Dokumentets metadata

Dokumentets dato:25-08-2009
Offentliggjort:17-09-2009
SKM-nr:SKM2009.559.SR
Journalnr.:09-056809
Referencer.:Selskabsskatteloven
Dokumenttype:Bindende svar


Forening - stiftelse af selskab - erhvervsmæssig virksomhed.

Skatterådet bekræfter, at en forenings skattemæssige status efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6 ikke ændres som følge af, at foreningen bliver medstifter og ejer af et anpartsselskab, som drives med overskud for øje.Skatterådet bekræfter endvidere, at foreningen ikke er skattepligtig af udloddet udbytte fra selskabet eller af en eventuel gevinst ved likvidation eller salg af anparterne.


Spørgsmål

  1. Kan det forhold at Foreningen og dens kredse bliver medstifter og ejer af et anpartsselskab, som drives med overskud for øje, medføre, at den skattemæssige status som omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6 ophæves helt eller delvist?
  2. Er Foreningen og dens kredse helt eller delvist skattepligtig af udloddet udbytte fra anpartsselskabet?
  3. Er Foreningen og dens kredse helt eller delvist skattepligtig af en eventuel gevinst ved likvidation eller salg af anparterne i anpartsselskabet?
  4. Vil svaret på ovenstående spørgsmål 1-3 blive anderledes såfremt der ved stiftelsen af selskabet eller på et senere tidspunkt optages ejere af anpartsselskabet som ikke har tilknytning til Foreningen?

Svar

  1. Nej.
  2. Nej.
  3. Nej.
  4. Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Foreningen:

Foreningen er opbygget med en overordnet bestyrelse/forening med et antal lokalforeninger fordelt på et antal kredse. Der er ansat en lønnet forretningsfører til at varetage administration/sekretariat mv.

Af foreningens vedtægter fremgår, at Foreningens medlemmer er de enkelte lokalforeninger.

I tilfælde af Foreningens opløsning, tilfalder dens eventuelle midler med halvdelen til foreningen x og halvdelen til y.

Kredsene:

Det er oplyst, at kredsene er selvstændige organisationer med egne vedtægter og selvstændig regnskabsførelse.

Kredsformanden har tegningsretten i forhold til tredjemand.

Af de standardiserede vedtægter, som alle kredse skal anvende, fremgår det af § 1, at medlemmer i de enkelte kredse er lokalforeningerne i kredsen. Det fremgår endvidere, at kredsens opgave bl.a. er at samle lokalforeningerne i kredsens virkeområde og arbejde på at opfylde Foreningens formålsparagraf.

Skatte- og momsmæssige forhold

Foreningen:

Foreningen har oplyst, at den driver en forening, som er omfattet af momslovens bestemmelser omkring amatørsportsforeninger.

Foreningen har med udgangspunkt heri valgt at benytte sig af muligheden i momslovens § 13, stk. 1, nr. 22 for at undlade at lade sig momsregistrere vedrørende sponsorindtægter, annonceindtægter mv.

Foreningen har endvidere oplyst, at Foreningen skattemæssigt anses for at være omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6 og § 3, stk. 2 og 3.

Kredsene

Enkelte af kredsene har CVR.nr. og er registreret som foreninger.

Dispositionen:

Der påtænkes oprettet en webshop med det formål at drive internetforretning. Senere skal der være mulighed for at udvide sortimentet til målgrupper, hvor der er et væsentligt indtjeningspotentiale.

Webshoppen påtænkes oprettet i et nyoprettet anpartsselskab. Dette anpartsselskab vil blive momsregistreret og skattepligtig af resultatet, ligesom selskabet vil blive registreret for indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og ATP-bidrag.

Selskabet vil blive stiftet med en anpartskapital på 125.000 kr. til kurs 100. Ejerskabet påtænkes at blive fordelt således:

Nom.

%

Navngiven person (ansvarlig for webshoppen)

10.000

8

kreds

10.000

8

kreds

10.000

8

kreds

10.000

8

kreds

10.000

8

kreds

10.000

8

kreds

10.000

8

Foreningen

55.000

44

I alt

125.000

100

Ifølge udkast til vedtægter for selskabet er dets formål:

"…. at drive netbaseret virksomhed inden for køb og salg af artikler til……."

Der er ikke i udkastet til vedtægter nogen bestemmelse om, at Foreningen eller kredsene er tillagt ret til andel i selskabets overskud.

SKATs indstilling og begrundelse

Generelt

Spørger er en forening, som efter det oplyste er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Dette er lagt til grund ved besvarelsen af de af Foreningen stillede spørgsmål.

Dette er tilsvarende lagt til grund for så vidt angår kredsene, da det af registreringsforholdene vedrørende to af kredsene fremgår, at de er registreret som foreninger.

