Dokumentets metadata

Dokumentets dato:09-05-2003
Offentliggjort:26-09-2003
SKM-nr:SKM2003.402.ØLR
Journalnr.:21. afdeling, S-741-03
Referencer.:Skattekontrolloven
Dokumenttype:Dom


Straffesag - skatteunddragelse - urigtig selvangivelse - fortjeneste fra aktieindkomst

T var tiltalt for grov uagtsom overtrædelse af skattelovgivningen ved for indkomstårene 1997 og 1998 ikke at have selvangivet fortjeneste på 1.261.000 kr. fra aktieindkomst og renteindtægter på 13.721 kr. fra en mellemregningskonto, alt hvorved han unddrog sig skatter på tilsammen 502.239 kr. til det offentlige. T var ved byretten straffet med en bøde på 325.000 kr. Under landsrettens behandling af den indankede dom fandt også landsretten det bevist, at T havde handlet uagtsomt ved at undlade at opgive fortjenesten ved salget af anparterne i selvangivelsen for 1997 og ved ikke at opgive renterne fra mellemregningskontoen i selvangivelsen for 1998. Landsretten lagde vedrørende fortjenesten ved salget af anpartene vægt på, at skattevæsenet, uanset oplysningerne i tiltaltes "Formueoplysning", ikke blev gjort bekendt med T's fortjeneste ved salget og heller ikke modtog indberetning herom fra anden side, hvorfor landsretten ikke fandt, at den ledsagende "Formueoplysning" om overdragelse af anpartene kunne medføre straffrihed. Under hensyn til den ledsagende "Formueoplysning" og henset til, at fortjenesten ved salget af anparterne var en engangsindtægt, fandtes straffen efter den afvejning, der skal foretages mellem bødens størrelse og strafværdigheden af T's handling, at burde nedsættes fra den påståede bøde, der af ToldSkat var nedsat med en tredjedel, til halvdelen af normalbøden ved groft uagtsomt forhold. Landsretten ændrede byrettens dom, således at T blev straffet med en bøde på 225.000 kr.


Østre Landsrets dom af 9. maj 2003, 21. afdeling, S-741-03

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Michael Amstrup)

Afsagt af landsdommerne

Lisbet Wandel, Linde Jensen, og Frosell (kst.)

----------

Ballerup Byrets dom af 4. oktober 2002, S 1.1290/02

Anklageskriftet er modtaget den 9/8 2002.

T er tiltalt for overtrædelse af skattekontrollovens (lov nr. 392 af 12. juli 1946, jf. nu bekendtgørelse nr. 858 af 13.09.2000) § 13, stk. 2,

ved groft uagtsomt for indkomstårene 1997 og 1998 ikke at have selvangivet fortjeneste på kr. 1.261.000,00 hidrørende fra aktieindkomst og renteindtægter på kr. 13.721,00 fra en mellemregning, som tiltalte havde haft med X-by Bowling Center, hvorved han unddrog sig med skat for indkomstårene 1998 og 1997 med 8.039,98 kroner og 494.200,00 i alt kr. 502.239,98.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Tiltalte har erkendt sig skyldig i det faktiske sagsforløb og tallenes størrelse, men har påstået sig frifundet, da der ikke er udvist grov uagtsomhed.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte.

Rettens bemærkninger

Tiltalte har erkendt det faktiske sagsforløb. Retten finder, at det er så almindeligt kendt, at man ved afståelse af forretning, anparter, aktier m.v. skal betale skat af fortjeneste, at tiltalte, ved ikke at vide dette og derfor ikke har selvangivet sine indtægter derved, har gjort sig skyldig i groft uagtsomt forhold. Som følge heraf findes han skyldig efter anklageskriftet.

Straffen fastsættes til en bøde på 325.000 kr., jf skattekontrollovens § 13, stk. 2. Forvandlingsstraffen er fængsel i 30 dage.

T h i k e n d e s f o r r e t

Tiltalte T straffes med en bøde på 325.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 30 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 2.500 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Brian Bruun Hansen.

