Dokumentets metadata

Dokumentets dato:24-11-2008
Offentliggjort:26-03-2009
SKM-nr:SKM2009.217.LSR
Journalnr.:07-02953 og 08-02021
Referencer.:Kildeskatteloven
Pensionsbeskatningsloven
Dokumenttype:Kendelse


Fritagelse fra skattetræk af indekskontrakter - bosiddende i udlandet

En klager med bopæl i New Zealand havde inden udrejsen fra Danmark fået skattemyndighedernes accept af, at der ikke skulle betales skat af udbetalinger fra danske indekskontrakter. Skattemyndighederne traf imidlertid i 2006 afgørelse om, at kontrakterne i medfør af DBO med New Zealand art. 21 skulle beskattes i Danmark. Beskatningen kunne gennemføres for 2006, men ikke for tidligere år.


LandNew Zealand

Klagen vedrører, hvorvidt klageren, der har bopæl i New Zealand, er berettiget til fritagelse for skattetræk af indekskontrakter for 2004, 2005 og 2006.

Landsskatterettens afgørelse

Skattecentret har ikke godkendt fritagelse for skattetræk af indekskontrakter.

Landsskatteretten stadfæster SKAT's afgørelse for 2006, idet der er givet klageren et passende varsel ved tilbagetrækningen af skattefritagelseserklæringen og ændrer afgørelsen for 2004 og 2005.

Sagens oplysninger

Klageren flyttede til New Zealand i 1995 og er stadig bosiddende der. Klageren tegnede i 1971 en aftale om pristalsreguleret alderdomsopsparing med F1-bank. Af aftalen fremgår det, at det er kontohaveren, der indskyder en nærmere bestemt grundindbetaling. Klageren har 6 stk. kontrakter.

Klageren har hvert år ansøgt kommunen om fritagelse for skattetræk af kontrakterne og har fået det bevilliget. For indkomstårene 2004, 2005 og 2006 konstaterede SKAT, at det har været en fejl, at der blev givet fritagelse for skattetræk. 40 dage efter at erklæringen for 2006 var blevet bevilliget blev den trukket tilbage.

Klageren har således i årene 2004, 2005 og 2006 fået en afgørelse på, at der skal trækkes skat af kontrakterne. For 2004 og 2005 er der ydermere trukket skat af ratepension.

Skattecentrets afgørelse

I henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem New Zealand og Danmark artikel 21 har Danmark beskatningsretten. På den baggrund skal der betales skat i Danmark af indekskontrakterne.

Indekskontrakterne er omfattet af begrænset skattepligt, jf. kildeskattelovens § 2.

På trods af, at kommune tidligere har godkendt fritagelse for skattetræk, kan klageren ikke påberåbe sig forventningsprincippet, da en skattefritagelseserklæring ikke er udtryk for en positiv tilkendegivelse, som kan bibringe klageren en berettiget forventning, jf. Østre Landsretsdom af 25. maj 2000 gengivet i TfS 2000,543.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har fremsat påstand om, at der ikke skal betales kildeskat til Danmark af udbetalingerne fra indeksordningerne, som disse er kontraktligt og retsligt bestemt.

Til støtte for påstanden har klageren bl.a. gjort gældende, at han inden udrejsen til New Zealand fik en afgørelse fra kommunen om, at han ikke skulle beskattes af ratepension eller indekskontrakterne, men alene af sociale pensioner. Afgørelsen er blevet destrueret af kommunen, hvilket klageren mener er ulovligt i henhold til arkivloven. Skatteankenævnet burde ikke kunne træffe en afgørelse uden at have det rigtige grundlag til at træffe den påklagede afgørelse på.

Ydermere har klageren udfyldt en attestation af bopæls- og skatteforhold i 1995.

Klageren har endvidere i alle årene modtaget en skattefritagelseserklæring fra kommunen. Den er blevet ulovligt trukket tilbage af skattemyndighederne, jf. meddelelse fra SKAT gengivet SKM2004.137.TSS .

Klageren har i alle årene indgivet enslydende selvangivelser til både Danmark og New Zealand, og i alle årene har der således været kontrol af forholdene fra New Zealands side. I alle årene har der således været betalt New Zealandsk skat af udbetalingerne fra ratepensionen og indekskontrakterne.

Nævnet har henvist til Østre Landsretsdom af 25. maj 2006, hvilket er uforståeligt, da den ingen aktuelle sammenligningspunkter har med denne sag.

