Dokumentets metadata

Genoptagelse - særlige omstændigheder - dobbeltbeskatning

Sagen vedrører, om sagsøgeren er berettiget til at få genoptaget skatteansættelserne for indkomstårene 1996-2000 i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.Sagsøgeren boede i Polen, men var ubestridt skattepligtig til Danmark. Spørgsmålet var, om Polen havde beskatningsretten i henhold til den mellem Danmark og Polen indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomst. Sagsøgeren gjorde endvidere gældende, at lempelsesreglen i ligningslovens § 33 A med urette ikke var anvendt, og at sagsøgeren ikke havde haft indtægter i Polen svarende til de skønsmæssige ansættelser. Herudover gjorde sagsøgeren gældende, at ansættelserne var ugyldige, fordi der ikke var sket partshøring og på grund af mangelfuld begrundelse.Retten fandt, at beskatningsretten tilkom Danmark, og at ansættelserne ikke kunne anses for ugyldige. Retten fandt endvidere, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var udløbet, da anmodningen om genoptagelse blev indgivet. Der var endvidere ikke grundlag for at bortse fra fristen.

Parter

A
(Advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af byretsdommer

Kim Gabriel

Indledning og påstande

Denne sag vedrører ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27.

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 1996, 1998, 1999 og 2000 helt eller delvist genoptages i henhold til skatteforvaltningslovens § 27.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens omstændigheder

Landsskatteretten traf afgørelse den 8. august 2007

"...

Klagen vedrører genoptagelse.

Landsskatterettens afgørelse

Skattepligt

Indkomstårene 1996-2000

Der er nægtet genoptagelse.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

...

Sagens oplysninger

Klageren og hans ægtefælle erhvervede i 1972 ejerlejligheden ...1, Danmark, hvilken ejerlejlighed ægtefællerne solgte den 1. maj 2006.

I efteråret/vinteren 1995 blev klageren ansat hos G1 A/S, hvilket de polske myndigheder blev orienteret om den 8. november 1995.

Klageren har oplyst, at han de facto fraflyttede Danmark den 31. oktober 1995.

Skattevæsenet skrev den 14. december 1995 til G1 A/S, af hvilket brev bl.a. fremgik, at klageren den 1. november 1995 var rejst til Polen, og at selskabet derfor var fritaget for skattetræk for så vidt angik den løn m.v., som blev indtjent ved personligt arbejde i Polen.

Den 30. juni 1996 sendte klageren en telefax til Skattevæsenet med sin og ægtefællens selvangivelse vedrørende indkomståret 1995.

Skatteforvaltningen besvarede den 15. juli 1996 klagerens telefax af 30. juni 1996 og meddelte, at Skatteforvaltningen ikke kunne læse klageren og hans ægtefælles selvangivelse p.g.a. kopikvaliteten, hvorfor klageren blev bedt om at fremsende nye selvangivelser.

Det er oplyst, at klageren ved årsskiftet 1995/1996 meddelte folkeregisteret, at han udvandrede til Polen. Denne flyttemeddelelse blev ikke registreret i folkeregisteret. Det er oplyst, at klageren i indkomstårene 1998 fremsendte en ny flyttemeddelelse til folkeregisteret, hvilken meddelelse ej heller er blevet registreret i folkeregisteret. Klageren sendte den 5. august 2002 et brev til folkeregisteret med meddelelse om, at han var udrejst til Polen ved årsskiftet 1995/1996. Folkeregisteret meddelte ved brev af 9. august 2002, at klageren i folkeregisteret, blev registreret som udrejst den 1. januar 1996, og at skattemyndighederne var bekendt med, at han boede i Polen.

Den 6. september 1996 meddelte ToldSkat klageren, at klagerens virksomhed skulle afmeldes fra moms, idet klageren var udvandret fra Danmark.

Skatteforvaltningen sendte agterskrivelse vedrørende indkomståret 1996 til klageren den 6. januar 1998 til ...1, Danmark.

Den 19. januar 1998 fremsendte ToldSkat årsopgørelse vedrørende indkomståret 1996 til klagerens adresse i Polen.

Skatteforvaltningen sendte den 21. september 1998 agterskrivelse til klageren vedrørende indkomståret 1997 til ...1, Danmark.

Den 5. oktober 1998 sendte ToldSkat årsopgørelse vedrørende indkomståret 1997 til klagerens adresse i Polen.

Klagerens ægtefælle flyttede efter det oplyste i september 1999 til Polen.

Den 26. oktober 1999 sendte Skatteforvaltningen agterskrivelse vedrørende indkomståret 1998 til klageren til ...1, Danmark.

Den 14. februar 2000 fremsendte ToldSkat årsopgørelse vedrørende indkomståret 1998 til klagerens adresse i Polen.

Klageren har efter det oplyste selvangivet sig som begrænset skattepligtig til Danmark fra og med indkomståret 1996 og har fremlagt selvangivelse for indkomståret 1999, der er registreret som indgået hos Skatteforvaltningen den 3. juli 2000.

Den 6. februar 2001 skrev Skatteforvaltningen til klageren i Polen, idet Skatteforvaltningen udbad sig bopælsoplysninger vedrørende indkomståret 1999.

Den 13. marts 2001 fremsendte Skatteforvaltningen en rykkerskrivelse til klageren, hvori klageren blev anmodet om at fremsende bopælsoplysninger vedrørende indkomståret 1999 inden for 15 dage.

Skatteforvaltningen sendte den 6. marts 2002 en agterskrivelse vedrørende indkomstårene 1999 og 2000 til klagerens adresse i Polen.

Den 6. maj 2002 fremsendte ToldSkat årsopgørelse vedrørende indkomståret 1999 til klagerens adresse i Polen.

Den 10. juni 2002 sendte ToldSkat årsopgørelse vedrørende indkomståret 2000 til klagerens adresse i Polen.

Den 13. februar 2003 fremsendte Skatteforvaltningen en agterskrivelse vedrørende indkomståret 2001 til en adresse i Polen, hvor klageren ikke mere var registreret. Skatteforvaltningen fremsendte den 4. marts 2003 en enslydende agterskrivelse til samme adresse. Den 14. april 2003 sendte ToldSkat årsopgørelse vedrørende indkomståret 2001 til klageren til samme, forkerte adresse.

Den 29. oktober 2003 fremsendte Skatteforvaltningen en agterskrivelse vedrørende indkomståret 2002 til en adresse i Polen, hvor klageren ikke mere var registreret. ToldSkat sendte den 8. december 2003 en årsopgørelse til samme adresse.

