Dokumentets metadata

Lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende - eget skib - sejlads med unge fra institution - bopæl på skibet

Skatteyderen ejede et skib, som han anvendte til sejladser med adfærdsvanskelige børn, anbragt på to institutioner. Spørgsmålet var, om hans indkomst fra de to institutioner var oppebåret som led i selvstændig erhvervsvirksomhed eller i et lønmodtagerforhold.Efter en samlet bedømmelse fandt retten, at der var tale om lønmodtagerindkomst.Ved afgørelsen lagde retten vægt på, at skatteyderen i det væsentlige kun oppebar indtægter fra de to institutioner, og at hans ydelser med skibet indgik som en integreret del af behandlingstilbuddene på institutionerne suppleret med vikararbejde på disse i sejladsfri perioder.Retten lagde endvidere vægt på, at skatteyderen modtog en forud fastsat løn - med tillæg af refusion for visse udlæg i forbindelse med arbejdet - samt at han måtte anses at have modtaget instrukser fra institutionerne for sejladserne, f.eks. angående institutionernes tilsynsintervaller og behandlingsplaner for de unge.Endelig lagde retten vægt på, at skatteyderen, der var ejer af skibet og havde bopæl på dette, ikke fandtes at have dokumenteret at have haft nogen reel økonomisk driftsrisiko med afholdelse af udgifter, der adskilte sig fra, hvad lønmodtagere sædvanligvis må afholde, f.eks. til bolig.Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Parter

A
(Advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af byretsdommer

Jytte Tørsløv

Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt en af sagsøger, A, optjent indkomst i indkomståret 2003 fra stiftelsen G1 og G2 Rådgivnings Center ApS er oppebåret ved selvstændig erhvervsvirksomhed, eller som lønsmodtagerindkomst.

Under sagen, der er anlagt den 7. september 2007, har A nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkender, at A i indkomståret 2003 skal anses for selvstændig erhvervsdrivende i skattemæssige henseende, samt at As skatteansættelse for indkomståret 2003 hjemvises til fornyet behandling ved den stedlige ligningsmyndighed.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Sagens oplysninger

Landsskatteretten afsagde den 11. maj 2007 følgende kendelse

"...

Sagens oplysninger

Klageren købte i oktober 2002 skibet "H1", som er en ombygget minestryger. Skibet var i indkomståret 2003 anvendt til sejlads med unge, anbragt på institutionen G1/G2 Rådgivningscenter. I perioder uden sejladser har klager desuden arbejdet på institutionerne. Klageren betragter selv sit arbejde som en selvstændig erhvervsvirksomhed, og der udstedes faktura over det udførte arbejde for institutionerne. Skibet behandles i regnskabet som et fuldt ud erhvervsmæssigt driftsmiddel. Alle udgifter vedrørende skibets drift fratrækkes fuldt ud. Skatteankenævnet har oplyst, at klager og dennes kæreste har skibet som bopæl i indkomståret 2003, og klager indtægtsfører et beløb på 12.000 kr. som værdi af fri logi.

Foruden arbejdet med sejlads af anbragte unge har klager haft en mindre indtægt på 11.500 kr. ved at udbyde fisketure. Klager har siden efteråret 2004 arbejdet på G1 og G2 Rådgivningscenter.

Om skibet "H1" er det oplyst, at skibet er registreret på adressen i ... bådhavn, men for det meste ligger i ...: Det er en gammel minestryger fra 1941, 23,8 m langt samt 52,4 tons. Skibet er erklæret for bevaringsværdigt. Styrehuset er indrettet med et bord og en hjørnebænk med plads til 6-7 personer. Der er indrettet et lille køkken, et badeværelse m. toilet, et lille rum med 2 køjer, som hovedsageligt blev anvendt til de unge mennesker, samt et opholdsrum med 2 sengebænke samt bord og et fjernsyn.

Opholdsrummet blev anvendt til de unge, og såfremt der var øvrige pædagoger med, sov de her. Der var også "vaskekælder", hvor der var vaskemaskine og tørretumbler. I agter var der nedgang til et soveværelse på ca. 5-6 m².

Vedr. sejladserne er det oplyst, at klager selv kunne bestemme, hvor man sejlede hen. Der forelå ingen skriftlig aftale eller kontrakt med institutionerne.

Klager aflønnede selv sine medhjælpere, og klagers kæreste har således modtaget en samlet løn på 197.180 kr. fra klagers virksomhed. Derudover er der betalt en løn på 22.000 kr. til en tredje hjælper.

Forsikring på de unge er tegnet af G2/G1, som iflg. skatteadministrationen står til ansvar for alt, hvad de unge foretager sig.

