Dokumentets metadata

Dokumentets dato:18-12-2007
Offentliggjort:22-01-2008
SKM-nr:SKM2008.42.SR
Journalnr.:08-002869
Referencer.:
Dokumenttype:Bindende svar


Betingelse knyttet til aktieoverdragelse ansås ikke at udskyde tidspunktet for handlens gennemførelse i skattemæssig henseende

Et aktiesalg betinget af en godkendelse fra en konkurrencemyndighed fandtes skattemæssigt at være gennemført på tidspunktet for aftalens indgåelse, idet der alene ansås at foreligge en ubetydelig usikkerhed om aftalens gennemførelse. Det fandtes ikke at ændre herved, at afregning for aktierne eventuelt først ville finde sted på et senere tidspunkt. I en tidligere indgået aftale om salg af aktier kunne parterne ikke uden skattemæssige virkninger forlænge fristen for efterregulering af den aftale afståelsessum. Ligningsrådet havde tidligere overfor spørger bekræftet, at en aftalt efterregulering af afståelsessummen for aktierne, der skulle foretages inden udgangen af 2007, ville blive betragtet som en del af afståelsessummen. Man ønskede nu at forlænge fristen for efterreguleringen med 3 måneder. En sådan ændring blev af Skatterådet betragtet som en så væsentlig ændring af aftalen, at aftalen ville blive anset for afstået og der ville indtræde afståelsesbeskatning for sælgerne ifølge aftalen.


Spørgsmål
  1. Vil et salg af aktier i A, som vil blive gennemført i 2007, men betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse, der formodentlig først foreligger i 2008 - skattemæssigt skulle anses for gennemført i 2007 med den virkning, at medarbejderne i A beskattes i henhold til bindende forhåndsbesked af 14. juni 2005?
  2. Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, vil det så gøre nogen forskel, at afregningen over for medarbejderne først sker i 2008, efter konkurrencemyndighederne har godkendt salget af A?
  3. Hvis spørgsmål 1 og 2 besvares benægtende, vil det så have nogen skattemæssige konsekvenser, at A forlænger den 2-årige frist, der blev godkendt i bindende forhåndsbesked af 14. juni 2005, til 31. marts 2008?

Svar

  1. Ja.
  2. Nej.
  3. Ja.
Beskrivelse af de faktiske forhold

A udbød i 2000, samt ved to efterfølgende kapitaludvidelser henholdsvis aktier og tegningsretter til en bred kreds af medarbejdere i A.

De nævnte tegningsretter til tegning af aktier i A blev udbudt til en beregnet markedspris. Den skattemæssige behandling er som følge heraf ikke omfattet af ligningslovens § 28, men af de almindelige regler i aktieavancebeskatningsloven. Beskatning af avance/tab på tegningsretten sker således på det tidspunkt, hvor aktierne afhændes. Tegning af aktierne skulle senest ske ultimo 2005.

Et til A koncernforbundet selskab tilbød i forbindelse med udløb af tegningsperioden medarbejderne at købe de tegnede aktier for den på det tidspunkt estimerede markedspris. Da A er unoteret, var det imidlertid svært at opgøre den præcise markedspris på aktierne. A ønskede derfor at indbygge en klausul om, at den aftalte købspris for aktierne skal reguleres i tilfælde af, at A inden udgangen af år 2007 (dvs. indenfor en 2-årig frist) børsnoteres eller afstås til en kurs, der afviger fra købstilbuddet til medarbejderne.

Reguleringen skal som udgangspunkt ske uanset, om kursen i forbindelse med børsnotering eller anden afståelse afviger i positiv eller negativ retning.

Denne regulering har skattemyndighederne anerkendt skulle behandles som et yderligere/reduceret vederlag for aktierne, som følgelig vil blive beskattet i 2005. Der henvises til bindende forhåndsbesked af 14. juni 2005.

A er for nærværende ved at blive solgt til en uafhængig tredjemand. Den udpegede rådgiver er i dialog med køberfeltet og salget forventes gennemført inden udløbet af 2007.