Skatteforvaltningen fremsendte den 26. februar 2004 en agterskrivelse vedrørende indkomståret 2003 til en adresse i Polen, hvor klageren ikke mere var registreret. ToldSkat fremsendte den 6. december 2004 en årsopgørelse til samme adresse.

Der er registreret følgende i folkeregisteret vedrørende ejerlejligheden ...1, Danmark

1. oktober 1973 - 1. januar 1996	A
1. oktober 1973 - 15. maj 2006	BA
17. maj 1975 - 20. november 1994	CA
...
1. februar 2000 - 8. maj 2006	CA

...

Klageren har efter det oplyste haft følgende privatadresser i Polen

Medio 1995 - marts 1999	...2, Polen
Ultimo marts 1999 - primo 2003	...3, Polen
Primo 2003 -	...4, Polen

I februar 2003 skrev klagerens tidligere arbejdsgiver, G1, bl.a.:

"Det er en fordel for ham at kunne meddele de polske skattemyndigheder, at han er fuldt skattepligtig til Danmark, idet den polske skat hermed reduceres fra knap 40 % til godt 20%"

Den 3. marts 2003 skrev klagerens tidligere arbejdsgiver, G1, bl.a. følgende til Skatteforvaltningen:

"Vi har modtaget endnu en skrivelse fra Dem. For god ordens skyld gentages vores tidligere kommentar

A er ikke længere ansat i G1. Jeg foreslår, at adressen ændres til hans privatadresse

A
...3
Polen"

Klagerens revisor fik delvis aktindsigt i klagerens sag den 8. marts 2005.

Ved brev af 27. februar 2006 anmodede klagerens daværende advokat om at få genoptaget skatteansættelserne for indkomstårene 1996 - 2000 (2004).

SKATs afgørelse

Det er SKATs opfattelse, at der ved anmodningen om genoptagelse ikke har været forelagt sådanne nye oplysninger eller særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 (tidligere skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8), der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse. Der er ej heller forelagt sådanne nye oplysninger eller omstændigheder, der kan begrunde en genoptagelse efter skatte[forvaltningslovens] § 27, stk. 1, nr. 1 - 4 og 7 (skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr.1 - 4 og 7).

Der er endvidere lagt vægt på, at der ikke er sket en efterfølgende ændring af de forhold, som skatteansættelsen bygger på. Det forhold, at klageren efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse i skatte[forvaltningslovens] § 26, stk. 2 (skattestyrelseslovens § 34, stk. 2), fremlægger udokumenterede oplysninger vedrørende skatteansættelserne for indkomstårene 1996 - 2003, og det forhold, at der ikke er modtaget selvangivelse for indkomståret 2004, har ikke den betydning, at der efterfølgende er sket en ændring af grundlaget for ansættelsen.

6-månedersfristen i skatte[forvaltningslovens] § 27, stk. 2 (skattestyrelseslovens § 35, stk. 2), er alene relevant, såfremt der er mulighed for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 (skattestyrelseslovens § 35, stk. 1). Da betingelserne i skatte[forvaltningslovens § 27], stk. 1, nr. 1 - 7 og 8 (skattestyrelseslovens § 35, stk. [1], nr. 1 - 7 og 8) ikke er opfyldt, kan skatte[forvaltningslovens] § 27, stk. 2, ikke finde anvendelse.

Det ændrer ikke på SKATs opfattelse af sagen, at klageren[s] advokat har anført, at klageren ikke har fået den rådgivning, som han med rimelighed har kunnet forvente af sin tidligere advokat.

Det forhold, at klagerens advokat har drøftet sagen med klagerens statsautoriserede revisor kan ej heller ændre på SKATs indstilling, idet der ikke er modtaget materiale fra revisor.

Klagerens påstand og argumenter

Der er nedlagt påstand om, at klagerens ansættelser for indkomstårene 1996 - 2000 helt eller delvist genoptages i medfør af skatteforvaltningslovens § 27.

Til støtte for påstanden er det gjort gældende, at bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, indeholder hjemmel til genoptagelse. Af forarbejderne til bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8, hvilken bestemmelse er afløst af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, fremgår:

"Forslaget indebærer, at ændring af en skatteansættelse kan tillades efter en konkret bedømmelse af forholdene. Bestemmelsens anvendelsesområde er således tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter objektive grunde i bestemmelsen."

"Genoptagelse vil endvidere kunne ske efter bestemmelsen i tilfælde, der er omfattet af den gældende § 35, stk. 1, nr. 8, i skattestyrelsesloven, hvorefter en ansættelse kan foretages eller ændres i det omfang, der er begået ansvarspådragende fejl af skattemyndighederne. Den foreslåede bestemmelse vil dog yderligere finde anvendelse, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, uden at fejlene kan anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført en materielt urigtig afgørelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen."

"Endvidere vil bestemmelsen kunne finde anvendelse, såfremt myndighederne har foretaget en åbenbart urimelig skønsansættelse."

Der er begået ansvarspådragende fejl af Skatteforvaltningen, bl.a. fordi Skatteforvaltningen ved årsskiftet 1995/1996 var fuldt vidende om, at klageren på daværende tidspunkt udvandrede til Polen i den forstand, at han opgav sin bopæl i Danmark.

Skatteforvaltningen har ikke begrundet, hvorledes Skatteforvaltningen er fremkommet med de meget varierende indkomstopgørelser i indkomstårene 1996 - 2003. Der er endvidere ikke for indkomstårene 1996 - 1998 overensstemmelse mellem de udsendte agterskrivelser og de efterfølgende udsendte årsopgørelser, ligesom der for nogle indkomstår er indrømmet lempelse efter ligningslovens § 33 A, mens der ikke er indrømmet denne lempelse i andre af de omhandlede indkomstår.

De ovenfor beskrevne fejl fra skatteforveltnings/ToldSkats side har en sådan karakter, at de foreliggende afgørelser/årsopgørelser for indkomstårene 1996 - 2000 er ugyldige på grund af manglende partshøring og manglende begrundelse, jf. forvaltningslovens §§ 19 og 22, jf. § 24. Allerede som følge heraf skal klageren have medhold i sin påstand om ekstraordinær genoptagelse i de omhandlede indkomstår, jf. princippet i SKM 2006.488.ØLR

Hvis Landsskatteretten når frem til, at de udviste fejl ikke kan anses for ansvarspådragende, er det i anden række gjort gældende, at der desuagtet skal gives ekstraordinær genoptagelse, henset til at fejlene har medført en materiel urigtig ansættelse, og at det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelserne.

Til yderligere støtte for, at der skal gives tilladelse til ekstraordinær genoptagelse, er henvist til Told- og Skattestyrelsens meddelelse, offentliggjort i SKM2002.307.TSS . De faktiske forhold i nærværende sag er i overensstemmelse med de faktiske forhold i den i SKM2002.307.TSS omtalte sag.

