Dokumentets metadata

Dokumentets dato:21-12-2009
Offentliggjort:02-02-2010
SKM-nr:SKM2010.89.LSR
Journalnr.:08-02336
Referencer.:Momsloven
Skatteforvaltningsloven
Dokumenttype:Kendelse


Momsfritagelse - formidling af kontakt mellem europæiske/norske læger og norske kommuner/lægehuse

Et dansk selskabs formidling af europæiske og norske læger til vikariater i norske kommuner/lægehuse var momsfritaget i henhold til momsloven § 34, stk. 1, nr. 13.


Klagen vedrører et bindende svar på følgende spørgsmål:

"Kan selskabet H1 ApS (herefter selskabet) formidle europæiske og norske læger til vikariater i norske kommuner/lægehuse momsfrit i henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 13?"

Skattecentret har besvaret spørgsmålet med et "nej".

Landsskatterettens afgørelse

Skattecentrets afgørelse ændres.

Sagens oplysninger

Af skattecentrets beskrivelse af de faktiske forhold i det bindende svar fremgår følgende:

"Det fremgår af anmodningen, at selskabet er en dansk virksomhed, der siden 2002 har formidlet læger til norske kommuner og norske lægehuse. Selskabet ansætter ikke lægerne, men står udelukkende for formidlingen, dvs. at bringe den enkelte læge og kommunen/lægehuset i kontakt med hinanden. Formidlingen foregår således i fremmed navn og for fremmed regning.

Det er den enkelte læge og det pågældende lægehus i Norge, som indgår en kontrakt med hinanden om, at lægen skal varetage et vikariat i nærmere bestemt periode i Norge.

Formidlingshonoraret, som selskabet modtager fra både kommuner og læger for at bringe de to parter i kontakt med hinanden, er betinget af, at aftalen indgås, og at vikariatet gennemføres. Pengene forfalder først til udbetaling efter et endt vikariat. Vikariatet i Norge, som indgås mellem lægen og lægehuset, varer fra 1 uge og op til 12 måneder.

Som service tilbyder selskabet for enkelte af lægerne (men langt fra alle), udover selve formidlingen af et vikariat, at arrangere autorisationer, evt. andre nødvendige papirer, planlægge rejsen, fremskaffe oplæringsmateriale, online hjælp mens lægen opholder sig i Norge under vikariatet mv.

Dette gælder hovedsagligt, når vikariatet planlægges med kort varsel, mens andre læger ikke modtager nogen former for denne service/hjælp.

I forbindelse med at selskabet sørger for enkelte lægers autorisationer i Norge, betaler selskabet typisk også gebyret for autorisationen, som føres på en særskilt udlægskonto, som herefter faktureres til lægen efter udlægsreglerne. Tilsvarende gør sig gældende med enkelte lægers flyrejser, som efterfølgende faktureres efter udlægsreglerne."

Efter afgivelsen af det bindende svar rettede selskabet ved brev af 2. juni 2008 henvendelse til skattecentret og afgav i den forbindelse en række supplerende oplysninger, herunder bl.a. følgende:

"Det er selskabet alene, der formidler alle økonomiske forhold m.m. vedr. vikariatet i Norge mellem de 2 parter (en læge og en norsk kommune). Dette både før og under vikariatet. Ud fra dette konstruerer, skriver og formidler selskabet alle vikaraftaler. På intet tidspunkt tillades de 2 parter at kontakte hinanden direkte vedr. økonomiske forhold m.m. Lægen og kommunen må således ikke drøfte diverse forhold indbyrdes og uden om selskabet. Dette hverken før eller under vikariatet. Hele formidlingen vedr. vikariatet går således via selskabet. Både læger og kommuner indgår en skriftlig og bindende formidlingsaftale med selskabet, der præcist beskriver dette forhold. (...)