Den objektive skattepligt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6 omfatter alene indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed samt fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed.

Som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed forstås indtægt fra nærings- eller anden forretningsvirksomhed, herunder indtægt fra drift, udlejning og bortforpagtning af fast ejendom, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 4. 1. punktum. Overskud som foreningen får ved leverancer til foreningens medlemmer, betragtes ikke som erhvervsmæssig virksomhed.

Vedrørende ejerskab af aktier har Landsskatteretten i afgørelsen offentliggjort i SKM2007.399.LSR (dissens) afgjort, at en gensidig forsikringsvirksomhed omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6 ikke kunne antages at drive næringsvirksomhed med værdipapirhandel som følge af ejerskab af aktier i et forsikringsselskab. Flertallet i landsskatteretten, herunder retsformanden, bemærkede, at der hverken i ordlyden af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, jf. stk. 4, eller i forarbejderne til bestemmelserne er holdepunkter for at anse foreningens ejerskab af aktier for erhvervsmæssig virksomhed i relation til bestemmelserne.

Af cirkulære til selskabsskatteloven nr. 136 af 7. november 1988, punkt 52 fremgår det, at aktieudbytter og -avancer, renteindtægter og kursgevinster er skattefri for foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr.6, medmindre der er tale om næringsvirksomhed.

Er en forening tillagt ret til en andel i en erhvervsvirksomheds overskud, uden selv at deltage i driften, vil denne indtægt blive betragtet som erhvervet ved erhvervsmæssig virksomhed, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 3.

Foreningen er endvidere momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 22. I henhold til denne bestemmelse kan almenvelgørende eller på anden måde almennyttige foreninger under visse betingelser, herunder at overskuddet fuldt ud anvendes til foreningens eget formål, momsfritages for visse aktiviteter.

Ad spørgsmål 1

Det ønskes besvaret, om Foreningens skattemæssige status efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6 vil ophøre helt eller delvist, hvis Foreningen er medstifter og ejer af et anpartsselskab, som drives med overskud for øje.

Spørgsmålet er, om Foreningens ejerskab af 44 % af anparterne i det selskab, som påtænkes stiftet, kan indebærer, at Foreningen må anses for at drive erhvervsmæssig virksomhed.

Efter formålsbestemmelsen i udkastet til vedtægterne, hvorefter selskabet bl.a. skal drive netbaseret handel, er det utvivlsomt, at selskabet skal drive erhvervsmæssig virksomhed.

Idet der henvises til SKM2007.399.LSR er det SKATs vurdering, at ejerskab af anparter i et selskab, der driver erhvervsmæssig virksomhed ikke i sig selv kan bevirke, at Foreningen må anses for at drive næringsvirksomhed i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 4, 1. punktum.

Da det tilsvarende ikke af det indsendte udkast til vedtægter for selskabet fremgår, at Foreningen eller kredsene tillægges ret til en andel i selskabets overskud, er det ligeledes SKATs vurdering, at der ikke på dette grundlag kan være tale om erhvervsmæssige indtægter derfra, jf. selskabsskattelovens § 1 stk. 4, 2. punktum.

Det er derfor SKATs indstilling, at spørgsmål 1 besvares med nej.

Ad spørgsmål 2

Det ønskes besvaret, om Foreningen og kredsene helt eller delvist vil være skattepligtig af udloddet udbytte fra anpartsselskabet.

SKAT har, jf. besvarelsen til spørgsmål 1, vurderet, at Foreningen ikke ved ejerskabet af anparter i selskabet i sig selv vil drive næringsvirksomhed.

Udbytte fra selskabet vil således ikke være skattepligtig for Foreningen eller kredsene, jf. punkt 52 i cirkulære nr. 136 af 17. november 1988.

Det er derfor SKATs indstilling, at spørgsmål 2 besvares med nej.

Ad Spørgsmål 3

Det ønskes besvaret, om Foreningen og kredsene helt eller delvist vil være skattepligtig af en eventuel gevinst ved likvidation eller salg af anparter i anpartsselskabet.

Jf. besvarelsen til spørgsmål 2 er det tilsvarende SKATs vurdering, at Foreningen og kredsene ikke vil være skattepligtig af en eventuel gevinst ved likvidation eller salg af anparter i selskabet.

Det er derfor SKATs indstilling, at spørgsmål 3 besvares med nej.

Ad spørgsmål 4

Det ønskes besvaret, om besvarelsen af spørgsmål 1-3 vil være anderledes, såfremt der ved stiftelsen af selskabet eller på et senere tidspunkt optages ejere af anpartsselskabet, som ikke har tilknytning til foreningen.

Det forhold, at der optages andre ejere i selskabet, har ingen relevans for så vidt angår betingelserne for at være omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Det er SKATs indstilling, at spørgsmål 4 besvares med nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse