Dokumentets metadata

Dokumentets dato:04-12-2002
Offentliggjort:22-04-2003
SKM-nr:SKM2003.175.LSR
Journalnr.:2-6-1637-0024
Referencer.:Vandafgiftsloven
Dokumenttype:Kendelse


Tilbagebetaling af vandafgift - idrætshal udlejet på timebasis

Landsskatteretten fandt, at tilbagebetaling af vandafgift skal administreres efter samme retningslinier som gælder for tilbagebetaling af elafgift. Herefter fandtes en idrætshal, der var frivillig momsregistreret, berettiget til tilbagebetaling af vandafgift.


Klagen vedrører tilbagebetaling af vandafgift af vand forbrugt i en hal tilhørende fonden A.

Fondens formål er at etablere og drive en specialhal til gymnastik, trampolinspring og lignende aktiviteter.

Hallen udlejes til forskellige sportsforeninger, folkedansere, børnehaver samt arrangører af idrætskonkurrencer m.m. Hallen udlejes på timebasis, og timeprisen dækker leje af individuelle lokaliteter som fx:

Hallen udlejes mere end 2.500 timer pr. år, og fonden sørger for det daglige tilsyn under brugen samt rengøring før og efter.

Det er oplyst, at hallen hver måned udlejes til ca. 60 forskellige foreninger, klubber, institutioner m.v.

Fonden er frivilligt registreret for udlejning af hallen.

Told- og skatteregionen har ved afgørelsen nægtet fonden tilbagebetaling af vandafgift for afregningsårene 1996/97 til 1999/00.

Regionen har ved afgørelsen lagt vægt på, at vandet ikke kan anses for forbrugt af fonden, men derimod af de enkelte lejere.

Fondens repræsentant har nedlagt påstand om tilbagebetaling af vandafgift for afregningsperioden 1996/97 til 1999/00.

Repræsentanten har herved henvist til, at vandet anvendes i forbindelse med den momspligtige udlejning, idet vandet er en nødvendig del af de leverede ydelser.

Repræsentanten har endvidere henvist til momsnævnets afgørelse offentliggjort i TfS 1995.670 og Landsskatterettens kendelse af 21. december 2001, offentliggjort i SKM 2001.599/TfS 2002.170.

Landsskatteretten skal udtale:

Det fremgår af vandafgiftslovens § 9, at momsregistrerede virksomheder kan få tilbagebetalt afgiften efter denne nærværende lov, af det af virksomheden forbrugte afgiftspligtige vand.

Det fremgår af bemærkningerne til vandafgiftsloven, at momsregistrerede virksomheder kan få tilbagebetalt vandafgiften på samme måde, som de kan få tilbagebetalt energiafgifter, dog således at tilbagebetalingen begrænses på samme måde, som det gælder for elafgiften.

Landsskatteretten finder, at tilbagebetalingen af vandafgift skal administreres efter samme retningslinier som gælder for tilbagebetaling af elafgift.

Da der efter praksis vedrørende elafgift, sker tilbagebetaling af elafgift af el anvendt i idrætshaller, udstillingshaller og udstillingscentre samt forsamlingshuse og medborgerhuse, der er frivilligt momsregistreret for udlejning af fast ejendom, finder Landsskatteretten i overensstemmelse hermed, at fonden er berettiget til tilbagebetaling af vandafgift.

Told- og skatteregionens afgørelse ændres således.