Dokumentets metadata

Dokumentets dato:20-05-2008
Offentliggjort:30-05-2008
SKM-nr:SKM2008.491.SR
Journalnr.:08-078364
Referencer.:Selskabsskatteloven
Modeloverenskomst
Dokumenttype:Bindende svar


Skattepligt - selvstændigt skattesubjekt - transparens - skattefrit udbytte

Skatterådet kan bekræfte, at der ikke vil indtræde begrænset skattepligt af eventuelle udbytteudlodninger fra A til B. Såfremt B behandles som et selskab eller beskattes på samme måde, i den stat, hvori B er organiseret, er Danmark forpligtet til at acceptere denne stats skattemæssige kvalifikation som et selvstændigt skattesubjekt, jf. kommentarerne til OECDs modeloverenskomst art. 1, pkt. 5.Skatterådet kan endvidere bekræfte, at udbytter, der udloddes fra A og som via B modtages af C, der er et fuldt skattepligtigt dansk selskab, er skattefrit for C, idet ejerskabskravene i selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2 er opfyldt.Skatterådet kan endelig bekræfte, at C ikke er skattepligtig i Danmark af indkomst optjent af B, under forudsætning af, at der ikke vælges international sambeskatning, jf. selskabsskattelovens § 8, stk. 2.


Spørgsmål

  1. Kan SKAT bekræfte, at der ikke vil indtræde begrænset skattepligt af eventuelle udbytteudlodninger fra A til B, der er beliggende i Q?
  2. Kan SKAT bekræfte, at udbytter, som udloddes fra A og som via B beliggende i Q modtages af C, er skattefri for C?
  3. Kan SKAT bekræfte, at C ikke er skattepligtig i Danmark af indkomst optjent af B, der er beliggende i Q?

Svar

  1. Ja.
  2. Ja.
  3. Ja.
Beskrivelse af de faktiske forhold

Rådgiverne D og E er i 2007 blevet enige med ejerne af B om at etablere et nyt dansk firma A. Det påtænkes, at det nye A skal udgøre et 100 % ejet datterselskab af B, der er beliggende i landet Q.

Det er tanken, at D og E skal operere fra A og betjene kunder på det danske marked. Ejerne af B ønsker i den anledning, at D og E indtræder enten direkte eller indirekte som ejere af B. Det påtænkes at medejerskabet sker gennem selskabet C beliggende i Q eller beliggende i Danmark.

Baggrunden for ejerskabet gennem C er, at D og E ønsker at begrænse deres personlige hæftelse for B´s forpligtelser til størrelsen af kapitalen i C.

På tilsvarende vis er det aftalt, at A etableres som et anpartsselskab, således at hæftelsen for ejerne af B bliver begrænset til aktiviteterne i B, samt hæftelsen for kapitalen i A.

Den aftalte ejerstruktur, er således etableret alene for at opnå en fælles interesse i hele B-koncernens drift og resultater samt for at sikre, at hæftelsen for D og E bliver begrænset i forhold til B, og for at hæftelsen for B bliver begrænset i forhold til A. Strukturen er således ikke drevet af skattemæssige overvejelser.

B er organiseret i en særlig selskabsform, der kan karakteriseres som et "general partnership". Udgangspunktet er derfor, at selskabsformen svarer til et dansk personselskab, dvs. et I/S eller et K/S.

I henhold til intern ret i Q anses B for et selvstændigt skattesubjekt, der er undergivet en generel beskatning på X % af driftsindtægter og X % af modtagne udbytter. Det bemærkes, at det påtænkes at omdanne B til et traditionelt aktieselskab.

Det er en forudsætning for ovenstående, at der er fuldstændig klarhed over de skattemæssige konsekvenser af den påtænkte struktur, og at der som følge heraf ikke opstår utilsigtede skattemæssige konsekvenser. Det er samtidig en forudsætning for at drive virksomhed på denne måde, at den samlede skattemæssige belastning ikke overstiger den situation, der ville indtræde, hvis der drives en rent dansk baseret virksomhed.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørgsmål 1

SKAT bedes bekræfte, at der ikke vil indtræde begrænset skattepligt af eventuelle udbytteudlodninger fra A til B i henhold til selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.