Vedrørende den materielle del af sagen anfører klageren, at indekskontrakterne ikke er pensioner, men en opsparingsform, der blev indført for at begrænse forbruget i Danmark. Ifølge DBO mellem Danmark og New Zealand art. 18, der vedrører pensioner, skal disse beskattes i den stat, i hvilken klageren er hjemmehørende. Såfremt Landsskatteretten skulle nå frem til, at der er tale om pensioner, kan indekskontrakterne være omfattet af art. 18, idet de er blevet udbetalt for tidligere personligt arbejde i tjenesteforhold. Såfremt SKAT ikke havde destrueret den tidligere afgørelse fra kommunen, kunne den have påvist, at det formentlig var klagerens arbejdsgiver, der havde indbetalt på kontrakterne. I øvrigt kan man ud fra bankens registreringer se, at der har været indbetalinger på indekskontrakterne. Det følger af bekendtgørelse nr. 259 af 13. april 2004, § 6, stk. 4, at indbetalinger til indekskontrakter helt eller delvis kan indbetales af arbejdsgiver.

Vedrørende DBO mellem Danmark og New Zealand art. 21, gør klageren gældende, at denne bestemmelse også kan anvendes som grundlag for skattefritagelse i Danmark. Indkomster omfattet af denne bestemmelse skal beskattes i bopælsstaten. Indkomsten udbetales ikke af den danske stat, men indkomsten står på en konto i en bank, som alene klageren råder over og har fuldmagt til. Indkomsten hidrører således ikke fra den danske stat, og den skal således ikke beskattes i Danmark, jf. 2. led i art. 21. Der henvises endvidere til CIR nr. 135/1988 pkt. 16, hvorefter der er anført:

Beløbene for 2004, 2005 og 2006 skal se således ud:

Indkomstår

Indekskontrakter

Ratepension

2004

32.090 kr.

13.728 kr.

2005

32.432 kr.

0 kr.

2006

17.300 kr.

0 kr.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler personer, der ikke er fuld skattepligtig til Danmark, såfremt disse erhverver indkomst, som stammer fra pensionsudbetalinger. Dette fremgår af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 9, 10 og 11.

Ifølge pensionsbeskatningslovens § 15 er indeksordninger omfattet af pensionsbeskatningsloven.

Det følger af artikel 18 i den mellem Danmark og New Zealand indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomst, at pensioner som udgangspunkt beskattes i den stat, hvor modtageren er hjemmehørende. Reglen gælder dog alene pensioner i forbindelse med tidligere tjenesteforhold, jf. vejl. 1982 14.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at der ikke er tale om en arbejdsgiverordning, idet det fremgår af ligningsvejledningen, afsnit A.C.1, at det skal være anført i aftaledokumentet, om ordningen er led i en arbejdsgiverordning. Det fremgår alene, at kontrakterne er indgået mellem banken og klageren. Der er endvidere ikke nogen aftale mellem klageren og arbejdsgiveren vedrørende indbetalingerne. Det er herefter Landsskatterettens vurdering, at indekskontrakterne ikke er omfattet af art. 18.

Det er derimod Landsskatterettens opfattelse, at indekskontrakterne er omfattet af art. 21 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og New Zealand. Det følger af bestemmelsen, at indkomst, der ikke nævnt i andre bestemmelser, som hovedregel skal beskattes i bopælsstaten. Artiklen har imidlertid den tilføjelse, at beskatning også kan finde sted i den anden stat i de tilfælde, hvor den omhandlede indkomst hidrører fra denne stat. Indekskontrakterne hidrører fra Danmark. Derfor har Danmark beskatningsretten.

Det er således Landsskatterettens opfattelse, at skattefritagelsen var givet på et forkert grundlag, idet beskatningsretten til indekskontrakterne rettelig tilkommer Danmark, jf. artikel 21 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og New Zealand.

Ved den efterfølgende tilbagekaldelse af skattefritagelsen er der sket en ændring af en begunstigende forvaltningsakt til ulempe for klageren, og der gælder relativt strenge regler for en myndigheds adgang til at foretage en sådan ændring. Ifølge Processuelle Regler på SKAT's område, afsnit D, vil en afgørelse kunne tilbagekaldes eller ændres i bebyrdende retning med fremtidig virkning efter et passende varsel, der på rimelig og forsvarlig måde giver borgeren mulighed for at tilpasse sig ændringen.

På baggrund af ovenstående er det Landsskatterettens vurdering, at SKAT har kunnet tilbagekalde erklæringerne, idet der har været givet klageren et passende varsel, jf. forslaget til afgørelse af 25. januar 2006.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKAT's afgørelse for 2006, men ændrer afgørelsen for 2004 og 2005.