I praksis bliver selskabet kontaktet af en norsk kommune m.h.p. et konkret vikariat i kommunen (kommunens lægehus, lægehuse er typisk offentligt ejede i Norge modsat i DK) i en given og konkret periode og med ønske om, at en lægevikar med "rigtige" kvalifikationer findes. Selskabet formidler herefter for kommunen, ud fra erfaringer og viden på området, de økonomiske forhold, arbejdsforhold, løn, vagter, ferie, boligforhold, bil, rejsebetalinger etc., som er afgørende og nødvendige for, at en læge senere evt. vil acceptere vikariatet/arbejdsforholdet. Dette i en nødvendig dialog og evt. forhandling med kommunen. Efterfølgende underskriver kommunen en bindende formidlingsaftale/samarbejdsaftale med selskabet.

Selskabet kontakter herefter en læge, (...). Lægen, som findes at passe bedst ind i de givne forudsætninger og betingelser, og som således matcher kommunens ønsker og muligheder for et vikariat på bedst mulig vis, kontaktes. Betingelser og forhold formidles og evt. forhandles herefter med lægen, og der indgås siden også en formidlingsaftale med lægen. Skulle enkelte forhold måtte tilpasses før lægen eller kommunen endeligt accepterer vikariatet, er det selskabet, der forhandler og formidler dette mellem de 2 parter. På intet tidspunkt tillades de 2 parter at kontakte hinanden direkte og uden om selskabet.

(...)"

Under sagens behandling i Landsskatteretten er der tillige fremlagt eksempler på kontrakter indgået dels med en dansk læge og dels med en norsk kommune.

Skattecentrets afgørelse

Skattecentret har besvaret det bindende svar med et "nej".

Der er herved bl.a. henvist til, at selskabet ikke er formidler af ydelser, men leverer ydelser bestående i at etablere kontakt mellem europæiske og norske læger og norske kommuner/lægehuse med henblik på vikariat.

Der er således ikke tale om en formidlingsydelse omfattet af momsfriheden i momslovens § 34, stk. 1, nr. 13. Ydelserne er derimod momspligtige efter momslovens § 4.

Momslovens § 34 har til formål at fritage formidlingsydelser for moms, når den transaktion, formidlingsydelsen vedrører, i sig selv er momsfritaget, herunder transaktioner der udføres uden for EU.

Efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 13, er ydelser, der udføres af formidlere, som handler i andres navn og for andres regning, når de medvirker ved de i bestemmelsens nr. 5-12 omhandlede transaktioner eller ved transaktioner, som udføres uden for EU, momsfrie.

Formidlingsydelser vedrørende de af § 34, stk. 1, nr. 5-12, omhandlede transaktioner, der har leveringssted inden for EU, er fritaget for moms. Der er bl.a. momsfritagelse for formidlingsydelser i forbindelse med salg af varer til tredjelande og for ydelser, herunder transportydelser vedrørende import og eksport af varer.

Formidlingsydelser vedrørende transaktioner, der udføres uden for EU, er fritaget for moms. Bestemmelsen omfatter formidlingsydelser vedrørende alle transaktioner.

Leveringsstedet for de ydelser, som selskabet leverer, er her i landet, jf. momslovens § 15, stk. 1. I den forbindelse er der lagt vægt på, at selskabet har etableret sig her i landet og udelukkende driver sin virksomhed og har sin administration her i landet.

Selskabets ydelser består alene i at bringe den enkelte læge og kommune/lægehus i kontakt med hinanden. Selskabet er på ingen måde involveret i parternes kontraktindgåelse eller i det efterfølgende vikariat i Norge. Selskabet leverer således ikke ydelser, der knytter sig til transaktioner i Norge.

Der er derfor ikke tale om ydelser, der leveres til steder uden for EU efter § 34, stk. 1, nr. 13, men derimod tale om ydelser, der leveres her i landet efter momslovens § 4.

Selskabets ydelser er som følge heraf momspligtige ydelser efter momslovens § 4, hvorfor spørgsmålet besvares med et nej.