For så vidt angår indtægter ved arbejdet med de unge er det oplyst, at det ikke var klager selv, der bestemte, hvad han skulle have for at sejle med de unge. Prisen blev iflg. skatteadministrationen fastsat ud fra, hvad kommunen ville betale for de enkelte unge. Klager modtog disse oplysninger fra G2 og udfærdigede så sin regning derefter. Der udbetaltes en fast månedsløn på 31.166 kr. pr. person.

Klager og kæresten arbejder også på G1/G2 i juni og juli måned. Her modtages der 40.000 kr. pr. måned.

Når der i enkelte tilfælde skulle mere end 2 personer til at passe på de unge, fik klager betaling for 3 personer og skulle så selv finde den tredje til at hjælpe, ligesom han skulle aflønne denne person. Den tredje person fik ikke nødvendigvis det samme, som klager fik fra G2, og kærestens løn blev fastsat til 18.000 kr. pr. måned selv i de tilfælde, hvor de arbejdede på G2/G1 og modtog betydeligt mere pr. måned.

Ud over vederlaget modtog klager skattefrie godtgørelser til kost. Der blev derudover modtaget faste beløb til dækning af aktiviteter. Udgiften til kost afholdtes privat og fremgår ikke af regnskabet. I enkelte tilfælde blev der endvidere modtaget betaling for brændstof, havnepenge m.m.

Skatteadministrationen har opgjort samlede indtægter til 848.928 kr. og samlede godtgørelser til 113.227 kr. Skatteadministrationen har anset klager for at være lønmodtager, og har foretaget de skattemæssige ændringer ud fra dette.

Overskud af selvstændig erhvervsdrift er tilbageført, og det samme gælder værdi af fri logi. Klagers indtægter betragtes som skattepligtig løn, dog med fradrag af diverse godtgørelser vedrørende kost, logi og aktiviteter samt godtgørelser for brændstof og havneafgifter i enkelte tilfælde. Skatteadministrationen har ikke anset disse godtgørelser for skattepligtige, idet de netop anses for medgået til formålet.

Desuden fratrækkes de lønudgifter, der er videreført til klagers hjælpere.

På denne baggrund når skatteadministrationen frem til en skattepligtig lønindkomst på 505.497 kr. og en samlet forhøjelse på 339.435 kr. Det skal bemærkes, at skatteadministrationen ved denne løsning har reduceret de fradragsberettigede udgifter med en privat andel på 25 % for langt de fleste udgifters vedkommende. Enkelte udgifter er desuden ikke godkendt, enten fordi de vedrører indkomståret 2002 eller fordi der er tale om forbedringsudgifter, som ikke kan fratrækkes fuldt ud i indkomståret.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet kan tilslutte sig, at klagers arbejde med de anbragte unge betragtes som et lønmodtagerforhold. Der lægges navnlig vægt på, at klager ikke har et overordnet ansvar for at skaffe "ordrer" til en selvstændig virksomhed. Virksomheden med sejlads kan ikke som helhed betragtes som drevet for klagers regning og risiko. Selv om der ikke foreligger en formel, skriftlig aftale med G1/G2 har klager løbende været beskæftiget med de unge fra disse institutioner. Klagers aflønning kan stort set betragtes som fast løn. Klagers kæreste modtager ligeledes hvad der svarer til fast løn.

At klager ejer skibet, som anvendes til sejladsen, trækker naturligvis i den anden retning, idet det er usædvanligt, at en lønmodtager selv stiller med et driftsmiddel af dette omfang. Men nævnet lægger vægt på, at skibet er bolig for klager og kæresten, og nævnet giver skatteadministrationen medhold i, at situationen på mange måder kan sammenlignes med et almindeligt plejeophold. Der er blot tale om nogle andre boligudgifter.

Nævnet kan ikke tilslutte sig repræsentantens opfattelse af, at skibet er udlejet til institutionerne. Klager har selv fuld rådighed over skibet alene begrænset af hensynet til en eller flere unge passagerer.

De udbetalte godtgørelser til kost og logi er skattefri efter ligningslovens § 9, stk. 7. Det samme gælder de godtgørelser, der optræder i fakturaerne, idet disse godtgørelser betragtes som udlæg efter regning for faktiske udgifter ved sejladsen og de unges ophold.

Da der i alt er udbetalt godtgørelser på 76.734 kr. ud over kost og logi, finder nævnet ikke grundlag for at godkende fradrag for yderligere udgifter til skibets drift.

Også ved denne vurdering lægges der afgørende vægt på, at skibet tjener som bolig, hvorfor langt den overvejende del af udgifterne må betragtes som private. Skatteankenævnet tilslutter sig skatteadministrationens opgørelse af overskud ved fisketure til 3.500 kr.