De oplysninger, som er afgivet af G1, kan ikke tillægges særlig betydning, idet de er afgivet for at skade klageren, da der har været 2 sager mellem klageren og selskabet. Klageren har vundet begge sager ved 1. instansen i Polen.

Det bemærkes, at klagerens tidligere advokat alene mundtligt over for klagerens revisor har erkendt, at han har foretaget manglende og mangelfuld sagsbehandling, i hvilken forbindelse tillige bemærkes, at klagerens revisor ikke er positivt bekendt med, at den tidligere advokat har anmeldt sagen til sit forsikringsselskab.

SKATs udtalelse

Betingelserne for genoptagelse kan efter de af klageren anførte bestemmelser og ud fra de af klageren i øvrigt anførte grunde ikke anses for opfyldte, da der ikke for nogen af de omhandlede indkomstår er indsendt materiale, der kan dokumentere klagerens skattepligt til en fremmed stat, og da klageren ikke har fremsendt selvangivelser for de pågældende indkomstår.

Der er ikke sket en efterfølgende ændring af de forhold, som skatteansættelsen var baseret på. Det forhold, at klageren og hans repræsentant efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (tidligere skattestyrelseslovens § 34, stk. 2), har fremlagt udokumenterede oplysninger vedrørende klagerens skatteansættelser for indkomstårene 1996 - 2000, kan ikke medføre, at der efterfølgende er sket en ændring af grundlaget for skatteansættelsen.

Den 6-måneders frist, som er anført i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 (tidligere skattestyrelseslovens § 35, stk. 2), er alene relevant, såfremt der er mulighed for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 (tidligere skattestyrelseslovens § 35, stk. 1). Da betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 - 7 og 8 (tidligere skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 1 - 7 og 8) ikke er opfyldt, kan skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 (tidligere skattestyrelseslovens § 35, stk. 2), ikke finde anvendelse.

Der er tillige henset til bemærkningerne fra klagerens tidligere arbejdsgiver om, at klageren af rent fiskale grunde med fordel over for de polske myndigheder har ladet sig være fortsat fuld skattepligtig til Danmark.

Det er derfor med rette, at klageren fortsat er fuld skattepligtig til Danmark efter reglerne i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og at klageren derfor, som det fremgår af de gennemførte skønsmæssige skatteansættelser, skal beskattes af sin globalindkomst, jf. statsskattelovens § 4. Der er i øvrigt givet fradrag i indkomsten.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ud fra en samlet vurdering af sagsforløbet, herunder skattemyndighedernes forgæves forsøg på at få klagerens forhold yderligere oplyst ved skrivelser til både klagerens lejlighed i Danmark og adresse i Polen, er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse officialmaximen for tilsidesat, ligesom skattemyndighedernes partshøringsforpligtelse af bl.a. samme grunde ej heller er tilsidesat.

De begrundelser, som skattemyndighederne har givet vedrørende de omhandlede indkomstår, anses ej heller for en tilsidesættelse af begrundelsespligten i forvaltningslovens § 24, stk. 1, idet SKAT bl.a. har angivet, i henhold til hvilke lovregler afgørelserne er truffet, ligesom det er anført, hvilke hovedhensyn der har været bestemmende for det udøvede skøn.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., at en genoptagelsesanmodning kun kan imødekommes i de i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nævnte tilfælde, hvis den fremsættes af den skattepligtige inden 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, medmindre særlige omstændigheder taler for dispensation fra fristen i bestemmelsens 1. pkt., jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt.

Skatteforvaltningen har bl.a. fremsendt agterskrivelser af 6. januar 1998, 21. september 1998 og 26. oktober 1999 til ...1, Danmark, hvor klagerens ægtefælle efter folkeregisteroplysningerne og efter det i øvrigt oplyste i hvert fald i en del af perioden fortsat boede, ligesom ToldSkat bl.a. har fremsendt årsopgørelser vedrørende indkomstårene 1998 - 2000 af henholdsvis 14. februar 2000, 6. maj 2002 og 10. juni 2002 samt breve af 6. februar 2001, 13. marts 2001 og 6. marts 2002 til klagerens adresse i Polen, hvilket materiale efter det oplyste ikke er kommet til klagerens kundskab.

Klageren blev efter det oplyste først opmærksom på de skattemæssige problemer i indkomståret 2002, idet han blev indkaldt til et fogedretsmøde, hvorefter klageren overgav sagen til sin advokat. Der blev herefter ikke foretaget yderligere i forhold til skattevæsenet, førend klageren i indkomståret 2005 efter det oplyste igen blev opmærksom på de skattemæssige problemer, da fogedretten ville gøre udlæg i hans danske aktiver. Klagerens revisor blev den 8. marts 2005 bevilget delvis aktindsigt i klagerens sag, men der blev først den 27. februar 2006 anmodet om ekstraordinær genoptagelse over for SKAT.

Bl.a. derfor anses fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., for tilsidesat, idet klageren senest i indkomståret 2002 er blevet bekendt med de skattemæssige problemer, ligesom der både ud fra en subjektiv og objektiv betragtning ikke findes at være sådanne særlige omstændigheder, der berettiger til anvendelse af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. SKATs afgørelse stadfæstes derfor.

..."

Sagsøgeren er uddannet revisor. Den 1. oktober 1996 sendte sagsøgeren en telefax til kommunen, attesteret til pantefoged JN:

"Ved tilsigelsesskrivelse af 20.08.1996 har De opgjort skyldige skatter for 1994 samt restarbejdsmarkedsbidrag for samme år. I forbindelse med en samlet ordning, har jeg en bekræftelse fra kontorchef TP om, at jeg ikke skylder skat, arbejdsmarkedsbidrag eller renter mere pr. ultimo 1994. "

Samme dag sendte sagsøgeren forskudsskema for 1996 til kommunen. I forskudsskemaet opgjorde sagsøgeren renteindtægter og -udgifter vedrørende hans andel af lejligheden på ...1, Danmark. Der var ikke anført beløb vedrørende lønindkomst.

Af arbejdskontrakt af 6. december 1996 mellem en polsk ordregiver og sagsøgeren fremgår, at sagsøgerens honorar udgjorde 75.000 kr. for revision mv. for en række opregnede firmaer. Kontrakten vedrører lønudbetaling frem til den 31. marts 1997.

Den 17. november 1997 skrev sagsøgeren blandt andet således til kommunen

"...

1

Jeg har modtaget en tilsigelse vedrørende arbejdsmarkedsbidrag 1994 og 1995 samt B-skat for 1996. Denne opgørelse er ikke rigtig.