Efter afgivelsen af det bindende svar har skattecentret, efter at have modtaget en henvendelse fra selskabet af 2. juni 2008, ved brev af 7. juli 2008 fastholdt det bindende svar.

I den forbindelse er der bl.a. henvist til, at den del af selskabets forretning, der er relevant for bedømmelsen af selskabets momsmæssige status, hovedsageligt kan karakteriseres som formidling af kontakt mellem arbejdsgivere (norske kommuner) og arbejdstagere (læger). Selskabet har således i hvert enkelt forhold to interesserenter, nemlig en arbejdsgiver og en arbejdstager.

Resultatet af og målet med selskabets virke er, at der indgås en kontrakt mellem lægen og hospitalet/kommunen om ansættelse af lægen i vikariat (det underliggende forhold). Efter en retlig vurdering er et ansættelsesforhold (arbejde mod løn) ikke afgiftspligtigt efter momsloven, da lønmodtagere (lægerne) ikke er afgiftspligtige personer omfattet af momslovens § 3. Det underliggende forhold resulterer således ikke i afgiftspligtige transaktioner i momslovens forstand.

Selv om selskabet ved at skabe kontakt mellem en udbyder og en efterspørger kan siges at foretage formidling i ordets sproglige forstand, er dette ikke ensbetydende med, at der er tale om en formidlingsydelse i henhold til momsloven.

Formidlingsydelser i momslovens forstand omfatter den situation, hvor en mellemhandler foretager formidling af en underliggende afgiftspligtig transaktion, nærmere betegnet en levering mod vederlag foretaget af en afgiftspligtig person.

Selskabet leverer ydelser i form af kontaktformidling m.m. mellem læger og norske kommuner, men ikke formidling af en underliggende afgiftspligtig transaktion.

En sådan ydelse i form af kontraktformidling og kommunikation omkring vilkår for det underliggende forhold er i sig selv udtryk for en momspligtig transaktion, jf. momslovens § 4. Selskabet har i den omhandlede situation to aftagere af deres kontaktformidling, henholdsvis lægen og hospitalet.

Leveringsstedet for en sådan kontaktformidling er i Danmark, som er det sted, hvor leverandøren er etableret, jf. momslovens § 15, stk. 1.

Det er ikke muligt at momsfritage kontaktydelsen fra selskabet efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 13, da der ikke er nogen underliggende afgiftspligtig transaktion uden for EU at knytte formidlingen til.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at det bindende svar ændres til et "ja".

Det er herved bl.a. anført, at momslovens § 34, stk. 1, nr. 13, fordrer en sondring mellem selskabets formidlingsydelse (herefter benævnt hovedydelsen) og den transaktion (ydelse), der udgøres af arbejdskontrakten imellem den norske kommune og den pågældende læge (herefter benævnt den "underliggende" ydelse).

Det følger af såvel momslovens § 34, stk. 1, nr. 13, som ordlyden af momssystemdirektivets art. 153, 1. pkt., at bestemmelsen skal anvendes, når hovedydelsen udføres af en "formidler". Det er således tilstrækkeligt, at selskabets hovedydelse består i formidling.

Herudover er det en betingelse, jf. § 34, stk. 1, nr. 13, at den "underliggende ydelse" vedrører enten en af de i § 34, stk. 1, nr. 5-12, omhandlede transaktioner eller udføres uden for EU. Det bemærkes, at momslovens § 34, stk. 1, nr. 13, og MSD art. 153 ikke er enslydende i relation til kravet til den "underliggende ydelse".

I relation til formidlingsvirksomhed er det bl.a. anført, at skattecentret ikke har givet en nærmere begrundelse for, hvorfor man mener, at der er tale om levering og ikke formidling, og hvorfor begrebet levering tillægges afgørende vægt. Skattecentret lægger blot til grund, at idet selskabet leverer ydelser, falder selskabets virksomhed også uden for anvendelsesområdet for § 34, stk. 1, nr. 13. Resten af svaret baseres på en redegørelse for, hvorfor Danmark må anses for rette leveringssted og dermed rette opkrævningsland. Skattecentret konkluderer på dette grundlag, at selskabets ydelse udgør en momspligtig transaktion i henhold til lovens § 4, uden herved at gennemgå de ovenfor nævnte betingelser for anvendelse af § 34, stk. 1, nr. 13.