Det er spørgers opfattelse, at B skal anerkendes som et selvstændigt skattesubjekt efter intern dansk skatteret. De skattemæssige konsekvenser af den påtænkte struktur er lettere at administrere, hvis B, såvel efter dansk ret som efter intern ret i Q, kan anses for at være et selvstændigt skattesubjekt.

Der vil således ikke være tvivl om, hvorvidt der skal indeholdes kildeskat på udbytter fra A, ligesom der ikke er tvivl om den skattemæssige behandling af eventuelle udlodninger fra B til C.

På trods af den umiddelbare lighed med et interessentskab er det spørgers vurdering, at B efter intern dansk skatteret skal anses for at være et selvstændigt skattesubjekt. I denne henseende bør følgende forhold inddrages i bedømmelsen:

På basis af ovennævnte er det spørgers vurdering, at B kan anses for at være et selvstændigt skattesubjekt efter intern dansk ret. Hermed vil betingelserne for at undgå at blive begrænset skattepligtig af udbytter blive opfyldt. Betingelserne fremgår direkte af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c og udgør følgende:

1. Moderselskabet skal eje mindst 15 % af anpartskapitalen i det udbyttebetalende selskab i en sammenhængende periode på mindst 1 år, inden for hvilken periode udbytteudlodningstidspunktet skal ligge.

2. Beskatningen af udbyttet skal frafaldes eller nedsættes efter bestemmelserne i moder-/datterselskabsdirektivet (direktiv 90/435/EØF) eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den stat, hvor moderselskabet er hjemmehørende.

Første betingelse er opfyldt, for så vidt angår ejerskabet til anpartskapitalen, idet B ejer 100 % af anparterne i A. Desuden vil der ikke være tvivl om, hvorvidt betingelsen om, at udbyttet fra A til B frafaldes eller nedsættes efter artikel 10 i den fællesnordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, er opfyldt.

Såfremt SKAT ikke kan tiltræde ovenstående argumentation, foreligger der en situation, hvor B er et såkaldt hybridt selskab. I tilfælde heraf følger det af art. 10 i den fællesnordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, at Danmark ikke har ret til at opkræve kildeskat af udbytter, idet der efter den fællesnordiske overenskomst vil være tale om udbyttebetalinger til et "selskab", uanset om B efter intern dansk skatteret vil blive anset for at være et selvstændigt skattesubjekt.

De relevante dele af artikel 10 er sålydende:

"Stk. 1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i en anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Stk. 3. Udbytte fra et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i en anden kontraherende stat, kan tillige beskattes i den kontraherende stat, hvori det selskab, der betaler udbyttet, er hjemmehørende i henhold til lovgivningen i denne stat, men hvis udbyttets retmæssige ejer er en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den skat, som pålignes, ikke overstige 15 pct. af udbyttets bruttobeløb. Sådant udbytte skal imidlertid være fritaget fra beskatning i den førstnævnte stat i tilfælde, hvor den retmæssige ejer af udbyttet er et selskab (bortset fra personsammenslutninger og dødsboer), som direkte ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det selskab, der udbetaler udbyttet."

Heraf fremgår, at Danmark som kildeland ikke kan indeholde kildeskat på udbytter, som betales til en "person", der er "hjemmehørende" i dette tilfælde i Q og denne person er et "selskab", som direkte ejer mindst 10 % af kapitalen i A.

På baggrund heraf er det afgørende, om B efter overenskomsten udgør et "selskab", som er "hjemmehørende" i Q. Det kan indledningsvis lægges til grund, at B er den retmæssige ejer af udbytter fra A.

Den fællesnordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst finder anvendelse på personer, der er hjemmehørende i en eller flere af de kontraherende stater, jf. artikel 1. Det skal således undersøges om B kan anses for at være en "person", der er "hjemmehørende" i Q i henhold til overenskomsten. En "person" omfatter i medfør af artikel 3, stk. 1(b) en fysisk person, et selskab og en personsammenslutning. Et "selskab" betyder en juridisk person eller anden sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person, jf. artikel 3, stk. 1(c), mens "personsammenslutninger" betyder sammenslutning, som ikke beskattes som selvstændigt skattesubjekt, jf. artikel 3, stk. 1(d).