Der har tidligere været ført korrespondance herom, blandt andet har jeg med kurerpost den 24. oktober 1996 fremsendt dokumentation hvoraf fremgår, at den på tilsigelsen opgjorte restance ikke er korrekt. Jeg har endnu ikke modtaget svar på denne skrivelse. ...

2

Årsopgørelse for 1995.

Der er udskrevet en ny årsopgørelse på mig for 1995 den 20. oktober 1997. Denne opgørelse er ligeledes ikke korrekt, ...

3

Jeg har også fået fremsendt et valgkort til deltagelse i kommunevalget. Dette må vist være en fejltagelse, da jeg i januar måned 1996 frameldte mig folkeregisteret til fraflytning til Polen.

Den 22. oktober 1998 skrev sagsøgeren til kommunen i anledning af en ny tilsigelse, at han ikke skyldte nogen form for skat, arbejdsmarkedsbidrag eller lignende til kommunen eller staten. Han henviste til den tidligere korrespondance og anførte endvidere, at "det var muligt, at der mangler noget mellemliggende korrespondance jeg ikke har modtaget. November 1995 melder jeg adresseændring til Polen og jeg er for nylig flyttet til ny adresse i Polen"

Skattevæsenet udstedte forudfyldte selvangivelser (servicebreve) for 1998, 1999 og 2000 for sagsøgeren. For så vidt angår 1999 returnerede sagsøgeren selvangivelsen med en mindre ændring vedrørende overskud af danske ejendomme.

Efter modtagelse af brev af 5. august 2002 fra sagsøgeren herom beklagede Folkeregisteret den 9. august 2002, at registeret ikke tidligere havde registeret sagsøgerens udrejse i 1995/96.

Skattemyndighederne har i perioden sendt agterskrivelser for de enkelte indkomstår til sagsøgeren. Det er i agterskrivelserne anført, at der ved forslaget er taget hensyn til "de kontroloplysninger, som skatteforvaltningen har, og til tidligere års skatteansættelser, selvangivelser og forskudsregistrering."

Sagsøgerens årsopgørelser

Ifølge sagsøgerens årsopgørelse for 1994 havde sagsøgeren da en personlig indkomst på 231.148 kr. fra "overskud af virksomhed/udl. ejd.".

Ifølge sagsøgerens årsopgørelse for 1995 havde sagsøgeren da en personlig indkomst på 198.938 kr. fra "overskud af virk./udl. ejd." og 54.113 kr. fra "udenl. indk., halv lemp."

Ifølge sagsøgerens årsopgørelse for 1996 havde denne en personlig indkomst på i alt 433.580 kr., heraf udgjorde overskud virksomhed/udl. 50.000 kr., lønindkomst 210.392 kr. og lønindkomst arb. udland ligeledes 210.392 kr. Der blev givet nedslag for den udenlandske indkomst efter ligningslovens § 33A.

Ifølge årsopgørelsen for 1997 havde sagsøgeren en personlig indkomst på i alt ca. 250.000 kr., heraf udgjorde "overskud virk./udl." med 50.000 kr. og "lønindkomst arb. udland" 200.000 kr. Der blev givet nedslag for indkomsten.

Ifølge årsopgørelsen for 1998 havde sagsøgeren en personlig indkomst på ca. 250.000 kr. fra "overskud virk./udl.". Der blev ikke givet nedslag efter ligningslovens § 33A.

Ifølge årsopgørelserne for 1999 og 2000 havde sagsøgeren en personlig indkomst på ca. 400.000 kr. i de pågældende indkomstår fra "udl. personlig indkomst". Der blev ikke givet nedslag efter ligningslovens § 33A.

Ifølge årsopgørelsen for 2001, 2002 og 2003 havde sagsøgeren en personlig indkomst på ca. 400.000 kr. i de pågældende år fra "lønindkomst arb. udland". Der er givet nedslag efter ligningslovens § 33A.

Genoptagelsessagen

Den 27. februar 2006 indgav advokat PK anmodning om genoptagelse til SKAT på vegne sagsøgeren. Det anførtes blandt andet, at sagsøgeren var kommet i en delvis uforskyldt vanskelig position i forhold til Skattevæsenet på grund af mangelfuld rådgivning fra sagsøgerens tidligere advokat.

Af SKAT's afgørelse af 22. marts 2006 fremgår blandt andet

"Man er enig med Deres advokat i, at Deres indkomster er behandlet forskelligt i de anførte indkomstår, idet indkomsterne for indkomstårene 1998, 1999 og 2000 skattemæssigt ikke er omfattet af reglerne i Ligningslovens § 33 A. Der er dog herved henset til, at De ikke har dokumenteret Deres udenlandske indkomst, arten heraf og betalt skat til Polen af disse indkomster."

Af SKAT's supplerende udtalelse vedrørende klagen til Landsskatteretten af 24. april 2007 fremgår

"Det er rigtigt, at havde klager reageret betids vedrørende indkomstansættelserne for indkomstårene 1998-2000 ..., så kunne forholdet have været underlagt bestemmelserne i Ligningslovens § 33 A for hele perioden, men da der stadig er reageret for sent, mener SKAT ikke, at skatteansættelserne skal genoptages."

Af forhandlingsreferat for Landsskatteretten vedrørende møde den 21. december 2006 fremgår, at klageren oplyste, at han først i 2002 blev opmærksom på, at der var et skattemæssigt problem i Danmark, "idet han blev indkaldt til et fogedretsmøde her i landet."

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren, der har forklaret, at han er uddannet revisor på Handelshøjskolen. Han fik bestalling som statsautoriseret revisor i 1981, men deponerede bestallingen allerede nogle år senere, da revisorarbejdet kedede ham. I november 1995 flyttede han til Polen. Han havde indtil da haft bopæl sammen med sin ægtefælle på ...1, Danmark i en ejerlejlighed, som han var medejer af.

Fra ultimo 1995 var han ansat i et dansk ejet revisionsfirma i Polen, G1. Han var i begyndelsen formelt set ansat hos firmaet G2. Fra 1. januar 1996 var han ansat direkte i G1. Han var direktør i selskabet. Efterfølgende har han været ansat i en tysk revisionsvirksomhed samt i et år i Kosovo. Han har ikke efter udvandringen haft arbejdsopgaver i Danmark. Han har været på besøg i Danmark mindre end 3 uger pr. år.

Med skattevæsenet havde han tidligere haft et betalingsproblem fra 1994 og tidligere. I 1995 blev der indgået en betalingsaftale herom. Han indbetalte et større beløb og fik i april eller maj måned 1995 skattekvittance vedrørende betalingsproblemet. Kvittancen gik ud på, at skattevæsenet ikke havde yderligere krav.