Flere steder i momslovgivningen anvendes ordet "formidling" til at beskrive en ydelse, men en egentlig definition fremgår ikke - hverken af momsloven eller de bagvedliggende direktiver. Det gøres gældende, at en bestemt begrebsfastsættelse medfører risiko for fejlfortolkning af fritagelsesbestemmelsens indhold og grundlæggende formål, og at ordene "levering" og "formidling" og "kontakt" derfor ikke skal tillægges begrebsmæssig stor betydning i vurderingen af, hvorvidt bestemmelsen finder anvendelse.

Den ydelse, som selskabet tilbyder, kan hovedsagligt karakteriseres som formidling af samtlige forhold vedrørende etablering af en arbejdskontrakt (vikariat) imellem en arbejdsgiver (en norsk kommune) og en arbejdstager (en læge). Det drejer sig både om formidlingen af selve kontakten og om formidling af alle økonomiske forhold mv. vedrørende arbejdskontrakten. Denne form for ydelse må utvivlsomt og ud fra en naturlig sproglig forståelse af begrebet "formidling" betegnes som en formidlingsydelse, og § 34, stk. 1, nr. 13, finder derfor principielt anvendelse.

Ved vurderingen af om kravene i bestemmelsen materielt set er opfyldt, er det ikke tilstrækkeligt kun at tage udgangspunkt i selve begrebet "formidling". Derimod bør vurderingen af den momsmæssige behandling af formidlingsydelser afhænge af, om formidleren handler i eget navn og for andres regning, eller om formidleren handler i andres navn og for andres regning.

Handler en formidler i eget navn og for andres regning, vil situationen kunne være omfattet af momslovens § 4, stk. 4. Denne bestemmelse indebærer, at formidleren momsmæssigt skal stilles som om, han selv havde modtaget og leveret ydelsen. Formidlingsydelsen knyttes herved op til den "underliggende" ydelse, og den momsmæssige stilling for formidlerens ydelse kommer herved til at afhænge af arten af den "underliggende" ydelse. Er den "underliggende" ydelse momspligtig, vil også formidlerens ydelse (provisionen) blive momspligtig, mens formidlerens ydelse vil være momsfri, hvis den formidlede ydelse er momsfri. Hvis formidleren handler i eget navn for en andens regning, modtager og leverer formidleren altså selv den ydelse, han formidler. Som et typisk eksempel på en formidlingsydelse foretaget i eget navn og for andres regning kan nævnes vikarbureauvirksomhed.

Handler formidleren derimod i andres navn og for andres regning, vil der være grundlag for anvendelse af momslovens § 34, stk. 1, nr. 13, hvilket i øvrigt er præciseret såvel i den danske lovtekst som i direktivet. Handler formidleren i andres navn, er alle involverede klar over, at formidleren optræder på en andens vegne. I disse tilfælde vil formidleren ikke bære risikoen for den "underliggende" transaktion (ydelse), det vil sige, at formidleren ikke forpligtes af denne transaktion (ydelse). Formidleren vil typisk modtage betaling i form af provision el.lign. for sin ydelse.

Behandlingen af selskabets momsretlige stilling bør inddrage en vurdering af, hvorvidt selskabet handler i andres navn og for andres regning. Det gøres samtidig gældende, at skattecentret ikke har inddraget denne vurdering i sine svar, og at svarene allerede af den grund er forkerte.

