Dokumentets metadata

Dokumentets dato:21-10-2009
Offentliggjort:27-10-2009
SKM-nr:SKM2009.638.SKAT
Journalnr.:09-129178
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Styresignal


Udenlandsk lønindkomst - skattelempelse - 6-måneders-reglen - Styresignal

SKAT, Juridisk Center, afklarer nogle spørgsmål vedrørende 6-måneders-reglen med hensyn til ferieophold samt lempelsesperiodens start- og sluttidspunkt.


1. Sammenfatning

SKAT, Juridisk Center, har fastlagt hidtil uafklaret praksis vedrørende 6-måneders-reglen i ligningslovens § 33 A på følgende måde:

Ferieophold

Lempelsesperiodens start

Lempelsesperiodens ophør

2. Baggrund

Landsskatteretten og Skatterådet har truffet to afgørelser vedrørende 6-måneders-reglen, som har givet anledning til fortolkningstvivl.

For at sikre ensartethed i forvaltningen og vejledning til borgerne fastlægges praksis af SKAT, Juridisk Center, ved udsendelse af dette styresignal samt tilsvarende præciseringer i Ligningsvejledningen; Dobbeltbeskatning D.C.2.3 .

Landsskatterettens kendelse SKM2007.883.LSR

drejede sig om en skatteyder, der var udstationeret i udlandet fra den 1. juli 2003 til den 22. december 2003, hvorefter han afholdt ferie i Danmark til den 3. januar 2004. Et weekendophold i udlandet fra den 3.-5. januar 2004 kunne ikke medregnes til 6-måneders perioden, idet skatteyderen ikke havde opholdt sig i udlandet på 6-måneders-dagen for udlandsopholdets start. Udlandsopholdet var derfor afbrudt den 22. december 2003, og skatteyderen kunne ikke få lempelse efter ligningsloven § 33 A.

Spørgsmål: Skal skatteyderen altid opholde sig i udlandet på 6-måneders-dagen?

Afgørelsen har givet anledning til tvivl med hensyn til, om det i alle tilfælde er en betingelse for at få lempelse, at skatteyderen opholder sig i udlandet på 6-måneders-dagen.

Svar: Nej, ikke hvis skatteyderen fortsætter med at arbejde i udlandet.

SKAT, Juridisk Center, er af den opfattelse, at lovbestemmelsen og Landsskatterettens kendelse skal fortolkes således, at kravet om ophold i udlandet på 6-måneders-dagen kun gælder, når udlandsopholdet afsluttes med ferie, der påbegyndes før 6-måneders-dagen for udlandsopholdets start.

Det afbryder således ikke i sig selv et udlandsophold, at skatteyderen opholder sig her i riget på 6-måneders-dagen, forudsat at skatteyderen fortsætter med at arbejde i udlandet efter denne dato.

Skatterådets bindende svar SKM2008.427.SR

drejede sig om en skatteyder, der ønskede at placere og fordele lempelsesperioden på vilkårlige tidspunkter under udlandsopholdet. Skatterådet udtalte, at lempelsesperioden starter ved begyndelsen af udlandsopholdet og afbrydes, når betingelserne for reglens anvendelse ikke længere er opfyldt.

Spørgsmål: Kan skatteyderen frit vælge begyndelsestidspunkt for lempelsesperioden?

Afgørelsen har givet anledning til tvivl med hensyn til, om en skatteyder selv kan vælge, hvornår udlandsopholdet i henhold til ligningsloven § 33 A skal starte.

Svar: Ja, en hvilken som helst udrejsedato kan vælges som begyndelsestidspunkt.

SKAT, Juridisk Center, er af den opfattelse, at skatteyderen selv kan vælge hvilken udrejsedato, der skal anvendes som begyndelsestidspunkt for lempelsesperioden. Perioden behøver derfor ikke starte samtidig med fx en udstationering, men kan starte efter et ophold her i riget på et senere tidspunkt under udstationeringen. Lempelsesperioden kan dog kun starte en dag, hvor skatteyderen rejser ud af Danmark. Dette er fastslået af Landsskatteretten i den nævnte afgørelse SKM2007.883.LSR .

Skatterådets afgørelse fastslår alene, at der ikke er valgfrihed med hensyn til lempelsesperiodens ophør, idet udlandsopholdet afbrydes på det tidspunkt, hvor betingelserne for reglens anvendelse ikke længere er opfyldt.