Han sendte selvangivelsen for 1995 efter telefonsamtale med kommunen. Han husker ikke, om at han modtog skatteforvaltningens brev af 15. juli 1996. Han mindes ikke at have fremsendt selvangivelsen pr. brev. Han ville have sendt den, hvis han har fået brevet af 15. juli 1996.

Han modtog brev af 6. september 1996 fra Skatteforvaltningen. I 4. kvartal 1995 og 1. kvartal 1996 havde han fortsat honorarindtægter og også nogle udgifter. Forud for telefax af 1. oktober 1996 havde han modtaget en tilsigelsesskrivelse. Han henviste i telefaxskrivelsen til skattekvittancen. Tilsigelsen var efter hans opfattelse uden betydning, fordi der var meddelt skattekvittance.

I forskudsskemaet for 1996 oplyste han ikke om sin lønindkomst, idet det eneste, han havde med Danmark at gøre, var en halvdel af lejligheden. Han har senere fået at vide, at hans opfattelse var forkert. Kommunen burde have gjort ham opmærksom herpå.

Han kan ikke huske at have modtaget forskudsopgørelsen for 1997. Mellem 1995 og 1999 var han og hans kone ikke på så god fod. Han modtog derfor ikke nødvendigvis alle breve, der måtte være fremsendt til ...1, Danmark.

Skrivelsen af 17. november 1997 skal ses i sammenhæng med skrivelsen af 1. oktober 1996. Han havde modtaget en ny tilsigelse og var af den opfattelse, at den på ny vedrørte de år, hvor der var meddelt skattekvittance. Han svarede ved kurerpost for at være sikker på, at skattevæsenet modtog hans brev. Også hans brev af 22. oktober 1998 vedrørte betalingsproblemet fra 1995 og tidligere år. Han modtog aldrig svar på brevene.

Det var formentligt i forbindelse med en samtale med advokat MN, at han blev opmærksom på, at hans adresseændring ikke var registreret i Folkeregisteret. Den 1. januar 1996 smed han en kuvert i kommunens postkasse om, at han var udvandret til Polen. Han vidste også fra en tidligere faxskrivelse fra Skattevæsenet, at Skattevæsenet var bekendt med adresseændringen. Han kan ikke forstå, at Folkeregisteret ikke havde ændret hans adresse, når Skattevæsenet havde gjort det.

Han husker ikke, hvornår han har set servicebrevene vedrørende 1998, 1999 og 2000. Han havde en bemærkning til 1999, hvor overskuddet af danske ejendomme var lidt mindre end opgivet. Ændringen udløste ikke skat.

Han har ikke modtaget brevene af 6. februar 2001 og 13. marts 2001 fra Skatteforvaltningen. Han ville i givet fald have svaret på brevene tidligere og ikke først ved brev af 5. august 2002. Hans arbejdsopgaver var således tilrettelagt, at en væsentlig del lå i udlandet. I perioden havde han således større opgaver i Ukraine, Ungarn og det tidligere Jugoslavien. Han kunne være væk i uger ad gangen. Postgangen i Polen var endvidere sådan, at posten var uregelmæssig og skulle afhentes på postkontoret.

Han modtog ikke agterskrivelser løbende. De blev for en del sendt til ...1, Danmark, for en del til adressen i Polen. Kommunikation med ...1, Danmark var dårlig. Han havde ikke indkomst fra Danmark fra 1996 og frem. Skatteforvaltningen må have været bekendt hermed.

Agterskrivelserne harmonerede ikke med årsopgørelserne fra 1994 og 1995. Han ved ikke, hvorfor der er anført en lønindkomst, når der ikke er foretaget nogen indberetning. Han ved heller ikke, hvorfor der er registreret overskud af virksomhed, når han var momsframeldt.

Han har ikke modtaget skatteansættelserne løbende. Han betvivler dog ikke, at de er fremsendt til Polen.

VT var meddirektør i G1. Sagsøgeren var blevet uenig med aktionærerne i selskabet vedrørende den fremtidige drift. Han fratrådte derfor, men fik ikke den løn mv., han havde krav på. Han stævnede derfor selskabet for beløbet. Sidste afsnit i brevet fra VT af 16. februar 2003 skal derfor ses som chikane.

Sagsøgeren har betalt skat til Polen fra 1996, som han har haft pligt til. Ansættelsesaftalen var med en polsk juridisk enhed. Aftalen var omfattet af den polske funktionærlov. Dog afholdtes ferie efter den danske ferielov, der gav ret til mere ferie. Han skulle havde 75.000 kr. om måneden samt en gradueret overskudsandel. Af lønnen var ca. 8-10.000 kr. direktørløn. Beløb svarede til, hvad en polsk direktør i en tilsvarende stilling tjente. Resten betaltes på baggrund af fakturaer udstedt af ham til selskabet for udførte revisionsopgaver. Arbejdsgiveren tilbageholdt ydelser til det offentlige, herunder sygesikring og pension, selv om han ikke havde ret til at gøre brug af disse ydelser. Arbejdsgiveren er ansvarlig for indeholdelse af skat. Selvangivelserne udarbejdes af arbejdsgiveren. De skal underskrives en gang om året. VT har også skrevet under.

Han havde ret til at udtage acontobeløb vedrørende de faglige opgaver. Beløbet blev ført over en mellemregningskonto, der blev udlignet en gang om året. I et notat af 8. april 1997 gør G1' skatteadvokat opmærksom på, at sagsøgeren burde skrive en honorarnota til selskabet for at få udlignet accontoudbetalinger på lidt over 100.000 kr.

For så vidt angår forhandlingsreferatet af 21. december 2006, var det rettelig et betalingsproblem, ikke et skattemæssigt problem, sagsøgeren blev opmærksom på i 2002. Han var blevet indkaldt til et fogedretsmøde. Af indkaldelsen fremgik, at skattevæsenet ville have et eller andet meget stort beløb. Der stod ikke nærmere om, hvad det vedrørte. Han henvendte sig til advokat MN. Han var i 2002 ikke opmærksom på agterskrivelserne. For ham drejede det sig alene om et betalingsmellemværende, som var blevet afklaret ved skattekvittancen. Han betalte advokat MNs 3.000 Euro for at tage sig af sagen, som gjorde ham voldsomt irriteret.

Efter han havde været hos advokat MN, ophørte skrivelserne fra fogedretten. Han mente derfor, at sagen var løst, herunder at et udlæg i ejerlejligheden for tidligere skattegæld var aflyst. I 2005 ville sagsøgeren sælge lejligheden. Det viste sig da, at udlægget ikke var aflyst.