Udgifterne på 8.000 kr. er ansat skønsmæssigt, og skatteankenævnet kan ikke fremkomme med et bedre skøn, da der ikke foreligger konkrete oplysninger om, hvilke udgifter der kan henføres til fisketurene.

Det formodes dog, at udgifter i form af brændstofforbrug m.v. ikke overstiger 8.000 kr.

Indtægten er skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4, og de skønnede udgifter kan fratrækkes efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Skatteankenævnet har stadfæstet skatteadministrationens afgørelse, hvilket indebærer at:

• lønindkomst ændres fra 0 kr. til 505.497 kr.
• værdi af fri logi nedsættes fra 12.000 kr. til 0 kr.
• overskud af virksomhed nedsættes fra 157.562 ler. til 3.500 kr.

Vedrørende det overordnede spørgsmål - om klager er lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende - er det skatteankenævnets opfattelse, at klager er lønmodtager. Denne opfattelse er baseret på en konkret vurdering af de reelle forhold. Skattepligten følger, uanset om klager er lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende, af statsskattelovens § 4.

Skatteankenævnet lægger vægt på, at klager i praksis modtager en løbende indtægt fra G2, også selv om der ikke sejles i hele perioden.

Der er ikke udarbejdet en skriftlig kontrakt eller ansættelsesaftale, men det reelle i forholdet er, at klager leverer en løbende ydelse til G2 og modtager en fast aflønning til sig selv og kæresten. G2 er den eneste hvervgiver. Klager kan sige nej til en opgave, som anført af repræsentanten, men det betyder ikke nødvendigvis, at han reelt er mere fritstillet i forhold til hvervgiveren end en lønmodtager.

Der lægges desuden vægt på, at klager ikke selv skal ud og skaffe sig kunder, og fortjenesten ved de unges ophold er i høj grad givet på forhånd. De direkte udgifter til kost, logi og aktiviteter er dækket ind af hvervgiveren. Dette gælder i en del tilfælde også de indirekte (olie, havnepenge, skader). Klager påtager sig ikke en selvstændig økonomisk risiko mht. de unges ophold som sådan. Klagers risiko vedrører alene driften af båden, og her spiller det en afgørende rolle, at båden tillige er bopæl for klager.

At klager afholder lønudgifter fører ikke i sig selv til, at klager er selvstændig erhvervsdrivende. Nævnet bemærker også i denne sammenhæng, at klager og kæresten kan have en fælles interesse i den aftalte aflønning, også selv om de ikke er gift. Ydelsen fra G2 dækker en normal løn til to personer. Ved den valgte metode sker der en omfordeling, hvilke efter omstændighederne kan være en fordel samlet set. Heller ikke det faktum, at klager er registreret som lønsumsafgiftspligtig, tillægges nogen vægt. Registreringen indebærer ikke i sig selv nogen prøvelse af, om klager også i skattemæssig henseende er erhvervsdrivende.

Der er givet skattefri godtgørelse på godt 40.000 kr. til aktiviteter, 32.060 kr. til brændstof (ud af et samlet forbrug på 52.480 kr. ), 4.000 kr. til havnepenge og 5.250 kr. til skader.

Udgifterne til anskaffelse og vedligeholdelse af skibet betragtes som en privat udgift, da båden fungerer som en privat bolig, uanset om der er passagerer eller ej.

Tilbage står, at klager i forbindelse med sit lønmodtagerjob har påtaget sig nogle særlige udgifter som følge af de unges ophold. Mange af disse er dækket ind af godtgørelser, herunder også godtgørelser til logi. Klager har imidlertid konkret oplyst, at der er ekstra udgifter forbundet med transport at passagerer i form af større sikkerhedskrav. Klager har på mødet nævnt et udokumenteret beløb på 100.000 kr. pr. år. Nævnet godkender derfor skønsmæssigt et lønmodtagerfradrag på 50.000 kr. til dækning af sådanne udgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Ved det foretagne skøn er der lagt vægt på, at udgifterne ikke er nærmere specificerede og muligvis heller ikke fuldt ud afholdt i 2003.

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har anført, at der i det hele er tale om selvstændig virksomhed, og indkomsten derfor skal opgøres efter skattelovgivningens almindelige principper, således at nettoindkomsten beskattes efter statsskattelovens § 4 litra a., og ansættelsen foretages som selvangivet.

Det er videre anført, at fra gang til gang forhandlede vederlag for den aktivitet, der skulle gennemføres, men medgiver, at institutionerne tog udgangspunkt i, hvad kommunerne forventedes at ville dække ud fra standardiserede omkostningsskøn.

