Dokumentets metadata

Dokumentets dato:18-09-2008
Offentliggjort:30-09-2008
SKM-nr:SKM2008.781.VLR
Journalnr.:8. afdeling, B-1943-07
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Dom


Fradrag for jagtleje - hovedaktionærs interesse

Et selskab gjorde gældende, at udgifter til jagtleje i forbindelse med 10 årlige jagter var fradragsberettigede som repræsentationsudgifter med begrænset fradragsret i henhold til ligningslovens § 8, stk. 4.Byretten lagde til grund, at deltagerne i jagterne udelukkende havde været selskabets forretningsforbindelser, og at ingen af deltagerne var private venner/bekendte til selskabets hovedaktionær. Uanset dette fandt retten ikke, at selskabet havde dokumenteret, at udgifterne var fradragsberettigede som repræsentationsudgifter. Retten lagde vægt på, at der var tale om en løbende jagtleje, der ikke sigtede mod et konkret repræsentationsarrangement. Retten henviste også til, at hovedaktionæren selv var jagtinteresseret og til, at selskabet ikke oprindeligt fratrak udgifterne men først anmodede herom i forbindelse med, at skattemyndighederne lønbeskattede hovedaktionæren.Byretten fandt dermed, at selskabet ikke havde afkræftet en formodning om, at jagtlejen i det væsentlige var afholdt for at tilgodese hovedaktionærens private interesse for jagt og frifandt derfor Skatteministeriet.Af de grunde byretten havde anført tiltrådte landsretten, at der forelå en formodning for, at jagtlejen var afholdt for at tilgodese hovedaktionærens private interesse for jagt, og at selskabet, uanset der havde deltaget forretningsforbindelser under jagterne, ikke havde afkræftet denne formodning.


Parter

H1 A/S
(advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af landsdommerne

Lis Frost, Henrik Twilhøj og Martin Møller-Heuer (kst.)

Byretten, 6. afdeling, har den 19. november 2007 afsagt dom i 1. instans (BS 6484/2007).

For landsretten har appellanten, H1 A/S, gentaget sin påstand for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Parterne har gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at der foreligger en formodning for, at jagtlejen er afholdt for at tilgodese As private interesse for jagt, og at H1 A/S, uanset der har deltaget forretningsforbindelser under jagterne, ikke har afkræftet denne formodning.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

H1 A/S skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 11.106,25 kr. Beløbet omfatter 10.000 kr. til udgifter til advokatbistand og 1.106,25 kr. til udgifter til materialesamling. Landsretten har lagt vægt på sagens udfald, værdi og omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

Appellanten, H1 A/S, skal betale sagens omkostninger for landsretten til indstævnte, Skatteministeriet, med 11.106,25 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.