Den 8. marts 2005 fik sagsøgerens revisor SL aktindsigt. SL fik fornemmelse af, at det ikke var et betalingsproblem, men nogle efterfølgende ansættelser for senere år. SL blev dog ikke fuldt bekendt hermed, da materialet var et andet sted. I den efterfølgende periode foregik der telefonsamtaler mellem kommunen og SL. De afventede yderligere materiale, men det kom først, da sagsøgerens nuværende advokat trådte ind i sagen i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten.

Hans ægtefælle, BA, boede på ...1, Danmark frem til 1999, hvor hun kom til Polen. Hun fik en stilling ved den danske ambassade. Hun var som ansat i Udenrigsministeriet pligtig at være registreret i Danmark. Hun rejste tilbage til Danmark i 2007. CA er sagsøgerens søn. ...1, Danmark er i dag solgt.

Breve sendt til sagsøgerens kontoradresse i Polen har sagsøgeren ikke modtaget. I Polen kan man ikke modtage privatpost på en kontoradresse. Brevet vil blive returneret. Han har ikke brugt adressen over for skattevæsenet.

Skattevæsenet kan have fået den via telefaxnummeret. Han ved ikke, hvem der har smidt brevene væk. Han kan udelukke, at han har fået dem, for så ville han have reageret.

Der eksisterer en ansættelseskontrakt, som indeholder bestemmelser om løn, opsigelse, ferie, mv. Den er udarbejdet således, at den ikke skal op af skrivebordsskuffen. Den er opdelt i flere små kontrakter. Det er ikke den, der er fremlagt under sagen.

Den første kontrakt, han fik, var med et dansk selskab. Denne kontrakt er ikke fremlagt. Den anden kontrakt var med en polsk juridisk enhed. Denne kontrakt er heller ikke i sagen. Den fremlagte kontrakt relaterer sig til den faglige del, ikke til direktørfunktionen. Der er fuldt og endeligt afregnet skat til Polen med 20 %.

De 4.400 PLN angivet i den polske selvangivelse for 1995 vedrører 2 måneders direktørløn. De 26.400 PLN angivet i den polske selvangivelse for 1996 er opgivet af virksomheden. For 1997 er beløbet 27.000 PLN.

Alle medarbejdere skal kvittere for modtagelse af udbetalinger fra virksomheden. Sagsøgeren er ikke i besiddelse af kvitteringerne. Virksomheden kan ikke fratrække løn og honoraromkostninger, medmindre de er selvangivet.

Han var ansat i G1 frem til september 2002.

Procedurer

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er opfyldt, idet der foreligger særlige omstændigheder.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at der skal lægges vægt på retssikkerhed for borgerne og på, at der træffes materielt rigtige afgørelser. Der er tale om en konkret bedømmelse fra sag til sag. Spørgsmålet er, om det er urimeligt at opretholde skatteansættelsen.

Sagsøgeren vil ikke gøre gældende, at der er sket ansvarspådragende fejl, men selv om skattemyndighederne ikke måtte have begået ansvarspådragende fejl, er der alligevel mulighed for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, hvis der er tale om en materielt set urigtig afgørelse, som må anses for urimelig at opretholde.

Det fremgår af friholdelseserklæringen fra Skatteforvaltningen af 14. december 1995, at skattemyndighederne var klar over, at sagsøgeren var udvandret til Polen.

Der gælder en formodning for, at sagsøgeren ville have reageret prompte, hvis han havde modtaget agterskrivelserne og årsopgørelserne. Han reagerede løbende på tilsigelser og sendte flere breve til Skatteforvaltningen gennem årene. Skatteforvaltningen har som afsender bevisbyrden for, at brevene er kommet frem. Bevisbyrden er ikke løftet. Skatteforvaltningen kan ikke sige, de ikke havde kendskab til udvandringen, da de tidligere havde sendt agterskrivelser og årsopgørelser til polske adresser.

Det kan undre, at skatteafdelingen den 6. februar 2001 - til en udenlandsk adresse - sender forespørgsel vedrørende adresseændring. Kommunen havde tidligere sendt breve til Polen.

Agterskrivelsen vedrørende indkomståret 1996 kan undre, når årsopgørelserne fra 1994 og 1995 indeholder helt andre tal. Det følger af forvaltningslovens §§ 22 og 24, at forholdet skal begrundes. Henvisningen til tidligere års skatteansættelser giver imidlertid ingen mening, idet sagsøgerens indkomstforhold for 1994 ikke kan begrunde de forhøjelser, der er foretaget. Det er udokumenterede kontroloplysninger, der i givet fald er lagt vægt på. Det er ikke tilstrækkeligt generelt at henvise hertil. Det må begrundes nærmere, særligt når der er sket en væsentlig forhøjelse af beløb og skiftet indkomstart.

Derudover er der fundet grundlag for lempelse i nogle af årene, men ikke i andre. Der er ikke anført noget om, at det ikke er dokumenteret, at der er betalt skat i Polen.

At der ikke står noget om lønindkomst i servicebrevene, men først i agterskrivelserne viser skattemyndighedernes inkonsekvens.

De beskrevne fejl har en sådan karakter vedrørende de omhandlede år, at afgørelserne er ugyldige, jf. forvaltningslovens §§ 19, 22 og 24, idet der ikke er angivet begrundelse eller hovedhensyn. Det er heller ikke angivet, hvorfor sagsøgeren ikke længere er berettiget til lempelse. De klare sagsbehandlingsfejl gør, at årsopgørelserne er ugyldige. Sagsøgeren skal derfor have medhold.

Afgørelsen i SKM2006.488.ØLR svarer til nærværende sag. Der skal således gives tilladelse til genoptagelse.

Sagsøgeren har af procesøkonomiske grunde ikke gjort gældende, at den fulde skattepligt ophørte ved udvandringen. Uanset dette har Polen dobbeltbeskatningsretten, jf. den mellem Danmark og Polen indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomst art. 15, idet sagsøgerens centrum for livsinteresser utvivlsomt var og er i Polen, jf. overenskomstens art 4, litra a. Sagsøgeren opgav sin bopæl i Danmark ultimo 1995 i forbindelse med udvandringen. Han havde ikke det bedste forhold til sin ægtefælle, og han forblev efterfølgende i udlandet. Han har siden kun været på kortvarige ophold i Danmark. I 1999 flyttede ægtefællen til Polen. Sagsøgeren havde ikke indtægter i Danmark. Sagen i SKM2002.307.TSS svarer i et vist omfang til nærværende sag. Der er heller ikke i nærværende sag grundlag for mutual-agreementforhandlinger.

