Dokumentets metadata

Dokumentets dato:17-06-2008
Offentliggjort:31-07-2008
SKM-nr:SKM2008.644.SR
Journalnr.:08-109436
Referencer.:Ejendomsavanceloven
Pensionbeskatningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Genanbringelse af ejendomsavance i ny ejendom og i indskud på pensionsordning

Skatterådet tager stilling til genanbringelse af ejendomsavance samt indskud på pensionsordning.


Spørgsmål

  1. Kan der ske genanbringelse af avance ved hel eller delvis salg af ejendom?
  2. Kan der foretages kapitalindskud på pensionsordning med løbende udbetaling ved hel eller delvis salg af ejendom?

Svar

  1. Nej.
  2. Ja, se dog SKATs indstilling og begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger og ægtefælle ejer flere ejendomme, herunder også sommerhuse.

Endvidere ejer spørgers ægtefælle i sameje med sin søster ejendommene beliggende i samme by. Det er en landbrugsejendom på ca. 30 ha, hvor den ene ejendom består af 25.803 m2 og den anden ejendom består af 4.067 m2.

Jorden har i samtlige år været bortforpagtet til planteavl. De sidste 11 år i spørgers virksomhed.

Spørgers ægtefælle påtænker at afstå ejendommene. Spørger og ægtefælle påtænker at genanbringe ejendomsavance i ny landbrugsejendom, uden at der foreligger en konkret ejendom.

SKATs indstilling og begrundelse

Generelt

Ejendomsavancebeskatningsloven

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der ikke er erhvervet som led i den skattepligtiges næring, skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven (EBL).

Efter EBL § 6 A kan en skattepligtig dog i visse tilfælde ved at genanskaffe en ny ejendom i forbindelse med afståelse af en fast ejendom udskyde beskatningen af fortjeneste ved afståelse af en fast ejendom til en senere ejendomsafståelse.

Den skattepligtige kan således vælge mellem at lade sig beskatte ved afståelsen af ejendommen eller at udskyde beskatningen til en senere afståelse ved at modregne fortjenesten i anskaffelsessummen for den nyerhvervede ejendom.

Der kan alene ske genanbringelse af den del af fortjenesten, der vedrører den del af den afståede ejendom, som blev anvendt erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, dvs. den skattepligtige del af fortjenesten. Endvidere kan fortjenesten kun anvendes til at nedsætte anskaffelsessummen for den del af den erhvervede ejendom, der anvendes erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles virksomhed. Dette fremgår af EBL § 6 A, stk. 1, 2. punktum. Det er således en betingelse, at den afståede ejendom som den erhvervede ejendom anvendes i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed.

Den del af den afståede ejendom henholdsvis den erhvervede ejendom som udgør boligdelen, anses ikke i denne forbindelse for anvendt erhvervsmæssigt. Den del af fortjenesten, der vedrører boligdelen, kan således aldrig genanbringes, og der kan aldrig ske nedsættelse af den del af anskaffelsessummen, der vedrører boligdelen. Dette fremgår af EBL § 6 A, stk. 1, 5. punktum.

Det er bl.a. en betingelse for anvendelse af reglerne om genanbringelse, at spørger enten erhverver fast ejendom i indkomståret forud for det indkomstår, hvori spørger har afstået den faste ejendom, i samme indkomstår eller senest i det indkomstår, der følger efter afståelsesåret.

Det er endvidere en betingelse, at spørger senest for det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted, begærer nedsættelsesreglen anvendt ved indsendelse af rettidig selvangivelse, jf. EBL § 6 A, stk. 2.

Pensionsbeskatningsloven

Det følger af pensionsbeskatningslovens § 15 A, at personer, der i forbindelse med afståelse af deres erhvervsmæssige virksomhed opnår en skattepligtig fortjeneste, eller som efter kildeskattelovens § 25 A, stk. 1, 3 eller 8, skal medregne en sådan fortjeneste opnået af vedkommendes ægtefælle ved indkomstopgørelsen, kan oprette pensionsordninger efter reglerne i stk. 5 og 6 (pensionsordning med løbende udbetaling med en maksimal indbetaling på et grundbeløb på kr. 1.372.650 - svarende til 2.363.800 kr. i 2007-niveau).

Personer omfattet af bestemmelsen er personer, der er fyldt 55 år og som har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. Det er en betingelse, at personen har drevet virksomhed i en periode på mindst 10 år forud for det indkomstår, hvor ordningen oprettes.

