Dokumentets metadata

Dokumentets dato:19-02-2008
Offentliggjort:21-02-2008
SKM-nr:SKM2008.182.SR
Journalnr.:08-031263
Referencer.:Aktieavancebeskatningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Anpartsombytning efter objektive regler - kapitalforhøjelse med opgivelse af majoritet

Skatterådet bekræfter, at en anpartsombytning som umiddelbart efterfølges af en kapitalforhøjelse, hvor tredjemand indskyder kapital i det erhvervede selskab, med den konsekvens, at majoriteten opgives, og de to anpartshavere hver står som ejer af 50 %, ikke er i strid med reglerne i ABL § 36 A.


Spørgsmål

1. Vil en anpartsombytning, hvor A (person) indskyder 100 % af anpartskapitalen i D ApS, (Erhvervede selskab) til nystiftede selskab, N Holding ApS (Erhvervende selskab) kunne gennemføres skattefrit efter de objektive regler, ABL § 36 A, uagtet af, at der efterfølgende gennemføres en kapitalforhøjelse i D ApS hvor tredjemand indskyder kapital således at D ApS' anpartshavere hver ejer 50 %.

SKAT kan lægge til grund for svaret at de objektive regler er/bliver overholdt.

2. Hvis der mod forventning svares "Nej" til spørgsmål 1 vil anpartsombytning, som anført i spørgsmål 1, kunne gennemføres såfremt der i anpartshaveroverenskomst er anført, at N Holding ApS har vetoret (bestemmende indflydelse) i en periode på 3 år fra kapitalforhøjelsen?

Svar

1. Ja.

2. Bortfalder.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har i brev af 11. januar 2008 oplyst følgende:

D ApS ejes 100 % af A. Der ønskes etableret en selskabskonstruktion, hvor D ApS ejes med 50/50 henholdsvis af et holdingselskab der ejes 100 % af A og af et holdingselskab der ejes 100 % af B.

Anpartsombytning og efterfølgende kapitalforhøjelse vil ske til markedsværdier.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det er vores opfattelse, at der skal svares "JA" til spørgsmål 1, idet de objektive regler er/bliver overholdt, jf. ABL § 36 A.

Som følge af usikkerheden om hvorvidt en efterfølgende kapitalforhøjelse, hvorved majoriteten opgives, er en omgåelse af majoritetskravet ønsker vi dette klarlagt.

SKATs indstilling og begrundelse

Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 2, at ved ombytning af aktier forstås den transaktion, hvorved et selskab erhverver en andel i et andet selskabs aktiekapital med den virkning, at det opnår flertallet af stemmerne i dette selskab.

Spørger planlægger en anpartsombytning som umiddelbart skal efterfølges af en kapitalforhøjelse, hvor tredjemand indskyder kapital i det erhvervede selskab, med den konsekvens, at majoriteten opgives og de to anpartshavere herefter hver ejer 50 %.

Spørger ønsker afklaret, om dette vil medføre, at anpartsombytningen kommer i konflikt med reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 36 A.

Det er SKATs opfattelse, at den efterfølgende kapitalforhøjelse, hvorved majoriteten i det erhvervede selskab opgives, ikke er i strid med reglerne i ABL § 36 A. Den vil derfor ikke medføre at skattefriheden for aktieombytningen falder bort.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.