I vurderingen af hvorvidt selskabet handler i andres navn og for andres regning, skal det tillægges afgørende vægt, at selskabet hverken er pligt- eller rettighedssubjekt i relation til den aftale, der indgås mellem kommunen og den enkelte læge, dvs. den "underliggende" ydelse. Såfremt enten kommunen eller den enkelte læge misligholder kontrakten, kan kun disse parter gøre misligholdelsesbeføjelser gældende over for hinanden. Selskabet modtager alene provision for formidlingen af kontakten mellem parterne.

På dette grundlag, og som selskabets kontraktforhold til både læge og kommune i øvrigt fremstår, gøres det gældende, at selskabet handler i andres navn og for andres regning, og at der derfor er grundlag for at fritage formidlingsydelsen med hjemmel i momslovens § 34, stk. 1, nr. 13.

Særligt hvad angår "den underliggende ydelse" er det bl.a. anført, at skattecentret har fastholdt, at selskabets formidlingsydelse ikke er omfattet af lovens bestemmelse, og at man begrunder det med, at selskabet leverer ydelser i form af kontaktformidling m.m. mellem læger og norske kommuner, men ikke formidling af en "underliggende" afgiftspligtig ydelse.

SKAT definerer i svaret begrebet formidlingsydelser ud fra selve karakteren af den "underliggende" ydelse. Der opstilles en forudsætning om, at den "underliggende" ydelse skal være afgiftspligtig for at kunne betragte selskabets ydelser som formidlingsydelser. Da den "underliggende" ydelse ikke er afgiftspligtig efter momsloven, er det skattecentrets opfattelse, at selskabet ikke yder formidlingsvirksomhed.

Den "underliggende" ydelse udgøres som nævnt af arbejdskontrakten mellem lægen og kommunen. Denne ydelse falder muligvis uden for de specifikke ydelser, nævnt i momslovens § 34, stk. 1, nr. 5-12, som primært vedrører levering af forskellige former for varer. Det er dog ikke en betingelse, at ydelsen falder direkte ind under en af disse kategorier, hvis ydelsen i sig selv udføres uden for EU.

Det gøres gældende, at det forhold, at vikariatet faktisk udføres i Norge, dvs. uden for EU, betyder, at kravet til den "underliggende" ydelser er opfyldt, og at § 34, stk. 1, nr. 13, derfor principielt finder anvendelse. Der kan ikke opstilles et krav om, at den "underliggende" ydelse i sig selv skal være afgiftspligtig. Skattecentrets krav strider tillige direkte mod formålet med § 34, stk. 1, nr. 13, som er at fritage formidlingsydelser for moms, når den "underliggende" ydelse i sig selv er momsfritaget. Det er endvidere tvivlsomt, om der overhovedet eksisterer noget anvendelsesområde for bestemmelsen, hvis det forudsættes, at den "underliggende" ydelse skal være afgiftspligtig.

Momslovens § 21, stk. 1, nr. 3, fastsætter leveringsstedet for formidlingsydelser, der foretages i andres navn og for andres regning, og som ikke vedrører EU- transport og biydelser hertil (§ 21, stk. 1, nr. 1 og 2). Bestemmelsen finder ikke direkte anvendelse i det konkrete tilfælde, men omhandler tilfælde, der meget vel kan sammenlignes med nærværende. Retspraksis i relation til bestemmelsen samt artikel 44 i det bagvedliggende direktiv kan derfor udgøre et relevant fortolkningsbidrag.

Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af den kommenterede momslov, at lignende formidlingsydelser vedrørende transaktioner til eller fra EU samt uden for EU, som falder udenfor bestemmelsens anvendelsesområde, generelt vil være momsfritaget efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 13.

For så vidt angår leveringsstedet for formidlingsydelser omfattet af momslovens § 21, nr. 3, fremgår det af Momsvejledningen afsnit E.3.7.3, at leveringsstedet fastsættes efter det sted, hvor den "underliggende" ydelse har leveringssted, dvs. det land, hvor den formidlede transaktion (den "underliggende" ydelse) foregår.