Institutionerne forsøgte på forhånd at fastlægge et budget for den aktivitet, der ønskedes, at klager skulle gennemføre. Med udgangspunkt i dette oplæg forhandledes den endelige pris på plads. Det er således ikke korrekt, når skatteankenævnet i sagsfremstillingen skriver, at klager ikke selv bestemmer, hvad han skulle have for at sejle med de unge mennesker.

Klager var kun forpligtiget til at gennemføre de opgaver, han havde truffet aftale om og til den aftalte pris.

På det foreliggende er det repræsentantens opfattelse, at der ubetinget er tale om selvstændig virksomhed fordi:

1. Klager udfører projekter i henhold til indgået aftale. Han træffer alle beslutninger i udførelse af opgaver uden tilsyn af nogen art,
2. Klager er ikke bundet til kun at udføre opgaver for en enkelt hvervgiver,
3. Klager har anskaffet væsentlige driftsmidler, der forudsættes anvendt i opgaveudførelsen og han bærer udgiflerne ved driften under sejlads og ved kaj,
4. Klager afholdt væsentlige lønudgifter som led i opgaveudførelsen,
5. Klager har den egentlige økonomiske risiko for, at virksomheden giver et bæredygtigt resultat.

Repræsentanten har oplyst, at det er klager, der opsøger kunderne, men at det selvfølgelig ikke afholder kunderne fra at rette henvendelse til klager, hvis kunderne ellers er tilfredse med arbejdet. Hvis det modsatte er tilfældet, finder de antagelig en ny leverandør.

Endelig har repræsentanten oplyst, at klager ikke vil vedgå, at han har været kæreste med en ansat, selv om vedkommende har boet på skibet i ansættelsesperioden. Kærestebetragtningen er efter repræsentantens opfattelse ikke relevant for sagen.

G2 RådgivningsCenter Aps har bl.a. udtalt følgende

"Set fra G2 Rådgivningscenter ApS side mener vi fortsat, at du ikke var ansat hos os som lønmodtager, men i stedet løste en række forskellige specialopgaver for os. Vi betragter dig som selvstændig erhvervsdrivende ud fra bl.a. følgende forhold:

1. Når opgaven var defineret og prisen fastsat, var det op til dig at tilrettelægge din hverdag, og ansætte de medarbejdere som du havde behov for. Vi havde således ingen beføjelser til at give dig instrukser om hvem du skulle ansætte, hvilke kvalifikationer de skulle have, eller hvor mange medarbejdere du skulle ansætte.
   
   
2. Vi havde heller ingen beføjelser til at bestemme hvorledes opgaven skulle løses, ligesom vi ikke løbende kunne føre tilsyn og kontrollere de udførte opgaver. Det var således op til dig at bestemme hvordan dagen blev tilrettelagt, hvilke krav du stillede til beboeren, og om du f.eks. blev liggende i ... havn, eller hvor du sejlede hen.
   
   
3. Vi havde ligeledes ingen indflydelse på om du samtidig med udførelsen af opgaverne for os, påtog dig andre opgaver, som f.eks. sejlads med lystfiskere, turister, dykkere o.l.
   
   
4. Vi havde heller ingen aftale om opsigelsesvarsler, og ingen aftaler om, at du efter udførelsen af en specialopgave var forpligtet til at stå til rådighed for os, ligesom vi ikke havde nogen form for forpligtelse til at skaffe dig nye opgaver. Det var således muligt for dig af tage andre opgaver ind, eller blot at holde fri en uge, en måned eller måske bruge 2 år på at sejle jorden rundt.
   
   
5. Havde der været tale om et normalt ansættelsesforhold, ville honoraret have været langt lavere, og vi ville naturligvis have afholdt de faktiske udgifter, herunder kost, logi, transport m.v., som vi gør i de situationer hvor vi med brug af egne medarbejdere løser en specialopgave ved f.eks. at tage en beboer ud af fællesskabet og placere det i et sommerhus.
   
   
6. Havde du været ansat hos os, var du blevet aflønnet med hvad man kunne kalde en "netto- løn", modsat honoreringen af de nævnte specialopgaver, hvor du fakturerede et "bruttohonorar", og selv skulle afholde alle udgifter.
   
   
7. Du har ligeledes selv afholdt udgifter til diverse forsikringer, i modsætning til hvis du havde været ansat hos os, hvor du ville have været omfattet af vores arbejdsskadeforsikring, ferieloven, arbejdsmiljøregler o.s.v."

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Afgrænsningen mellem selvstændige erhvervsdrivende m.v. og lønmodtagere skal i skattemæssig henseende foretages på baggrund af de kriterier, der er angivet i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 (til personskatteloven) pkt. 3.1.1. Som udgangspunkt anses en person herefter som lønmodtager, hvis vedkommende modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold efter hvervgivers anvisninger og for dennes regning og risiko. Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål, at opnå et overskud. I tvivlstilfælde må afgrænsningen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af forholdet mellem hvervgiver og hvervtager.