-----------

Østre Landsrets dom af 9. maj 2003, 21. afdeling, S-741-03

Ballerup Rets dom af 4. oktober 2002 (S 1.1290/02) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Ved overdragelsesdokument af 31. januar 1997 overdrog tiltalte sin andel af anpartskapitalen i selskaberne X-by Bowlingcenter ApS og X-by Bowlingcenter Restaurant og Administration ApS til N.N..

Det hedder i overdragelsesdokumentet blandt andet:

§ 1.

...

Det bemærkes, at de to nævnte selskaber med virkning pr. 1. juli 1996 er blevet fusioneret med X-by Bowlingcenter, Restaurant og Administration ApS som fortsættende selskab og X-by Bowlingcenter ApS som ophørende selskab. I henhold til fusionsplanen af 28.11.1996 vil den samlede anpartskapital i det fortsættende selskab herefter være kr. 400.000,00, hvoraf nominel kr. 200.000,00 tilhører T. Det er disse anparter der hermed videreoverdrages .

...

§ 2.

Anparterne, hvis nominelle værdi er kr. 200.000,00, jævnfør ovenfor, overdrages til kurs 750, og det således fremkomne overdragelsesbeløb udgør kr. 1.500.000,00.

Beløbet erlægges således:

A. Ved underskrift af nærværende aftale betales kr. 750.000,-.

...

B. Retsbeløbet - ligeledes kr. 750.000,- - betales senest 4 bankdage efter underskrift af nærværende aftale .

...

§ 6

Sælger har en mellemregningskonto med anpartsselskabet på ca. kr. 540.000,00. Herudover har sælger indskudt kr. 150.000,00 i virksomheden. De nævnte beløb i alt ca. kr. 690.000,00 forrentes med 10 p.a. Renterne erlægges den 31.3., den 30.6, den 30.9. samt den 31.12. Fra len 1.1.1998 afdrages det skyldige beløb over 1 ½ år med seks lige store rater hvert kvartal, første gang den 31.3.1998.

..."

I tiltaltes kopi af selvangivelse for 1996, der er dateret den 30. april 1997, er der er under rubrik 38 om anden kapitalindkomst anført 60.000 kr. som "Renter af indskud XB" og under rubrik 89 om kursværdi af hovedaktionæraktier anført 200.000 kr. som "Anparter X-by Bowl. C".

Tiltaltes selvangivelse for 1997, dateret den 10. april 1998, er indgivet på blanket for udvidet selvangivelse for hovedaktionærer. Under rubrik 39 om anden kapitalindkomst er anført 68.400 kr. som "Renter af indskud XBC". Rubrikkerne 61 og 62 vedrørende aktieindkomst er ikke udfyldt. Spørgsmålet "Er de hovedaktionær?" i rubrik 81 er ikke afkrydset.

Af tiltaltes "Formueoplysning", der ligeledes er dateret den 10. april 1998 og var adresseret til ... kommune og vedlagt selvangivelsen for 1997, fremgår følgende:

"Vedrørende selvangivelse 1997

Formueoplysning.

Ejendomsværdi

Kr.

1.750.000

Indskud/lån til XBC

Kr.

690.000

Bank og pantebreve.

Kr.

100.648

Bil

Kr.

90.000

Gæld til kreditforening

Kr.

73.436

Formue i alt

Kr.

2.557.212

I jan 1997 trak jeg mig ud af samarbejdet med XBC, X-by Bowling Center og overdrog anparter og ledelse til anden side, men har stadig mit indskud på ca.kr. 690.000,- stående på mellemregningskonto i firmaet til en aftalt gunstig forrentning på ca. 10 %.

..."

Tiltaltes selvangivelse for 1998, der er dateret den 30. april 1999, indeholder hverken i rubrik 39 om anden kapitalindkomst eller i øvrigt oplysning om renter fra mellemregningskontoen.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og forklaring af vidnet V.1.