Fra retspraksis kan nævnes EF-domstolens dom i sag C-68/03, D. Lipjes. Hovedsagen vedrørte D. Lipjes, der var bosat i Nederlandene og drev virksomhed med køb og salg af brugte lystfartøjer og med formidling med køb og salg af yachter. I 1996 og i 1997 formidlede han to gange køb af yachter, der befandt sig i Frankrig, i begge tilfælde tilsyneladende på en i Nederlandene bosat privat købers vegne, mens sælgeren var en privatperson bosat i Frankrig. Sjette Momsdirektiv, artikel 28 b, pkt. E (nu MSD art. 44) fandt derfor principielt anvendelse, og det skulle derfor undersøges om bestemmelsens anvendelighed blev påvirket af den omstændighed, at genstanden for formidlingsydelsen vedrørte en ikke afgiftspligtig transaktion. EF-domstolen lagde i sin afgørelse vægt på, at direktivets ordlyd ikke sondrede mellem, om aftagerne af tjenesteydelserne var momspligtige eller ej, ligesom sondringen var uden betydning for den momsretlige behandling af formidlingsydelser i det hele taget.

Momslovens § 34, stk. 1, nr. 13, og momssystemdirektivets artikel 153 sondrer heller ikke i deres ordlyd mellem om den "underliggende" ydelse er afgiftspligtig eller ej. Fortolket i overensstemmelse med EF-domstolen afgørelse er der således intet belæg for det af skattecentret opstillede krav om, at den "underliggende" ydelse i relation til momslovens § 34, stk. 1, nr. 13, skal være afgiftspligtig.

Det er ydermere bl.a. anført, at det forhold at selskabet som supplement til formidlingsydelserne tilbyder visse "tillægsydelser", herunder hjælp i forbindelse med rejser, betaling af gebyrer og assistance med udarbejdelse af ansættelseskontrakter, ikke ændrer på selskabets momsretlige stilling. Det fremgår af flere domme fra EF-domstolen, at sådanne ydelser skal behandles på samme måde som hovedydelsen, dvs. selve formidlingsydelsen, jf. f.eks. EF-domstolens afgørelse i C453/05 (Ludwig).

Særligt hvad angår leveringssted er det bl.a. anført, at det ikke bestrides, at selskabet har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed her i landet. Det er dog ikke i sig selv ensbetydende med, at ydelsen er momspligtig, hvilket synes at være skattecentrets opfattelse. Der tages forbehold for fremsættelse af et anbringende om, at leveringsstedet for selve formidlingsydelsen må fastsættes til Norge i henhold til reglerne i momslovens kapitel 4. Der er i den forbindelse bl.a. henvist til Momsvejledning E, nr. 22, 1998, side 38, hvoraf det fremgår, at hvis man formidler udleje eller leje af arbejdskraft i en andens navn og for en andens regning, er leveringsstedet for formidlingsydelsen samme sted som selve hovedydelsen.

Afslutningsvis er det således anført, at spørgsmålet om, hvorvidt selskabet momsfrit kan formidle europæiske og norske læger til vikariater i norske kommuner/lægehuse, afhænger af, om kravene i momslovens § 34, stk. 1, nr. 13, er opfyldt.

På grundlag af de faktiske oplysninger i sagen må det utvivlsomt kunne lægges til grund, at selskabet som formidler af etablering af en arbejdskontrakt mellem kommune og læge udøver formidlingsvirksomhed. Det afgørende for vurderingen af, hvorvidt bestemmelsen materielt set er opfyldt, er, om selskabet handler i andres navn og for andres regning. På grundlag af sagens faktiske oplysninger, herunder det forhold at selskabet hverken er pligt- eller rettighedssubjekt i forhold til den "underliggende" ydelse, som det også fremgår af de fremlagte standardformidlingsaftaler, må det utvivlsomt kunne lægges til grund, at selskabet handler i andres navn og for andres regning.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af momslovens § 34, stk. 1, nr. 13, fremgår følgende:

"§ 34. Følgende leverancer af varer og ydelser er fritaget for afgift:

(...)