Ud fra en samlet vurdering af omfanget og karakteren af klagerens virke finder Landsskatteretten, at klageren ikke kan anses for selvstændig erhvervsdrivende, og at de omhandlede indtægter derfor må anses for oppebåret som led i tjenesteforhold.

Der er særlig lagt vægt på, at klageren kun har haft G2 som hvervgiver, og at klager ikke har haft nogen selvstændig risiko ved arbejdet med de unge ud over driften af båden, der også har tjent som bolig for ham.

Landsskatteretten finder herefter i overensstemmelse med skatteankenævnet, at klageren er berettiget til et ligningsmæssigt fradrag for kost og logi samt et skønnet fradrag for øvrige omkostninger. Da retten ikke finder grundlag for at tilsidesætte skatteankenævnets skøn vedr. fastsættelsen af disse fradrag, stadfæster Landsskatteretten således skatteankenævnets afgørelse.

..."

Under sagens forberedelse har A fremlagt følgende samarbejdsaftale, fremskaffet til brug for sagen af økonomiansvarlige hos G2 Rådgivnings Center (herefter G2) KL:

"...

Samarbejdsaftale

G1/G2 Rådgivnings center kan benytte M/S H1 til sejlads med unge efter aftale. Aftaler om sejlads kan kun indgås mellem M/S H1 og VS.

I de perioder, hvor der sejles med en ung anbragt af en kommune, tages der udgangspunkt i 2 månedslønninger á kr. 31.166,28 kr., der indeholder alle medarbejdsrelaterede udgifter (ATP, pension, forsikring, sygefravær og feriepengeforpligtigelse). Øvrige omkostninger i forbindelse med sejlads aftales konkret fra gang til gang.

I perioder uden sejlads, tilbydes besætningen på M/S H1 vikararbejde på G1/G2 Rådgivnings Center, hvor der aflønnes efter udførte timer. Timelønnen er kr. 152, ligeledes inkluderet alle medarbejderrelaterede udgifter.

M/S H1 fremsendes regning til G1/G2.

... den 29. juli 2003

..."

Af As årsrapport for 2003 fremgår følgende for så vidt angår resultatopgørelse:

"...

..."

Af noter til årsrapporten vedrørende nettoomsætningen fremgår følgende

"...

..."

Vedrørende variable omkostninger fremgår af noter følgende

"...

Vedrørende sejlads

..."

Af udskrift af hjemmeside for G2 fremgår blandt andet, at Rådgivningscenteret henvender sig unge og voksne, som har behov for et omfattende og individuelt døgntilbud. Centret tilbyder indenfor rammerne om lov af social service botilbud sammen med andre, familiepleje, rådgivning, uddannelse m.v. G1 er et godkendt opholdssted for unge mellem 16 og 23 år, jf. lov om social service § 142, stk. 5.

Forklaringer

A har forklaret blandt andet, at han er uddannet automekaniker og skibsfører, i hvilken forbindelse han blandt andet har sejlet med skonnerter med vanskelige unge.

Han købte i november 2002 M/S H1 for at starte egen virksomhed med sejlads med lystfiskere og/eller vanskelige unge. Han kendte intet til G2, da han i december 2002 kom i kontakt med centret, og fik en mundtlig aftale om sejlads med en ung person. Han har set den fremlagte samarbejdsaftale af 29. juli 2002 før, men husker ikke anledningen til at den blev udformet. Aftalen er aldrig underskrevet, og der findes intet andet på skrift om samarbejdet.

Om sine faktureringer til G2/G1 forklarede han nærmere, at han aftalte prisen for turen med G2 på forhånd, og fakturerede sit krav på betaling efter turen. Hans første regninger var uspecificerede, men G2 bad om en specificeret regning af hensyn til G2's dokumentation overfor de myndigheder, der skulle betale for de unge. G2 havde oplyst ham om, at lønniveauet lå fast fra disse myndigheders side. Normalt fakturerede han personaleudgift samt udgifter til kost og logi og aktiviteter. På et par specialprojekter med særlige vanskelige unger fakturerede han endvidere brændstof, da de på grund af den unges problemer skulle være til søs uafbrudt, ligesom han fakturerede for skader, en ung havde påført skibet. Dette skete efter forudgående aftale med G2. I juni 2003 gennemførte han en sommerferiesejlads med fire elever, hvor han kun var styrmand på sejladsen, idet G1 selv havde pædagoger med.