I artikel 4 defineres udtrykket "en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat" som enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium, og omfatter også denne stat, dens politiske underafdelinger, lokale myndigheder og offentlige institutioner. Der henvises efter ordlyden af artikel 4 til intern ret i Q vedrørende dette spørgsmål, og dette gælder efter den almindelige opfattelse også ved anvendelse af overenskomsten i Danmark, jf. eksempelvis Niels Winther-Sørensen: Beskatning af international erhvervsindkomst, 2000, p. 183.

På baggrund heraf skal B anses for at være et "selskab", som er hjemmehørende i Q i overensstemmelse med artikel 10, stk. 3, idet B udgør et selvstændigt skattesubjekt.

Konsekvensen heraf er, at Danmark efter den fællesnordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst ikke har beskatningsret til udbytter, som udloddes fra A til B. Sådanne udbytter skal således være fritaget fra beskatning i Danmark.

Til støtte for konklusionen kan yderligere fremhæves OECD kommentarer til modeloverenskomsten, som er fremkommet på baggrund af en rapport om partnerships. Det fremgår således nu direkte af kommentaren til artikel 1, pkt. 5, at:

"5. I tilfælde, hvor et interessentskab behandles som et selskab eller beskattes på samme måde, er det en person, der er hjemmehørende i den kontraherende stat, der beskatter interessentskabet på det grundlag, der er nævnt i art. 4, stk. 1, og det er derfor berettiget til overenskomstens fordele ..."

I hidtidig dansk retspraksis og administrativ praksis er der ikke direkte taget stilling til den foreliggende problemstilling. Derimod er der i et antal tilfælde taget stilling til den overordnede problemstilling vedrørende overenskomstbeskyttelse af hybride selskaber, som er transparente i Danmark, men i udlandet udgør selvstændige skattesubjekter.

I TfS 1994, 301 LR (senere TfS 1995, 905 LSR) blev det anerkendt, at udbetalinger oppebåret af et dansk aktieselskab i sin egenskab af kommanditist i et spansk kommanditselskab kunne kvalificeres som udbytte omfattet af artikel 10, stk. 3 af den dansk-spanske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Overført til den foreliggende problemstilling vil der herved også være tale om udbytter efter den fællesnordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 10. Dette betyder således konkret, at Danmark ikke folkeretligt har mulighed for at beskatte udbyttebetalinger til B.

TfS 2003, 167 LSR (SKM2003.29.LSR ) har visse lighedspunkter med den foreliggende sag. I sagen kunne et US moderselskab ikke undgå begrænset skattepligt af udbytter fra Danmark, idet udbytterne blev kanaliseret gennem et hollandsk CV og herefter videre til USA. Danmark og Holland anså CV'et for at være transparent, mens USA anså indkomsten for at være oppebåret af det hollandske CV. Denne sag kan ikke bidrage direkte til afklaringen i den foreliggende sag, idet Landsskatterettens kendelse vedrører fortolkningen af den særlige værnsregel i artikel 4, stk. 1, litra d, i den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

I TfS 2002, 913 LR (SKM2002.513.LR ) blev der givet dansk creditlempelse for skatter betalt af svenske kommanditselskaber. Efter svensk ret anses sådanne kommanditselskaber for at være selvstændige skattesubjekter. I denne forbindelse blev kommentarerne til OECD's modeloverenskomst tillagt stor betydning, herunder særligt pkt. 8.4. til artikel 4 om lempelse på deltagerniveau i de tilfælde, hvor personselskaber anses for at være transparent i deltagerstaten. Det ville således ligge i tråd med denne afgørelse, hvis OECD's kommentarer til artikel 1, blev tillagt betydning om den omvendte situation i den foreliggende sag, hvor Danmark er kildestat.

Direkte støtte for dette synspunkt fremgår endvidere af TfS 2007, 605 SR (SKM2007.300.SR ). I denne sag deltog to danske kommanditselskaber i et fransk personselskab organiseret som et SNC (Sociétés en Nom Collectif). Skatterådet fandt, at der kunne gives creditlempelse for de danske kommanditister for den skat, der blev pålignet kommanditselskaberne i Frankrig. Disse selskaber blev efter fransk ret anset for at udgøre selvstændige skattesubjekter. Det interessante i denne forbindelse er, at Skatterådet under henvisning til OECD's kommentarer til artikel 1, pkt. 5 og 6, udtalte, at interessentskaber (forstået bredt som partnerships) skal være omfattet af overenskomstbeskyttelsen.