Selv om Danmark har beskatningsretten, skal sagsøgeren desuagtet ikke betale skat, da han opfylder ligningslovens § 33A. Det er ubestridt, at sagsøgeren ikke havde lønindkomst fra Danmark, hvorfor en nedsættelse vil medføre, at indkomstskatten nedsættes til 0 kr. Skattemyndighederne har indrømmet fuld lempelse for 1997, 2000, 2001 og 2003. Der er ikke sket ændringer i de faktiske forhold, hvorfor det er uforståeligt, at han ikke er berettiget til lempelse i 1996, 1998, 1999 og 2000. Af skattemyndighedernes udtalelse til Landsskatteretten af 24. april 2007 fremgår, at skattemyndighederne selv mener, at afgørelserne er materielt forkerte. Skattemyndighederne har en pligt til at træffe de materielt rigtige afgørelser for de omhandlede indkomstår. Det må derfor være skattemyndighederne, der har bevisbyrden for, at lempelsesbetingelserne ikke er opfyldt.

Det er under behandlingen af nærværende sag helt ubestrideligt dokumenteret, at de omhandlede indkomstår er selvangivet, og at der er betalt skat til Polen. Brevet af 16. februar 2003 fra G1 er skrevet for at skade sagsøgeren. Brevet udgør ikke dokumentation for, at sagsøgeren ikke har betalt skat til Polen.

Parterne er enige om, at det ikke er en betingelse for genoptagelse, at sagsøgeren dokumenterer nøjagtig med hvilket beløb, skatten skal ansættes til.

En opretholdelse af skatteansættelserne indebærer, at man beskatter sagsøgeren af en indkomst, han ikke har haft.

Vedrørende overholdelse af reaktionsfristen i § 27, stk. 2, forklarede sagsøgeren, at han i 2002 deltog i et fogedretsmøde. Det er ikke korrekt, at han da blev opmærksom på skattemæssige problemer for 1996 og frem. Tværtimod gik han med føje ud fra, at det var fra 1995 og bagud i tid. Man skal derfor ikke lægge noget særligt i forhandlingsreferatet af 21. december 2006. Fristen skal derfor ikke regnes fra 2002. Sagsøgeren hørte ikke mere til sagen før i 2005.

Sagsøgers revisor fik aktindsigt i 2005. Da der kun var tale om delvis aktindsigt er det oplagt, at reaktionsfristen derved er suspenderet. Reaktionsfristen løber ikke fra 8. marts 2005, da sagsøgeren forventede at få fuld aktindsigt i sagen. Skatteforvaltningen vejledte ham ikke herom. Det er naturligt, at man venter, til man har fuldt overblik. Det må også tillægges betydning, at sagsgenstanden er på over 1 mio. kr.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse ikke er opfyldt.

Bevisbyrden for genoptagelse påhviler helt generelt skatteyderen. Bevisbyrden er imidlertid ikke løftet. Det er en betingelse, at den skatteansættelse, der begæres genoptaget, er materielt forkert. Skatteyderen skal kunne dokumentere ændringens berettigelse.

Der er under sagen enighed om, at sagsøgeren var fuld skattepligtig til Danmark i de omhandlede år, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Det er en følge af den fulde skattepligt, at sagsøgeren er fuldt indkomstskattepligtig til Danmark, jf. statsskattelovens § 4.

Med henblik på at løse problemer i forbindelse med grænseoverskridende forhold er der indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst med Polen. Det er ifølge denne afgørende at fastlægge, hvilken stat den pågældende anses for hjemmehørende i. Sagsøgeren var hjemmehørende i Danmark. Det var her, han havde midtpunkt for sine livsinteresser. Sagsøgeren havde familie i Danmark, ægtefællen, som sagsøgeren fortsat er gift med, boede i Danmark. Han havde børn i Danmark og ejede ejendom her i landet. At han arbejdede i Polen medførte ikke, at han havde sit centrum for livsinteresser i Polen.

Al indkomst skal selvangives i Danmark, hvilket sagsøgeren var forpligtet til. De foretagne indkomstforhøjelser er foretaget som følge af, at sagsøgeren på trods af sin forpligtelse hertil ikke indgav selvangivelse. Skattemyndighederne er i disse tilfælde berettigede til at ansætte indkomsten skønsmæssigt.

Hvis sagen skal genoptages med henblik på at få ændret disse skønsmæssige ansættelser, skal skønnet hvile på et klart urigtigt grundlag eller være åbenbart urimeligt. Sagsøgeren har imidlertid ikke godtgjort, at betingelserne for at tilsidesætte de skønsmæssige ansættelse er opfyldt.

For så vidt angår lempelse i medfør af ligningslovens § 33A, stk. 1, skal der være tale om erhvervet lønindkomst ved personligt arbejde. Det kan ikke lægges til grund, at sagsøgeren udførte arbejde som led i et tjenesteforhold. Den foreliggende kontrakt bærer præg af, at der er tale om konsulentvirksomhed. Ikke alle kontrakter, der er udarbejdet, er fremlagt, og der består derfor en betydelig usikkerhed om, hvorledes sagsøger har fungeret under arbejdet i Polen. Den fremlagte regning vedrører indtægter, som er modtaget som virksomhedsindkomst, hvilket skattemyndighederne også har lagt til grund. Virksomhedsindkomst berettiger ikke til lempelse. Sagsøgeren havde tidligere drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark. Det forhold, at sagsøgerens virksomhed blev afmeldt, indebar ikke, at sagsøgeren ikke drev en form for selvstændig virksomhed i Polen.

I SKAT's afslag på genoptagelse af 22. marts 2006 udtaler SKAT, at sagsøgeren ikke har dokumenteret arten af udenlandsk indkomst. Dette er fortsat ikke dokumenteret.

Det kan ikke antages, at skatteansættelserne på grund af lempelserne hviler på et forkert grundlag.

Det er ikke dokumenteret, at sagsøgeren havde en indkomst, der afviger fra det selvangivne. Det fremgår af afgørelserne, at der er taget hensyn til tidligere selvangivelser mv. etc.

Det fremgår vedrørende 1996, at indkomsten er steget voldsomt. I skatteforvaltningens begrundelser for de foretagne ansættelser fremgår også, at man har haft kontroloplysninger til rådighed. Man har således haft oplysninger om løn.

Sagsøgeren skal godtgøre, hans indkomstforhold afviger væsentligt fra det, der er ansat. De polske selvangivelser udgør ikke fornøden dokumentation for sagsøgerens indkomst.