Da der var personalemangel på G1 i juni, juli og august 2003, arbejdede han selv og hans styrmand, BA, i land på institutionen. Han fakturerede den forud aftalte løn for arbejdet til institutionen. Han har ikke faktureret sine faste udgifter til f.eks. myndighedskrav vedrørende skibets og dets udstyr til G2/G1, og har kun påført udgifter til havnepenge, hvis han havde modtaget pålæg fra institutionerne om havneanløb.

Han havde ansat en styrmand, BA, der ligesom han selv boede på skibet. Endvidere arbejdede der ved et par lejligheder i 2003 en løst ansat. Han drøftede ikke disse ansættelser med G2, men antog selv sine medarbejdere.

Om de enkelte sejladser forklarede han, at han altid holdt møde med G2/G1 før en sejlads. De talte om hvilke handlingsplaner, der var for de unge, og drøftede disses problemer og taklingen af dem. Sejladserne kunne vare fra 2 dage til flere måneder, det blev aftalt individuelt fra tur til tur. Han modtog overordnede instrukser, men bestemte ellers selv. Han kunne ringe til institutionerne, hvis han var tvivl om noget. Institutionerne førte tilsyn ved at ringe til skibet, og han blev med mellemrum bedt om at sejle skibet til en bestemt havn for at institutionerne kunne besøge skibet og føre tilsyn med de unge. En enkelt gang satte institutionerne en pædagog på skibet til en ung mand med specielle vanskeligheder.

Han arbejdede desuden som nævnt af og til som vikar på land i institutionerne. Der var ikke aftalt opsigelsesfrist eller vilkår for samarbejdet med institutionerne.

Han tegnede selv ulykkesforsikring for passagerer på skibet, og fakturerede kun ved enkelte projekter institutionerne for de skader, de unge påførte skibet.

Han måtte opgive planen om at sejle med lystfiskere, da det ikke kunne kombineres med hans sejlads med de unge. G2/G1 havde ikke forbudt ham at tage andre passagerer om bord, blot måtte han ikke tage unge fra andre institutioner.

Han havde ingen aftale med institutionerne om løn under en eventuel sygdom hos ham.

Han og styrmanden havde bopæl på skibet, idet arbejdet med de unge var et 24 timers job. Skibet blev opvarmet med dieselolie. Samarbejdet med G2/ G1 stoppede i efteråret 2005. Han bor stadig på skibet.

I 2003 sejlede han i alt ca. 8 måneder for G2/G1. I den periode lå han dels i havn med de unge, dels på søen. Han sejlede aldrig alene med skibet i perioden.

Som udgangspunkt fakturerede han ikke brændstof til G2/G1 for sejladser. Posten proviant på fakturaerne dækker udgiflen til de ansatte på båden plus den unge. Posten aktiviteter dækker f.eks. entre og udgifler til besøg i Legoland, Tivoli m.v.

På visse sejladser fik han udbetalt forskud, der navnlig blev brugt til brændstof. Hans virksomhed var nystartet, så hans likviditet var stram.

VS har forklaret blandt andet, at han siden 1991 har været medejer af G2, og at han desuden er daglig leder af institutionen G1, der ejes af en selvstændig fond. Virksomhederne beskæftiger sig med behandlingstilbud til vanskelige børn, unge og voksne, med tidligere amterne og nu kommunerne som hvervgivere.

Virksomhederne kom i kontakt med A i slutningen af 2002. De kendte ham ikke på forhånd, og kunne ikke ansætte ham med henblik på skibsprojekter p.g.a. restriktioner herfor fra amtets side. De indledte i stedet et samarbejde med A.

Vedrørende A's faktureringer bad han ham specificerede disse af hensyn til institutionernes pligt til at specificerede udgifterne overfor amtet.

De havde aftalt faste priser med A.

Samarbejdsaftalen af 29. juli 2003 er udformet af vidnet, men aldrig underskrevet. Af samme grund har han på tidligere forespørgsler ikke oplyst skattemyndighederne om dennes eksistens.

Månedslønnen på 31.166,28 kr. kommer fra en beregning i G2's budget, baseret på hvad en pædagog normalt har af løn, med tillæg af medarbejderrelaterede udgifter. Nettomånedslønnen for en pædagog er normalt 25.000 kr. Poster som kost, logi og brændstof blev aftalt med A fra projekt til projekt, afhængig af dets karakter. Han husker ikke de nærmere detaljer herom. G2's virksomhed dækker i dag et fastansat personale på ca. 120 personer, ligesom der løbende er flere eksterne samarbejdspartnere tilknyttet.

