Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse - sagkyndig bistand - vurdering af om en afgørelse bør påklages

Henset til ordlyden og forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 6, var der ikke hjemmel til at yde omkostningsgodtgørelse til udgifter til en sagkyndigs vurdering af, om en afgørelse fra SKAT skulle påklages til Landsskatteretten.

Klagen skyldes, at SKAT har afslået virksomhedens anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til indhentelse af en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse fra SKAT burde påklages til Landsskatteretten.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

SKAT foretog ved afgørelse af 8. juni 2007 en skønsmæssig ansættelse af virksomhedens chokolade- og sukkervareafgiftstilsvar, idet SKAT fandt, at det fremlagte dokumentationsmateriale ikke kunne godkendes.

Virksomhedens indehaver henvendte sig herefter til en advokat med henblik på at få en vurdering af, om afgørelsen burde påklages til Landsskatteretten.

Efter at have sat sig ind i sagen, afgav advokaten en udtalelse herom. På grundlag heraf besluttede indehaveren ikke at påklage afgørelsen.

For bistanden har advokaten udstedt en faktura på 2.500,00 kr., heraf moms på 500,00 kr. På fakturaen er følgende tekst angivet: "Honoraret vedrører min rådgivning i forbindelse med vurdering af indbringelse af klage for Landsskatteretten".

Advokaten har over for Landsskatteretten nærmere oplyst, at bistanden bestod i gennemgang af sagen, telefoniske drøftelser med klienten samt en kort redegørelse.

Ved ansøgning indsendt af advokaten den 21. august 2007 har virksomheden anmodet om omkostningsgodtgørelse med 50 % af beløbet på 2.000,00 kr., ekskl. moms. På ansøgningsskemaet er angivet, at virksomheden har fradragsret for momsen.

SKAT har afslået anmodningen om omkostningsgodtgørelse.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 55 ydes der ikke omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand i forbindelse med en sag ved den skatteansættende myndighed.

En skatte- eller afgiftspligtig kan efter skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 6, få omkostningsgodtgørelse for udgifter til indhentelse af en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene. Endvidere henvises i denne forbindelse til vejledningen om "Processuelle regler på SKATs område", afsnit K.3.1.

Der ydes imidlertid alene godtgørelse for udgifter til en udtalelse om, hvorvidt en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene. En udtalelse om, hvorvidt en 1. instansafgørelse bør påklages, er således ikke godtgørelsesberettiget.

Virksomhedens advokat har fremsat påstand om, at virksomheden er berettiget til omkostningsgodtgørelse med det ansøgte beløb, jf. skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 6.

Efter skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 6, ydes der omkostningsgodtgørelse til indhentelse af en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolen. Efter sin ordlyd dækker bestemmelsen såvel påklage i det administrative klagesystem som prøvelse ved domstolene.

Bestemmelsen finder således ikke kun anvendelse ved udtalelser om domstolsprøvelse, men også ved vurdering af, hvorvidt en afgørelse bør påklages til Landsskatteretten.

Vurderingen af, om der bør ske påklage af en afgørelse, kan ikke adskilles fra arbejdet med at påklage afgørelsen, idet en sådan vurdering udgør en del af den samlede forberedelse i forbindelse med indgivelsen af klagen.

Begrebet "klage- eller retssag" er ikke defineret i loven. Begrebet "klagesag" må forstås således, at der foreligger en klagesag i det øjeblik, hvor en skatte- eller afgiftspligtig begynder at vurdere, om der skal klages. Som det fremgår af Skatteministeriets departements udtalelse af 2. september 1993, offentliggjort i Tidsskrift for Skatteret 1993.514, ydes der også omkostningsgodtgørelse i tilfælde, hvor en klage trækkes tilbage. Hensynet bag udtalelsen har været, at en skatte- eller afgiftspligtig ikke skal være tvunget til at føre en sag igennem, blot for at kunne opnå omkostningsgodtgørelse.

Ud fra samme betragtning bør en skatte- eller afgiftspligtig ikke være tvunget til at påklage en sag, blot for at kunne opnå omkostningsgodtgørelse for udgifterne til en sagkyndigs forberedende arbejde med at sætte sig ind i sagen og vurdering af, om der bør ske påklage. Af forarbejderne til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 6, fremgår, at lovgivers baggrund for indførelsen af bestemmelsen klart var, at en skatte- eller afgiftspligtig ikke skulle være tvunget til at påklage/indbringe en sag, blot for at få omkostningsgodtgørelse. Lovgiver ønskede blandt andet at friholde klageinstanserne henholdsvis domstolene for de administrative byrder, der ville være forbundet hermed.