Sagsøgeren forklarede, at han modtog 10.000 kr. om måneden som direktør. Denne indkomst blev selvangivet. Det passer imidlertid ikke med den fremlagte selvangivelse for 1996. Heller ikke 1997 passer hermed. Der er heller ikke fremlagt dokumentation for betalt skat for vederlaget for det faglige arbejde. Der kan således konstateres en betydelig usikkerhed om indtægternes størrelse og om beskatningen.

Det kan derfor ikke lægges til grund, at sagsøger ikke har haft yderligere indtægter, som er ubeskattede i Polen. Der er dermed ikke grundlag for at fastslå, at den indkomst, der følger af ansættelserne i Danmark, er blevet beskattet i Polen.

Afgørelsen i SKM2002.307.TSS svarer ikke til nærværende sag, idet der ikke er tilstrækkeligt belæg for, at der består en dobbeltbeskatningsproblematik.

Ansøgeren har dermed ikke godtgjort, at de skønsmæssige ansættelser var åbenbart urimelige, eller at ansættelserne er materielt forkerte. Selv om ansættelserne måtte være materielt forkerte, ville der ikke være krav på genoptagelse, jf. SKM2001.183.HR , hvor der var tale om forkerte afgørelser, men hvor der desuagtet ikke kunne ske genoptagelse.

Det bestrides, at der er begået fejl. Sagsøgeren har tilsidesat sin forpligtelse til at indgive selvangivelser og er derfor selv årsag til den skønsmæssige ansættelse. Skattemyndighederne har ikke udvist fejl i relation til at underrette sagsøgeren. Det kan ikke bebrejdes sagsøgte, at breve er sendt til ...1, Danmark, hvor sagsøgeren var tilmeldt indtil 2002. Skattevæsenet har været berettiget til at anvende den adresse, som var den officielle. Skattevæsenet havde ikke nogen anden adresse. Sagsøgeren havde ikke givet nogen officiel meddelelse om en anden adresse. Skatteforvaltningen havde i 2001 fortsat ikke fået meddelelse herom. Det virker ejendommeligt, at sagsøgeren ikke har modtaget breve sendt til ...1, Danmark. Nogle ting er modtaget, tilsigelser for eksempel. Men ingen af de vigtige ting er tilgået sagsøgeren. Det er også ejendommeligt, at det, der er sendt til kontoradressen i Polen, heller ikke er modtaget. Der består ikke nogen formodning for, at sagsøgeren ville have reageret. I 2002 reagerede sagsøgeren ved at overgive sagen til advokat og så foretog han sig ikke yderligere.

Der er ikke tale om ugyldige afgørelser. Kravet til begrundelse er ikke tilsidesat, hovedhensynene er anført. Yderligere kan ikke kræves efter forvaltningslovens § 24. En eventuel yderligere begrundelse havde ikke betydet noget for sagsøgerens mulighed for eller overvejelser om at klage.

Fristen i § 27, stk. 2, er overskredet, hvorfor genoptagelse under alle omstændigheder er afskåret. Fristen skal regnes fra 2002, jf. således Landsskatterettens kendelse. Sagsøgeren blev i 2002 indkaldt til fogedmøde og kontaktede sin advokat. Der er ikke belæg for, at det af Landsskatteretten anførte ikke er korrekt. Der blev fremført forskellige indsigelser mod referatet, men ikke mod det, man nu mener, er forkert. Det må have fremgået af tilsigelsen til udlægsforretningen, hvad det drejede sig om.

Det skal også ses i sammenhæng med sagsøgerens brev fra 2002, hvor sagsøgeren skriver, at han har erfaret gennem sin advokat, at udvandringen ikke er registreret. Det fremgår heraf, at sagsøgeren udmærket var klar over, at der var et problem for de år, der nu er tale om.

Sagsøgerens revisor fik i 2005 bevilget delvis aktindsigt. Sagsøgeren har forklaret, at der ikke fremkom yderligere materiale, før sagsøgerens advokatfirma kom ind i sagen. Der fremkom således ikke yderligere materiale fra marts 2005 til genoptagelsesanmodningen i 2006. Der var ikke noget yderligere, der gjorde, at man først havde mulighed for at indgive anmodning om genoptagelse i 2006. Selv hvis fristen først regnes fra 2005, er den ikke overholdt. Der foreligger ikke sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at bortse fra herfra, når henses til sagens karakter og det forhold, at sagsøger er revisor.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det er ubestridt, at sagsøgeren i de omhandlede år var fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Da sagsøgeren havde bevaret fast ejendom i Danmark, hvor også hans ægtefælle og børn boede, tilkommer beskatningsretten efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten Danmark.

Der findes ikke grundlag for at antage, at Skattevæsenet ikke har overholdt sin pligt til at foretage partshøring eller for at anse officialmaximen for tilsidesat, idet agterskrivelserne og årsopgørelserne løbende har været fremsendt til ...1, Danmark, der var den officielt registrerede adresse for sagsøgeren, og til de over for Skattevæsenet oplyste adresser i Polen. Det kan ikke medføre en anden vurdering, at Folkeregisteret ikke havde modtaget de af sagsøgeren oplyste, men udokumenterede tidligere indgivne meddelelser om adresseændring.

Der er i agterskrivelserne angivet henvisning til de retsregler i henhold til hvilke, afgørelsen er truffet. Der er endvidere angivet de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Retten finder, at begrundelserne opfylder betingelserne i forvaltningslovens § 24.

Retten finder, at sagsøgeren ved tilsigelserne til fogedretten i 2002 og 2005 må have været bekendt med, at skattemyndighederne var af den opfattelse, at der fortsat var et udestående i skattemæssig henseende, navnlig når henses til, at der efter det oplyste foretoges udlæg i 2005 for udeståendet, ligesom der meddeltes sagsøgerens repræsentant delvis aktindsigt.

Idet der ikke foreligger dokumentation for det under fogedsagen i 2002 passerede, lægger retten til grund, at sagsøgeren senest i 2005 ved meddelelse af aktindsigt er kommet til kundskab om det forhold, som begrunder anmodningen om genoptagelse. Reaktionsfristen på 6 måneder var således udløbet, da anmodningen blev indgivet den 27. februar 2006.

Da det forhold, at der alene blev meddelt delvis aktindsigt ikke på det foreliggende grundlag kan begrunde en dispensation fra fristen, og da der ikke er godtgjort andre særlige omstændigheder til støtte herfor, herunder at det ikke ved sagsøgerens partsforklaring og de fremlagte dokumenter er godtgjort, at sagsøgerens ansættelser er materielt forkerte, tages sagsøgtes påstand til følge.

Sagsomkostningerne, der fastsættes til 60.000 kr., som sagsøgeren skal betale til sagsøgte, dækker sagsøgtes udgifter til advokat og materialesamling.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale 60.000 kr. til Skatteministeriet.