Om de enkelte opgaver for A forklarede vidnet, at de aftalte et møde før starten på hver opgave. Vilkårene for sejladsen aftaltes, ligesom denne unges handleplan blev drøftet med A - f.eks. om den unge skulle gennemgå afgiftning, og derfor skulle isoleres på båden. Ellers blandede man sig kun i sejladsen for at føre tilsyn med den unge og besætningen, f.eks. aftalte man mødesteder ved nærmere angivne havne, hvor man så gennemførte tilsynet. Afhængig af projektets karakter kunne der være tilsyn flere gange ugentligt, eller f.eks. hver 14. dag.

A var ikke beskyttet mod opsigelse, og fik ikke feriepenge. Det var ligeledes hans eget problem, hvis der var sygdom. G2 var dog medbestemmende med hensyn til antal af medarbejdere, der blev fastsat efter opgavens karakter. Fra G2's side var det fra starten af hvert projekt regnet ud på forhånd, hvad projektet måtte koste G2/G1, således at henholdsvis løn og rammer for øvrige omkostninger var fastlagt i forhold til A på forhånd.

Hvis der ikke var unge, der skulle på skibsprojekt, arbejdede A og hans styrmand i perioder som pædagogvikar på en af institutionerne. De fik i disse perioder løn som andre pædagoger i samme job, hvilket A udstedte fakturaer i overensstemmelse med. A fungerede her som pædagog på linje med det øvrige personale.

Parternes anbringender

A har til støtte for påstanden nærmere anført, at skibet M/S H1 blev anskaffet med henblik på at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Han var selv ansvarlig for de enkelte sejladser, herunder både i forhold til hvordan han håndterede de unge i forbindelse med sejladserne, ligesom han i enhver henseende var økonomisk ansvarlig for sin virksomhed, forstået på den måde at han udelukkende selv løb risikoen for, om hans virksomhed gav over- eller underskud. Prisen for projekterne med den unge blev forhandlet med G2/G1 fra gang til gang, og der er således ikke tale om en fast månedsløn som påstået af Skatteministeriet. Når det af de i sagen fremlagte fakturaer fremgår, at han overfor G2/G1 har afregnet f.eks. brændstof, havnepenge, proviant, aktiviteter og skader, så er der ikke tale om, at han blot har udlagt disse beløb, som herefter er blevet refunderet af institutionerne. Derimod er der tale om, at han har afholdt en række udgifter, og at han kun i begrænset omfang har viderefaktureret disse til institutionerne. Specifikationen af fakturaerne skyldtes alene krav fra G2/G1.

Han bestemte selv, hvilke aktiviteter der skulle afholdes i forbindelse med sejladserne. Han bestemte også selv, hvorhen skibet skulle sejle. Det var kun i de situationer, hvor M/S H1 blev engageret til specialopgaver, at der var tale om en bunden opgave, hvor han ikke selv bestemte, hvor skibet skulle sejle hen. Han var som ejer af skibet ansvarlig for, at det løbende blev vedligeholdt, og udgifterne hertil kunne ikke viderefaktureres til institutionerne. Dette forhold taler afgørende imod, at han var lønansat hos G2/G1, idet det ville være usædvanligt, såfremt en lønmodtager skulle stille et skib eller tilsvarende større aktiv til rådighed for arbejdsgiveren, og samtidig afholde alle drifts- og vedligeholdelsesudgifter til aktivet.

Såfremt en af de unge lavede en skade på skibet i forbindelse med sejladserne, så havde han selv ansvaret for de udgifter, der var forbundet med at genoprette disse skader. Der var derfor en ikke ubetydelige økonomisk risiko for ham ved sejladserne. Han afholdt endvidere alle udgifter i forbindelse med at holde skibet opdateret i forhold til de til enhver tid gældende regler, udstukket af Søfartsstyrelsen, f.eks. redningsflåde, redningsveste, m.v.

Det var også ham, der i forbindelse med hver enkelt sejlads selv vurderede, hvor meget personale der skulle anvendes. Denne vurdering foretog han på baggrund af, hvilken type unge der skulle medtages på skibet. Denne vurdering foretoges af ham, og ikke af G2/G1.

Han afholdt som arbejdsgiver selv lønudgifterne til hans ansatte på skibet, ligesom han afregnede A-skat, AM-bidrag og ATP i forhold til disse. Det må anses som usædvanligt, at en lønmodtager selv fungerer som arbejdsgiver og har personale til det job, som den pågældende er arrangeret til at varetage. Han havde endvidere tegnet erhvervsforsikring for op til 25 passagerer på skibet.

Af flere af de i sagen fremlagte fakturaer fremgår, at han fik udbetalt forskud på honorarerne. Dette forhold taler for, at der ikke var tale om lønmodtagerforhold, idet det må anses som usædvanligt at få udbetalt større lønforskud i et almindeligt løbende lønmodtagerforhold. Han fakturerede iøvrigt sin assistance bagud.