Ovennævnte fortolkning af begrebet "klagesag" kan indeholdes i bestemmelsen, og der er ikke grundlag i forarbejderne for at anse, at lovgiver har ment, at bestemmelsen skulle fortolkes indskrænkende.

SKATs henvisning til vejledningen om "Processuelle regler på SKATs område", afsnit K.3.1, kan endvidere ikke føre til et andet resultat. Af vejledningen fremgår således også, at formålet med skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 6, er, at en skatte- og afgiftspligtig ikke skal tvinges til at påklage/indbringe en sag, som umiddelbart derefter hæves, alene for at opnå omkostningsgodtgørelse for udgifterne til den sagkyndiges udtalelse. SKATs anvendelse af skatteforvaltningslovens §§ 54 og 55 er således i modstrid med bestemmelsernes ordlyd.

Der er yderligere henvist til Landsskatterettens afgørelser af henholdsvis 30. november 2005 (j.nr. 2-8-1712-0005) og 9. december 2005 (2-8-1712-0006) (ikke-offentliggjorte).

Det er ikke fastsat i skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 6, at omkostningsgodtgørelse kun gives ved vurdering af afgørelser, der har været genstand for klagebehandling ved et ankenævn eller ved Landsskatteretten henholdsvis har været genstand for prøvelse ved en domstol.

Med hensyn til de to ikke-offentliggjorte landsskatteretsafgørelser, som SKAT har henvist til, bygger disse på en fortolkning af skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 6, der ikke er i overensstemmelse med formålet bag bestemmelsen. Formålet var netop, at den skatte- eller afgiftspligtige ikke skulle tvinges til at påklage/indbringe en sag, som umiddelbart derefter blev hævet, alene for at opnå omkostningsgodtgørelse for udgifterne til den sagkyndiges udtalelse. Dette fremgår tillige af vejledningen om "Processuelle regler på SKATs område", afsnit K.3.1.

Af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, fremgår, at der i skatte- og afgiftssager ydes omkostningsgodtgørelse ved klage til skatteankenævnet og som udgangspunkt ved klage til Landsskatteretten samt ved domstolsprøvelse. Der ydes derimod ikke omkostningsgodtgørelse i sager ved første administrative instans.

Skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt:

(...)

6) Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene."

Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 464 af 31. maj 2000 (fremsat ved lovforslag nr. 267 af 5. april 2000). Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår:

"For så vidt angår forslaget om godtgørelse til en sagkyndigs udtalelse over spørgsmålet om, hvorvidt en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene - det nye nr. 6 - er det erfaringen, at der i mange sager udarbejdes en sådan sagkyndig udtalelse, og at dette ofte sker i forbindelse med skift af rådgiver. Udgifterne til en sådan udtalelse kan i dag kun dækkes, hvis sagen faktisk påklages eller indbringes for domstolene.

For ikke at tvinge en skatte- eller afgiftspligtig til at videreføre sagen for derefter umiddelbart at hæve sagen igen, alene for at opnå omkostningsgodtgørelse for udgifterne til den sagkyndige udtalelse, foreslås det, at der også ydes omkostningsgodtgørelse til sådanne udgifter.

En udvidelse af ordningen på dette punkt vil også være til gavn for den myndighed, hvortil sagen ellers skulle indbringes. Denne myndighed undgår dermed at iværksætte visse administrative rutiner, ligesom det statistiske billede af de sager, som de skatte- eller afgiftspligtige hæver, bliver mere retvisende."

Efter sin ordlyd omfatter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 54, stk.1, nr. 6, alene udgifter til indhentelse af en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse truffet af en klageinstans eller en domstol bør påklages henholdsvis prøves ved domstolene. En udtalelse om, hvorvidt en afgørelse truffet i første administrative instans, som i nærværende tilfælde, er derfor ikke omfattet af bestemmelsen.

Henset til, at der i forarbejderne til bestemmelsen tilsvarende er anvendt udtrykket "hvorvidt en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene", er der ikke grundlag for at antage, at det fra lovgivers side var tilsigtet, at bestemmelsen skulle fortolkes på anden måde.

Det er således med rette, at virksomhedens anmodning om omkostningsgodtgørelse ikke er imødekommet. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.