Det fremgår af Ligningsvejledningen 2008-2, afsnit A.C.1 , at omfattet af lovbestemmelsen, er personer, som er fyldt 55 år og har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed (typisk i form af en personligt ejet virksomhed), samt personer, der har drevet virksomhed i selskabsform som hovedaktionær eller hovedanpartshaver.

Det fremgår endvidere af Ligningsvejledningen, at ifølge kildeskattelovens (KSL) § 25 A, stk. 1, medregnes indkomst, der vedrører en erhvervsvirksomhed ved opgørelsen af skattepligtig indkomst, personlig indkomst og kapitalindkomst, som udgangspunkt hos den ægtefælle, der driver virksomheden. Deltager begge ægtefæller i driften, medregnes de nævnte former for indkomst hos den ægtefælle, der i overvejende grad driver virksomheden, medmindre ægtefællerne kan anvende og anvender de fordelingsregler, der fremgår af kildeskattelovens § 25 A, stk. 8.

I det omfang en fortjeneste ved afståelse af virksomheden behandles efter reglerne i KSL § 25 A, stk. 1, 3 eller 8, vil beskatningen af fortjenesten og ejerskabet til virksomheden ikke nødvendigvis være placeret hos den samme person. Det fremgår derfor af PBL § 15 A, stk. 1, at personer, der efter KSL § 25 A, stk. 1, 3 eller 8, beskattes af fortjenesten ved afståelsen af en virksomhed eller en andel af denne, som ejes af deres ægtefælle, har mulighed for at oprette en pensionsordning efter reglerne i PBL § 15 A, såfremt de øvrige betingelser også er opfyldt.

Det er en betingelse for at oprette de omhandlede pensionsordninger, at personen har drevet selvstændig virksomhed eller virksomhed i aktie- eller anpartsselskabsform, hvor personen har været hovedaktionær. Virksomheden skal være drevet i en periode på mindst 10 år forud for det indkomstår, hvor ordningen oprettes. Med virkning for afståelser i indkomståret 2005 og senere er kravet lempet, således at perioden på mindst 10 år kan ligge inden for de seneste 15 år forud for det indkomstår, hvor ordningen oprettes. Der stilles ikke krav om, at det skal have drejet sig om samme virksomhed i hele 10-årsperioden, eller at perioden på mindst 10 år skal være sammenhængende

Der skal være tale om reel erhvervsvirksomhed, dvs. at virksomheden ikke må have været en såkaldt pengetank. Sker afståelsen den 1. juli 2002 eller senere, forstås der ved en såkaldt pengetank en virksomhed/ et selskab, som i "overvejende grad" udøver aktiviteter som passiv pengeanbringelse og/ eller udlejning af fast ejendom.

Bortforpagtning af fast ejendom som nævnt i vurderingslovens § 33 stk. 1 og 7, dvs. bortforpagtning af land- og skovbrugsejendomme, gartnerier, planteskoler og frugtplantager, anses ikke for passiv pengeanbringelse.

Konkret

I nærværende bindende svar påtænker spørgers ægtefælle at afstå ejendom, som spørger har anvendt i sin i erhvervsvirksomhed.

For at anvende genanbringelsesreglerne, skal der være identitet mellem den person der opnår en ejendomsavance og den person, der genanbringer ejendomsavance. I nærværende bindende svar kan spørger ikke genanbringe ejendomsavance, idet det er spørgers ægtefælle der opnår ejendomsavance ved afståelse af ejendommene.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 1) om der kan ske genanbringelse af avance ved hel eller delvis salg af ejendom, besvares med et nej.

I forbindelse med afståelse af erhvervsvirksomhed kan en person vælge at indskyde fortjenesten på en pensionsordning.

Det er SKATs opfattelse, at spørger kan indskyde fortjeneste ved afståelse af erhvervsvirksomhed på en pensionsordning, selvom det er spørgers ægtefælles ejendomme, der indgår i virksomheden.

Som det fremgår ovenfor er der en række betingelser, der skal opfyldes førend fortjeneste ved afståelse af erhvervsvirksomhed kan indskydes på en pensionsordning efter PBL § 15 A.

I nærværende bindende svar har spørger ikke afstået sin erhvervsvirksomhed, og SKAT kan derfor ikke vurdere, hvorvidt spørger opfylder betingelserne i PBL § 15 A. Spørgsmålet besvares derfor generelt.

SKAT indstiller, at spørgsmål 2) om der kan foretages kapitalindskud på pensionsordning med løbende udbetaling ved hel eller delvis salg af ejendom, besvares med et ja, såfremt betingelserne i PBL § 15 A i øvrigt er opfyldt.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.