opfylde de kumulative betingelser i ML § 73 a. Se D.A.5.20.2.