Dokumentets metadata

Dokumentets dato:28-10-2008
Offentliggjort:28-10-2008
SKM-nr:SKM2008.851.SR
Journalnr.:08-154923
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Standardfradrag for rejseudgifter - afbrydelse af 12 måneders grænsen for anvendelse af standardsatsen for kost

Skatterådet fandt, at 6 ugers vinterlukning ikke ville afbryde 12-måneders grænsen for anvendelsen af standardsatsen for kost i medfør af ligningslovens § 9 A, stk. 5, fordi ferie, fridage, tjenesterejser eller sygedage efter reglerne ikke afbryder optællingen af de 12 måneder, hvis arbejdstageren vender tilbage til samme arbejdsplads. Den omstændighed, at der er tale om vinterlukning medfører ingen ændring heri. Der er modsat tale om en ny 12-måneders grænse for anvendelse af kostsatsen, hvis arbejdet fortsætter på en ny arbejdsplads.


Spørgsmål
  1. De 6 uger, hvor Snedker- og Tømrerfirmaet vinterlukkede og de ansatte tog tilbage til deres oprindelige hjemland, var hverken ferie, fridage, tjenesterejser eller sygedage. Vil de 6 uger afbryde optællingen af de 12 måneder?
  2. Vil der ved skift til nyt arbejdssted efter vinterlukning kunne påbegyndes en ny 12 måneders periode?

Svar

  1. Nej, se sagsfremstilling og begrundelse.
  2. Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forhold

Firmaet ansatte 4 udenlandske medarbejdere i deres firma den 15.10.2007. Inden kontraktens udløb den 30.6.2008 blev der indgået en ny kontrakt, der udløber den 31.11.2008.

I 2007 arbejdede disse udenlandske medarbejdere i firmaet fra den 15.10 til den 14.12.2007. Firmaet holdt vinterlukket fra 14.12.2007 til 27.1.2008, i alt 6 uger. I den periode rejste de ansatte hjem til deres oprindelige hjemland og kom tilbage til firmaet den 28.1.2008.

Reglerne vedrørende den såkaldte 12-måneders regel lyder på, at ... "man højst kan få udbetalt skattefri godtgørelse til kost og småfornødenheder med standardsatsen i de første 12 måneder, man arbejder på et midlertidigt arbejdssted. Ferie, fridag, tjenesterejser eller sygedage afbryder ikke optællingen af de 12 måneder ..."

De 6 uger, hvor firmaet vinterlukkede og de ansatte tog tilbage til deres oprindelige hjemland, var hverken ferie, fridage, tjenesterejser eller sygedage.

En enkelt af de ansatte fik noget arbejde i hjemlandet i januar 2008, men de øvrige var arbejdsløse i de 6 uger, hvor firmaet havde vinterlukket.

Repræsentanten har efterfølgende oplyst, at der er tale om et tømrerfirma, der udelukkende fornyer tegltage på parcel- og rækkehuse. De udenlandske ansatte arbejder kun ude hos de enkelte kunder. Der er ikke værksted på firmaets adresse - kun et kontor på 15 m2.

I begyndelsen af februar hvert år laver firmaet en plan over hvilke hustage, der skal udskiftes tegl på i det kommende år. De ansatte får herefter en skriftlig besked om, hos hvilke kunder og på hvilket tidspunkt, de skal arbejde. Hvert hustag laves som udgangspunkt færdigt, inden arbejdet på et nyt tag påbegyndes. Der kan dog være efterfølgende mindre ændringer eller justeringer på de hustage, der lige er udskiftet, således at de ansatte skal tilbage til disse huse for at udføre disse justeringer/ændringer.

Firmaet udskifter tage på såvel små huse med tage på 50 - 80 m2, som på store huse med tage på 300 m2. Derfor varierer arbejdsperioden hos hver enkelt kunde, ligesom vejret kan forlænge arbejdet med udskiftning af et tag.