Salget vil dog i visse lande formentligt kræve en godkendelse af udenlandske konkurrencemyndigheder, og denne forventes at foreligge i starten af det nye år og senest ved udgangen af marts 2008.

Det vil sige, at alle faktiske og formelle forhold vedrørende salget er på plads inden udgangen af 2007 - på nær de udenlandske konkurrencemyndigheders godkendelse.

Der gøres opmærksom på, at det fra ansøgers side anses for meget lidet sandsynligt, at godkendelsen ikke vil blive givet.

Der vil fra ansøgers side snarest muligt blive forsøgt indhentet en forhåndstilkendegivelse fra de respektive udenlandske konkurrencemyndigheder.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Med hensyn til besvarelsen af spørgsmål 1 mener vi, at dette bør besvares bekræftende, da samtlige forhold omkring salget vil være på plads inden udgangen af 2007 - bortset fra konkurrencemyndighedernes godkendelse. Det vil sige, at der er indgået en bindende salgsaftale med uafhængig tredjemand, hvor samtlige forhold, herunder opgørelse af det præcise salgsbeløb, er på plads.

Vedrørende besvarelsen af spørgsmål 2 mener vi, at dette bør besvares benægtende, da salgssummen - som anført ovenfor - er endeligt opgjort i 2007, og der således vil være erhvervet endelig ret til denne i 2007.

Hvad angår besvarelsen af spørgsmål 3, mener vi, at dette bør besvares benægtende, da anmodningen om forlængelse skyldes forhold, som ikke var påregnelige på tidspunktet for indgåelse af den oprindelige aftale. Yderligere er der tale om forhold initieret af en uafhængig tredjemand og ikke de oprindelige aftaleparter. Det kan endvidere anføres, at den ansøgte fristforlængelse er af meget begrænset varighed, idet der kun ansøges om en forlængelse af den oprindelige frist på 3 måneder.

SKATs indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1

Der er pt. forhandlinger i gang om salg af A til en uafhængig tredjemand. Bindende salgsaftale forventes at være indgået inden udgangen af 2007 - samtlige forhold vil således være på plads inden udgangen af 2007, dog bortset fra de udenlandske konkurrencemyndigheders godkendelse.

Konkurrencemyndighederne skal godkende handlen, idet der er tale om en handel mellem selskaber med en vis omsætning.

Når der er knyttet betingelser til en aktieoverdragelse, skal det vurderes, om aktierne er overdraget på aftaletidspunktet, eller på det senere tidspunkt, hvor det kan afgøres, om betingelserne opfyldes.

Sædvanligvis er det således, at betingelser, hvis opfyldelse parterne ikke selv har rådighed over, anses for suspensive og udskyder beskatningen, idet der anses at herske en reel usikkerhed om overdragelsens gennemførelse.

Ansøger har fra A's advokat fået oplyst følgende:

"Salgsprocessen i A er tilrettelagt med henblik på at mindske konkurrenceretlige problemer og sikre en hurtig konkurrenceretlig godkendelse. Vi har fra sælgerne (A) således fået oplyst, at køberfeltet ikke inkluderer konkurrenter til den væsentligste del af A´s virksomhed. Endvidere har vi fået oplyst, at det er mest sandsynligt, at køberen vil være en private equity fond, som ikke ejer selskaber, der konkurrerer med A.

Baseret på de ovenfor angivne forudsætninger vil der reelt ikke ske nogen ændring i de konkurrencemæssige forhold på markeder, hvor A opererer. På baggrund af omsætningsmæssige kriterier vil der som nævnt ovenfor alligevel skulle ske anmeldelse til konkurrencemyndighederne i én eller flere jurisdiktioner.

De relevante konkurrencemyndigheder vil på den baggrund sandsynligvis kunne godkende salget uden vilkår."

