Dokumentets metadata

Fikseret rente - indbetaling af erstatning - tilgodehavende hos aktionærer

Et selskab skulle ikke medregne en fikseret renteindtægt af lån til fire anpartshavere, idet betingelserne om kontrol af selskabet ikke var opfyldt.

Klagen vedrører

Der klages over, at A ApS er anset for skattepligtig af forrentningen af anpartshaverlån.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomstårene1999, 2000 og 2001

Skattemyndigheden har anset selskabet for skattepligtig af renteindtægt på hhv. 61.096 kr., 80.505 kr. og 75.376 kr. fra anpartshaverlån i henhold til ligningslovens § 2, stk. 1.

Landsskatteretten nedsætter for alle tre indkomstår den skattepligtige renteindtægt til 0 kr.

Sagens oplysninger

Selskabet havde til formål at drive virksomhed med investering i aktier og andre værdipapirer. Selskabet havde regnskabsår i perioden 1. maj til 30. april. Anpartskapitalen var ejet af B, C, D og E med 24 pct. hver, mens de resterende 4 pct. var ejet af F A/S. Dette selskab var ejet af ovenstående anpartshavere og A ApS. Det væsentligste aktiv i A ApS var et tilgodehavende på selskabets fire hovedanpartshavere. Tilgodehavendet udgjorde ifølge selskabets regnskaber henholdsvis 1.341.754 kr., 1.341.754 kr. og 1.058.095 kr. i indkomstårene 1999-2001. Tilgodehavendet var opstået ved, at A ApS, B, C, D og E havde indgået forlig i juli 1998 med Kammeradvokaten i en selskabstømmersag i forbindelse med parternes salg af anparterne i selskabet G ApS. Hver af parterne ejede 20 pct. af anpartskapitalen i G ApS, og alle parterne anerkendte i forliget, at de in solidum var erstatningsansvarlige for et samlet beløb på 1.331.754 kr. A ApS betalte den 27. juli 1998 beløbet i henhold til forliget på vegne af alle parterne, hvorefter der blev optaget et tilgodehavende hos anpartshaverne i regnskabet. Selskabet rettede herefter regreskrav mod rådgiverne i forbindelse med selskabstømningen. I forlængelse heraf blev der indgået forlig om aktieafgift med advokat, hvorefter selskabet den 4. juli 2000 modtog 103.659,44 kr., som fordringen blev nedbragt med. Fordringen på hovedanpartshaverne blev ikke forrentet.

Den stedlige kommunes afgørelse

For indkomstårene 1999-2001 er selskabet blevet anset for skattepligtig af en fikseret renteindtægt på henholdsvis 61.096 kr., 80.505 kr. og 75.376 kr. Ved selskabets betaling af forligsbeløbet erhvervede selskabet ifølge skattemyndighederne regresfordringer på anpartshaverne på i alt 4/5 af beløbet, hvilket svarede til ansvarsfordelingen i forliget. Disse regresfordringer måtte sidestilles med anpartshaverlån til B, C, D og E på hver 268.351 kr. I forbindelse med modtagelsen af beløbet på 103.659,44 kr. den 4. juli 2000 har myndighederne anset fordringerne for nedbragt forholdsmæssigt, hvorefter de enkelte fordringer var på 211.619 kr.

Skattemyndighederne har anset fordringerne for omfattede af ligningslovens § 2, stk. 1 og konstateret, at den manglende forrentning af anpartshaverlånene ikke svarede til, hvad der ville være aftalt mellem uafhængige parter. Det er endvidere indgået i vurderingen, at selskabet ikke har kunnet påvise en forretningsmæssig begrundelse for den manglende forrentning. Myndighederne har herefter anset selskabet for skattepligtig af en fikseret renteindtægt af anpartshaverlånene i indkomstårene 1999-2001. Forrentningen er blevet skønsmæssigt ansat til 7,5 pct., hvilket var baseret på et gennemsnit af diskontoen med tillæg af 4 pct. Under hensyn til, at ingen af anpartshaverne var ansat i selskabet er den manglende forrentning blevet anset for maskeret udlodning til anpartshaverne.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets skatteansættelse foretages i overensstemmelse med det selvangivne, idet der ikke har været grundlag for at fiksere renteindtægter i selskabet, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. Repræsentanten har forklaret, at der i forbindelse med selskabets indbetaling til Kammeradvokaten blev anlagt regressager mod de tidligere rådgivere, samt at selskabets advokat på dette tidspunkt vurderede, at det var realistisk, at parterne ville kunne få refunderet den betalte erstatning fuldt ud. Man havde endvidere en forventning om, at selskabet ville modtage en forrentning af udlægget i form af procesrenter. Udviklingen i retspraksis viste imidlertid, at sælgere af overskudsselskaber selv havde et erstatningsansvar vedrørende den såkaldte berigelse, hvorfor selskabet ikke længere havde udsigt til at få hele beløbet dækket af rådgiverne. Anpartshaverne indbetalte derfor i oktober 2001 hver et forholdsmæssigt beløb svarende til det forventede tab. I september 2002 kunne det endelige tab gøres opgøres, hvorefter selskabet modtog betaling fra anpartshaverne inkl. forrentning.

Repræsentanten har herefter konkluderet, at der ikke har været grundlag for at foretage en løbende korrektion af forrentningen, idet der ikke eksisterede en kendt hovedstol i de pågældende indkomstår, samt at renten først kunne opgøres og være forfalden på tidspunktet, hvor den fordringen kunne opgøres endeligt. Det var således ikke unormalt, at den mest likvide part i en fælles retssag foretog udlægget på vegne af de øvrige parter, samt at denne part modtog en forrentning herfor. Endelig har repræsentanten påpeget, at den valgte fremgangsmåde var både praktisk og forretningsmæssigt begrundet, samt at den ikke var afledt af aktionærforholdet.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ved selskabets betaling af 1.341.754 kr. til Kammeradvokaten den 27. juli 1998 i henhold til forliget erhvervede selskabet samtidig regresfordringer på B, C, D og E i forhold til ansvarsfordelingen, der var ligelig. Selskabet havde herefter fordringer, der måtte sidestilles med anfordringstilgodehavender, på de fire anpartshavere på hver 268.351 kr. Fordringerne henstod uforrentede.

Selskabet skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst anvende priser og vilkår for økonomiske transaktioner i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. Det bemærkes, at ligningslovens § 2 er en lovfæstelse af den praksis vedrørende rentefiksering, der blev anset for ulovhjemlet ved Højesterets dom trykt i TfS 1998.199.

Af ligningslovens § 2, stk. 2 fremgår det, at der ved kontrol forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder som nævnt i selskabsskattelovens § 32, stk. 6, 1. pkt., og § 16 H, stk. 2, 2. pkt., dog således at der direkte eller indirekte skal ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller rådes over mere end 50 pct. af stemmerne.

Under hensyn til, at de fire anpartshavere alene hver ejede 24 pct. af anpartskapitalen i selskabet, udgør anpartshaverlånene ikke økonomiske transaktioner, der er omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1, jf. stk. 2. Der er herefter ikke grundlag for at foretage en korrektion af forrentningen af anpartshaverlånene. Den påklagede ansættelse nedsættes i overensstemmelse hermed.