Tiltalte har vedstået sin forklaring for byretten og har supplerende forklaret, at han ikke opfattede fortjenesten ved salget af anparterne som en skattepligtig indkomst. Det faldt ham ikke ind at opgive dem eller at søge professionel rådgivning. Han havde i en periode været bosat i udlandet og havde ikke fulgt med i udviklingen i den danske skattelovgivning. Derfor indsendte han sammen med selvangivelsen sin "formueoplysning" af 10. april 1998. For at man skulle kunne forstå tallene i formueoplysningen, tilføjede han til sidst et afsnit om X-by Bowling Center. Centeret blev startet i 1993, og han var med til at drive det sammen med N.N.. Det var vanskeligt at samarbejde med N.N. og dennes hustru. De enedes om, at N.N. skulle drive centeret i to år. Derefter skulle tiltalte drive centeret, ligeledes i to år. Tiltalte, der er bygningsingeniør, lod sig herefter udstationere i Z-land. Under udstationeringen fik han indopereret en pacemaker. Da han kom hjem til Danmark, fik han en længerevarende depression. Centeret var ikke blevet drevet, som det burde. Det kom til konfrontationer med N.N.. På grund af sin helbredsmæssige situation opgav tiltalte at få samarbejdet med N.N. til at fungere. I forbindelse med, at tiltalte solgte sine anparter i centeret til N.N., forsøgte tiltalte at få fat på en revisor, men revisoren vendte ikke tilbage over for ham. Tiltalte opsøgte advokat M.M., men mente ikke, at denne gav ham den nødvendige støtte. Da tiltalte psykisk var meget medtaget, skrev han herefter uden videre under på aftalen om overdragelse af anparterne til N.N.. Hvis han havde været klar over, at han skulle betale skat af provenuet, ville han have krævet et større beløb. Tiltalte blev i 1997 behandlet med lykkepiller af egen læge. Senere blev han behandlet af en psykiater, der prøvede forskellige psykofarmaka for at finde frem til den rette behandling. Han gik også til psykolog. I slutningen af 1997 var han til en ansættelsessamtale og fik en midlertidig ansættelse som ingeniør, der dog senere blev permanent, fordi han klarede arbejdet godt. Tiltalte har nu en anden stilling.

V.1 har som vidne forklaret, at han er ansat som juridisk fuldmægtig i ToldSkat. Bankerne indberetter køb af aktiebeholdninger til ToldSkat, men man kan ikke umiddelbart se fortjenesten ved sådanne køb. Tiltalte skulle have opgivet fortjenesten ved salget af anparterne i selvangivelsens rubrik 61 og 62 vedrørende aktieindkomst. De oplysninger, som ToldSkat ligger inde med vedrørende en skatteyder, kan de enkelte medarbejdere trække frem som skærmbillede. Oplysningerne kan udskrives som "Kontrolbilag - R75-ligning". Af tiltaltes "R75-ligning", der er fremlagt under sagen kan alene udledes, at tiltaltes tidligere opgivne hovedanpartsbeholdning på 200.000 kr. ikke længere er til stede.

Landrettens bemærkninger

Også efter bevisførelsen for landsretten findes det bevist, at tiltalte som selvstændig erhvervsdrivende har handlet groft uagtsomt ved at undlade at opgive fortjenesten ved salget af anparter i selvangivelsen for 1997 og ved ikke at opgive renterne fra mellemregningskontoen i selvangivelsen for 1998, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 2, nu lovbekendtgørelse nr. 726 af 13. august 2001. Landsretten har vedrørende fortjenesten ved salget af anparterne lagt vægt på, at skattevæsenet, uanset oplysningerne i tiltaltes "Formueoplysning", ikke blev gjort bekendt med tiltaltes fortjeneste ved salget og heller ikke modtog indberetning herom fra anden side. Landsretten har derfor ikke fundet, at den ledsagende "Formueoplysning" om overdragelse af anparterne kan medføre straffrihed.

Under hensyn til den ledsagende "Formueoplysning" og henset til, at fortjenesten ved salget af anparterne var en engangsindtægt, findes straffen efter den afvejning, der skal foretages mellem bødens størrelse og strafværdigheden af tiltaltes handling, at burde nedsættes fra den påståede bøde, der af ToldSkat er nedsat med en tredjedel, til halvdelen af normalbøden ved groft uagtsomt forhold. Tiltalte idømmes derfor en bøde på 225.000 kr.

Henset til anklagemyndighedens påstand om stadfæstelse findes der ikke grundlag for at ændre den fastsatte forvandlingsstraf.

I øvrigt stadfæstes dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

X-by rets dom ændres, således at T straffes med en bøde på 225.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 30 dage.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.

Tiltalte har selv draget omsorg for sit forsvar.