Den fremlagte samarbejdsaftale kan alene anses for en rammeaftale. Det fremgår endvidere af årsrapporten, at hans samlede omsætning var ca. 860.000 kr., mens nettoresultatet alene udgjorde ca. 116.000 kr., hvilket viser, at han har haft en betydelig økonomisk risiko. Han må på dette grundlag ud fra en samlet bedømmelse anses for selvstændig.

Skatteministeriet har til støtte for påstanden nærmere angivet, at A's indkomst fra G2/G1 i indkomståret 2003 ikke er oppebåret ved selvstændig erhvervsvirksomhed. Indkomsten er derimod oppebåret i et lønmodtagerforhold til disse.

Herved må navnlig henses til, at A ifølge samarbejdsaftalen løbende skulle forestå sejladserne og sit vikararbejde som en integreret del af G2/ G1s differentierede ydelsesudbud. A har ikke dokumenteret, at den omhandlede "virksomhed" var forbundet med en reel økonomisk risiko. Herunder fakturerede han skader til G2.

G2/G1 må antages at have haft en almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse. De to hvervegivere drev deres virksomheder indenfor rammerne af lov om social service og var godkendt hertil af offentlige myndigheder. A må derfor nødvendigvis have været instrueret om, at arbejdet, herunder som vikar, skulle ske indenfor disse rammer. At A i et vist omfang selv tilrettelagde det konkrete arbejde i forbindelse med sejladserne, er ikke afgørende, jf. cirkulæret pkt. B.3.1.1.5.

Det anføres videre, at A i helt overvejende grad alene havde G2/G1, der drev sine virksomheder fra samme sted, som hvervgivere. I 2003 oppebar han udover indkomsten fra de to alene en indkomst på 11.500 kr. fra fisketure. Dertil kommer at hans vederlag ifølge samarbejdsaftalen var beregnet med udgangspunkt i to månedslønninger af 31.166,28 kr., der indeholder alle medarbejderrelaterede udgifter, såsom ATP, pension, forsikring, sygefravær og feriepengeforpligtigelse. Timelønnen for vikararbejdet er fastsat til 152 kr., ligeledes inkluderet alle medarbejderrelaterede udgifter. Han havde stillingsbetegnelse som pædagog, og hans vederlag udbetaltes periodisk.

G2/G1 har afholdt - eller ihvertfald i det helt væsentlige afholdt udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet. A fik løbende, herunder som forskud, udbetalt/refunderet de udgifter, han betalte for f.eks. personale, kost og logi, aktiviteter, brændstof, havnepenge og skader. Han har ikke dokumenteret at have afholdt udgifter i forbindelse med sejladserne for de to hvervgivere, som disse ikke har dækket.

Den omstændighed at A ejede skibet, kan under disse omstændigheder ikke føre til, at den omstridte indkomst kan anses som oppebåret ved selvstændig erhvervsvirksomhed og ikke som lønsmodtagerindkomst. Hertil kommer at han sammen med kæresten/styrmanden boede på skibet, der i denne sammenhæng således var et privat aktiv.

Rettens begrundelse og resultat

Efter en samlet bedømmelse af sagens faktiske oplysninger, sammenholdt med kriterierne angivet i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994, pkt. B. 3.1.1.1., finder retten at As indkomst fra G2 Rådgivnings Center/ G1 for indkomståret 2003 må anses for lønmodtagerindkomst.

Det er ved afgørelsen tillagt vægt at A i det væsentlige kun oppebar indtægter fra institutionerne G2 Rådgivnings Center/ G1 i perioden, og at hans ydelser med skibet indgik som en integreret del af behandlingstilbudene på institutionerne, suppleret med vikararbejde på disse i sejladsfri perioder.

Det er videre tillagt vægt at A efter aftalen mellem parterne månedligt modtog en forud fastsat løn - med tillæg af refusion for visse udlæg i forbindelse med arbejdet - samt at han må anses for at have modtaget instrukser fra G2 Rådgivnings Center/G1 for sejladserne, f.eks. angående institutionernes tilsynsintervaller og behandlingsplaner for de unge.

Det er endelig tillagt vægt at A, der var ejer af skibet og havde bopæl på dette, ikke findes at have dokumenteret at have haft nogen reel økonomisk driftsrisiko med afholdelse af udgifter, der adskiller sig fra hvad lønmodtagere sædvanligvis må afholde, f.eks. til bolig.

Skatteministeriets påstand om frifindelse tages derfor til følge.

A skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 25.000 kr., hvoraf 531 kr. udgør godtgørelse for udlæg til materialesamling, og resten advokatudgifter incl. moms.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 25.000 kr.