Mht. længden af de udenlandske ansattes ansættelsesforhold oplyste Repræsentanten, at den varierer fra minimum 3 måneder til maksimum 12 måneder. Firmaet har ikke de samme udenlandske medarbejdere ansat i flere år efter hinanden. Alle de udenlandske ansatte kommer fra det nordligste Polen, så de kan tage den polske færge fra København om aftenen og være i Swinoujscie næste morgen. Derfor rejser de normalt hjem på weekend én gang hver eller hver anden måned.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Repræsentanten har ikke angivet nogen oplysninger om repræsentantens opfattelse af svaret, men er umiddelbart af den opfattelse, at 12-måneders perioden afbrydes ved vinterlukning af firmaet.

SKATs indstilling og begrundelse

Efter ligningslovens § 9A, stk. 1, medregnes godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger bestemte satser.

Såfremt lønmodtageren ikke har modtaget sådanne godtgørelser, er der efter ligningslovens § 9A, stk. 7, mulighed for tilsvarende fradrag.

Det er en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, og dermed også for fradrag for rejseudgifter, at lønmodtageren kan anses for at være på rejse. Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 1. En lønmodtager anses for at være på rejse bl.a.:

Det er derudover en betingelse, at rejsen har en varighed på mindst 24 timer, hvilket fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 5, 1. punktum.

Ifølge ligningslovens § 9 A, stk. 5, fremgår endvidere, at et arbejdssted ved anvendelsen af standardsatsen til kost højst kan anses for midlertidigt de første 12 måneder.

I nærværende sag må afstandskriteriet anses for opfyldt, idet det ikke dagligt synes muligt, at når hjem og overnatte på den sædvanlige bopæl i Polen.

Endelig er reglerne nærmere beskrevet i SKATs ligningsvejledning, afsnit A.B.1.7 samt A.F. 1.1

Der kan rejses tvivl om, hvorvidt der for disse medarbejdere er tale om midlertidige ansættelsesforhold, idet de allerede inden ophør af den første kontrakt indgår en ny kontrakt med virksomheden. Denne efterfølgende kontrakt er dog også tidsbegrænset, således at de maksimalt har været ansat 13 måneder i virksomheden inklusive virksomhedens vinterlukning.

Det er imidlertid uden betydning i nærværende sag, idet selve arbejdsstederne altid må anses for skiftende og dermed midlertidige. Der kan således godt være tale om en fast ansættelse, men hvor selve arbejdsstederne hele tiden skifter fuldstændig som i øvrige håndværksfag.

Der er således tale om midlertidige arbejdssteder for den enkelte ansatte, idet de skifter arbejdspladser for hvert nyt tag, der skal lægges. For hvert arbejdssted gælder således en 12 måneders grænse for anvendelse af standardsatsen for kost.

Arbejdes der derimod på samme hus/tag i over 12 måneder, vil standardsatsen for kost således ikke længere kunne anvendes. Det betyder, at hvis de ansatte vender tilbage til samme hus som de forlod inden vinterlukningen, afbrydes 12 måneders grænsen ikke af denne lukning. Ferie, fridage, tjenesterejser eller sygedage afbryder ikke optællingen af de 12 måneder. Den omstændighed, at ansættelsesforholdet er afbrudt af virksomhedens vinterlukning medfører, efter SKATs opfattelse, ingen ændring heri. Der er stadig tale om samme arbejdsplads, hvis der arbejdes på det samme hus både før og efter vinterlukningen.

Vender de ansatte derimod tilbage til et nyt arbejdssted, nyt hus/tag efter vinterlukningen, påbegynde en ny 12-måneders periode for dette arbejdssted.

Efter det oplyste, hvor der hele tiden er tale om fornyelse af tegltage på parcel- og rækkehuse, vil 12 måneders perioden normalt ikke blive overskredet.

SKAT indstiller derfor under henvisning til ovenstående, at der svares nej til spørgsmål 1 om afbrydelse af 12-måneders perioden i nærværende tilfælde.

SKAT indstiller derimod, at der svares ja til spørgsmål 2 om, hvorvidt der påbegyndes en ny 12 måneders periode ved tilbagevenden til nyt arbejdssted.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstillinger med de anførte begrundelser.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.