Der kan tillige hentes støtte i litteraturen for det synspunkt, at det er bindende for den anden stat ved anvendelse af overenskomsten, hvis en kontraherende stat behandler et personselskab som et selvstændigt skattesubjekt undergivet ubegrænset skattepligt. Der kan eksempelvis henvises til Niels Winther-Sørensen: Beskatning af international erhvervsindkomst, 2000, p. 182 f. Samme forfatter udtaler i Skat Udland 2000, 236:

"... Såfremt et udenlandsk personselskab, som i sit domicilland anses for et selvstændigt skattesubjekt, i en anden overenskomststat (stat A) er beskyttet, jf. art. 1 i overenskomsten mellem denne stat og Danmark, skal Danmark som overenskomstens kildeland indrømme lempelse i overensstemmelse med denne overenskomst. Dette gælder også, selv om selskabsdeltageren er hjemmehørende i en anden stat (stat B) end personselskabet (stat A). Såfremt selskabsdeltageren er hjemmehørende i en stat (stat B), der beskatter efter et princip om skattemæssig transparens, er Danmark forpligtet at indrømme lempelse efter den for skatteyderen mest gunstige overenskomst, jf. OECD's kommentarer til art. 1, pkt. 6.5"

Sammenfattende er det spørgers opfattelse, af Danmark ikke er berettiget til at opkræve kildeskat af udbytter betalt fra A til B. Spørgsmål 1 skal således besvares bekræftende.

Spørgsmål 2

SKAT bedes bekræfte, at udbytter fra A som via B modtages af C, der ejer af 2/13 af andelene i B, er skattefri hos C.

SKAT kan forudsætte, at C er et dansk selskab eller et selskab beliggende i Q med ledelsens sæde i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 6.

Hvad enten B anerkendes som et selvstændigt skattesubjekt eller ej, vil modtagne udbytter hos C efter spørgers opfattelse være skattefri.

Dette følger af de almindelige udbytteregler i selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, hvor betingelserne for at modtage skattefri datterselskabsudbytter er følgende:

Det er spørgers opfattelse, at dette spørgsmål om indgående udbytter til Danmark skal løses direkte på baggrund af intern ret. Dette betyder, at tildelingen af dobbeltbeskatningsbeskyttelse til B, jf. spørgsmål 1, ikke nødvendigvis skal påvirke fortolkningen af selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, idet der ikke heri direkte stilles som betingelse, at udbyttebetalingen skal være omfattet af en indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst.

I bemærkningerne til lov nr. 1375 af 20.12. 2004 (L 27) udtales følgende om modtagelse af udbytter i Danmark fra udenlandske hybride selskaber:

"... I nogle medlemsstater er f.eks. kommanditselskaber undergivet selskabsbeskatning. I Danmark anses kommanditselskaber for at være transparente i skattemæssig henseende. Ved beskatningen i Danmark anses et dansk selskab, der har en andel på f.eks. 20 pct. i et kommanditselskab, ikke som et moderselskab. Udbytte fra kommanditselskabet til det danske selskab beskattes ikke. I stedet medregnes en til det danske selskabs andel af kommanditselskabets driftsresultat ved det danske selskabs indkomstopgørelse. Ved beregningen af det danske selskabs selskabsskat gives der lempelse for en til ejerandelen svarende andel af den selskabsskat, der er betalt i den stat, hvor kommanditselskabet er skattemæssigt hjemmehørende, efter reglerne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og den pågældende stat, eller reglerne i den interne regel i ligningslovens § 33, stk. 1 og 2.

Udbytte, der tilfalder kommanditselskabet fra et udenlandsk datterselskab på lavere niveau, vil ved beskatningen hos det danske selskab være omfattet af reglerne i selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, om skattefrit udbytte eller eventuelt af de nye regler, jf. afsnit 2.2.2.4., om credit for den selskabsskat som datterselskabet og datterselskaber på lavere niveau har betalt.

