Dokumentets metadata

Dokumentets dato:23-03-2010
Offentliggjort:26-03-2010
SKM-nr:SKM2010.223.SR
Journalnr.:09-198732
Referencer.:Aktieavancebeskatningsloven
Selskabsskatteloven
Ligningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Skattefrie omstruktureringer og efterfølgende salg af anparter

Skatterådet bekræfter, at de foretagne omstruktureringer i perioden 12. oktober 2007 - 6. april 2009, fortsat er skattefrie, såfremt A Holding ApS frasælger sine anparter i X ApS til de to øvrige anpartshavere. Skatterådet bekræfter videre, at A Holding ApS ikke bliver skattepligtig af aktieavancen ved salget. Endelig bekræfter Skatterådet, at der i stedet for salg, kunne foretages salg til udstedende selskab eller gennemføres en kapitalnedsættelse med udlodning, uden det udløser skat for A Holding ApS.


Spørgsmål

  1. Kan SKAT bekræfte, at to skattefrie anpartsombytninger uden tilladelse samt efterfølgende skattefri spaltning uden tilladelse og skattefri grenspaltning med tilladelse foretaget i perioden 12. oktober 2007 til 6. april 2009, fortsat vil være skattefrie, såfremt A Holding ApS nu frasælger sine anparter i X ApS til B Holding ApS og C Holding ApS?
  2. Kan SKAT bekræfte, at A Holding ApS ikke bliver skattepligtig af aktieavancen ved et fraslag af A Holding ApS' anparter i X ApS?
  3. Vil svarene på spørgsmål 1 og 2 være de samme, såfremt der i stedet for et salg af A Holding ApS' anparter i X ApS foretages salg til udstedende selskab eller der gennemføres en kapitalnedsættelse i X ApS med udbetaling til A Holding ApS?

Spørgers forslag

F.s.v.a. spørgsmål 1-3: Ja.

SKATs indstilling

F.s.v.a. spørgsmål 1-3: Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Y A/S blev stiftet 11. februar 1994. Frem til 2007 ejede A, B og C Y A/S personligt.

Den 12. oktober 2007 stiftede A, B og C ved en skattefri aktieombytning uden tilladelse X ApS (således at samtlige aktier i Y A/S blev ombyttet med nye anparter i X ApS.)

Den 31. oktober 2007 blev endnu en skattefri anpartsombytning uden tilladelse foretaget, således at anparterne i X ApS ombyttedes med nye anparter i X 2 ApS.

X 2 ApS blev herefter den 25. februar 2008 spaltet, ligeledes skattefrit og uden tilladelse, i tre nye selskaber, A Holding ApS, B Holding ApS og C Holding ApS.

Endeligt er der den 6. april 2009 foretaget en skattefri grenspaltning af Y A/S med tilladelse, således at der ved denne spaltning dannedes N & S Ejendomsselskab ApS.

A Holding ApS påtænker at frasælge sine aktier i X ApS til B Holding ApS og C Holding ApS, idet A, ejeren af A Holding ApS, ønsker at gå på pension. Spørgeren mener dog, at det er uden betydning for afgivelsen af svar, hvilken begrundelse der danner baggrund for dispositionen, idet spørger er af den opfattelse, at den objektive retstilling berettiger A Holding ApS til dispositionen uden, at de oprindelige skattefri ombytninger eller spaltninger bliver skattepligtige og uden, at dette udløser avancebeskatning for A Holding ApS.

Baggrunden, for ønsket om svar, er, at der er indført nye regler på området for aktieavancebeskatning. En præcis fortolkning/forståelse af disse regler i forbindelse med de ovenfornævnte omstændigheder er derfor nødvendig.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det er spørgers opfattelse, at spørgsmålet bør besvares bekræftende, idet § 22, stk. 18 i L 202 - Forslag til lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven og forskellige andre love, vedtaget 22. april 2009 er angivet, at Aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 6, 3. pkt., og stk. 7, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 48, finder anvendelse på aktier erhvervet den 22. april 2009 eller senere ved en skattefri aktieombytning uden tilladelse efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 36 A, jf. lovbekendtgørelse nr. 171 af 6. marts 2009.

Endvidere er det i bemærkningerne til § 22, stk. 18 angivet, at i tilfælde, hvor der inden den 22. april 2009 er gennemført en skattefri aktieombytning, en skattefri spaltning eller en skattefri tilførsel af aktiver uden tilladelse fra SKAT efter de gældende regler, vil den pågældende omstrukturering fra og med indkomståret 2010 hverken være omfattet af de gældende bestemmelser om udlodningsbegrænsning eller af de nu foreslåede holdingkrav.

Det bør ikke ændre herpå, at der er foretaget en grenspaltning med tilladelse, som alene var begrundet i forretningsmæssige hensyn.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at to skattefrie aktieombytninger uden tilladelse samt efterfølgende skattefri spaltning uden tilladelse og skattefri grenspaltning med tilladelse foretaget i perioden 12. oktober 2007 til 6. april 2009, fortsat vil være skattefrie. Såfremt A Holding ApS nu frasælger sine anparter i X ApS til B Holding ApS og C Holding ApS.

