Dokumentets metadata

Dokumentets dato:22-09-2009
Offentliggjort:06-01-2010
SKM-nr:SKM2010.14.SR
Journalnr.:09-209166
Referencer.:Aktieavancebeskatningsloven
Fusionsskatteloven
Dokumenttype:Bindende svar


Henstand med betalingen af fraflytterskat bortfalder ikke ved en skattefri spaltning af selskabet

Henstand med betalingen af fraflytterskat efter aktieavancebeskatningslovens §§ 39 og 39 A bortfalder ikke i forbindelse med en spaltning af selskabet, hvis der gives tilladelse til enskattefri spaltning af selskabet, eller hvis betingelserne for en skattefri spaltning uden tilladelse er opfyldt, jf. fusionsskattelovens §§ 15 a og 15 b. Hvis der sker vederlæggelsemed andet end aktier, vil henstanden dog bortfalde for så vidt angår en del af henstandsbeløbet, idet en del af aktierne i så fald anses for afstået, jf.aktieavancebeskatningslovens § 39 A, stk. 2. Afgørelsen er påklaget til Landsskatteretten.


Spørgsmål

Kan det bekræftes, at den henstand med betalingen af aktieavanceskat, spørgeren opnåede i anledning af, at hun fraflyttede Danmark, ikke vil bortfalde i tilfælde af, at en skattefri spaltning?

Svar

Se SKAT's indstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Ifølge anmodningen om bindende svar fraflyttede spørgeren Danmark den XX.XX.XXXX. Hun ejede på fraflytningstidspunktet aktier i det i Norge hjemmehørende selskab A/S A. Nærværende anmodning angår disse aktier.

Spørgeren har opnået henstand med skattebetalingen i anledning af, at hun fraflyttede Danmark.

Der påtænkes gennemført en skattefri spaltning af det norske selskab som følge af uenighed i aktionærkredsen. Spaltningen vil for spørgerens vedkommende blive gennemført således, at hun vederlægges med aktier i et nystiftet selskab, hvori hun vil være eneaktionær.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørgerens repræsentant har gjort gældende, at henstanden ikke bortfalder i forbindelse med spaltningen, idet vilkårene for henstanden blot overføres til de aktier, som spørgeren modtager i det nystiftede modtagende selskab (vederlagsaktierne).

Spørgerens repræsentant har ved telefonsamtale af XX.XX.2009 oplyst, at han ikke i forbindelse med det bindende svar anmoder om en stillingtagen til, hvorvidt betingelserne for en skattefri spaltning er opfyldt eller ej.

SKATs indstilling og begrundelse

Ifølge fusionsskattelovens § 15 b stk. 4, jf. § 11, anses aktionærerne i det eller de modtagende selskaber ved en skattefri spaltning for at have anskaffet aktierne i det eller de modtagende selskaber på samme tidspunkt som aktierne i det indskydende selskab. Anskaffelsessummen inden spaltningen for aktierne i det indskydende selskab fordeles som anskaffelsessum for aktierne i det indskydende selskab efter spaltningen og det eller de modtagende selskaber efter forholdet mellem kursværdien af aktierne i det indskydende selskab og hvert enkelt af de modtagende selskaber. Aktionærerne succederer således i deres skattemæssige stilling efter en skattefri spaltning.

Hverken fusionsskatteloven eller aktieavancebeskatningsloven nævner spørgsmålet om, hvorvidt henstand med betalingen af fraflytterskat, jf. aktieavancebeskatningslovens §§ 39 og 39 A, opretholdes efter en skattefri spaltning.

Efter princippet om succession i forbindelse med en skattefri spaltning er det imidlertid SKAT's opfattelse, at successionen også gælder henstand med betalingen af fraflytterskat, jf. ligningsvejledningen (2009-2) afsnit S.G.19.8 og Skatterådets afgørelse af 22. januar 2008 (SKM2008.97.SR ).

Da fusionsskattelovens § 15 b udtrykkeligt omhandler spaltning af selskaber, der er hjemmehørende i udlandet, ses det ikke at kunne føre til noget andet resultat, at der i nærværende sag er tale om et udenlandsk selskab (i et ikke-EU-land).

Såfremt der gives tilladelse til en skattefri spaltning, eller betingelserne for en skattefri spaltning uden tilladelse er opfyldt, er det derfor SKAT's opfattelse, at henstanden med betalingen af fraflytterskat ikke bortfalder, jf. dog nedenfor.

Såfremt der ved en skattefri spaltning sker vederlæggelse med andet end aktier i det indskydende og de(t) modtagende selskab(er), vil henstanden med betalingen af fraflytterskat dog bortfalde for så vidt angår en del af henstandsbeløbet, idet en del af aktierne i det indskydende selskab i så fald må anses for afstået, jf. aktieavancebeskatningslovens § 39 A stk. 2 og den ovenfor nævnte afgørelse fra Skatterådet (SKM2008.97.SR ).

SKAT har tidligere modtaget en anmodning fra .... om tilladelse til skattefri spaltning. Efter de fremkomne oplysninger var det SKAT's opfattelse, at betingelserne for en skattefri spaltning ikke var til stede, jf. nedenfor, idet anmodningen om tilladelse til skattefri spaltning syntes begrundet i en uenighed blandt aktionærerne i relation til udbytteudlodninger. Sagen blev imidlertid henlagt, og der blev derfor ikke truffet en formel afgørelse i sagen.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at en tilladelse til en skattefri spaltning forudsætter, at der foreligger en erhvervsmæssig begrundelse for spaltningen. Der gives derimod ikke tilladelse til skattefri spaltning, hvis spaltningen skal varetage aktionærernes interesser. En uenighed mellem aktionærerne angående selskabets udbyttepolitik kan derfor som udgangspunkt ikke medføre, at der gives tilladelse til skattefri spaltning.

Der er således ikke givet tilladelse til en skattefri spaltning, og det kan ikke på det foreliggende grundlag vurderes, om betingelserne for en skattefri spaltning uden tilladelse er opfyldt eller ej.

Der er derfor ikke taget stilling til, om betingelserne for en skattefri spaltning med eller uden tilladelse fra SKAT, jf. fusionsskattelovens §§ 15 a og 15 b, er opfyldt eller ej.

Spørgsmålet indstilles derfor besvaret med: Se SKAT's indstilling og begrundelse.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKAT's indstilling og begrundelse.