Der vil derfor ikke være behov for at indføre nye regler, der specifikt omhandler de transparente selskaber, når disse er datterselskaber af danske selskaber. For så vidt angår udbytte, der tilfalder det transparente selskab fra et dansk datterselskab, henvises til afsnit 3.2.5."

Vurderet på dette grundlag, opfyldes betingelserne hos C for at kunne modtage skattefri datterselskabsudbytter fra A, idet der ejes 2/13 (svarende til 15,38 %) af anparterne heri og idet der er tale om udbyttebetalinger fra ét dansk selskab til et andet dansk selskab.

Hvis B anses for at være et selvstændigt skattesubjekt, også efter danske principper, vil betingelserne for at modtage skattefri datterselskabsudbytter tillige være opfyldt, idet der herved blot vil være tale om modtagelse af udbytter fra et selskab hjemmehørende i et EU/EØS-land, og idet de samme forhold som ovenfor vil gøre sig gældende.

Ovenstående spørgsmål 2 bør derfor besvares bekræftende.

Spørgsmål 3

SKAT bedes bekræfte, at C ikke er skattepligtig af driftsindtægter optjent af B.

I første række gøres det gældende, at B, ligesom ovenfor under spørgsmål 1, udgør et selvstændigt skattesubjekt efter intern dansk ret.

I tilfælde heraf må udlodningerne kunne anses for at være udbytter, som i medfør af selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2 vil være skattefri for C.

Hvis B ikke anerkendes som et selvstændigt skattesubjekt efter intern dansk ret, udgør medejerskabet til B efter intern dansk ret et fast driftssted, som er direkte undtaget fra dansk skattepligt i medfør af selskabsskattelovens § 8, stk. 2.

Afgørelsen af om der foreligger et fast driftssted sker alene efter intern dansk ret, og det er i den forbindelse irrelevant om Q kvalificerer aktiviteten på tilsvarende måde, jf. skatteministerens svar på spørgsmål 29 til L 121 (2004/05-2).

Dette medfører, at bestemmelsen i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a er afgørende ved bedømmelsen af, om der foreligger et fast driftssted i udlandet. Denne bestemmelse fortolkes dog sædvanligvis i lyset af artikel 5 i OECD's modeloverenskomst.

De centrale betingelser for eksistensen af et fast driftssted er:

Det kan uden videre lægges til grund, at B opfylder disse betingelser, og således efter dansk ret kan anses for i sig selv at udgøre et fast driftssted. Det synes ikke at ændre herved, at der i den foreliggende sag er tale om delvist medejerskab til B. Det er således almindeligt anerkendt, at et dansk selskab kan have fast driftssted i udlandet gennem et deltagerbeskattet selskab, fx. et interessentskab, jf. eksempelvis Jan Pedersen m.fl.: Skatteretten 3, 4. udg. 2006, p. 374.

Det er ikke en betingelse for at statuere et fast driftssted, at den pågældende selskabsdeltager aktivt deltager i selskabets aktivitet, idet også passiv deltagelse kan begrunde begrænset skattepligt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a ud fra et fast driftssteds betragtning.

I administrativ praksis ses der også at være statueret fast driftssted i Danmark for en tysk advokat som interessent i et dansk advokatinteressentskab, jf. TfS 1999, 274 LR. Afgørelsen bekræfter synspunktet om, at aktiv deltagelse ikke er en forudsætning for at statuere fast driftssted efter interne danske regler. Den pågældende advokat blev anset for at være begrænset skattepligtig af en syvendedel af restoverskuddet i advokatfirmaet, dvs. af overskuddet (eksklusive overskuds- eller underskudsandel fra filialkontoret i Hamborg) efter fradrag af lønandele til de fem interessenter, der arbejder i virksomheden i Danmark.

På denne baggrund må overskud optjent i B anses for at vedrøre et fast driftssted i Q for C, og er dermed dansk beskatning uvedkommende. Det bemærkes herved, at Q i medfør af dobbeltbeskatningsoverenskomsten er tillagt beskatningsretten til erhvervsindkomst vedrørende et fast driftssted, jf. art. 7 i overenskomsten. Herved er samtlige betingelser for at anvende selskabsskattelovens § 8, stk. 2 opfyldt.