Ydelser, der udføres af formidlere, som handler i andres navn og for andres regning, når de medvirker ved de i nr. 5-12 omhandlede transaktioner eller ved transaktioner, som udføres uden for EU.

(...)"

Af momssystemdirektivets art. 153 fremgår følgende:

"Artikel 153

Medlemsstaterne fritager ydelser, der udføres af formidlere, som handler i andres navn og for andres regning, når de medvirker ved de i kapitel 6, 7 og 8 omhandlede transaktioner, eller ved transaktioner, som gennemføres uden for Fællesskabet.

Den i stk. 1 omhandlede fritagelse finder ikke anvendelse på rejsebureauer, når de i den rejsendes navn og for hans regning leverer ydelser, som udføres i andre medlemsstater."

Selskabet har anmodet om svar på et spørgsmål om, hvorvidt selskabet kan formidle europæiske og norske læger til vikariater i norske kommuner eller lægehuse momsfrit i henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 13.

Det stillede spørgsmål må forstås således, at der specifikt spørges til selskabets ydelser bestående af formidling af norske og europæiske lægers arbejdsydelser af kortere varighed leveret til norske kommuner/lægehuse. Da det ved spørgsmålet er forudsat, at der er tale om formidlingsydelser, ligger det uden for rammerne af sagen at tage stilling til i hvilket omfang, alle de ydelser, der er nævnt under sagens oplysninger, kan anses for formidlingsydelser omfattet af momslovens § 34, stk. 1, nr. 13. Det bemærkes herved, at skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1, giver mulighed for bindende svar på spørgsmål om en disposition.

Retten lægger derfor til grund ved besvarelsen, at selskabet som formidler medvirker ved en norsk eller en europæisk læges levering af arbejdsydelser af kortere varighed til en norsk kommune eller et lægehus som led i et ansættelsesforhold, og at selskabet ved formidlingen af arbejdsydelsen handler i en andens navn og for en andens regning.

Skat har i den supplerende begrundelse imidlertid henvist til, at formidlingsydelsen ikke kan fritages efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 13, da der ikke er en underliggende afgiftspligtig transaktion uden for Fællesskabet at knytte formidlingen til.

Det fremgår af momslovens § 3, stk. 1, modsætningsvis, at lønmodtagere ikke er omfattet af momsloven, og levering af en arbejdsydelse mod vederlag som led i et ansættelsesforhold er derfor ikke momspligtig, hvilket tillige udtrykkeligt fremgår af momssystemdirektivets artikel 10.

Det fremgår imidlertid ikke af ordlyden af hverken momslovens § 34, stk. 1, nr. 13, eller momssystemdirektivets artikel 153, at den underliggende transaktion skal være omfattet af momsreglerne. Ud fra bestemmelsernes ordlyd synes der ikke at være belæg for at stille yderligere betingelser, udover at der skal foreligge en transaktion, og at denne transaktion skal være udført eller gennemført uden for Fællesskabet.

En transaktion er som udgangspunkt kendetegnet ved, at der sker levering af en vare eller en ydelse mod vederlag. En lønmodtagers arbejde som led i et ansættelsesforhold må efter rettens opfattelse som udgangspunkt karakteriseres som en transaktion, idet der sker levering af en arbejdsydelse mod vederlag som led i et ansættelsesforhold, uanset den pågældende transaktion ikke er omfattet af momsreglerne.

Det fremgår endvidere, at den pågældende arbejdsydelse udføres i Norge, og transaktionen, bestående af levering af en arbejdsydelse mod vederlag som led i et ansættelsesforhold, må derfor anses for at blive gennemført uden for Fællesskabet.

Da afgørelsen ikke i øvrigt er bestridt, ændres det bindende svar på den baggrund til et "ja". Dette er tiltrådt af SKAT, Juridisk Center.