SKAT finder på baggrund af ovenstående vurdering fra A´s advokat at kunne lægge til grund, at der alene hersker en ubetydelig usikkerhed om aftalens endelige godkendelse af konkurrencemyndighederne og SKAT finder derfor at aktierne kan anses for afstået ved aftaleindgåelsen, uanset at konkurrencemyndighederne på dette tidspunkt ikke har godkendt handlen.

Såfremt aftalen indgås inden udgangen af 2007, beskattes medarbejderne i henhold til den bindende forhåndsbesked af 14. juni 2005.

Det indstilles at svare ja til spørgsmål 1.

Ad spørgsmål 2

Idet det lægges til grund, at den endelige overdragelsesaftale indgås i 2007 (alene betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse), herunder at prisfastsættelsen er endelig, finder SKAT ikke, at det ændrer besvarelsen af spørgsmål 1, at afregningen over for medarbejderne først sker i 2008.

Salget vil således skattemæssigt anses for foretaget i 2007.

Det indstilles at svare nej til spørgsmål 2.

Ad spørgsmål 3

Uanset formuleringen af spørgsmål 3 ønsker ansøger en besvarelse af spørgsmålet.

I den bindende forhåndsbesked af 14. juni 2005 har Ligningsrådet tiltrådt, at en eventuel efterregulering af afståelsessummen kan betragtes som yderligere/reduceret vederlag for aktierne og at beløbet derfor skal behandles som et afståelsesvederlag efter reglerne om gevinst og tab ved afståelse af aktier i ABL.

I afgørelsen blev det lagt til grund, at efterreguleringen skulle ske inden udgangen af 2007.

Ansøger spørger, om denne frist kan forlænges, idet godkendelse fra konkurrencemyndighederne først kan forventes ved udgangen af marts 2008.

Såfremt der foretages væsentlige ændringer i en aftale er udgangspunktet, at den ret, der udsprang af den oprindelige aftale anses for afstået, og retten i henhold til den nye aftale anses for anskaffet.

Den nugældende aftale udløber 31. december 2007 og har som sådan begrænset værdi for medarbejderne, idet der ikke er sikkerhed for salgets gennemførelse (herunder fastsættelse af prisen) inden fristens udløb. En ændring af aftalen, der medfører at aftalens løbetid forlænges til 31. marts 2008, vil repræsentere en værdi for medarbejderen, idet sandsynligheden for at en endelig salgsaftale gennemføres (og dermed at der foretages en efterregulering af medarbejdernes afståelsessum) øges væsentligt.

En forlængelse af fristen er derfor efter SKATs vurdering en væsentlig ændring af aftalen.

Udover fristforlængelse ønsker man også mulighed for at ændre prisen i perioden frem til 31. marts 2008. En ændring af aftalt pris betragtes sædvanligvis som en væsentlig ændring af en aftale. I denne situation er der ikke tale om en ændring af en aftalt pris, men om ændring af grundlaget for prisfastsættelse, derved at perioden, i hvilken prisen kan ændres, forlænges. SKAT vurderer, at det er en væsentlig ændring af en aftale, at grundlaget for prisfastsættelsen ændres.

Samlet set vurderer SKAT, at der er tale om væsentlige ændringer af den nugældende aftale, såfremt fristperioden forlænges til 31. marts 2008, idet det er lagt til grund, at forlængelsen ligeledes gælder for prisfastsættelsen, således at prisen (efterreguleringen) kan ændres i perioden frem til 31. marts 2008.

Sådan væsentlige ændringer medfører, at den indgåede aftale om efterregulering må anses for afstået på tidspunktet for indgåelsen af ændringsaftalen og der indtræder derfor afståelsesbeskatning.

SKAT indstiller derfor, at der svares ja til spørgsmål 3.

Såfremt parterne ikke foretager sig noget, men blot lader efterreguleringsaftalen udløbe uudnyttet 31. december 2007, vil dette ikke selvstændigt få skattemæssige konsekvenser.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er bindende i 5 år regnet fra afgørelsens dato.