Der er ikke nogen modstrid mellem at anerkende B som beskyttet person efter DBO´en, og samtidig at anse deltagelse i B for et fast driftssted, idet sidstnævnte alene er et spørgsmål om anvendelse af internretlige principper for at fastslå den geografiske udstrækning af beskatningen for indkomsten i holdingselskabet.

Det er sammenfattende spørgers opfattelse, at spørgsmål 3 bør besvares bekræftende.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det er som udgangspunkt en forudsætning for at anerkende udenlandske juridiske personer som selvstændige skattesubjekter, at disse kan sidestilles med danske selvstændige skattesubjekter.

Af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 fremgår det, at ingen af deltagerne i det udenlandske selskab må hæfte personligt for selskabets forpligtelser, og at selskabet skal fordele overskuddet i forhold til den af deltagerne indskudte kapital.

Ifølge det oplyste hæfter deltagerne i B direkte og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser, og fordelingen af virksomhedens overskud fordeles ligeligt uafhængigt af den enkelte deltagers indskudskapital.

Det forhold, at B anses for at være et selvstændigt skattesubjekt i Q, har selvstændige vedtægter, skal udarbejde et selvstændigt regnskab, har selvstændige ledelsesorganer, har mulighed for udvidelse af partnerkredsen og at der foreligger en indskudskapital, kan i den konkrete sag ikke føre til et andet resultat i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2´s forstand.

På baggrund af ovenstående er der således ikke muligt at anse B for et selskab i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Af den fællesnordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst art 10, stk. 1 og 3 fremgår det, at Danmark ikke kan indeholde kildeskat på udbytter, der udbetales til en person, der er hjemmehørende, i dette tilfælde i Q, såfremt personen er et selskab, som ejer mindst 10 % af kapitalen af det udbyttebetalende selskab.

Det er SKATs opfattelse, at spørgsmålet herefter beror på, hvorvidt B i henhold til overenskomsten skal opfattes som et selskab.

I kommentarerne til OECDs modeloverenskomst art. 1 pkt. 5 er der indarbejdet bestemmelser om overenskomstanvendelse for personselskaber på baggrund af OECDs partnershiprapport fra 1999.

Af kommentarerne følger det, at såfremt et personselskab behandles som et selskab eller beskattes på samme måde, i den stat (i dette tilfælde i Q), hvori personselskabet er organiseret, er Danmark forpligtet til at acceptere Q´s skattemæssige kvalifikation som et selvstændigt skattesubjekt. B skal således i henhold til overenskomsten opfattes som et selskab.

SKAT kan dermed bekræfte, at der ikke vil indtræde begrænset skattepligt af eventuelle udbytteudlodninger fra A til B.

Spørgsmål 2

SKAT har ved besvarelsen lagt til grund, at C er et dansk selskab eller et selskab beliggende i Q med ledelsens sæde i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 6, hvilket betyder, at C er fuldt skattepligtigt til Danmark, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1.

SKAT bemærker, at et moderselskabs udbytte fra et datterselskab er skattefrit såfremt ejerskabskravene i selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2 er opfyldt, jf. i øvrigt ligningsvejledningen afsnit S.C.1.2.4.3.1.

SKAT kan bekræfte, at som sagen er oplyst af spørger, er udbytter, som udloddes fra A og som via B modtages af C, skattefri for C, idet betingelserne i selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2 ses opfyldt.

Spørgsmål 3

SKAT bemærker, at B efter intern dansk ret ikke anses som et selvstændigt skattesubjekt, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.

B anses således for transparent, hvilket som udgangspunkt bevirker, at 2/13 af indkomsten i B skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i C, jf. bl.a. SKM2007.300.SR .

I overensstemmelse med spørgers anmodning lægger SKAT det til grund, at C´s deltagelse i B anses at udgøre et fast driftssted.

SKAT kan på den baggrund bekræfte, at C ikke er skattepligtig i Danmark af indkomst optjent af B, under forudsætning af, at der ikke vælges international sambeskatning, jf. selskabsskattelovens § 8, stk. 2.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstillingen med de af SKAT anførte begrundelser.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.