De foretagne aktie- og anpartsombytninger samt spaltningen uden tilladelse er foretaget inden vedtagelsen af lov nr. 525 af 12. juni 2009. Ombytningerne er foretaget tilbage i 2007 og spaltningen i 2008.

I henhold til § 22, stk. 17 i lov 525 af 12. juni 2009 gælder bestemmelserne om holdingkrav i aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 6, 3. pkt. samt i fusionsskattelovens § 15a, stk. 1, 4. pkt., ved aktie-/anpartsombytninger og spaltninger uden tilladelse der gennemføres den 22. april 2009 eller senere. Det er i den forbindelse tidspunktet for generalforsamlingens vedtagelse af omstruktureringen, som er afgørende.

Af bemærkninger til lovforslaget (L202 § 22, stk. 18) fremgår det, at i tilfælde, hvor der inden den 22. april 2009 er gennemført en skattefri aktieombytning eller en skattefri spaltning uden tilladelse fra SKAT efter de dagældende regler, vil den pågældende omstrukturering fra og med indkomståret 2010 hverken være omfattet af de dagældende bestemmelser om udlodningsbegrænsning eller af holdingkravet.

Henset til SKATs afgørelse af 12. februar 2008 vedrørende skattefri grenspaltning af Y A/S, findes A Holding ApS' salg af anparter i X ApS til B Holding ApS og C Holding ApS ikke at kunne påvirke den foretagne skattefrie grenspaltning.

Det indstilles på den baggrund, at spørgsmål 1 besvares med "ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at A Holding ApS ikke vil være skattepligtig af aktieavancen ved et frasalg af A Holding ApS' anparter i X ApS.

X ApS er ejet med en tredjedel af respektive A Holding ApS, B Holding ApS samt C Holding ApS.

Af aktieavancebeskatningslovens § 8 fremgår det, at "Gevinst og tab ved afståelse af datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst".

Af aktieavancebeskatningslovens § 4A fremgår definitionen på datterselskabsaktier. A Holding ApS' anparter i X ApS opfylder betingelserne i bestemmelsen, og er dermed datterselskabsanparter.

Det indstilles, at spørgsmål 2 besvares med "ja".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at svarene på spørgsmål 1 og 2 vil være det samme, såfremt der i stedet for salg af A Holding ApS' anparter i X ApS foretages salg til udstedende selskab eller der gennemføres en kapitalnedsættelse i X ApS med udbetaling til A Holding ApS.

Afståelse af aktier til det udstedende selskab er omfattet af Ligningslovens § 16B. Bestemmelsen har ændret ordlyd ved lov 525 af 12. juni 2009. Disse ændringer har virkning fra og med indkomståret 2010, dog tidligst fra aktier som afstås 22. april 2009 eller senere.

Udgangspunktet er, at afståelsessummer ved afståelse af aktier til det udstedende selskab i henhold til Ligningslovens § 16B, stk. 1, skal medregnes til den skattepligtige indkomst på samme måde som udbytte.

Skattefriheden for udbytter af datterselskabsaktier udloddet fra og med 1. januar 2010 er med vedtagelsen af lov 525 af 12. juni 2009 ikke længere betinget af, at moderselskabet har ejet aktierne i en sammenhængende periode på mindst 1 år. Dette indebærer, at selskaber ikke beskattes af datterselskabsudbytter uanset ejertiden i datterselskabet. Det fremgår af selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Udlodninger til aktionær i forbindelse med nedskrivning af aktiekapitalen i selskaber, som ikke er i likvidation, behandles som udbytte, jf. Ligningslovens § 16A, stk. 1.

Såfremt der foretages et salg til udstedende selskab ved, at A Holding ApS sælger sine anparter i X ApS tilbage til X ApS, eller der gennemføres en kapitalnedsættelse i X ApS med udlodning til A Holding ApS, vil det ikke ændre besvarelsen af spørgsmål 1. I henhold til SKM2008.545.SR medfører et efterfølgende salg ikke i sig selv fortabelse af skattefriheden ved den foretagne omstrukturering uden tilladelse, hvorved de omtalte dispositionerne i den konkrete sag heller ikke i sig selv kan medføre at skattefriheden fortabes. De omtalte dispositioner anses endvidere ikke at stride imod tilladelsen til grenspaltning af Y A/S.

A Holding ApS vil være skattefritagen af det modtagne beløb for anparterne ved tilbagesalg til udstedende selskab og ved kapitalnedsættelse med udlodning, da dette i henhold til Ligningslovens §§ 16A, stk. 1 og 16B, stk. 1 behandles som udbytte og udbytte er skattefritaget for A Holding ApS, jf. Selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, da der er tale om datterselskabsanparter.

Det indstilles, at spørgsmål 3 besvares med "ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.